Forsøg på mus er en af hjørnestenene i sygdomsforskning.
Her undersøger man blandt andet, hvordan mus får diabetes, kræft, Alzheimers og autisme. Derefter prøver man at kurere dem for sygdommene, og tanken er, at studierne på mus kan bruges til at sige noget om mennesker.
Men kan man overhovedet overføre videnskabelige forsøg og resultater fra mus til mennesker?
Fire studier, der for nylig blev offentliggjort i det videnskabelige tidskrift Nature, siger generelt nej. I store træk er vi for forskellige.
Resultaterne af de fire studier viser, at mennesker og mus genetisk set er forskellige i specielt vores immunforsvar, stressrespons samt metabolisme, og vi deler kun 70 procent af de proteinkodende gener, hvilket svarer til sølle 1,5 procent af vores samlede genom.
Forskerne bag de fire artikler slår da også fast, at man i mange tilfælde slet ikke kan bruge forsøg på mus til at sige noget om mennesker – på specifikke områder er vi simpelthen for forskellige.
»Generelt er det genregulatoriske maskineri og netværk ens i mus og mennesker, men detaljerne er ret så forskellige. Ved at forstå forskellene kan vi også bedre forstå, hvor musemodeller kan bruges bedst, og hvor de har deres begrænsninger,« fortæller professor ved Stanford University Michael Snyder til Nature.com.
Danske forskere enige: Pas på med at konkludere ud fra museforsøg
Michael Snyder står ikke alene med sine forbehold mod at konkludere for meget på baggrund af museforsøg. Danske forskere er enige.
Blandt dem er Danmarks førende ekspert i børneastma og leder af Dansk BørneAstma Center Hans Bisgaard, der også er overlæge, dr.med. og professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet.
Hans Bisgaard er ikke særlig begejstret for museforsøg, som han mener tager penge væk fra mere relevant forskning.
»Hvis man vil vide noget om en sygdom i mennesker, er man også nødt til at undersøge den i mennesker. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor man ikke gør det i langt højere grad,« siger Hans Bisgaard.
Professor: Medicinsk forskning er en katastrofe
Hans Bisgaard går så vidt som til at sige, at medicinsk forskning har været en katastrofe det seneste halve århundrede, fordi forskere har brugt alt for meget tid og alt for mange forskningsressourcer på at lave studier på mus fremfor mennesker.
Hans Bisgaard mener generelt, at brugen af dyremodeller er et udtryk for, at der i forskningen bliver foretrukket bekvemmelighed over relevans.
Det drejer sig blandt andet om hans eget forskningsområde: astma.
»Mus får eksempelvis slet ikke astma, så man er nødt til at inducere astma i dem, eksempelvis ved at give dem stoffet albumin, så de efterfølgende bliver allergiske for det. Men her har vi altså bevæget os alt for langt væk fra en tilstand, der kan bruges til at sige noget som helst om mennesker, idet man reducerer astma ned til en marginaltilstand i en fremmed art, der løber rundt i et bur. Sygdomme er ofte et samspil mellem gener og miljø, og i mange museforsøg har man fjernet begge dele fra ligningen,« siger Hans Bisgaard.
Overlægen mener desuden, at bevillinger til museforsøg alt for ofte sker på bekostning af bevillinger til forsøg på mennesker, som er meget mere anvendelige.
Forskellige årsager til sygdom
Professor Axel Kornerup Hansen forsker i dyreforsøg ved Københavns Universitets sektion for Eksperimentelle Dyremodeller. Her forsker han blandt andet i, hvordan man kan forbedre forsøg på mus, så de fortæller mere om samme situation i mennesker.
Axel Kornerup Hansen benytter selv forsøg på mus til blandt andet at blive klogere på, hvordan tarmbakterier har indflydelse på fedme i mus og muligvis også på mennesker.
Brugen af musemodeller til at sige noget om fedme i mennesker har han forsvaret i denne artikel i det videnskabelige tidsskrift Journal of Medical Ethics.
Axel Kornerup Hansen mener dog også, at musemodeller har deres begrænsninger, og at de fleste forskere godt er klar over, at der er så stor forskel på mus og mennesker, at man ikke kan drage konklusioner på tværs af de to arter.
Ofte bliver fortællingen lidt for simpel, for at flest mulige mennesker kan forstå den. Derfor bliver resultater på mus også oversolgt, og alle forbeholdene om forskellen på mus og mennesker kommer ikke med.
Axel Kornerup Hansen, Københavns Universitet
Som eksempel nævner han forskningen i type 1-diabetes. Her er der fundet mange forskellige behandlings- og forebyggelsesmetoder til mus, men bortset fra en enkelt kostintervention har ingen af dem vist sig at være brugbare på mennesker.
»Årsagen er, at sygdommen er forskellig i mus og mennesker. Det kan godt være, at slutresultatet ligner hinanden, men de molekylærbiologiske veje, der leder til sygdommen, er forskellige og varierer også mellem mennesker. Derfor vil behandling målrettet musenes molekylærbiologiske veje ikke nødvendigvis hjælpe mennesker,« siger Axel Kornerup Hansen.
Forskere oversælger museforsøg for at få midler
Axel Kornerup Hansen peger på forskellige årsager til, at mange mennesker alligevel tror, at man kan bruge museforsøg til at sige noget overordnet om givne sygdomme i mennesker.
Blandt andet er medier måske ikke altid lige gode til at få klargjort, at et forskningsresultat er opnået i forsøg på mus, og der er absolut ingen garanti for, at det samme gør sig gældende i mennesker.
»Ofte bliver fortællingen lidt for simpel, for at flest mulige mennesker kan forstå den. Derfor bliver resultater på mus også oversolgt, og alle forbeholdene om forskellen på mus og mennesker kommer ikke med,« siger Axel Kornerup Hansen.
Det er dog ikke kun medierne, som forsimpler historien. Det gør forskerne også selv.
»Når forskere skal søge om forskningsmidler, er det nu en gang nemmere at få lokket forskellige fonde til at hoste op, hvis forskerne fortæller, at deres museforsøg har direkte betydning for forståelsen og helbredelsen af diabetes eller Alzheimers, fremfor at sige at det er en mikroskopisk brik i et stort puslespil. Det sælger ikke mange billetter,« fortæller Axel Kornerup Hansen.
Hans Bisgaard genkender billedet fra sine egne ansøgninger om forskningsmidler.
»Medier og samfund har haft en tendens til at se på museforsøg, som værende næsten lige så gode som forsøg på mennesker. Det smitter også af på beslutningstagere. Derfor er det svært for forskere at få bevillinger til forsøg på mennesker, når museforsøgene virker så meget mere simple, billigere og dermed også tillokkende,« siger Hans Bisgaard.
Sådan skal mus benyttes rigtigt
Inden vi nu får skudt forsøg på mus helt ned, er det ifølge Axel Kornerup Hansen vigtigt at fastslå, at forsøgene også har store fordele, hvis de bliver brugt rigtigt.
Hvis man som eksempel studerer immunsystemet, kan man, fremfor at kigge på hele immunsystemet, kigge på enkelte delelementer der måske er ens mellem mennesker og mus.
»På den måde kan man i mus lære noget om immunforsvaret, der også er gældende for mennesker. Det betyder bare ikke, at vi kan sige noget om, hvordan immunsystemet som helhed reagerer på den ene eller den anden sygdom,« siger Axel Kornerup Hansen.
Ikke sandsynligt, at mus bliver erstattet
Selvom mus har deres begrænsninger i forhold til at drage videnskabelige konklusioner, der også er relevante for mennesker, ser det ud til, at mus alligevel vil blive benyttet langt ud i fremtiden.
Hans Bisgaard har i hvert fald ikke set tendenser til, at bevillinger til forsøg på mennesker er øget de seneste mange år.
»Jeg ser ikke, at det på nogen måde går i retning af det bedre,« siger hans Bisgaard.
Det er ifølge Axel Kornerup Hansen heller ikke særligt sandsynligt, at musene bliver erstattet med store og mere menneskelignende pattedyr som grise eller lignende.
»Mus er nu engang meget nemmere og billigere at opdrætte til forsøg, end grise er,« siger professoren.
Mus vil blive mere humaniserede
Men musene vil nok blive mere ‘menneskelige’ i fremtiden, så kløften mellem museforsøg og menneskeforsøg bliver mindre.
Denne humanisering af mus bliver formentlig genetisk, hvor musene eksempelvis bliver udstyret med et menneske-immunforsvar eller menneske-tarmbakterier i deres tarme. Det gør studier på musene mere relevante for mennesker.
»Man vil se, at musene bliver designet til helt specifikke forsøg, hvor de bliver humaniseret, så den del af dem, der bliver undersøgt i forskningen, er så menneskelige som mulig. Det kan blandt andet ske ved at indsætte gener for menneske-diabetes i mus. Det vil gøre museforsøgene mere interessante for mennesker også,« siger Axel Kornerup Hansen.
