I de seneste år har man i forskningen godt vidst, at Homo sapiens mødte og parrede sig med neandertalerne for omkring 50.000 år siden, da Homo sapiens forlod Afrika.
Indtil nu har man dog troet, at mødet skete i et kort øjeblik i løbet af nogle få generationer, inden neandertalerne uddøde.
Men et nyt studie, som netop er udkommet i det prestigefyldte tidsskrift Science, peger på, at de to menneskearter må have levet i en tilsyneladende relativt kærlig sameksistens i 7.000 år i perioden fra cirka 50.500-43.500 år siden.
Danske Laurits Skov, der er adjunkt på Globe Institute på Københavns Universitet, er en af forskerne bag det nye studie. Til Videnskab.dk siger han:
»Studiet viser, at vores forhold til neandertalerne er meget mere kompliceret og forbundet, end man hidtil har troet.«
Professor på Aarhus Universitet Mikkel Heide Schierup, som ikke har bidraget til studiet, er også begejstret. Han kalder det nye resultat »strålende og superinteressant«.
»7.000 år. Det er saftsuseme lang tid. Til sammenligning synes vi, at romertiden er lang tid siden. Men Homo sapiens og neandertalerne har levet sammen i meget længere tid end det,« siger Mikkel Heide Schierup og tilføjer:
»Det betyder selvfølgelig ikke, at de er mødtes hvert år til jul, men måske hvert hundrede eller tusinde år.«
Men hvordan kan man med sikkerhed sige, hvor længe Homo sapiens og neandertalerne levede i en form for sameksistens, og hvad betyder det for os mennesker, at neandertalerne er en del af vores arvemasse? Det dykker vi ned i nu.
»Kompetent« estimat med usikkerheder
I studiet har forskerne analyseret 59 skeletter, som gennem kulstof 14-dateringer (som er den foretrukne metode til at bestemme alderen på tidligere levende organismer) er estimeret til at stamme fra perioden fra 45.000 år siden og frem til fra 2.200 år siden. Derudover har forskerne analyseret 275 moderne menneskers DNA.
»I vores analyser har vi kunnet se, at skeletterne, der er 45.000 år gamle, har kromosomer fra neandertalere 10-15 generationer tilbage,« siger Laurits Skov.
\ Om kulstof 14-dateringer
Kulstof 14-datering bygger på måling af den tilbageværende mængde af den radioaktive isotop 14C i fundmaterialer.
I naturen findes kulstof som tre isotoper: 12C, 13C og 14C, hvoraf 12C og 13C er stabile, mens 14C er radioaktiv med en halveringstid på 5.730 år.
Princippet i kulstof 14-dateringer går ud på at måle mængden af tilbageværende 14C i prøvematerialet. Hvis det oprindelige indhold af 14C i prøven er kendt, kan alderen derefter beregnes ud fra den kendte halveringstid for 14C. Jo lavere 14C-indholdet er, jo ældre er prøven.
Målingerne rækker ca. 50.000 år tilbage i tiden og kan anvendes på alle kulstofforbindelser dannet i levende organismer.
Metoden blev udarbejdet 1947-51 af Willard F. Libby, som fik Nobelprisen i kemi i 1960 for opdagelsen.
Læs mere i artiklen: Kulstof 14-datering: Hvordan ved vi, hvornår denne mand blev begravet?
På den måde har forskerne - med antagelser om, hvor gamle forældrene cirka har været - kunnet regne tilbage i tid og estimere, at parringen med neandertalerne må have fundet sted fra omkring 50.500 år siden og frem til for omkring 43.500 år siden.
»I vores estimat er der også en del usikkerheder. Dels i forhold til forældrenes alder og kulstof-dateringen. Så man skal nok sige plus-minus 1.000 år, når man ser på vores estimat,« siger Laurits Skov.
Det er Mikkel Heide Schierup enig i og pointerer, at der altid vil være usikkerheder, men at metoden i studiet er »meget kompetent«.
\ Læs også
Neandertalerne har kunnet tilbyde os noget
Gennem analyserne af skeletterne fra perioden fra 45.000 til 2.200 år siden har forskerne også haft mulighed for at se, hvordan neandertalernes DNA er blevet selekteret i Homo sapiens over tid.
Det betyder altså, at man kan se udviklingen i både, hvornår udvekslingen af DNA mellem de to menneskearter nåede sit højeste, men også hvordan Homo sapiens gennem den naturlige selektion har ’holdt fast’ på specifikke dele af DNA’et.
Forskerne har blandt andet kunnet se, at Homo sapiens har lavet en positiv selektion af de dele af neandertalernes DNA, der har med immunforsvaret at gøre.
»Forklaringen på det er nok, at neandertalerne havde levet i Europa 300.000 år, før Homo sapiens ankom. De havde altså tilpasset sig de virusser og bakterier, som florerede i Europa. Så da Homo sapiens kom, var det rigtig godt at få de gener, så man havde noget at stå imod med,« siger Laurits Skov.
Neandertalerne har altså kort sagt haft nogle kvaliteter i deres DNA, som har været gavnlige for Homo sapiens, da vores forfædre forlod Afrika og spredte sig ud over resten af jordkloden.
\ Læs også
Hvad bliver mon det næste?
Laurits Skov mener af deres studie er med til at kaste nyt lys over, hvad det er, der gør os mennesker til mennesker. For, som han siger, så er en del af det at være menneske i dag »også at være neandertaler«.
Det er Mikkel Heide Schierup enig i og uddyber. Det er snarere forståelsen af vores ophav, der er det fascinerende ved studiet, end det er de implikationer, det har for os i dag, mener Mikkel Heide Schierup.
Det faktum, at vores forfædre har levet side om side med neandertalerne i en periode, der er betydeligt længere end hele den periode, som vi i dag har nedskrevet historie fra, giver os et klarere billede af fortiden.
»Selvom vi kun har nogle knogler, kan vi med DNA’et nu få en slags film af, hvad der skete dengang. Selvom det selvfølgelig er en ret grovkornet film, er det noget, vi aldrig troede, vi kunne lære,« siger Mikkel Heide Schierup og griner.
»Så må vi jo se, hvad vi finder ud af næste gang. Jeg tror ikke, det er sidste gang, du skal skrive en artikel som den her.«
