Historien tager sin begyndelse i 1878, hvor den britiske biolog Charles Darwin (1809-1882) og den amerikanske botaniker William J. Beal (1833-1924) havde en kort brevudveksling.
Darwin havde kun to år tidligere udgivet en bog om krydsning af planter og fremsatte her den hypotese, at kunstig krydsning af forskellige plantesorter ville kunne resultere i nye og mere frodige sorter.
Beal grundlagde den botaniske have ved Michigan State University i det nordlige USA, og Darwins bog gjorde ham interesseret i at krydse majssorter.
I 1878 skrev han derfor et brev til Darwin om sine ideer, og Darwin svarede med en kortfattet opmuntring:
»Det glæder mig, at De ønsker at eksperimentere,« fremgår det af bogen 50 opdagelser - Højdepunkter i teknologien.
Depressionen medførte ændringer i landbruget
Beals eksperimenter resulterede i verdens første menneskeskabte hybride majs.
Det var dog først i løbet af 1910'erne, at amerikanske landbrugsforsøgsstationer fandt rentable metoder til udvikling og masseproduktion af højtydende og modstandsdygtige majssorter, og det var først i 1920'erne, at de nye majssorter for alvor kom på markedet.
Depressionen i 1930'erne og 2 katastrofale tørkeperioder i 1934 og 1936 medførte store ændringer i det amerikanske landbrug, hvor der blandt andet blev satset på hybridmajs.
I 1934 var kun 1 procent af majsproduktionen i USA baseret på hybride sorter, 10 år senere var tallet vokset til 78 procent.
Herefter eksploderede udbyttet i USA's majslandbrug med cirka 300 procent på godt 35 år.
Det var selvfølgelig ikke kun de nye majssorter, der var årsagen.
Også intensiv brug af kunstgødning, sprøjtemidler og nye maskiner medvirkede til, at det amerikanske majsbælte i løbet af blot 20-30 år udviklede sig til et af de allermest produktive områder i verden.
\ Læs mere
USA støttede Mexicos ønske om udvikling
Fra USA's majsmarker går turen sydpå til Mexico.
Vi følger i Norman Borlaugs fodspor, »manden, der reddede en milliard mennesker«.
I slutningen af 2. Verdenskrig opgav han en lovende karriere som mikrobiolog ved kemivirksomheden Du Pont til fordel for en lederstilling ved et nystartet forskningscenter for hvede og majs i Mexico.
Centret var oprettet med midler fra den mexicanske regering og den amerikanske Rockefellerfond.
Af økonomiske og sikkerhedsmæssige grunde var USA interesseret i at støtte Mexicos ønske om udvikling, og landbruget var et oplagt sted at starte.
Hvede skulle være modstandsdygtig over for rustsvampe
De første år var vanskelige. Der var for få penge i forhold til den store opgave, og mange mexicanske bønder nærede en vis skepsis over for de nye frø og planter.
Især var der problemer med at udvikle hvedesorter, der var modstandsdygtige over for rustsvampe.
Trods vanskelighederne lykkedes det Borlaug og hans forskere at lave ikke mindre end 6.000 forskellige krydsninger af hvede i løbet af 10 år.
De udviklede nye forædlingsteknikker, der betød, at nye hvedesorter var langt bedre til at modstå rustangreb. Det hævede høstudbyttet betydeligt.
Borlaugs forskningsgruppe udviklede også en ny dværghvede med kortere strå, der ikke var så tilbøjelig til at bukke under for vind og vejr som de almindelige hvedesorter, men som alligevel bar lige så mange hvedekorn.
\ Læs mere
Mexicanske bønder tredoblede hvedeudbyttet
Borlaug fik også den ide at udnytte Mexicos forskellige klimazoner til at dyrke og forædle hvede to gange om året - den såkaldte pendulforædling.
Om sommeren dyrkede man hvede i det centrale højland og om vinteren ved Mexicos milde vestkyst. Det halverede forædlingsperioden, og det gav den ekstragevinst, at hveden blev mere tilpasningsdygtig, fordi den var dyrket under forskellige klimatiske forhold.
Hveden kunne ikke bare modstå rustangreb, men modnede også hurtigt og kunne vokse i mange forskellige slags jord, i forskellige højder og på forskellige breddegrader.
Resultaterne overbeviste selv de mest forhærdede skeptikere: Fra 1950-1970 tredoblede mexicanske bønder hvedeudbyttet.
Det nordøstlige Indien led af sult og tørke
Borlaug arbejdede for at eksportere den mexicanske succes til andre verdensdele.
I begyndelsen af 1960'erne foretog han forsøg med to nye hvedesorter ved det indiske jordbrugsforskningscenter i Delhi.
Her blev der allerede forsket i forædling af hvede og ris.
Regionen var dog hårdt plaget af politiske uroligheder og økonomiske problemer.
I 1965 udbrød der krig mellem Indien og Pakistan, og i de efterfølgende år led det nordøstlige Indien af sult og tørke.
Da forsøgene med Borlaugs hvede samtidig gav højt udbytte, satte regeringerne og befolkningerne deres lid til den nye teknik.
I årene 1966-1967 importerede både Indien og Pakistan rekordstore mængder af Borlaugs hvedefrø.
I begge lande blev hvedeudbyttet hurtigt næsten fordoblet, og i begyndelsen af 1970'erne var begge lande selvforsynende med hvede.
\ Læs mere
IR8-risene var en dværgagtig sort
Inspireret af succesen med hvede, støttede Rockefellerfonden sammen med Fordfonden et forskningscenter for forædling af nye rissorter i Filippinerne.
Her udviklede forskerne i løbet af 1960'erne en ny rissort, der gik under det tekniske navn IR8 og hurtigt vandt international berømmelse som mirakelrisen.
Det var en dværgagtig sort, der krævede store mængder kunstgødning og sprøjtemidler, men til gengæld gav op til ti gange højere udbytte end almindelig ris.
IR8 blev eksporteret til mange andre lande og var en del af baggrunden for hurtigt voksende høstudbytte og stigende selvforsyning med ris i mange asiatiske lande.
I 1968 begyndte Filippinerne for første gang at eksportere ris i stort omfang.
Sult og fattigdom var ikke bare et moralsk problem
Det var også i 1968, at den amerikanske biologiprofessor fra Stanford-universitetet Paul R. Ehrlich (f. 1932) lancerede begrebet befolkningsbomben.
Ehrlich var bekymret for, at Jordens begrænsede ressourcer ikke ville kunne brødføde en hastigt voksende befolkning, og at sult ville føre til krig, død og ødelæggelse.
»Menneskeheden har tabt kampen for at brødføde hele verden,« skrev han. »I løbet af 1970'erne vil millioner af mennesker dø af sult.«
Ehrlich var imponeret over den grønne revolutions resultater, og han delte den almindelige holdning, at teknologisk og social udvikling i den fattige verden var den eneste vej frem, hvis ikke befolkningsbomben skulle detonere med fuld kraft.
Borlaug var enig med Ehrlich i, at sult og fattigdom ikke bare var et moralsk problem om at hjælpe fattige, men også et globalt sikkerhedspolitisk spørgsmål.
\ Læs mere
Teknologien repræsenterede 'det gode'
Den grønne revolutions mange succeser var med til at skabe stor tiltro til ny teknologi som løftestang for udviklingslandene.
Det var ikke ualmindeligt at se teknologien blive brugt som repræsentant for det gode, som industrialisering og modernisering nærmest per definition ville føre med sig.
Som for eksempel, da den filippinske oppositionsleder Benigno Aquino, Jr. (1932-1983) i 1966 – året hvor jumbojetten var blevet introduceret for verdensoffentligheden – skulle forklare en amerikansk journalist om Filippinernes fremtidsmuligheder.
»Her,« sagde han og pegede mod en mark med traditionelle risplanter, »er en vogn trukket af stude. Det er det 19. århundrede.«
Herefter viste han journalisten en mark beplantet med den nye IR8-rissort:
»Og her er vores jumbojet. Det 20. århundrede!«
Det gav tilsyneladende god mening for Aquino at markere, at IR8 af sig selv ville løfte Filippinerne ud af fattigdom og ind i den moderne verden.
Men den grønne revolution viste sig hurtigt at være mere end et teknisk fix.
De nye højtydende afgrøder – og dertil hørende kunstgødning, sprøjtemidler og maskinpark – udgjorde kun en lille, omend meget vigtig, del af en langt større udviklingsproces.
De store høstudbytter skyldtes, at hybridafgrøderne blev fulgt af vidtgående landreformer i de pågældende lande, ligesom politisk og økonomisk stabilitet spillede en vigtig rolle.
Alle disse ting tilsammen medførte store ændringer for samfund og hverdag i udviklingslandene.
Man tager nemlig fejl, når man som Aquino tiltror nye opfindelser et indbygget og målrettet forandringspotentiale.
\ Læs mere
Den grønne revolution virkede ikke alle steder
Ideen om udvikling som et teknisk fix udløste en vis grad af mystik i donor- og modtagerlandene: Hvordan kunne det være, at indførelsen af hybridafgrøder og nye landbrugsmetoder i ét land førte bedre fødevareforsyning og bedre økonomi med sig, når det ikke var tilfældet i andre lande?
Med andre ord: Den grønne revolution virkede ikke alle steder. Især var det vanskeligt at gennemføre tiltrængte ændringer i mange afrikanske lande.
Her stod det klart, at nye mirakelafgrøder ikke alene kunne gøre en forskel.
I Afrika har det generelt været langt sværere at gennemføre de politiske og organisatoriske reformer, der er helt nødvendige for, at de hybride afgrøder skal kunne vokse.
Udviklingsstøtten var et redskab til at skaffe sig allierede
Den grønne revolution var ikke kun drevet af idealistiske motiver, men også af kommercielle, videnskabelige og sikkerhedspolitiske interesser.
USA støttede den grønne revolution overalt i verden, hvor det gav supermagten en sikkerhedspolitisk fordel.
Det handlede om at sørge for, at udviklingslandene ikke overgik til kommunistisk styre, og om at sikre politisk stabilitet til fordel for samhandlen med USA.
Udviklingsstøtten var et redskab til at skaffe sig allierede og flere eksportmarkeder.
For mange af de store multinationale virksomheder – fra kemivirksomheder som Du Pont til agro-firmaer som Monsanto og Deere & Company – var den grønne revolution mest af alt en god forretning.
Videnskabsfolk, især inden for de biologiske videnskaber, benyttede på samme vis den grønne revolution til at fremme deres forskningsfelter.
Nye landbrugsteknikker har konsekvenser
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Norman Borlaug, faderen til den grønne revolution efter 2. Verdenskrig, bliver ofte udråbt til helt.
Han modtog for eksempel Nobels fredspris i 1970 for sit arbejde.
Men den grønne revolution har også haft en slagside.
Mange steder har de nye landsbrugsteknikker, som er dyre at indføre, øget sociale forskelle i modtagerlandene.
De tilhørende landreformer har også bidraget til større ulighed.
Samtidig er introduktionen af hybridsorter sket på bekostning af lokale afgrøder med en reduktion af biodiversitet i landbruget til følge.
De miljømæssige konsekvenser er blevet forværret af den intensive brug af kunstgødning og sprøjtemidler, som også har været kendetegnende for den grønne revolution.
Revolution betyder omvæltning på godt og ondt, og den grønne revolution er ingen undtagelse.
