Fortidsmennesker udstod kulden i stedet for at flygte til varmere breddegrader

Mennesker tilpassede sig angiveligt den seneste istid på lignende måder som ulve og bjørne ifølge vores nylige studie, der udfordrer tidligere teorier om, hvordan og hvor vores forfædre levede i løbet af denne iskolde tid.

Tidligere studier understøtter en udbredt teori blandt de fleste arkæologer om, at moderne mennesker søgte tilflugt i det sydlige Europa, da den seneste istid toppede, og at de så spredte sig igen, i takt med at de globale temperaturer steg.

Vores forskning er den første til at bruge genetiske data til at vise, at i hvert fald en del mennesker opholdt sig i Centraleuropa, i modsætning til mange andre dyr – og på trods af at vores art har udviklet sig i det meget varmere klima i Afrika.

Vigtigere end nogensinde at forstå udsving

Forskere har siden det 19. århundrede vist, at udbredelsen af dyr og planter over hele verden kan svinge med klimaet, men klimakrisen har gjort det vigtigere at forstå disse udsving end nogensinde før.

Populationer af den samme art, der lever forskellige steder, har ofte forskellig genetik. For nylig har forskere undersøgt, hvordan klimaforandringerne har ændret udbredelsen af disse genetisk forskellige populationer af arter.

De fleste af studierne på dette område, som fokuserer på individuelle dyre- eller plantearter, har vist, at mange arter, blandt andet mennesker, udvidede deres geografiske udbredelsesområde, efter den seneste istid toppede for cirka 20.000 år siden.

Gennemgik den genetiske historie for 23 almindelige pattedyr

Dengang var istiden på sit højeste, og iskappen dækkede et område, som nåede ned over stort set hele Danmark og det sydlige Wales.

Resten af Europa var koldt, men ikke helt isdækket – formentlig lidt som Alaska eller Sibirien i dag.

Vores nye studie, ledet af Oxala García-Rodríguez ved Bournemouth University, benyttede en anden tilgang og gennemgik den genetiske historie for 23 almindelige pattedyr i Europa, som ud over mennesker også omfattede gnavere som rødmus og røde egern, insektædere som spidsmus og pindsvin, hovdyr som kronhjort og vildsvin og kødædere som brune bjørne og væsler.

En vigtig målestok i vores studie var de steder, hvor der i dag er den største diversitet i Europa, fordi områder med stor genetisk variation sandsynligvis har været hjemsted for arterne i længst tid.

Der var til disse områder, som vi kalder 'refugia' (refugie, red.), at arterne søgte tilflugt for at overleve i perioder, hvor miljøforholdene var ugunstige andre steder.

De pattedyr, vi undersøgte, har levet i disse refugier siden den seneste istid – og sandsynligvis før.

Refugierne var formentlig de varmeste områder eller steder, hvor det var lettest for dyrene at finde føde.

Genetiske mønstre

De genetiske mønstre, vi fandt, er blandt andet tilfælde, hvor pattedyr (som ræve og rådyr) var begrænset til glaciale eller istids-refugier i sydlige områder som Italien og Den Iberiske Halvø (nutidens Spanien og Portugal), og at de bredte sig fra disse områder, efterhånden som de globale temperaturer steg efter istiden.

Andre pattedyr (som bævere og los) bredte sig fra glaciale refugier til det østlige Europa for kun at brede sig mod vest.

Arter som dværgspidsmus og sydmarkmus blev begrænset til beskyttede områder som dybe dale i Nordeuropa, der var som små enklaver i det ellers ugæstfri gletsjerlandskab.

Disse mønstre er tidligere blevet dokumenteret af andre forskere.

Et fjerde mønster

Men vi fandt et fjerde mønster. Vores studie viser, at visse arter (som brune bjørne og ulve) allerede var vidt udbredt over hele Europa, da istiden var på sit højeste - enten helt uden identificerbare, tydelige refugier eller med refugier både mod nord og syd.

Dette mønster inkluderer også Homo sapiens. Neandertalere havde allerede været uddøde i omkring 20.000 år på dette tidspunkt.

Det står ikke klart, hvorfor forhistoriske mennesker og andre dyr i denne gruppe levede i dette tilsyneladende barske klima i stedet for at udforske mere gæstfrie habitater, men de så ud til at være i stand til at tolerere istidsforholdene, mens andre dyr søgte tilflugt til refugier.

Hvordan kunne de overleve det kolde klima?

Måske vigtigst af alt er, at moderne mennesker var blandt de arter, der lader til at have fulgt dette mønster, hvor kun en lille eller ingen geografisk formindskelse i populationens udbredelse fandt sted, da den seneste istid var på sit højeste.

Det er særligt overraskende, at mennesker er med i denne gruppe, fordi vores forfædre stammer fra Afrika, og det kan virke usandsynligt, at de var særlig modstandsdygtige over for det kolde klima.

Genovervejelse af klimaforandringer og 'biogeografi'

Det er uklart, om disse mennesker var afhængige af økologisk tilpasning, for eksempel at de var altædende, eller om de overlevede på grund af teknologi. For eksempel er det slået fast, at mennesker havde tøj, byggede boliger og kontrollerede ild under de kolde forhold i den seneste istid.

Dette nye mønster, og inklusionen af mennesker, kan give anledning til genovervejelse af klimaforandringer og biogeografi (læren om organismers geografiske udbredelse, red.) blandt forskere; især for de forskere, der studerer ændringer i menneskets udbredelse.

Det kan betyde, at nogle områder kan være beboelige i længere tid end forventet, i takt med at klimaet ændrer sig.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.