‘Atlet-køer’ og ‘turbokyllinger’: Her er 4 billeder på danske landbrugsdyrs forvandling

Historien om forvandlingen af dyrene i de danske stalde kan fortælles kort med en række tal:

• En dansk malkeko, også kendt som 'atlet-koen', leverer i gennemsnit 29 liter mælk om dagen. I 1920 gav en malkeko cirka seks liter om dagen.
  
• En dansk slagtegris vokser fra 1 kilo til 100 kilo på fem til seks måneder. Andre griseracer, som lever i det fri, tager mindst et år om at nå samme vægt.
  
• Æglæggende høns giver op mod 320 æg om året. En fritgående vild høne lægger omkring 20 æg om året.

Men fortællingen kan også formidles med genstande og billeder - som symboler på den forskning, der ligger bag udviklingen.

Antropologen Nathalia Brichet har gjort begge dele.

I en ny udstilling på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet har hun forsøgt »at illustrere en række dilemmaer inden for produktionen af fødevarer«, siger hun til Videnskab.dk's udsendte under en rundvisning på Frederiksberg Campus.

»Der er mange hensyn at tage i den her diskussion,« siger Nathalia Brichet og åbner døren ind til udstillingsbygningen.

»Man kan kalde det bæredygtigt, at danske produktionsdyr utroligt effektivt producerer så meget føde, som de gør, med et relativt lavt foder- og antibiotikaforbrug,« siger hun og fortsætter:

»På den anden side er der også bred enighed om, at det har negative konsekvenser for dyrene, vores landskaber og for vores drivhusgasudledninger, at vi har en så stor og intensiv produktion.«

Så hvad er mest etisk forsvarligt? Hvad er mest bæredygtigt?

Her er fire billeder og genstande, man kan møde på udstillingen Produktionsdyr: et galleri for det muliges kunst.

Figurer, der illustrerer nogle af de dilemmaer, som de danske landbrugsdyr er forbundet med.

1. Magnet til at samle metal i koens mave

En ‘vommagnet’. Det hedder den første genstand, man møder på udstillingen. Først i form af video på en skærm, hvor en dyrlæge i hvid kittel lytter til hjertet på en ko.

Duiiing. Duiiing.

En metallisk lyd fra koens indre er tegn på, at den har spist metalrester, for eksempel et søm eller en skrue, som har givet snitsår og skabt en infektion rundt om hjertet. Et panserhjerte kalder man det, en sygdomstilstand, som svækker koens evne til at producere mælk og kød.

Vommagneten er løsningen på netop dét problem.

Da flere køer i løbet af 1900-tallet døde af panserhjerter, opfandt israelske forskere allerede i 1940’erne vommagneten – en genstand, der tiltrækker og samler de skadelige metaldele i koens vom.

»Vommagneten fjerner ikke problemet med metalrester, den inddæmmer og uskadeliggør problemet,« siger Nathalia Brichet.

»Og det, synes jeg, er betegnende for meget af den forskning, som foregår i produktionsdyr; at man ikke nødvendigvis fjerner kilden til problemet. Man udøver det muliges kunst og finder løsninger, som allerhelst er nemme og billige at håndtere.«

En vommagnet koster 10 til 30 kroner stykket. Den bliver skubbet ned i koens mave med en ‘magnetindgiver’, som måler lidt over en halv meter. Og så bliver den først frasorteret, når koen er død.

Lider koen ikke af at have en magnet med metalrester i maven?

»Der er ikke noget, der tyder på, at det udgør et velfærdsproblem,« svarer Nathalia Brichet.

»Og personligt har jeg også tænkt, at hvis jeg kunne få en magnet skaleret til min krop, som kunne suge alle de skadelige stoffer, jeg har spist gennem tiden – PFAS, tungmetaller og andre giftstoffer – så ville det måske også være en løsning, jeg var med på.«

Antropologen smiler. Så tilføjer hun et forbehold:

»Ikke for at sige, at jeg synes, vommagneten er den bedste løsning i verden. Men den peger på, at vi har forurenet vores omgivelser i en sådan grad, at en egentlig oprydning er umulig. Og derfor er vi nødt til at tænke i den her slags løsninger.«

2. Drikkedunk til tvangsfodring af kalve

‘Speedfeeder’. Det er navnet på et af de andre produkter, som udstillingen byder på.

En drikkedunk med en sonde, som kan føres gennem halsen for at tvangsfodre kalven med livsvigtig råmælk.

Redskabet knytter sig til adskillelsen fra moderkoen.

I konventionelt landbrug kan ko og kalv blive adskilt efter 12 timer. Efter 24 timer i en økologisk bedrift.

Når kalven fødes, har den brug for et stærkt immunforsvar, særligt fordi man i intensive staldsystemer har et højt smittetryk med de mange dyr samlet på et lille areal.

Kalven får antistoffer gennem moderkoens råmælk, men dens evne til at optage antistoffer gennem sine tarmvægge formindskes gradvist over de første dage af dens liv.

Så hvad nu hvis den ikke selv kommer i gang med at drikke i tide?

Det er her, speedfeederen kommer ind i billedet.

De fleste danske landmænd har reserver af frossen råmælk, som de kan fylde på en speedfeeder og fodre de kalve med, som ikke dier. Under de gældende forhold kan det være et vigtigt redskab, pointerer Nathalia Brichet.

»Hvis de går sammen med 100 eller 200 andre køer, udsættes de for mange patogener. Derfor er de nødt til at have et ordentligt immunforsvar.«

Så hvorfor ‘speedfeeder’ man ikke bare alle kalve, så man er sikker på, at de alle sammen får de bedste livsbetingelser?

Antropologen har selv stillet spørgsmålet – og hun har fået svar fra Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet:

»Peter kiggede på mig, som om jeg var helt skør. Og så svarede han: ‘Det er da stangulovligt, Nathalia. Man må ikke tvangsfodre dyr, medmindre der er en særlig grund til det, såsom at dyret ikke selv kan tage føde til sig’.«

3. Posen til at føde 'smittefrie' grise

Danske svin byder også på flere særlige omstændigheder. For eksempel en speciel plastikpose.

Posen bliver klistret på maven af en gravid so, for at man kan føde 'smittefrie' pattegrise til verden.

På plastikken kan man se rester af blod og et snit fra et sterilt kejsersnit udført af en kirurg. På en video ved montren kan man se, hvordan han iført handsker inde i posen hiver de små grise ud af maven på soen, og hvordan de senere bliver leveret til en ny grisefarm i en flamingokasse – uden nogensinde at have været i kontakt med andre grise eller mulige bakterier i luften.

Det handler om renhed. Som det står på skiltet, der ledsager montren:

»Den kraftige forøgelse og fortætning af svineproduktionen omkring 1960'erne medførte også en stigning i smitsomme sygdomme.«

»Grise blev sammenblandet efter opkøb på auktioner og markeder, og særligt lunge- og nysesyge florerede i de stadigt større griseflokke. For at komme sygdomsplagerne til livs begyndte man at forske i et produktionssystem, hvor smitten blev holdt helt ude af besætningerne.«

Det er sådan, griseposen kommer til verden.

Amerikanske forskere opfinder i efterkrigstiden SPF-grisen ('specific pathogen-free - eller 'særligt patogenfrie' grise). En gris, man som svineproducent kan købe fra en anden farm og få leveret som udgangspunkt for en ny og garanteret smittefri besætning i sin egen stald.

Det handler også om at begrænse brugen af medicin, står der på skiltet:

»SPF-systemet er i dag medvirkende årsag til, at mange sygdomme holdes ude af grisebesætningerne, og at behovet for antibiotika derfor også er mindre.«

4. Særlig race sætter turbo på kyllingen

»Avlsarbejde peger fremad«.

Sådan står der i en tekst foran en anden montre – som en generel kommentar til alle danske produktionsdyr, men her er koblet specifikt til udstillingens afdeling om fjerkræ.

Inde bag glasset er der opstillet skeletter fra forskellige arter af fjerkræ. Man kan for eksempel se brystben fra den mest udbredte race af slagtekyllinger i Danmark, Ross 308, også kendt som ‘turbokyllingen’.

Ross 308 vokser fra omkring 50 gram til 2 kilo på cirka 34 dage. Det er en art, der er blevet fremavlet til at vokse hurtigt, og den har et større brystparti end traditionelle fjerkræracer.

På en lille skærm ved siden af skeletterne kan man se deres livsforløb i form af en kortfilm. Man ser en farm fyldt med hvide pletter på et staldgulv, hvor der går op mod 20 kyllinger rundt på hver eneste kvadratmeter.

Eller nærmere bestemt: Sidder.

På videoen kan man se, hvordan kyllingerne gradvist sætter sig ned, i takt med at de vokser sig større. Fra de er to til tre uger gamle sidder de ned det meste af tiden.

»Er turbokyllingen et monster eller et vidunder? Det er sådan noget, jeg synes, er spændende at diskutere med den her udstilling,« siger Nathalia Brichet og peger på skærmen.

»Hvis man nu valgte at avle en kylling, der voksede langsommere, lad os sige 14 dage mere i den her stald. Det vil koste mere foder, mere lys, mere varme og staldplads – og alle de her forhold peger på den radikalitet, vi skal gentænke de her systemer med, hvis vi ikke kan lide, hvad vi ser på videoen.«

Men i bund og grund er der vel ikke noget alternativ, hvis vi vil have et landbrug, der producerer så meget billig mad, at vi alle sammen kan leve af det?

»Nu siger du mad. Mener du animalske fødevarer, eller?« spørger Nathalia Brichet.

Ja, kød?

»Nej, så er det svært at se et alternativ til det der,« svarer Nathalia Brichet og peger igen på skærmen med turbokyllinger.

I Danmark blev der i 2019 slagtet cirka 104 millioner kyllinger, heraf var omkring 90 millioner af racen Ross 308.

»Det har naturligvis konsekvenser for både dyrene, udledningen af klimagasser og vores landskaber, at vi producerer så mange dyr, som vi gør – også selvom det er hypereffektivt,« siger antropologen og henviser til en af de mange undersøgelser af klimaregnskabet for henholdsvis grøntsager og kød.

»Hvis man vil brødføde en voksende befolkning, så er vi nødt til at nedskalere vores dyrehold og opskalere planteføde, for det er meget mere effektivt at dyrke grøntsager end at producere animalske produkter.«

Det er en velkendt debat. Ressourceforbruget ved henholdsvis kød- og planteproduktion har været genstand for et utal af videnskabelige studier, og resultaterne falder som oftest ud til planternes fordel. For eksempel her.

Spørgsmålet er, om vi er klar til at sige farvel til atlet-køerne og turbokyllingerne eller have færre af dem?

Og om videnskaben fortsat skal fokusere på det muliges kunst – eller gøre noget radikalt anderledes?