Eventyr om dristig polarforsker bør skrives om: Pludselig fremstår han ikke som en helt

Året var 1915, da den britiske polarforsker Sir Ernest H. Shackletons skib Endurance blev knust af is og sank til havets bund.

Shackleton, en britisk flådeofficer og opdagelsesrejsende, havde sat sig for at krydse det antarktiske kontinent. En rejse, ingen før havde gennemført. Ekspeditionen blev dog aldrig som planlagt.

I 10 måneder var Shackleton og hans besætning på 28 mand strandet i Antarktis. Alle overlevede utroligt nok. Og Shackleton fik sig et heroisk ry for aldrig at miste en mand på sine ekspeditioner.

Men måske kunne hele ulykken være undgået.

Nu kaster et nyt studie fra Aalto-universitetet i Finland, baseret på dagbogsoptegnelser, breve og skibets konstruktion, lys over en anden sandhed om den fantastiske ekspedition.

»Pludselig fremstår Shackleton ikke som helten med det allerstærkeste skib, men som en mand der godt vidste, at hans rekordforsøg var særdeles risikabelt – og forsøgte alligevel,« siger Benjamin Asmussen, der forsker i dansk søfartshistorie på Nationalmuseet, til Videnskab.dk.

Det berømte skib blev fundet i Antarktis i 2022 efter 107 år på havbunden. Det er derfor først blevet muligt for forskere at undersøge det nærmere de seneste år.

Ekspeditionen mod Antarktis

I december 1914 stævnede polarskibet Endurance ud med kurs mod verdens ende. Ombord var Sir Ernest Shackleton og hans mandskab med en vision om at krydse det iskolde, ukendte Antarktis.

Kun tre år forinden, i 1911, var den norske polarforsker Roald Amundsen som den første nået frem til Sydpolen.

Endurance-ekspeditionens skæbne tog dog en dramatisk drejning, da skibet allerede den 18. januar 1915 blev fanget i isen i Weddellhavet.

Ekspeditionsfartøjet blev reduceret til en flydende fæstning, der drev med isen i de følgende måneder, hvor det gentagne gange blev udsat for voldsomt pres, der gradvist svækkede skroget.

Den 24. oktober 1915 ramte en isflage agterstavnen og vred både roret og agterstolpen, hvilket fik skibet til at lække.

Skaden kunne i første omgang kontrolleres, men skibets skrog var allerede ved at bryde op andre steder, og frygten begyndte at sprede sig på skibet.

I sine senere erindringer af tiden på Endurance skrev kaptajn Frank Worsley:

»Vi forventede hele tiden, at skibet ville styrte sammen over os og begrave os levende.«

Den 27. oktober kulminerede presset: Skibet blev løftet, vredet, og isen rev både ror, agterstavn og dele af kølen af, hvilket fik Shackleton til at give ordre om at forlade skibet.

»Jeg kan ikke beskrive det indtryk af ubønhørlig ødelæggelse, der blev påtvunget mig, da jeg så mig omkring ... Isflagerne … udslettede simpelthen skibet,« skriver Shackleton i sin bog om ekspeditionen.

Alligevel holdt skibet sig flydende i næsten en måned, båret af de sidste rester af opdrift fra is og luftlommer. Men den 21. november 1915 blev Endurance slugt af havet.

Et skib bygget til luksuriøs sommerturisme

Men hvorfor gik det så galt?

Skibet, bygget til at modstå polernes barske elementer, er i mere end 100 år blevet betragtet som det stærkeste polarskib i sin tid. En fortælling, der allerede blev etableret i samtiden:

»Selvom der kan forventes meget kraftigt tryk fra isen, når skibet sejler i iszonen, skal man huske på, at skibet er konstrueret til at modstå dette,« skrev den britiske avis The Times i 1914 forud for ekspeditionen.

Forklaringerne på, at Endurance alligevel gik tabt, skyldtes ifølge legenderne sort uheld. Isen greb fat i skibets akilleshæl: roret.

Det nye studie viser dog, at skibets skæbne ikke skyldtes et enkelt svagt punkt, men at det grundlæggende var uegnet til de ekstreme forhold i Weddellhavet.

Den klassiske fortælling om Endurance som verdens stærkeste skib holder altså ikke stik, påpeger Benjamin Asmussen fra Nationalmuseet, som har læst studiet for Videnskab.dk.

Endurance var oprindeligt bygget under navnet Polaris med et helt andet formål for øje: luksuriøs sommerturisme i Arktis, herunder jagt på isbjørne og hvalrosser ved iskanten, forklarer Benjamin Asmussen.

Denne type sejlads kræver et skrog, der kan modstå kollisioner med isflager, men det er markant anderledes end at skulle modstå det vedvarende, knusende tryk, som opstår, når et skib fryser fast dybt inde i den antarktiske pakis.

Blandt andet var de bærende elementer i skroget langt svagere end på flere af samtidens polarskibe.

Datidens mest avancerede polarskibe designet til at modstå ispres var forstærket med diagonalbjælker. Disse støtter gjorde skroget markant stivere og stærkere, så det kunne modstå de vridende kræfter fra isen.

Endurance manglede fuldstændig de stabiliserende bjælker.

Den mest kritiske svaghed var det store, åbne maskinrum. For at give plads til motor og kedel manglede skibet et mellemdæk i dette område, hvilket reducerede skrogets styrke.

De svage punkter har dele af besætningen været bevidste om, fremgår det af dagbogsnotater fra blandt andre kaptajn Frank Worsley.

Shackleton var dumdristig

Den måske mest opsigtsvækkende afsløring fra den nye analyse er, at Endurance' svagheder ikke var ukendte for ekspeditionslederen selv.

Det ændrer legenden om den forherligede Shackleton og Endurance-ekspeditionen markant, siger Benjamin Asmussen:

»Ernest Shackleton vidste udmærket, at Endurance ikke var stærkt nok, men han havde hverken tid eller penge til at gøre noget ved det.«

»Han virker ikke længere bare dristig, han er dumdristig, ikke mindst på sit mandskabs vegne,« siger den danske søfartshistoriker.

I et brev til sin kone Emily, dateret blot få uger før ekspeditionen, skrev Shackleton selv, at det nye ekspeditionsfartøj var hans tidligere skib, Nimrod, langt underlegent:

»Dette skib er konstruktionsmæssigt ikke så stærkt som Nimrod,« skrev han.

Vi skal huske at stille spørgsmål

Så hvorfor har myten om det uovervindelige skib overlevet så længe?

»Fordi det var en fabelagtig historie om menneskets kamp med naturen,« siger Benjamin Asmussen og tilføjer:

»Shackleton var god til at bruge medierne. Han forstod at sælge eventyret. Og medierne elskede det.«

Men det er også en historie, vi kan lære af. For i en tid, hvor statsledere og storytellere stadig kappes om at være først – til Mars, til Månen, til nye rekorder – er det værd at spørge: Hvilke fortællinger er bygget på sandhed? Og hvilke er bygget på ønsketænkning?

»Vi skal huske at stille spørgsmål ved de historier, vi bliver præsenteret for, og overveje hvorfor de er nået frem til os. Der ligger altid en hensigt bag,« siger Benjamin Asmussen.

Og måske er det netop i nuancerne, at den virkelige historie ligger. For selvom Shackleton traf risikable valg og sejlede ud i et skib, han vidste ikke var stærkt nok, lykkedes det ham alligevel, mod alle odds, at få alle 28 besætningsmedlemmer hjem i live. Det var ikke det eventyr, han havde planlagt, men det blev et, verden huskede.