Trods historiske rædsler: Danmark mangler retningslinjer for etisk kemi

Kemi og etik er normalt ikke to begreber, der har meget med hinanden at gøre. På alle uddannelsestrin er der meget lidt etik i kemiundervisningen, og typisk heller ikke meget kemi i etikundervisningen.

Fagene er adskilt af en dyb forståelseskløft. Det er måske ved at ændre sig, og heldigvis for det.

Den amerikanske kemiprofessor Jeffrey Kovac har længe kæmpet for mere etik i kemien og omvendt, blandt andet i bogen The Ethical Chemist (da., ’Den etiske kemiker’).

Kovac’s grundtanke er, at kemi er et de mest betydningsfulde fag, når man gør sig etiske overvejelser over produktion og anvendelse af forskning.

For nylig fik Kovac’s bog følgeskab af en anden vigtig udgivelse, Ethics and Chemisty (da., ’Etik og Kemi’), redigeret af filosof Joachim Schummer og etiker og teknologiantropolog Tom Børsen.

Den er særlig rettet mod brug i undervisningen og indeholder mange gode cases, der underbygger Kovac’s tese om, at kemi og etik er uadskillelige.

I denne artikel vil jeg derfor udfolde nogle af de gode eksempler, som bogen giver på behovet for at forholde sig etisk til kemi og kemiske produkter som giftgas og pesticider, og hvordan en etisk bevidst kemi kan bidrage positivt til samfundet.

Kemikernes krig

Etikkens betydning for kemien har rødder tilbage til første verdenskrig.

Krigens blodsudgydelser hører til verdenshistoriens værste, og det skyldtes delvis masseproduktion af nye våben og øget brug af fossile brændstoffer.

Kemikere udgjorde en vigtig del af krigsmaskineriet på begge sider.

Bedst kendt er fremstillingen af kemiske våben som giftgas, og selvom giftgas blev opfundet før krigen, var det under første verdenskrig, at den første større anvendelse af giftgas i krigssituationer fandt sted.

Omend dødstallet fra brug af giftgas var minimalt, blev giftgas alligevel opfattet som et frygtindgydende våben af flere grunde.

Et brud på internationale konventioner

Før første verdenskrig var der allerede vedtaget en international konvention – Haag-konventionerne fra 1899 og 1907 – mod brug af kvælende og giftige gasser.

Både Ententemagterne (De Allierede) og Centralmagterne (Tyskland og dets allierede) udviklede nye giftgasser, og anvendte dem på slagmarken, og det var et åbent brud på internationalt vedtagne retningslinjer for krigsførelse.

At de brød konventionerne og udviklede nye giftgasser til brug på slagmarken var med til at skabe frygt om de nye kemiske våben.

En usynlig gift der kommer snigende

Dernæst spillede tyskernes klorgasangreb ved Ypres i Belgien en vigtig rolle for opfattelsen af de kemiske våben.

Angrebet var det første og mest kendte under krigen, og at klorgassen var usynlig og kom snigende ind på soldaterne, var en yderligere grund til frygt.

Selvom antallet af døde som følge af giftgasangrebene var langt mindre end det samlede dødstal ved Ypres, og selvom brug af giftgas ikke gav en afgørende fordel for tyskerne, gjorde det indtryk.

Senere blev giftgas også anvendt af begge sider ved Østfronten med langt større tab til følge.

Kemikernes ansvar

Kemikere spillede en afgørende rolle for udviklingen af giftgas.

Tyskerne var dog de bedste til at sætte udvikling og produktion af giftgas i system, og det skyldtes en etableret tysk tradition for forskning-industri-samarbejde inden for kemiske brancher som farvestof, kunstgødning, medicin mm.

Kemikeren Fritz Haber ledte de tyske bestræbelser på udvikling af giftgas.

Umiddelbart efter krigen blev han tildelt Nobelprisen i kemi for sin opdagelse af, hvordan man ad kemisk vej kan udvinde nitrogen fra luften til fremstilling af kunstgødning eller sprængstof.

Haber havde ingen anger efter krigen. Han forsvarede sit engagement i den tyske angrebsmaskine på tre måder:

• Han havde som kemiker ikke forstand på Haag-konventionens betydning – det var de militære lederes område.
• Han mente, at patriotisme står over alt andet i en krigssituation.
• Han var klar over, at de allierede arbejdede med udvikling af giftgas, og derfor var det nødvendigt med en tysk indsats på området.

Kemikerens etiske valg

Joachim Schummer, der har forfattet en artikel om etikken bag giftgas under første verdenskrig, kommer til den stik modsatte konklusion.

Han laver en etisk analyse med brug af to af de mest udbredte etiske teorier, henholdsvis nytte- og pligtetik.

Schummer konkluderer, at det aldrig er etisk korrekt for kemikere eller andre forskere at bidrage til våbenforskning.

Nytten af giftgas overstiger ikke ulemperne eller rædslerne forårsaget af kemiske våben, og det er umoralsk at bidrage til en udvikling med det ene formål at gøre skade, skriver han.

Kemisk krigsførelse værre end bomber og tanks

Kemisk krigsførelse bliver typisk anset for at være værre end konventionel krigsførelse.

Da Assad-regimet i 2012 indledte angreb på lokalområder i Syrien med giftgassen sarin, var mange enige med præsident Obama i, at det var en rød linje, der blev overskredet.

Grunden til, at giftgas er værre end for eksempel tanks, bomber eller maskingeværer, er, at det er et snigende, usynligt våben, der uden mulighed for at gøre forskel dræber civile såvel som soldater.

Ifølge internationale regler for krig må soldater ikke angribe civile, kun andre militære mål.

Af samme grund kan man argumentere for, at kemikere har et større moralsk ansvar i forhold til andre forskere, når det gælder våbenforskning.

Fredelig, men farlig kemi

Giftgasser brugt til krigsførelse er selvfølgelig et ekstremt eksempel på kemikeres ansvar, og langt de fleste kemikeres hverdag har intet med militære anvendelser at gøre.

Men også i det civile liv er der mange eksempler på problematiske anvendelser af kemi.

Bhopal-ulykken i Indien er et godt eksempel:

Her producerede den amerikanske virksomhed Union Carbide gennem mange år pesticider, specifikt et sprøjtemiddel mod insekter tiltænkt det indiske landbrug som led i en gennemgribende modernisering, ofte kendt som Indiens grønne revolution.

Et biprodukt ved produktionen var stoffet methyl-isocyanat.

Det er en giftgas, der på grund af en lækkende ledning blev ledt ud til omgivelserne i store mængder natten mellem 2. og 3. december 1984.

Historisk gift-katastrofe kostede tusindvis af liv

Ulykken anses for at være en af de værste industriulykker nogensinde med mere end 500.000 berørte.

Dødstallet er ikke fastlagt, men flere tusind mennesker menes at være omkommet både med gasudslippet som direkte årsag og af senfølger.

Efterfølgende undersøgelser afslørede mange fejl og mangler ved produktionsanlægget. Vigtige faresignaler blev ikke taget alvorligt af fabrikkens ejere eller myndighederne.

Der blev anlagt flere retssager i et forsøg på at fastslå ulykkens omfang, konsekvenser og ansvar.

Union Carbide indgik forlig i 1989 for $470 millioner, men uden at tage ansvaret for, at det skete og uden betaling til den omfattende oprydning, der stadig pågår.

Værst er det, at der stadig ikke er internationalt bindende regler, der holder multinationale virksomheder ansvarlige for miljø- og sundhedsfarer.

Forsigtighed frem for alt

Bhopalulykken var en tragisk ulykke, som har været med til at forme eller styrke vores fælles etiske bevidsthed, hvad angår kemi og kemisk industri.

Ingrid Eckerman og Tom Børsen gennemgår i deres artikel i den nye bog en række etiske betragtninger med relevans for Bhopalulykken, blandt andet ’forsigtighedsprincippet’, som med FN’s Rio-konference om bæredygtighed i 1992 fik global udbredelse.

Ifølge forsigtighedsprincippet må man ikke vente med at gribe ind over for potentiel forurening eller udslip af giftige gasser på grund af videnskabelig usikkerhed om forureningens omfang og risici.

Man skal lade tvivlen komme de potentielt skadelidte til gode.

Forsigtighedsprincippet har også fundet anvendelse under COVID-19-pandemien, hvor det har været brugt som argument for eksempelvis nye restriktioner eller testkrav.

Forsigtighedsprincip på skemaet

I forhold til Bhopal-ulykken var der advarsler om methyl-isocyanats giftighed og mangelfulde produktionsanlæg, som der burde være grebet ind over for.

Ulykkens omfang bekræfter, at det er godt at være forsigtig.

Selvom FN siden 1992 har anbefalet forsigtighedsprincippet, er det langt fra alle lande, der har implementeret forsigtighedsprincippet i miljølovgivning, men det har EU.

Forsigtighedsprincippet og de etiske overvejelser bag bør derfor være en integreret del af kemiuddannelsen – og alle andre uddannelser, der indebærer potentielt miljø- og sundhedsfarlige stoffer.

På samme vis vil det give mening at integrere lidt kemisk forståelse i etikken.

Den gode kemi

Kemi og etik er ikke kun negativt forbundne, sådan som ovenstående eksempler godt kunne give anledning til at tro.

For kemikere er det lige så vigtigt at vide, hvordan man arbejder for en positiv udvikling på samfundsniveau og globalt set.

Her kan kemikere søge råd og vejledning i de mange forskellige kodekser og retningslinjer for en mere etisk kemi, der er udarbejdet verden over.

Både det amerikanske American Chemical Society – en af verdens største videnskabelige foreninger med over 155.000 medlemmer – og det britiske Royal Society of Chemistry har omfattende kodekser.

Der findes ikke danske kemi-etiske retningslinjer

Begge foreninger understreger, at kemikere skal arbejde for det fælles gode. Altså en klar etisk bestræbelser for faget kemi.

Den danske Kemisk Forening har ikke et tilsvarende etisk kodeks.

I 2015 mødtes repræsentanter fra mange kemiske selskaber for at udvikle de såkaldte Haag Ethical Guidelines.

De er lavet for ’Organisationen for forbud mod kemiske våben’ (Organization for the Prohibition of Chemical Weapons), og retter derfor sig særligt mod kemiske våben.

Men de indeholder også en opfordring til alle kemikere om at sørge for, at kemisk forskning og udvikling kommer hele menneskeheden til gode og fremmer bæredygtighed.

En bæredygtig og etisk kemi er målet

Både den amerikanske og den britiske kemiker-forening anerkender bæredygtighed som et af de fremmeste mål for kemien.

Det handler ikke bare om at fjerne eller mindske kendte skadevirkninger ved brug af farlig kemi, reducere affaldsprodukter og medtænke forsigtighedsprincippet fra start til slut.

Steffen G. Sveegaard, der er lektor i bio- og kemiteknologi ved Aarhus Universitet, definerer bæredygtig eller 'grøn' kemi således:

1. minimér mængden af kemisk affald
2. de kemiske reaktioner og reagenser bør ikke udgøre en sikkerheds- eller sundhedsfare for mennesker, dyr og miljø
3. reagenser og opløsningsmidler skal være fornybare

Bæredygtig kemi skaber miljøvenlig medicin

Sveegaard nævner Pfizers udvikling af det antidepressive medikament 'sertralin' som et godt eksempel.

Gennem dedikeret forskningsarbejde lykkedes det Pfizer at fjerne fire farlige opløsningsmidler fra synteseprocessen.

Firmaet vandt på den baggrund det amerikanske miljøbeskyttelsesagenturs pris for grøn kemi i 2002.

Hvis vi kan kigge tilbage på det 20. århundrede og se mange miljø- og sikkerhedsproblemer som en følge af kemisk uforsigtighed og uetisk kemi, er det håbet, at vi fremover kan tage ved lære og udnytte kemiens enorme potentiale til at sikre en bæredygtig og fredelig udvikling.

Måtte mange flere kemikere og etikere slutte op om den sag.