Udbruddet af en mystisk og dødelig sygdom blandt finker i britiske haver i 2005 fik alarmklokkerne til at ringe.
Men først 10 år senere stod det klart, hvor omfattende sygdommen var blandt grønirisker og bogfinker.
I dag begynder fugleforskere at forstå, hvordan vores fodring af havens fugle er koblet med deres sundhed og overlevelse.
En ny og omfattende vejledning fra Storbritanniens største naturbeskyttelsesorganisation, Royal Society for the Protection of Birds (RSPB), opfordrer nu til, at vi fodrer fugle mere årstidsbestemt og mere sikkert.
Foder i haven kan være en stor hjælp, især om vinteren, hvor fuglene ofte mangler føde.
Men om sommeren bør fodringen sættes på pause.
På denne årstid er der rigelig med naturlig føde som larver, insekter og fluer. Samtidig er gevinsten ved sommerfodring mere begrænset.
Og vigtigst: Mindre fodring om sommeren reducerer risikoen for smittespredning, som især opstår, når mange fugle samles om de samme foder- og vandsteder.
Forskerne ved i dag, at den sygdom, som ramte finkerne i 2000'erne, er trichomonose, som er forårsaget af den mikroskopiske parasit Trichomonas gallinae.
Den angriber typisk fuglens svælg og har i mange år været kendt hos rovfugle og duer, både byduer og vilde duearter.
En del fugle bærer smitten uden straks at dø af den, mens andre hurtigt bukker under.
Præcis hvordan parasitten sprang over til finker, vides ikke med sikkerhed, men smitten er formentlig sket via fælles foder- eller vandkilder.
Studier viser, at parasitten kan overleve i fugtigt fuglefoder i op til fem dage og i vand i op til 30 timer, og især ved milde vejrforhold. Perioden fra juli til oktober er højsæson for sygdomsudbrud blandt finker.
Sygdommen danner sår i fuglens svælg, som gør det svært at synke. Fuglen begynder at gylpe mad og vand op og dør til sidst af sult eller udmattelse.
Smitten kan overføres, når fuglene fodrer hinanden under kurtisering, når forældre fodrer deres unger eller via opgylpet foder og vand ved foderpladser i haven.
Syge fugle virker ofte oppustede og sløve. Nogle har våde eller snavsede fjer omkring næbbet og ryster gentagne gange på hovedet i forsøg på at synke. Det er et meget trist syn.
Trichomonose har haft alvorlige konsekvenser for fuglebestanden i Storbritannien og videre ind i det europæiske fastland. Grønirisker og bogfinker er hårdest ramt.
Bestanden af grønirisk er faldet med 65 procent siden 1995, mens bogfinken er gået tilbage med 36 procent. Også dompapper bliver ramt, og en række andre arter kan blive smittet, hvoraf flere af dem er i forvejen i tilbagegang.
Uden hurtig handling risikerer situationen at blive yderligere forværret, især i kombination med en lang række andre faktorer: Tab af naturlige levesteder, mindre adgang til føde og accelererende klimaforandringer.
RSPB's nye anbefalinger bygger på en omfattende gennemgang af forskningen i fuglefodringens betydning; både for fuglenes overlevelse fra år til år og for deres ynglesucces.
Gennemgangen ser også på, hvad mennesker får ud af at fodre fugle og inddrager nyere feltstudier af sygdommen og måder at bremse smitten på.
Størstedelen af forskningen er udført i naturlige miljøer som skove snarere end i byer og villakvarterer, men er hovedkonklusionerne klare.
To store bekymringer
Fodring kan styrke fuglebestande. Men set fra et naturværnsperspektiv rejser havefodring to store bekymringer:
- For det første øger den risikoen for smittespredning, som det er set med trichomonose og andre sygdomme.
- For det andet kan fodringen have favoriseret visse arter, mens andre, mere sårbare fuglearter er blevet trængt.
Et studie fra 2009 viser, at anslået 12,6 millioner britiske husstande (svarende til 48 procent) fodrer havens fugle. Heraf brugte 7,4 millioner specielt designede foderautomater.
I takt med at efterspørgslen er vokset, er udbuddet af både fuglefoder og foderredskaber eksploderet.
Populariteten har både fordele og ulemper for fuglelivet og formentlig stor betydning for vores egen trivsel, sundhed og forbindelse med naturen.
Fuglearter, der ofte bruger foderautomater (som stor flagspætte, ringdue, tyrkerdue, musvit og blåmejse) er alle steget markant i antal over tid, men netop deres fremgang vækker stigende bekymring blandt naturværnsfolk.
Frygten er, at de stærkere arter kan udkonkurrere eller direkte tage livet af mere sårbare fugle.
Blåmejser og musvitter overtager ofte redehuller og fordriver den truede fyrremejse, som også jages af stor flagspætte. Yderligere forskning skal kaste lys over dette komplekse samspil mellem arterne.
Sådan hjælper du fuglene
To enkle ændringer kan sikre, at vi fodrer havens fugle både årstidsbestemt og sikkert:
Mellem 1. maj og 31. oktober: Sommer og efterår er perioder med øget risiko for smittespredning. Samtidig er der rigeligt med naturlig føde i naturen. Derfor bør man undlade at fodre med frø og jordnødder.
Det er dog fortsat muligt at lægge små mængder melorme, mejsekugler eller fedtfoder ud, da disse udgør en mindre smitterisiko.
Man kan også plante fuglevenlige planter, der giver naturlig føde, for eksempel solsikker, kartebolle og vedbend.
Mellem 1. november og 30. april: I denne periode kan man igen bruge hele sortimentet af fuglefoder, blandt andet frø og peanuts.
Men det bør ske med måde, så foderet ikke bliver fordærvet, og så store flokke ikke samles ét sted. Hellere lidt ad gangen end store mængder på én gang.
Andre anbefalinger handler om god hygiejne:
- Foderautomater og fuglebade skal helst rengøres mindst én gang om ugen.
- Vandet i fuglebade bør skiftes dagligt, og foderautomater bør flyttes rundt i haven fra uge til uge.
- I stedet for foderredskaber med flade overflader (som foderbrætter, foderautomater i vinduet og foderbakker) anbefales hængende foderautomater, da de mindsker risikoen for smittespredning.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
