Søhelten Jens Munk blev sendt på opdagelsesrejse af Christian 4. i 1619. Rejsen ender i bidende frost og talrige lig, men vækker fortsat beundring og fascination.
\ Automatisk oplæsning
Kaptajnen Jens Munk er syg, kold og afkræftet. Han kravler ud på dækket af sit skib Enhjørningen, hvor der ligger flere lig af hans rejsekammerater.
Igennem de seneste måneder har de alle været ramt af sygdommen skørbug, bidende frost og mangel på mad.
Én efter én er alle i Jens Munks 64 mand store besætning døde omkring ham.
Han er helt alene tilbage. I et isfyldt og øde område så langt inde mod sydvest i den canadiske Hudsonbugt, at ingen vestlige skibe endnu har været der før ham.
Jens Munk kan mærke, at han selv er døden nær, og han har skrevet et afskedsbrev.
»Alverden god Nat og min Sjæl i Guds Hånd,« slutter han brevet, som han håber en dag vil blive fundet.
Frosten bider, og Jens Munk låner lidt tøj fra sine døde rejsefæller på dækket. Så sætter han sig i Solen, mens han venter på døden.
Men pludselig ser han noget bevæge sig inde på land. Nogen går rundt derinde.
Historien om Jens Munks utrolige rejse i 1619-1620 har igennem århundreder vakt både gru og fascination.
Nu er Jens Munk endnu engang i søgelyset, efter at Nationalmuseet har sat jagten ind på at finde hans forsvundne skib Enhjørningen i Hudsonbugten i Canada.
»Historien om Jens Munk er en basal historie om eventyrlyst, mod og menneskets kamp mod elementerne,« siger Asger Nørlund Christensen, som er søfartshistoriker ved Nationalmuseet og for nylig var i Canada som led i jagten på Enhjørningen.
»Og så er det historien om en fuldstændig enestående bedrift. For mig gør det Jens Munk til den største opdagelsesrejsende, vi har herhjemme.«
Spørger man historiker Thorbjørn Thaarup, repræsenterer Enhjørningen også »en af de helt store historier« i dansk søfartshistorie, og derfor er det »sindssygt spændende,« at Nationalmuseet sammen med canadiske samarbejdspartnere nu er på sporet af skibet.
»Det vil være helt vildt, hvis de finder noget, som har ligget i en tidslomme i Hudsonbugten i 400 år,« siger Thorbjørn Thaarup, som er museumsinspektør ved Museet for Søfart og ikke er involveret i projektet.
Ved fødslen i 1579 ligger det ellers langt fra i kortene, at Jens Munk vil blive kendt langt ud over sin samtid.
Da Jens er seks år gammel, bliver hans far smidt i fængsel, anklaget for hor og mishandling af sine folk. Han vokser derfor op med sin mor i Frederikstad i Norge og stikker til søs som 12-årig.
»Jens Munk starter sin karriere som skibsdreng og stiger i graderne. Dengang var det ikke normalt at ryge til tops, når du ikke var adelig, men Jens Munk klarer sig godt, simpelthen fordi han er sindssygt dygtig,« fortæller Asger Nørlund Christensen fra Njord – Center for Maritim og Submarin Kulturarv.
Fra 1610 begynder Jens Munk at arbejde for Christian 4., som er konge af Danmark-Norge. I kongens tjeneste udforsker han Polarhavet, jagter pirater, organiserer hvalfangst og kæmper i Kalmarkrigen mod svenskerne.
På et tidspunkt bliver Jens Munk også hvirvlet ind i kongens planer om at gøre riget til en større spiller på den internationale scene.
Kong Christian 4. ønsker at finde en genvej til Asien, og man mener, at det må være muligt gennem den såkaldte Nordvestpassage – en søvej gennem de arktiske egne ud til Stillehavet.
Endnu er ingen lykkedes med at finde Nordvestpassagen, men det bliver besluttet, at Jens Munk skal forsøge.
»Jens Munks ekspedition er et led i Christian 4.’s drømme om at ekspandere handels- og magtmæssigt,« siger Thorbjørn Thaarup.
»Den danske konge vil selv forsøge at træde ind i den globale handel. Han vil finde en handelsrute til Asien for at få sine egne handelsforbindelser uden dyre mellemmænd og for at få prestigefyldte luksusvarer fra Asien hjem til Danmark.«
Jens Munk og hans besætning sejler afsted fra København i maj 1619. Foruden hovedskibet Enhjørningen medbringer ekspeditionen også et mindre skib kaldet Lamprenen.
Skibene sejler syd om Grønland, og med møje og besvær lykkes det dem at komme ind i bugten, som i dag er kendt som Hudsonbugten.
»De bliver presset af is og tidevand, som strømmer ud ad indsejlingen til Hudsonstrædet. Flere gange er de tæt på at blive skruet fast i isen, men 14. august lykkes det dem langt om længe at komme ind i selve Hudsonbugten,« fortæller Asger Nørlund Christensen.
Beskrivelserne af Jens Munks rejse i denne artikel bygger på interviews med historikerne Asger Nørlund Christensen (Nationalmuseet) og Thorbjørn Thaarup (Museet for Søfart).
Herudover inddrager artiklen citater fra Jens Munks dagbog, som er trykt i en redigeret udgave i hans bog Navigatio Septentrionalis (1624).
Citaterne fra Jens Munks dagbog er for læsevenlighedens skyld rettet til moderne retsstavning.
Skibene deler sig op, og Lamprenen bliver sendt i forvejen for at forsøge at finde en vej ud mod Stillehavet. Det lykkes aldrig, men i september 1619 finder de to skibe hinanden igen ved udmundingen af Churchillfloden i det nuværende Canada.
»De beslutter sig for at blive vinteren over. De sejler lidt op ad Churchillfloden, hvor de sikrer skibene mod is, og så går de ellers på jagt og forsøger at opbygge sig et vinterforråd,« fortæller Thorbjørn Thaarup.
Indtil omkring jul og nytår går det besætningen nogenlunde godt på trods af den voldsomme kulde.
Alle mand flytter ind på Enhjørningen vinteren over, og juleaften er stemningen ligefrem munter og løssluppen på skibet.
»Jeg gav Folket Vin og stærkt Øl, så de fik en halv rus og var smukt lystige,« skriver Jens Munk i sin dagbog juleaften.
Men efter nytår går det helt galt. Kulden overmander dem, og de har ikke udstyr til en polarekspedition.
»I disse dage havde vi den skarpeste frost, som havde været den ganske vinter, og samme grufulde frost pinte os allermest,« skriver Jens Munk.
Samtidig begynder skørbugen at sætte ind.
Den langvarige mangel på C-vitaminer fra frisk frugt og grønt får mændene til at miste tænder og kræfter, og de lægger sig én efter én syge i deres køjer. Stort set hver dag noterer Jens Munk tabet af endnu et besætningsmedlem i sin dagbog.
»På denne tid gik min største bedrøvelse og elendighed an, og jeg var ligesom en vild og forladt fugl,« skriver Jens Munk 30. marts 1620 i sin dagbog, der udkom som bog under titlen ’Navigatio Septentrionalis’.
»Jeg måtte nu selv løbe omkring på skibet for at give de syge noget at drikke og koge vand, som de kunne drikke, og skaffe dem, hvad jeg kunne komme i tanke om kunne være dem gavnligt. Hvilket jeg ikke var vant til og havde lidt viden om.«
Ifølge historiker Asger Nørlund Christensen er det usædvanligt for Jens Munks tid, at en kaptajn som Jens Munk ’nedværdiger’ sig til at pleje og lave mad til sine mænd. Men trods hans anstrengelser vedbliver mændene med at dø omkring ham.
På et tidspunkt går han i land med to af sine mænd for at søge efter mad, men da de skal tilbage til skibet, har mændene ikke kræfter til at komme med. Jens Munk må selv stavre tilbage til skibet. Han ser ikke de to mænd i flere uger og regner dem for døde.
Derfor tror han, at han er den eneste overlevende, da han i juni sætter sig i Solen på dækket af Enhjørningen med ligene af sine rejsefæller omkring sig.
»Mens han sidder på dækket, ser han pludselig nogen gå rundt inde på land. Det er de to mænd, som var gået i land, og som han troede var døde,« fortæller Asger Nørlund Christensen.
»Det er blevet juni, og det er tøet så meget, at de første grønne vækster er kommet op. Så de tre mænd kravler ind under en busk og finder små skud, som de spiser og suger kraften ud af, for de har ikke længere tænder på grund af skørbugen.«
I de kommende dage spiser de flere skud og rødder og fanger nogle ørreder i et net – og med lidt C-vitamin og føde i kroppen begynder de langsomt at komme til hægterne. Og så begynder de at overveje, hvordan de skal komme hjem.
Den store fregat Enhjørningen er en umulighed, og ekspeditionens mindste skib, Lamprenen, er blevet trukket i land for vinteren. Men kan tre afkræftede mænd få den i vandet igen?
»Lamprenen er et 15-16 meter langt skib, som måske vejer 40 tons. Det får de fandme hevet ud i vandet. Tre afkræftede mænd. Det er ufatteligt, hvordan det lykkes,« siger Asger Nørlund Christensen.
16. juni 1620 stævner Jens Munk og hans to mænd ud i Hudsonbugten med kursen hjemover. Hjemrejsen bliver endnu en lang række af farlige møder med is, storme og andre strabadser. Men efter lidt over to måneder på havet, når de frem til den norske kyst nær Bergen.
»Da græd vi arme Mennesker af stor Glæde og takkede Gud, fordi han os nådigt den Lykke havde beskåret,« skriver Jens Munk i sin dagbog.
Både Asger Nørlund Christensen og Thorbjørn Thaarup ser det som en utrolig bedrift, at det lykkes de tre mænd at komme hjem.
»Det er fuldstændig fantastisk, at de kan sejle ud af de isfyldte farvande i Hudson Bay og over Nordatlanten,« siger Thorbjørn Thaarup.
»Det er et sejlskib, som er bygget til en besætning på omkring 15 mand, og de sejler hele vejen hjem 3 mand. Det er helt vildt.«
Flere steder kan man læse, at Jens Munk bliver smidt i fængsel efter sin hjemkomst, fordi han har ødslet kongens skib væk – blandt andet i forfatter Thorkild Hansens skønlitterære bog ’Jens Munk’ fra 1965.
»Thorkild Hansens bog blev meget populær, men flere steder digter den desværre på historien. Det bliver en fortælling om, at Jens Munk kommer hjem som en fiasko og falder i unåde hos kongen. Men der er intet i kilderne, som tyder på, at det er rigtigt,« siger Thorbjørn Thaarup.
Fængselsopholdet i Bergen lige efter hjemkomsten ser imidlertid ud til at være rigtigt nok. Men ifølge de to historikere skyldes det, at en af Jens Munks to mænd ryger i et slagsmål og slår sin modstander ihjel.
»Der er intet, som tyder på, at Christian 4. er sur på Jens Munk, selvom man kan læse det mange steder. I 1700-tallet blev der også skrevet, at Jens Munk dør, fordi kongen skubber ham hårdt, men det er simpelthen en skrøne,« siger Asger Nørlund Christensen.
Begge historikere henviser til, at historiske kilder peger på, at man i Danmark overvejer en ny ekspedition tilbage til Hudsonbugten for at hente Enhjørningen, og Jens Munk har nedfældet, hvad en sådan ekspedition vil kræve – blandt andet at man modsat første ekspedition skal medbringe varmt tøj og pels til polarforhold.
Men i stedet for at sende Jens Munk tilbage til Hudsonbugten, ender Christian 4. med at involvere sig i en ny europæisk krig, 30-årskrigen.
»Da krigen starter, får Jens Munk kommando over et skib. Sådan en udnævnelse er også med til at understrege, at han ikke er i unåde hos kongen,« siger Asger Nørlund Christensen.
Jens Munks liv slutter i juni 1628. Han er blevet såret samme forår under flådens kampe på Femern og i Kielerfjorden og vender hjem til København, hvor han dør.
»I dag er der stadig nogle danskere, som kender Jens Munk, men der er også mange, som ikke gør,« siger Thorbjørn Thaarup.
»Men hvis hans ekspedition var lykkedes, og de var kommet til Indien via Nordvestpassagen, ville alle danskere kende Jens Munk, og der ville stå statuer af ham i hele landet.«
Den canadiske arkæolog og antropolog Linda Larcombe fortæller også, at hun er »fascineret af det faktum, at Jens Munk ikke er berømt i Danmark«. I byen Churchill, som ligger nærmest ved stedet, hvor Jens Munk og hans folk overvintrede, har danskerne sat sig flere spor.
»Jens Munks ekspedition er markeret i Churchill med en mindeplade, en gade opkaldt efter ham - Munck Street - og der er et vist kendskab til ham blandt de lokale indbyggere,« fortæller Linda Larcombe, som er professor ved University of Manitoba og leder af samarbejdet med Nationalmuseet og flere andre canadiske aktører om at finde Jens Munks skib Enhjørningen.
Hun påpeger, at Jens Munks ekspedition er »en utrolig bedrift.« Men hvor Munk og hans to mænd klarede en enkelt vinter, har oprindelige folk – inuit, cree og dene-folket – levet i området i århundreder.
»For folk i Churchill er det en kilde til stolthed at vide, at deres historie har global betydning, og at mange af deres forfædre formåede at trives i Churchill og langs Hudsonbugten, hvor mange andre ikke kunne klare sig,« siger Linda Larcombe.
I jagten på at finde Jens Munks efterladte skib Enhjørningen har Nationalmuseet og de lokale canadiske samarbejdspartnere blandt andet gjort brug af den lokale viden, som er mundtligt overleveret blandt de oprindelige folk i området.
I en opfølgende artikel kan du læse om, hvad det er for nye spor, Nationalmuseet har fundet i jagten på Enhjørningen.
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
