Nationalmuseet på sporet af skibsvraget fra berømt dansk opdagelsesrejsende

Under en personaledag for medarbejdere på Nationalmuseet blev søfartshistoriker Asger Nørlund Christensen stillet et spørgsmål af sin kollega:

Hvilket dansk skibsvrag i hele verden, ville du allerhelst finde, hvis du kunne?

»Han tænkte sig om i 20 minutters tid. Så vendte han tilbage og svarede: Jens Munks skib Enhjørningen,« siger marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch.

Samtalen mellem de to kolleger på Nationalmuseet er nu mundet ud i et større projekt sammen med canadiske samarbejdspartnere om at jagte Enhjørningen – et skib, som søhelten Jens Munk efterlod i det nuværende Canada i 1620 efter en dramatisk rejse, hvor alt gik galt for den danske ekspedition.

Flere andre har efterfølgende forsøgt at finde Enhjørningen uden held – mest berømt forsøgte forfatterne Thorkild Hansen og Peter Seeberg i 1964.

Men nu mener forskerne fra Nationalmuseet at have fundet så mange nye spor under en ekspedition til Canada, at målet kan være indenfor rækkevidde.

»En fantastisk skat«

Forskerne har fundet en lokation ved Churchillfloden i Canada, hvor de sammen med lokale samarbejdspartnere vil forsøge at grave ned i flodbunden og lede efter Enhjørningen næste år.

»Vi føler os rimelig overbeviste om, at vi har fundet det rigtige sted. Så hvis der stadig ligger noget, så tror jeg, at vi har relativt gode chancer for at finde det,« siger Andreas Kallmeyer Bloch, marinarkæolog ved Njord – Center for Maritim og Submarin Kulturarv – på Nationalmuseet.

Det er en kombination af en lang række vidt forskellige spor, som får forskerne til at mene, at de er kommet tættere på at finde Enhjørningen – blandt andet har de fået nye oplysninger fra de oprindelige folk i området.

»Det vil være helt vildt, hvis de finder noget, som har ligget i en tidslomme i Hudson Bay i 400 år,« siger Thorbjørn Thaarup, som er skibshistoriker ved Museet for Søfart og ikke er involveret i projektet.

»Og jeg tror faktisk slet ikke, at det er usandsynligt, at de finder noget. Det vil være en fantastisk skat at finde noget fra Jens Munks ekspedition.«

61 dør - 3 overlever

Jens Munk blev sendt på ekspedition af den dansk-norske konge Christian 4. i 1619.

Målet var at finde en genvej til Asien – den såkaldte Nordvestpassage, som forbinder Atlanterhavet til Stillehavet. Det lykkedes aldrig, og Jens Munk og hans besætning måtte overvintre i den barske vinterkulde nær stedet, hvor byen Churchill i Canada befinder sig i dag.

Alle 64 besætningsmedlemmer på nær 3 døde i løbet af vinteren af kulde, mangel på mad og sygdommen skørbug - læs mere om den dramatiske historie i denne artikel.

»Man kan slet ikke forestille sig, hvor isnende koldt og hårdt det har været. Alle folk dør omkring dem. Kun Jens Munk og to andre sømænd overlever,« siger museumsinspektør Thorbjørn Thaarup.

Da sommeren kom, lykkedes det Jens Munk og de to andre overlevende sømænd at søsætte det mindste af ekspeditionens to skibe – Lamprenen - og sejle hele vejen hjem til Norge og Danmark.

»En kæmpe drøm«

Skibet Enhjørningen efterlod mændene imidlertid ved deres overvintringssted på den vestlige side af floden, som i dag er kendt som Churchill River i Canada.

»Det er en fuldstændig ufattelig bedrift, at det lykkes de tre mænd at komme hjem igen. Det er en helt utrolig historie,« siger Andreas Kallmeyer Bloch.

»Og det vil være en kæmpe drøm, som går i opfyldelse for os, hvis det lykkes at finde Enhjørningen.«

Under Andreas Kallmeyer Bloch og Asger Nørlund Christensens nylige rejse til Canada blev de blandt andet gjort bekendt med nogle røde stykker mursten, som canadiske forskere har fundet under udgravninger i området i 1990’erne.

»Murstenene passer slet ikke ind i områdets historie. Så vi mener, at det kan være mursten fra kabyssen på Enhjørningen. Så næste skridt er, at de skal analyseres, så vi kan se, om murstenene kommer fra Danmark,« fortæller Andreas Kallmeyer Bloch.

Jagten på Enhjørningen

I Jens Munks egne optegnelser fremgår det ikke tydeligt, præcis hvor han overvintrede og efterlod skibet Enhjørningen.

»Han udgav en bog, som handler om rejsen i 1624, men det fremgår ikke tydeligt, hvor stedet er. Formentlig fordi han regnede med, at han skulle tilbage og hente Enhjørningen, så han ville ikke gøre det nemt for andre at komme først,« siger Asger Nørlund Christensen, søfartshistoriker ved Nationalmuseet.

Beskrivelser fra senere ekspeditionsfolk og handelsfolk i området har imidlertid gjort historikere i stand til at lokalisere nogenlunde præcist, hvilket område Jens Munk overvintrede i.

I 1689 – 69 år efter Jens Munks besøg – skrev en engelsk kaptajn, som grundlagde en handelsstation for Hudson Bay Company eksempelvis, at handelsstationen befandt sig »på et sted længere oppe i havnen end dér, hvor Jens Munk havde overvintret«.

Med udgangspunkt i den slags beskrivelser drog forfatterne Thorkild Hansen og Peter Seeberg på jagt efter Enhjørningen i 1964. De fandt aldrig skibet, men de mente sig »istand til paa basis af det indhøstede materiale at kunne lokalisere Jens Munks vinterhavn med den forønskede nøjagtighed«.

Kanonkugler fra Jens Munk?

Hansen og Seeberg fandt blandt andet nogle kanonkugler og noget metal, som de vurderede var efterladenskaber fra Jens Munks overvintring på stedet.

»Vi har en kasse stående på Nationalmuseet med genstandene fra ekspeditionen i 1964. Vi har ikke åbnet den endnu, men vi vil lave en event ud af det og åbne den sammen med vores canadiske samarbejdspartnere,« fortæller Andreas Kallmeyer Bloch.

Efter åbningen skal de indsamlede genstande udsættes for moderne analysemetoder. Forskerne er blandt andet ikke overbeviste om, at kanonkuglerne stammer fra Jens Munks skib – de kan også stamme fra senere kolonisering af englændere og franskmænd, lyder det.

Nationalmuseets forskere mener desuden, at Hansen og Seeberg ledte efter Enhjørningen et forkert sted, fordi de ikke tog højde for, at landskabet har ændret sig over de seneste århundreder.

Blev begravet i sneen

1964-ekspeditionen ledte også efter gravene fra de mange mænd, som døde i området, og som ifølge beskrivelserne i Jens Munks dagbog blev begravet – i hvert fald i begyndelsen, hvor der var kræfter blandt de overlevende til at grave.

»Men Hansen og Seeberg glemte at tænke på, at man ikke kan begrave nogen i frossen jord og permafrost. Så når Jens Munk skriver, at de begravede de døde, må det være i sneen,« siger Andreas Kallmeyer Bloch.

Teorien om, at Jens Munks folk blev begravet i sneen, ser ud til at blive bekræftet af viden, som er overleveret blandt de oprindelige folk i området.

På sproget Cree hedder Churchill-floden eksempelvis stadig ’Mantayo Seepee’, som betyder ’De Fremmedes Flod’. Under opholdet i Canada fik forskerne at vide, at navnet skyldtes fundet af fremmede lig ved floden.

»Vi mødte en ældre dame, som fortalte os, at hendes forfædre havde fundet nogle underlige fremmede lig ved floden. Ligene havde hår i ansigtet og mærkeligt tøj, og derfor blev floden kaldt for ’De fremmedes flod’,« fortæller Andreas Kallmeyer Bloch.

»Så det giver jo rigtig god mening, at det er ligene efter danskerne, som hendes forfædre har fundet.«

Jens Munk og hans folk mødte aldrig den lokale befolkning under deres overvintring i området, men de fandt enkelte spor efter dem. Både inuit, Cree og Dene-folket levede ellers i området på Jens Munks tid.

»Det kan være, at de oprindelige folk i området ikke opholdt sig i Churchill samme vinter som Jens Munk, eller det kan være, at de holdt sig væk for at beskytte sig mod den sygdom og død, som Jens Munks besætning var ramt af,« siger professor Linda Larcombe, som er arkæolog og antropolog ved University of Manitoba og leder af jagten på Enhjørningen.

Sprang skibet i luften?

En anden historie, som fortælles blandt de oprindelige folk i området, er, at de fandt Jens Munks ’hus’, og at det sprang i luften, så flere lokale døde – det bekræftes også af skriftlige kilder fra senere kolonister i området, som har hørt historien fra datidens lokale.

Forskerne fra Nationalmuseet vurderer, at ’huset’ i virkeligheden har været Enhjørningen, som er sprunget i luften.

»Det er kun en hypotese. Men spørger man folk i Churchill, hvad der skete med Enhjørningen, siger mange, at det sprang i luften,« siger Asger Nørlund Christensen.

»Man kan godt forestille sig, at de lokale har fundet skibet og set de ildsteder, som Jens Munk og hans folk havde anlagt på dækket og tændt op. Så har en af dem måske taget en fakkel og gået nedenunder, hvor krudtet lå.«

Sprunget i luften eller ej, mener forskerne stadig, at det potentielt er muligt at finde kølen og måske de nederste planker af Enhjørningen – gravet ned i havbunden.

Om det lykkes, bliver vi først klogere på i 2027, når Nationalmuseet og de canadiske samarbejdspartnere for alvor igangsætter eftersøgningen efter Enhjørningen med metaldetektorer, droner, 3D-modeller af landskabet (fotogrammetri) og andre metoder.