Professor udgav 15 studier om året: Nu træder han på bremsen

Forskerverdenen har fart på. Så meget fart, at det har skabt en kultur, der er usund og uholdbar for forskningens troværdighed.

Sådan tegnes billedet af en australsk professor i en artikel i Nature.

Han hedder Adrian Barnett og beskriver, hvordan han gik fra som ung forsker at udgive nogle få studier om året til i dag at udgive omkring 15 om året og samtidig blive presset til at udgive endnu flere.

Professoren i statistik på Queensland University of Technology fortæller, at han som ung postdoc blev fodret med et hastighedsideal af sin afdelingsleder og lige siden har forsøgt at leve op til det.

»Målet var tal, og kvalitet blev kun nævnt i forbindelse med et tidsskrifts prestige, aldrig selve arbejdet,« skriver han i artiklen om den kultur, som afdelingslederen indførte ham i.

Men med introduktionen af kunstig intelligens, paper mills - hvor forskere kan betale sig til at få udgivet studier - og et voldsomt boom i antallet af studier, der presser forskerne, tidsskrifterne og fagfællebedømmelsen, slår professoren nu bremserne i.

Fra nu af vil han bedrive slow science.

Professoren vil udgive syv studier om året i stedet for 15 - altså en halvering.

Til gengæld vil han bruge dobbelt så meget tid på research, modeltest og på at bedrive bedre forskning.

Og det er måske en meget fin beslutning, mener Kristian Hvidtfelt Nielsen, der forsker i vidensformidling og videnskabshistorie.

Han har i hvert fald sympati med, at professoren handler på et genkendeligt pres.

»De fleste forskere vil kunne genkende det pres for at udgive et vist antal studier om året, som han præsenterer,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, der er lektor på Center for Videnskabsstudier, til Videnskab.dk.

Men om slow science er redningen for forskning og forskerne, kan han godt tvivle på.

Slow science er ikke doven videnskab

Presset på forskerne er todelt, hvis man spørger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

»For det første en psykologisk mekanisme, hvor forskere måler sig mod hinanden. For det andet et institutionelt, hvor forskere skal bruge publikationstallet til at søge stillinger og fonde,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Begge mekanismer vil slow science tage et opgør med.

»Slow science er del af en større samfundsmæssig bevægelse, som startede med slow food. Det er en slow livsforståelse, hvor man går til modsvar på den acceleration, der er i samfundet,« siger han.

I forskning handler det især om at gøre op med det individuelle vurderingssystem, hvor både forskere og forskningsinstitutioner fokuserer på antallet af udgivelser, citeringer i andre studier og tidsskriftets status, når to forskere skal sammenlignes.

Noget, der hærger lige nu inden for forskning.

Det skaber det accelererende tempo og bestemmer, hvilken slags forskning, der bliver lavet, ifølge Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Han bakkes op af Therese Malene Nielsen, der forsker i slow science i grundskolen og undervisning.

»Slow science handler ikke om at være langsom eller doven. Det er mere et spørgsmål om at kunne bestemme sit eget tempo, være grundig og tage sig den nødvendige tid - et loft for antal artikler om året kan være et tiltag imod dette,« siger Therese Malene Nielsen, der ph.d.-studerende på Syddansk Universitet, til Videnskab.dk.

Kræver en fast professorstilling

Adrian Barnetts beslutning om at praktisere slow science er dog ikke sød musik i alle kollegernes øre.

Et af kritikpunkterne ved slow science er ofte, at det kræver en høj og fast stilling på et universitet at kunne skrue hastigheden på udgivelserne ned.

Det er for de privilegerede.

»Slow science er en risikabel strategi, når agenturer stadig vurderer på baggrund af længden af et CV,« skriver en ph.d.-forsker på LinkedIn til artiklen.

Det kan der være en pointe i, mener Kristian Hvidtfelt Nielsen.

For færre udgivelser er ikke så eftertragtet, når man som ung forsker skal kæmpe sig til bevillinger og stillinger.

Derfor er det svært at tage del i slow science-tankegangen uden en fast forskerstilling. Og på den måde er det privilegeret bare at kunne skrue hastigheden ned som Adrian Barnett.

»Men det vel også de fastansattes ansvar at gå imod accelerationen og lave slow science,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Hvis der skal tages et opgør med presset i forskerverdenen, skal det komme fra de mennesker, der sidder i de gode, faste stillinger, mener han. Det er dem, der skal bane vejen for den gode forskning:

»Videnskab er altid som udgangspunkt slow. Det kræver en høj grad af grundighed, systematik og kritisk vurdering. Det tager tid, og det skal de etablerede i systemet tage ansvar for og holde fast ved.«

Forskning kan redde liv

En anden indvending fra det sociale medie og til Adrian Barnetts artikel er, at forskning konkret kan ændre noget i samfund. Hvis en forsker for eksempel venter med at udgive sin kræftforskning, kan det få konsekvenser for den patient, der mangler behandling.

»Jeg forestiller mig altid, hvad en patient med en uhelbredelig/svært helbredelig sygdom, eller endda min mor, ville sige, hvis de fik at vide, at vi bremser forskningen,« skriver en lektor i klinisk psykologi på LinkedIn.

Therese Malene Nielsen indrømmer, at hun ikke kender meget til kræftforskning. Men hun har svært helt at forstå kritikken. For slow science betyder ikke, at forskning skal holdes tilbage eller skal foregå langsommere, nødvendigvis.

»Det handler ikke om at være langsom for langsomhedens skyld,« siger hun og understreger, at slow science ifølge Stengers netop er en etisk forpligtelse over for befolkningen om at sikre ordentlige vilkår for forskningen.

Hvis der bliver udgivet en masse forskning, som ikke er særlig stærk, kommer det ikke patienten til gavn, uddyber hun. Forskningen skal tage den tid, den tager.

Kristian Hvidtfelt Nielsen kan godt forstå kritikken.

Ifølge ham så man under pandemien, hvordan visse forskningsresultater var utrolig vigtige at få delt hurtigt.

»Slow science fik et tilbagestød under covid-pandemien. Det her med at tage den mere med ro, var i modstrid med det samfundsbehov for acceleration, der var til visse forskningsfelter,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Omvendt er han også enig med Therese Malene Nielsen.

For under pandemien, så man også, at meget af den forskning, der blev hastet af sted og delt - uden fagfællebedømmelsen - aldrig endte med at blive godkendt og udgivet i et tidsskrift.

Bevægelse, tankegang eller oprør?

De to forskere er en smule uenige om, hvordan man skal se på slow science og den mulighed for at ændre forskernes spilleregler, som Adrian Barnett præsenterer.

Kristian Hvidtfelt Nielsen har svært ved at se det som en bevægelse med lange tråde i den internationale eller danske forskerverden.

»Min vurdering er, at det er for meget at kalde det en bevægelse. Det er ikke noget særligt organiseret. Men det bliver ved med at dukke op,« siger han og fortæller, at han dermed har svært ved at se, at slow science skal ændre kulturen på universiteterne.

Therese Malene Nielsen fortæller, at det er en bevægelse og et opgør, som spænder bredt.

Det er både inden for pædagogik, uddannelse, men også på universitets- og forskningsniveau, hvor der er rigeligt med litteratur, der problematiserer publikationspresset.

»Det er nogle helt grundlæggende gode medmenneskelige værdier, der er på spil her. Værdier, som de fleste kan spejle sig i, hvor der arbejdes imod det at have evigt travlt og konkurrere,« siger Therese Malene Nielsen.

Hun er dog for så vidt enig med Kristian Hvidtfelt Nielsen i, at specifikt slow science i forskningsmiljøer optræder mere sporadisk og ikke som en stor samlet bevægelse.

Omvendt peger Kristian Hvidtfelt Nielsen på en international organisation som COARA, der vil ændre måden forskere bedømmes på, som et eksempel en mere institutionel ændring i forskningskulturen, hvis værdier går meget i tråd med slow science.