For 100.000 år siden gennemgik menneskenes forfædre en både åndelig og teknologisk kulturrevolution.
Menneskene blev nemlig i stand til at lave komplicerede redskaber, der var sammensat af forskellige dele, som for eksempel en økse med skaft, spyd med stenspidser og lignende.
Dette har krævet en avanceret kommunikation, ja, måske et abstrakt sprog og en mere kompliceret social organisering end under den foregående Acheuléen-kultur (som du kan læse mere om i et tidligere afsnit af denne serie).
Revolutionen skete indenfor det, vi i dag kalder Moustérien-kulturen.
Den spredte sig for mellem 350.000 og 150.000 år siden fra Østafrika til det øvrige Afrika og Eurasien – og varede til for 40.000 år siden.
Homo sapiens, neandertalere og desnisovamennesket (den asiatiske gren af neandertalerne) levede alle under Moustérien-kulturen, men hvem af dem, der stod bag kulturrevolutionen, er uklart.
Måske skete det i et netværk mellem dem.
DNA-analyser viser, at de fik børn på tværs af arterne, og de børn er vore direkte forfædre.
Dét og meget mere kan du blive klogere på i denne artikel, der er femte afsnit i min serie om menneskets teknologiske udvikling.
\ Serie: Menneskets teknologiske udvikling
De næste mange søndage kan du læse en ny artikel om menneskets teknologiske udvikling og konsekvenserne heraf.
Alle artikler er skrevet af forskeren Ole Høiris, som har brugt det meste af sit voksenliv på at forske i teorier om menneskets udvikling.
Med afsæt i de nyeste teorier og forskningsresultater udfolder han historien om, hvordan mennesket gik fra at være produkt af naturen til at udvikle kultur og avanceret redskabsbrug for endelig at kunne bestemme selv.
Denne artikel er femte artikel i serien. Læs de forrige:
Moustérien som global eller lokal kultur
Den overordnede kultur i denne periode, Moustérien-kulturen, udviklede sig ud af Acheuléen-kulturen.
Navnet stammer fra den franske kommune Peyzac-le-Moustier, hvor franskmanden Édouard Armand Lartet og englænderen Henry Christy i 1860 gjorde en række fund, der blev forbundet med neandertaleren.
Moustérien-kulturen forbindes senere i en sådan grad til neandertaleren, at den også er blevet kaldt Homo Moustériensis.
Der er forskellige bud på Moustérien-kulturens periode, men den synes at være opstået for cirka 600.000 år siden og være fuldt udviklet for omkring 160.000 år siden.
Den forsvandt igen sammen med neandertaleren og denisovaen for cirka 40.000 år siden.
Moustérien-kulturen kendes fra Europa og fra Nordafrika, Mellemøsten og Vestasien helt til Mongoliet, hvor den forbindes med tidlige anatomisk moderne mennesker (Homo sapiens).
Spredningen til disse områder synes at være sket meget hurtigt.
Inden for dette store europæisk-asiatiske område sker der gennem de 120.000 år, kulturen dominerede, en udvikling af større kulturelle forskelle i tilpasninger til meget forskellige natur- og klimaforhold og måske de andre menneskeformer, der stadig eksisterede her.
Refleksion gav et hav af kulturvariationer
Disse kulturforskelle har været så store, at der er uenighed om, hvorvidt det giver mening at kategorisere de mange variationer som variationer af Moustérien-kulturen, eller om man skal betragte Moustérien-kulturen som blot én af en lang række forskellige kulturer (se faktaboksen herunder).
Problemet er, at der ikke er konsensus om én fælles definition af, hvad der kræves for at udnævne en variation i livsform til en særskilt kultur.
Det gælder især i en periode, hvor man ikke har sproget at henholde sig til.
\ Selvstændig kultur eller variation?
Et eksempel på en kultur, som af nogle betragtes som sin egen og af andre, som en del af Moustérien-kulturen, er den såkaldte Bohunician-kultur i Sydøsteuropa. Her opstod den for omkring 48.000 år siden.
Det er med den som med andre tilsvarende kulturer fra denne periode, for eksempel Szeletiankulturen i Centraleuropa for mellem ca. 45.000 og 39.000 år siden og Uluzzienkulturen i Italien for mellem 50.000 og 40.000 år siden, at der er tvivl om, hvorvidt disse kulturer stammer fra eller er opstået under påvirkning fra Homo sapiens.
Dertil kommer, at store dele af den teknologi, der har overlevet til i dag, er ret ens over lang tid, mens stort set alle redskaber, der var lavet af planter, er forsvundet.
Problemet bliver ikke mindre af, at man ikke altid ved, hvilken Homo der praktiserede den pågældende livsform eller kultur.
Moustérien-kulturen sameksisterede med andre nye kulturer og de to tidligere kulturer, Olduvan og Acheuléen, i Asien og Afrika syd for Sahara.
Generelt er udviklingen derved nået så langt frem, at homininerne lever i forskellige eller ens kulturer uafhængigt af deres genetik og delvist uafhængigt af deres omgivelser.
Det vil sige, at der på dette tidspunkt tilføjes et nyt lag kultur til mennesket, der hverken er bestemt af biologi eller eksistensbetingelser.
Menneskets første frigørelse fra naturen, baseret på en avanceret evne til refleksion, synes nemlig at være begyndt her. Og det viser sig i fremkomsten af en masse forskellige teknikker.
Forfinelse og vedligehold
Et af de karakteristiske træk ved Moustérien-kultur er den såkaldte Levallois-teknik, opkaldt efter området Levallois-Perret, der ligger i nutidens Paris.
Ved at slå langs kanten af en kernesten blev det muligt at slå store, tynde og skarpe afslag af. Disse afslag kaldes blade på grund af deres tynde og forfinede form.
Dette medførte, at redskaberne blev mindre, lettere og mere effektive og dermed lettere at transportere, så neandertalerne blev mere mobile.
Når disse blade blev retoucheret med bløde ’slagsten’ i form af horn eller ben, kunne disse afslag formes effektivt til forskellige opgaver, som at save, skære eller skrabe.
De kunne også ’repareres’ ved yderligere retouchering, når de blev slidte.
Homo sapiens er ældre, end vi troede
Den tidligste forekomst af Levallois-teknikken er lidt over 300.000 år gammel og fundet i Østafrika. Næsten lige så gamle fund, cirka 275.000 år gamle, er gjort i Europa.
I Misliya-hulen i Israel har man gjort et af de tidligste fund af både Lavallois-teknik og Homo sapiens uden for Afrika. Fundene er mellem 150.000 og 250.000 år gamle (se teknikken, inkl. en animation, her).
Fundene tyder på, at Levallois-teknikken kom til Levanten (landene ved Middelhavets østlige bred) fra Afrika med de tidligste Homo sapiens i netop dette tidsrum.
Det tyder igen på, at udviklingen af Homo sapiens er ældre, end man antog for blot få år siden.
Generelt synes det, som om Levallois-teknikken nogle steder kom med spredningen af Homo sapiens, mens den andre steder har udviklet sig lokalt.
Dette kan suppleres med fund fra Ardèche i Frankrig, hvor man har kunnet følge udviklingen af Levallois-teknikken over en 20.000 års periode for mellem 280.000 og 260.000 år siden.
Mens denne teknik i Misliya-hulen og andre steder synes at være opstået pludseligt, for eksempel ved at et nyt folk med denne teknologi er kommet til et område, er dette ikke tilfældet i Ardèche.
Her synes udviklingen at være gået lige så stille, måske som en reaktion på et fugtigt tempereret klima på vej mod en ny istid.
På det seneste er der fundet endnu ældre spor af Levallois-teknik i Europa. Disse er helt op til 430.000 år gamle og således de ældste hidtil kendte.
Et væld af neandertalske teknikker
Det kan være vanskeligt præcist at bestemme en teknik i dens begyndende udvikling, så derfor kan der komme mange bud på dens tidligste forekomst.
Der er jo også en faglig prestige i at have fundet det tidligste og national prestige i at have huset det.
Levallois-teknikken var ikke den eneste udvikling, der kan tilskrives neandertalerne.
Også de såkaldte Quina-teknik og Diskoid-teknik indgik i deres stenarbejder, hvorved de producerede afslag, der var skarpe på den ene side og afrundede på den anden, så de var behagelige at arbejde med.
Det lader til, Quina-teknikken opstod for omtrent 80.000 år siden og forsvandt igen for 50.000 år siden.
Den er kun fundet i det sydlige Frankrig, hvor den afløste Levallois-teknikken og synes tæt forbundet med rensdyrjagten i den kolde mellemliggende periode.
Diskoid-teknikken synes at have været brugt på lokale sten (op til cirka 15 kilometer væk).
Redskaberne, der var resultatet af denne teknik, blev smidt væk hurtigt efter brug, idet de ikke blev retoucheret, mens de sten, der blev brugt til de to andre teknikker er hentet fra langt fjernere egne, og derfor må formodes at have haft en langt større varighed.
Neandertalerne kendte også til genbrug. Slidte redskaber blev skærpet, afslag blev retoucheret til nye redskaber helt ned til skår, der var så små, at de må have været fæstnet til noget andet for at kunne blive brugt.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Knap 200.000 år gammel lim
De tungere håndøkser (som Acheuléen-kulturen er berømt for) forsvinder i Mousterién-kulturen, bortset fra en kort opblussen i et mindre område beboet af neandertalere.
Der dannes nu i stedet redskaber, hvor flere træ-, sten- og benelementer kombineres.
En måde at holde forskellige elementer i et redskab sammen på var ved ud over snor eller reb at bruge lim.
Der er eksempler på, at neandertalerne for 191.000 år siden af birketræets saft kunne fremstille en lim, der var meget holdbar, og som virkelig stabiliserede for eksempel økser på skaft.
Fremstillingen af denne lim er en kompliceret proces, der synes at have fordret en høj teknologisk ekspertise.
Processen skulle ske ved en bestemt temperatur, og uden at der kom ilt til.
Også lim af fyrretræets harpiks, som man kender fra det sydlige Afrika for 60-70.000 år siden, var det kompliceret at fremstille.
Senere findes denne lim yderligere forbedret ved iblanding af bivoks.
På en neandertalerboplads i Holland har man fundet 50.000 år gamle birketjærehæftede stenspidser på spyd.
Det viser, at selv i det tyndtbefolkede nord beherskede neandertaleren komplicerede produktionsprocesser, som fremstilling af birketjæren krævede. Det lader til, at denne teknologi kan spores mindst 100.000 år tilbage i disse egne.
At det skulle have været så kompliceret at fremstille denne tjære, er dog blevet betvivlet, idet der er lettere måder at gøre det på (se for eksempel her og her).
Det første komplicerede redskab: spyddet
Mousterién-kulturens helt store opfindelse, nemlig evnen til at sætte en stenspids på en pind og dermed få en mere effektiv lanse eller et håndspyd, synes at være opstået i Sydafrika for 500.000 år siden.
Dette første komplekse redskab bredte sig og dukkede for 300.000 år siden op i Østafrika og Mellemøsten og 50.000 år senere i Europa blandt neandertalerne.
Egentlige våben, der kunne ramme mål på større afstand (også kaldet fjernvåben), synes neandertalerne ikke at have kendt til, noget der også bekræftes af de mange brud, man finder på mændenes knogler.
De må have været tæt på de store dyr, de nedlagde.
Små dyr havde de tilsyneladende ikke våben eller fælder til at jage eller fange – måske bortset fra brug af stenkast, der ikke har efterladt spor.
Dertil skal føjes, at små dyrs tynde knogler ikke holder så længe som store dyrs, så de kunne godt have udgjort en større del af kosten, end man nu kan konstatere.
Det mest kendte fjernvåben, bue og pil, kom først til Europa for omkring 40-45.000 år siden.
Udbredt kannibalisme
Kød fik de ikke kun fra de nedlagte dyr. Der er adskillige tydelige beviser på, at neandertalerne var kannibaler, og man har også fundet redskaber, der er lavet af menneskeknogler i blandt andet Goyethulen i Belgien.
Her drejer det sig om 40.500-45.500 år gamle menneskeknogler med tydelige skæremærker. Om der er tale om symbolsk kannibalisme eller slet og ret fortæring af godt kød, ved man ikke.
Der er også fundet en lang række andre menneskeknogler med skæremærker i, så kannibalisme har i hvert fald ikke været et specielt sjældent fænomen.
Det kan dog udelukkes, at kannibalerne skulle være Homo sapiens. Og netop den forskel har der været lagt stor vægt på igennem tiden.
Er vi forskellige fra neandertalerne?
Fordi neandertalerne er vores direkte forfædre, har det været vigtigt gennem tiden at lave et klart og tydeligt skel mellem dem og os, Homo sapiens.
Det var vigtigt at fastholde et markant skel, især fordi neandertalerne længe blev fremstillet abeagtigt negativt.
Men det er der nu ved at blive lavet om på.
Hvordan, hvorfor og hvorledes man gør det, kan du læse meget mere om i næste uges artikel i denne serie.
\ Kilder
- Ole Høiris' profil (AU)
- 'A Middle Pleistocene Denisovan molar from the Annamite Chain of northern Laos', Nature Communications (2022), DOI: 10.1038/s41467-022-29923-z
- 'The emergence of the Levallois technology in the Levant: A view from the Early Middle Paleolithic site of Misliya Cave, Israel', Journal of Human Evolution (2020), DOI: 10.1016/j.jhevol.2020.102785
- 'A new experimental methodology for assessing adhesive properties shows that Neandertals used the most suitable material available', Journal of Human Evolution (2019), DOI: 10.1016/j.jhevol.2019.102664
- 'Middle Paleolithic complex technology and a Neandertal tar-backed tool from the Dutch North Sea', PNAS (2019), DOI: 10.1073/pnas.1907828116
- 'Neandertal cannibalism and Neandertal bones used as tools in Northern Europe', Scientific Reports (2016), DOI: 10.1038/srep29005
\ Nye, mere avancerede menneskeformer
Den kulturelle differentiering i slutningen af Acheuléen-kulturen synes at være sammenfaldende med en biologisk differentiering, for i slutningen af Homo erectus/ergasters cirka én million år lange dominans dukkede der nu nye homininer op.
Det drejer sig om Homo heidelbergensis, der levede i Europa (og måske i Asien og Afrika) for mellem 700.000 og 200.000 år siden, og Homo neanderthalensis eller neandertaleren, hvis udvikling synes at være begyndt for cirka 600.000 år siden.
De tidligste sikre spor af neandertaleren i ’udviklet’ form er mere end 430.000 år gamle, og den levede frem til for 40.000 år siden.
Det gjorde den blandt andet sammen med Homo sapiens, ’det tænkende menneske’; altså den art, vi selv tilhører og har givet navn, og som sandsynligvis opstod i det sydlige Afrika for cirka 300.000 år siden.
I Asien levede denisovamennesket, Homo denisova, hvis linje var adskilt fra neandertaleren for cirka 400.000 år siden.
Alle disse former havde et større hjernerumfang end Homo erectus/ergaster.
Både neandertalere og Homo sapiens levede i Asien samtidig med Homo floresiensis, der måske er en sidegren af Homo habilis og levede helt frem til for cirka 50.000 år siden.
Dertil var der Homo luzonensis fra Philippinerne, som også levede til for cirka 50.000 år siden.
Der er stor usikkerhed om kategoriseringerne af de asiatiske fund af homoer.
Et fund af en cirka 160.000 år gammel tand fra en lille pige fra Laos kan ved sammenligning mest sandsynligt stamme fra en denisova, selv om en neandertaler i det fjerne Østen ikke kan udelukkes.
Det er stadig usikkert, hvordan disse og andre menneskeformer er i familie med hinanden, men for tiden tyder det på, at neandertaleren sammen med denisovamennesket og Homo sapiens alle stammer fra Homo heidelbergensis.
Det kan dog ændre sig, da man endnu ikke har DNA fra de former, der levede før neandertaleren og denisovaen.
