Hvilke regler gælder i krig?

Modsat de internationale menneskerettigheder, der først blev opfundet efter 2. verdenskrig, er regler for krig ældgamle. Fra det antikke Grækenland er der eksempler på, at man forbød kamphandlinger under de olympiske lege.

Almen beskyttelse vinder frem

Men det gensidighedskrav blev ophævet med Genèvekonventionerne fra 1949.

Konventionen betyder, at reglerne ikke længere skal overholdes for i sidste ende at beskytte egne civile og soldater, men for at beskytte modpartens civile og soldater (der har overgivet sig), ud fra almene menneskelige betragtninger.

Reglerne er nu udtryk for basale grundlæggende humanitære hensyn, der altid skal overholdes under krig. Det er uden betydning, om den anden krigsførende part overholder de samme regler.

Rent juridisk er gensidighedskravet således væk, men der er næppe tvivl om, at princippet – som det også følger af Donald Trumps citerede udsagn i boksen nedenfor – i praksis stadig spiller en væsentlig rolle for staters incitament til at overholde krigens regler.

Tre gennemstrømmende principper

Grundlæggende er alle krigens regler udtryk for tre gennemstrømmende principper.

1. For det første princippet om militær nødvendighed. Folkeretten indeholder ikke et totalt forbud mod krig. Det ville nok heller ikke være realistisk. Krig er lovlig, når stater handler i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. En krigsførende stat skal derfor også lovligt kunne anvende en sådan magt mod militære mål, hvis det er nødvendigt for at vinde krigen. Det vil sige besejre fjenden hurtigst muligt og med færrest mulige tab af menneskeliv og ressourcer.
   
2. For det andet princippet om medmenneskelighed. Det forbyder, at krigsførende stater påfører lidelse, skade, og ødelæggelse, som ikke er nødvendige, for at opnå et legitimt, militært formål. Militære angreb på soldater og ejendom, som er unødvendige for at vinde krigen, er ulovlige.
   
3. Endelig er der princippet om distinktion. Det indebærer, at de stridende parter til enhver tid skal skelne mellem civile og soldater og mellem civile genstande og militære mål. Militære operationer må kun rettes mod fjendens soldater og militære mål. Civile må ikke deltage i kamphandlinger og er derfor heller ikke legitime militære mål, der kan angribes.

Men hvis civile alligevel deltager direkte i fjendtlighederne, f.eks. ved at bære og anvende våben eller ved at transportere våben direkte til kampzonen, mister de deres beskyttelse og kan angribes. Formålet med distinktionsprincippet er at sikre respekten for og beskyttelsen af civile personer og genstande.

Disse tre principper ligger til grund for og gennemsyrer alle de mange konkrete regler, der er indeholdt i krigens regler, herunder i bl.a. Genèvekonventionerne (om beskyttelse af ofre for væbnede konflikter) og Haager-konventionerne (om metoder og våben under væbnet konflikt).

De tre principper kan derfor også inddrages og få betydning ved fortolkningen af konkrete artikler i den humanitære folkeret (se faktaboks).

Der mangler regler for interne nationale krige

En meget vigtig sondring i den humanitære folkeret er mellem internationale væbnede konflikter, det er krige mellem stater, og ikke-internationale væbnede konflikter, som er interne krige mellem en stat og oprørs- ellers terrorgrupper i staten.

Langt størsteparten af krigens regler vedrører internationale væbnede konflikter. Der findes til illustration omkring 500 artikler i de fire Genèvekonventioner, og blot én af dem vedrører interne ikke-internationale krige.

Det skyldes, at stater traditionelt har været, og fortsat er, meget tilbageholdende med internationalt at regulere staters interne forhold, særligt når det drejer sig om statens sikkerhed og krig.

I tillæg til krigens regler er der i løbet af de sidste 10-15 år (i vidt omfang) opnået enighed om, at de internationale menneskerettigheder også finder anvendelse under krig.

Flere forskellige regelsæt er problematisk

Det har tidligere været opfattelsen, at menneskerettighederne og den humanitære folkeret er to distinkte regelsæt, der finder anvendelse i to forskellige situationer:

1. menneskerettighederne i fredstid
2. den humanitære folkeret under væbnet konflikt

Men der er i dag er udbredt enighed blandt stater, internationale organisationer, den internationale domstol, og internationale menneskeretlige organer om, at menneskerettighederne fortsat finder anvendelse under væbnede konflikter.

USA har tidligere været en af de få stater, der mente, at menneskerettighederne ikke finder anvendelse under væbnet konflikt (krig), men det synspunkt blev forladt under præsident Obama.

Det er imidlertid ikke uproblematisk, at både den humanitære folkeret og menneskeretten gælder under krig, fordi der er væsentlig forskel på standarder og beskyttelsesniveau i de to regelsæt.

USA har tidligere været en af de få stater, der mente, at menneskerettighederne ikke finder anvendelse under væbnet konflikt (krig), men det synspunkt blev forladt under præsident Obama.

Det er imidlertid ikke uproblematisk, at både den humanitære folkeret og menneskeretten gælder under krig, fordi der er væsentlig forskel på standarder og beskyttelsesniveau i de to regelsæt.

Hvorfor bliver reglerne ikke overholdt?

Menneskerettighederne yder på de fleste områder både materielt og processuelt en mere vidtgående og omfattende beskyttelse af individet end den humanitære folkeret.

En afgørende forskel i den forbindelse er, at mens menneskeretten alene indeholder beskyttelsesregler, så indeholder den humanitære folkeret både beskyttelsesregler og regler, der bemyndiger stater at anvende magt, som ellers ikke ville være tilladt.

Det drejer sig for eksempel om at retten til at anvende dødelig, væbnet magt mod fjendtlige soldater eller fængle dem på ubestemt tid uden nogen prøvelse ved domstolene – blot fordi de tilhører kategorien fjendtlige soldater.

Der kan således opstå situationer, hvor det er lovligt at skyde og dræbe en fjendtlig soldat efter den humanitære folkeret, mens det vil være ulovligt efter menneskerettighederne. Ligesom det kan være lovligt at frihedsberøve en soldat efter den humanitære folkeret, men ikke efter menneskerettighederne.

Der er således masser af regler for krig, men hvorfor bliver reglerne så ikke overholdt?

Reglerne er mangelfulde og forældede

Er der noget galt med reglerne? Både ja og nej.

Der er for så vidt noget galt med reglerne fordi de – som tidligere præsident George W. Bush sagde i 2001 i forbindelse med den amerikanske invasion af Afghanistan – på visse områder er mangelfulde og forældede.

For det første regulerer krigens regler stort set kun internationale væbnede konflikter. Men næsten alle nutidens væbnede konflikter er interne ikke-internationale væbnede konflikter.

Der var i alt 39 væbnede konflikter i 2013. De 37 var interne (borger-) krige. Kun to var internationale væbnede konflikter mellem stater (mellem Israel og Syrien og mellem Indien og Pakistan ifølge Stuart Casey-Maslens ’The War Report, Armed Conflict in 2013’ fra 2014).

For det andet er der fortsat betydelige huller i den nuværende regulering også af internationale væbnede konflikter, bl.a. er det ikke klart, hvor meget der skal til, for at en civil mister beskyttelsen mod angreb, fordi vedkommende deltager direkte i fjendtlighederne.

Og heller ikke om beskyttelsen mistes permanent, eller kun i så lang tid, som den civile tager direkte del i fjendtlighederne. Det er naturligvis helt afgørende spørgsmål, som de nuværende Genèvekonventioner ikke giver noget svar på.

For det tredje er det uklart, hvordan de forskellige regler, standarder og beskyttelsesniveau i den humanitære folkeret og menneskeretten skal spille sammen under væbnet konflikt. Hvilken regel skal have forrang ved konflikt?

For det fjerde er der stort set ingen international overvågning af, om krigens regler bliver overholdt.

Krigens regler er altid én krig bagefter

Ser man tilbage over de sidste 150 år, er der rundt regnet blevet vedtaget (eller opdateret) store nye konventioner for krig hvert ca. 30 år.

Startende med vedtagelsen af den første Genèvekonvention i 1864, til Haagerkonventionerne i 1899 og 1907, Genèvekonventionerne fra 1929, og de nuværende reviderede 4 Genèvekonventioner fra 1949, samt endelig de 2 tillægsprotokoller til Genèvekonventionerne fra 1977.

Som man kan se, er nye konventioner og regler for krig ofte blevet vedtaget efter store krige, bl.a. efter første og anden verdenskrig. Som det er blevet sagt, er krigens regler altid forsinket med en krig.

Uenighed bremser nye krigsregler

Alt andet lige burde det derfor nu være tid til en opdatering af krigens regler, der som nævnt er utidssvarende på en række punkter. Men det kommer ikke til at ske!

Krigens regler er stadig særdeles nødvendige

En international opdatering af krigens regler vil derfor nok snarere ske ved vedtagelse af ikke-bindende regler, retningslinjer eller manualer, som bliver udarbejdet af nogle få stater eller få eksperter.

Det kan betyde, at regelgrundlaget bliver fragmenteret, så stater er bundet af forskellige regler, med den konsekvens at reglernes internationale legitimitet forringes.

På den anden side må man også sige, at krigens regler fortsat er særdeles relevante og nødvendige. Alle stater i verden har tilsluttet sig de nuværende Genèvekonventioner, og reglerne indeholder helt afgørende og grundlæggende regler for krigsførelse.

Det drejer sig navnlig om det klare forbud mod at angribe civile og civile genstande under krig. Regler, som alligevel tilsyneladende ikke altid bliver overholdt.

Hvorfor det er tilfældet, kan du læse om i min næste artikel om regler i krig.

Dette er første artikel af to om krigens regler. I den næste artikel kommer Peter Vedel Kessing ind på, hvorfor reglerne ikke altid bliver overholdt, og hvorvidt Trumps præsidentskab i 2016 ville gøre det vanskeligt for Danmark at forblive tæt allieret med USA.

Ændring 24. februar 2022: Indledningen i artiklen, der oprindeligt ophandlede et Trump-udsagn om waterboarding, er flyttet ud i en faktaboks.