Videnskab.dk’s udsendte med i forsøg: Sådan er det at være på psykedeliske svampe

Jeg spiser seks hvide kapsler og skyller dem ned med rødt saftevand.

Foran mig sidder to psykologer, som skruer op for en Spotify-playliste med en blanding af verdensmusik og den type klassisk, som umuligt kan fornærme nogen.

De putter mig under et tæppe, jeg lukker øjnene, og efter kort tid sitrer min krop, som om jeg er på vej ned ad den første, stejle bakke i en rutsjebane.

Selvom det lyder som begyndelsen på et New Age-ritual i en svensk skov, befinder jeg mig faktisk på Rigshospitalet.

Jeg er forsøgsperson i et medicinsk forskningsprojekt hos Neurobiologisk Forskningsenhed, der undersøger psilocybin – det psykoaktive stof i psykedeliske svampe – og hvordan det påvirker hjernen.

Svampe har antidepressivt potentiale

Psykedeliske stoffer har længe haft lægevidenskabens interesse. Særligt de seneste år er interessen for psilocybins potentiale inden for klinisk behandling vokset stødt.

»Vi er rigtig dårlige til at behandle mange hjernesygdomme og psykiatriske lidelser som depression, angst og afhængighed,« fortæller Martin Korsbak Madsen, som er læge og ph.d.-studerende hos Neurobiologisk Forskningsenhed og én af de hovedansvarlige bag forsøget.

»Men der er meget, der tyder på, at psykedeliske stoffer, såsom psilocybin, kan have rigtig gode effekter på eksempelvis depressive symptomer – såfremt det gives med de rigtige forberedelser, med terapeuters tilstedeværelse og den rigtige efterbehandling,« påpeger han.

Et amerikansk studie, udgivet i januar 2020, kunne påvise, at en enkelt dosis psilocybin resulterede i markante forbedringer i kræftpatienters depressive symptomer, selv fire et halvt år efter behandlingen.

Ved at give raske mennesker (som undertegnede) stoffet og derefter måle, hvordan min hjerne reagerer på det, får Martin Korsbak Madsen og resten af forskningsholdet på Rigshospitalet værdifuld grundviden om, hvordan stoffet virker og potentielt senere kan bruges i klinisk sammenhæng.

Kalejdoskopiske farver og bølgende overflader

Da jeg åbner øjnene igen efter 30 minutters tid, er det ellers kønsløse hospitalsrum dekoreret med smukke, kalejdoskopiske mønstre. Kigger jeg for længe ned i gulvet, begynder linoleummen at bølge som vand.

Jeg kan mærke, mine mundvige begynder at trække lidt, og kort forsøger jeg at holde et kæmpestort tandkødssmil tilbage, men erkender hurtigt, at det vist ikke er muligt.

»Det er så svært ikke at smile,« smågriner jeg, stadig lidt selvbevidst.

»Jamen, så smil da,« opmuntrer projektets ph.d. og psykolog Dea Siggaard Stenbæk, som forsker i psilocybins psykologiske effekter, og som er til stede for at føre mig hele vejen igennem oplevelsen.

»Psykedeliske stoffer er meget potente stoffer. I det store hele er de sikre og hverken giftige eller afhængighedsskabende, men der er en risiko for, at man kan få en ubehagelig oplevelse. Psykologsamtalerne, musikken og tæppet er til for at sikre, at du føler dig tryg, godt tilpas og mindske risikoen for et bad trip,« forklarer Martin Korsbak Madsen.

Jeg bliver løbende bedt om at vurdere på en skala fra 1 til 10, hvor kraftigt jeg mærker stoffet. Da jeg placerer mig selv omkring fire på skalaen, bliver jeg sendt ind i en MR-skanner, hvor jeg skal tilbringe de næste tre timers tid uden at måtte bevæge mig.

Psilocybin afslører hjernens funktioner

»Ved at sende dig ind i en MR-skanner måler vi din hjernes funktion. Vi kan se blodgennemstrømningen, som er et udtryk for hjerneaktivitet. Vi kan også se, hvordan de forskellige regioner i hjernen kommunikerer sammen,« forklarer Martin Korsbak Madsen.

At jeg bliver skannet i en MR-skanner er specifikt for dette tredje studie i forskningsprojektet, som jeg lige nu deltager i.

I et tidligere studie har de derimod anvendt en PET-skanner, hvormed de kunne se, hvordan psilocybin påvirker hjernens receptorer – specifikt den, der hedder serotonin-2A-receptoren.

Med studiet kunne Martin Korsbak Madsen og hans kollegaer påvise en markant sammenhæng mellem, hvor meget psilocybin, der er i blodet, hvor meget hjernens serotonin-2A-receptorer stimuleres, og hvor kraftige de psykedeliske effekter opleves.

Det kunne de præsentere i tidsskriftet Nature Neuropsychopharmacology i 2019.

En receptor er en signalmodtager, der ved kontakt med forskellige signalstoffer kan tændes og slukkes, og som derefter får cellerne til at opføre sig på en bestemt måde.

Serotonin-2A-receptoren er især forbundet med personlighed og humør.

Halvanden times grineflip

Og humør skal jeg love for, at jeg får. Forskerne kører mig ind i skanneren, og fra de starter skanningen, får jeg mit livs største grineflip.

Skannerens høje lyde er så sjove. De mange farver og smilende djævleansigter, jeg ser, når jeg lukker øjnene, er sjove, og selve bevidstheden om, at jeg ligger og griner i en MR-skanner, får mig til at grine endnu mere.

Jeg griner så meget, at Martin Korsbak Madsen, som taler til mig over et højtaleranlæg fra kontrolrummet, må minde mig om at trække vejret.

»En del af stoffets effekter er at ændre på affektfunktionen, hvad end det er latter eller gråd. Hvis du har fundet situationen komisk, kan det sagtens blive forstærket,« fortæller Martin Korsbak Madsen efterfølgende.

»I takt med at stofferne kommer ind i blodet og op i hjernen, bliver effekterne også stærkere og stærkere. For de fleste overgiver sindet sig på et tidspunkt og accepterer kontroltabet.«

Sanserne smelter sammen

Efter at have grinet mig tør i munden i halvanden times tid bliver jeg mere velkendt med oplevelsen, og det bliver lidt mindre sjovt. Til gengæld forstærkes den psykedeliske effekt, og jeg forsvinder længere og længere ud i kosmos.

Fornemmelsen af at have en krop forsvinder. Sanserne flyder sammen, så hvad jeg hører, ser og føler, kan jeg ikke længere adskille skarpt fra hinanden.

Min følesans får i den grad flere dimensioner, og det føles som om jeg har 20 fingre på hver hånd. Mine hænder bevæger sig nærmest, før jeg når at opfatte det, som om det ikke er med min egen vilje, at jeg bevæger dem.

»De visuelle indtryk, og at du ser ting kalejdoskopisk, er meget klassiske for psykedeliske oplevelser. Nogle ser også mere komplekse billeder, nærmest som en film, der udspiller sig. Det kan eksempelvis være billeder fra ens barndom, men det kan også være mere tilfældige ting,« fortæller Martin Korsbak Madsen til mig efterfølgende.

»Den kropslige oplevelse er lidt forskellig, og det kan sagtens have noget at gøre med, hvor ens opmærksomhed retter sig mod. Det virker, som om din oplevelse har været mere kropslig end måske gennemsnittet, og at det er dér, du har haft din opmærksomhed.«

Hjernens netværk forstyrres

»Hjernen er en grå masse, som man kan underinddele i nogle regioner, der hver har nogle relativt specifikke funktioner. Men de kommunikerer også med hinanden, og samlinger af regioner i hjernen, der arbejder sammen, kalder man netværk,« forklarer Martin Korsbak Madsen.

»En af de mest undersøgte netværk i hjernen er det, man kalder ’default mode network’ – eller DMN. Det er et specielt hjernenetværk, fordi man mener, det orkestrerer og styrer hjernens andre netværk.«

Med forbehold for at det er et igangværende studie, viser MR-skanningerne ifølge Martin Korsbak Madsen, at DMN bliver påvirket af psilocybin. Dermed ligger disse tidlige skanningsresultater i tråd med eksisterende forskning på området.

Martin Korsbak Madsen forklarer desuden, at psilocybins påvirkning af dette hjernenetværk kan medføre, at sanserne bliver udflydende, og at fornemmelsen for et ’jeg’ forsvinder under psykedeliske oplevelser.

Mit ’jeg’ forsvinder

Og det er præcis det, jeg oplever, da mit trip er på sit højeste.

Den Jakob, som tidligere sad og talte med psykologerne; den Jakob, som bekymrede sig om alle mulige hverdagsproblemer, er nu en person – et jeg – som jeg ikke længere tilhører, men som jeg kan kigge tilbage på og næsten patroniserende have medlidenhed med.

Stakkels jordiske Jakob, som ikke kan se det store perspektiv herude i kosmos, hvor alting føles så dejligt ligegyldigt.

Ja, jeg er virkelig beyond på det her tidspunkt.

Martin Korsbak Madsen forklarer efterfølgende, at min oplevelse stemmer helt overens med hans forventninger:

»Vores normale bevidsthed har en sans for at have et jeg, der navigerer rundt i verden – hente børn, huske opgaven, der skal afleveres, koordinere aftalen med veninden om en uge. Og åbenbart er det ret vigtigt, at hjernens netværk konfigurerer på en ganske særlig måde,« siger Martin Korsbak Madsen.

»Hvis ikke de gør det, som det er tilfældet under en psykedelisk oplevelse, bliver oplevelsen af et ’jeg’ og evnen til at holde styr på tid og sted forværret.«

Svampetrip som behandling inden for fem år

Netop denne rusken op i hjernens faste netværk for en stund har stort potentiale for behandling af depressive.

»Typisk for depressive patienter er, at de ’ruminerer’: Deres tanker går i ring og ofte med en del selvbebrejdelse,« forklarer Martin Korsbak Madsen.

»Den her rumination ophører sandsynligvis, når man via et psilocybin-trip bryder kommunikationen i hjernens netværk. Hvis det så også er kædet sammen med nogle psykologiske oplevelser og spirituelle indsigter, er der meget, der tyder på, at det kan ’reprogrammere’ de negative tankeloop.«

Ifølge ham er det realistisk, at psilocybin kan være godkendt til behandling af moderat til svær depression inden for fem år.

Fremtidsudsigterne er også hjulpet på vej af lægemiddelsindustrien, der har set et potentiale i psilocybin. Særligt er det britiske firma Compass Pathway spydspids i denne udvikling.

Et psykiatrisk paradigmeskift

I 2018 igangsatte Compass Pathway et klinisk forsøg med deltagelse af forskningscentre i både Europa og Nordamerika. Som det eneste danske center deltager Aalborg Universitet og Universitetshospital i forskningen.

»Hvis psilocybin viser sig at være effektivt i behandlingen af depression, hvor andre behandlinger ikke har hjulpet, og det viser sig, at én enkelt behandling er nok, vil det være et paradigmeskifte i den psykiatriske behandling af patienter med depression.«

Det fortæller Rasmus W. Licht, som er professor på Aalborg Universitet og forskningschef og overlæge på Aalborg Universitetshospital og leder af den danske del af det internationale studie.

Mens Martin Korsbak Madsens og Rigshospitalets forskning er et skridt til at forstå præcis, hvordan psilocybin virker på hjernen, er Rasmus W. Licht og Compass Pathway i første omgang interesserede i, om det virker ved depression.

»Vores store spørgsmål er, om der er en effekt eller ej på depression, og hvilken dosis der i givet fald skal til. Vi kan derimod ikke i vores studie komme til at forstå den eventuelle virkningsmekanisme ved depression,« fortæller Rasmus W. Licht.

I forsøget på Aalborg Universitetshospital modtager de nøje udvalgte patienter med behandlingsresistent depression (reagerer ikke på behandling med medicin) en dosis psilocybin – enten 1, 10 eller 25 miligram efter lodtrækning, og i dagende efter gives såkaldt integrerende psykoterapi. Over de følgende tre måneder måler forskerne patienternes depressive symptomer.

Modsat Rigshospitalets forsøg vil patienten ikke blive skannet og undersøgt under selve behandlingsseancen.

»Selve sessionen foregår under helt standardiserede og uforstyrrede rammer, så patienterne får så god en oplevelse som muligt,« fortæller Rasmus W. Licht.

Hvis alt går som forventet, vil Compass Pathway være færdig med dataindsamling i 2021. Suppleret med anden forskning vil firmaet da forhåbentlig kunne indsende en samlet datapakke til både det Europæiske Lægemiddelsagentur (EMA) og US Food and Drug Administration (FDA) med henblik på at få psilocybin godkendt som lægemiddel.

Tilbage til virkeligheden

Timerne forsvinder, mens jeg ligger derude i kosmos uden hverken krop eller ’jeg’. Men i takt med, at stoffet aftager, bliver jeg mere og mere ukomfortabel af at have ligget i MR-skanneren i mere end tre timer.

Da jeg endelig er færdigskannet, bliver kørt ud og sætter mig op, er jeg stort set tilbage til virkeligheden, og allerede dér føles det hele som en vild drøm, en rejse, jeg lige er hjemvendt fra.

Jeg får dog lov til at nyde det sidste af mit trip ude hos psykologerne igen. Tilbage under tæppet, det dæmpede lys og new age-musikken.

En vild drøm

Dagen efter mit trip møder jeg ind til en opfølgende samtale med projektets psykolog, Dea Siggaard Stenbæk, som hjælper mig med at bearbejde oplevelsen.

Min hjerne har virkelig været på overarbejde, og de følgende dage bruger jeg et par gåture i Frederiksberg Have på helt at sluge oplevelsen.

Om præcis tre uger skal jeg tilbage i skanneren og denne gang tage stoffet ketanserin. Det er et stof, man ofte bruger som blodtrykssænkende medicin, og ikke et, jeg kan mærke.

Ketanserin har den modsatte effekt på hjernens serotonin-2A-receptorer end psilocybin, så ved at sammenholde skanningsresultaterne kan forskerne i tydeligere grad forstå hjernens netværk, og hvordan de virker.

Indtil da vil jeg bruge tid på at skrive oplevelsen ned. Det hele virker mest som en både fantastisk og fantastisk underlig drøm, så for ikke at glemme detaljerne må jeg blive ved med at fortælle om den.