I den forløbne uge har der været adskillige rapporteringer om affyring af tåregas til at opløse grupper af mennesker, der demonstrerede, efter George Floyd mistede livet under en anholdelse i Minnesota.
Men er det farligt at bruge kemikalier til at styre store grupper?
Jeg er toksikolog (læge, der beskæftiger sig med giftstoffer og deres virkninger på levende organismer, red.) og interesseret i kemikalier, som kan bruges som våben.
Jeg forsker også i udvikling af behandlingen for nogle af kemikalierne.
Hvad er tåregas?
'Tåregas' er en term, som bruges om en gruppe kemikalier, der kan benyttes som magtmiddel til at styre eller opløse menneskemængder.
Kemikalierne, der bliver brugt, irriterer slimhinderne og angriber øjne, næse, mund og svælg, så øjnene løber i vand (deraf navnet tåregas).
Øjnene svier, man hoster, får åndedrætsbesvær og hudirritationer. Effekterne af tåregas menes at være kortvarige.
Hvis kemikalierne bliver brugt i små mængder ved enkeltstående situationer og udendørs under åben himmel, er det meget usansynligt, at kemikalierne kan dræbe eller resultere i kroniske skader.
\ Læs mere
Dødbringende i større mængder
Men hvis større mængder af kemikalierne bliver brugt indendørs, kan de være dødbringende.
Kemikalierne er ikke gasser, men faste stoffer, som bliver hjulpet ud i luften som aerosoler (meget små partikler, red.) i en såkaldt pyroteknisk blanding, der spreder kemikalierne ved hjælp af en eksplosion eller i opløsninger, der bliver sprøjtet ud.
Tåregas bliver fremstillet af forskellige kemikalier. Den mest almindelige er 2-chlorobenzylidenemalononitrile eller CS, som er opkaldt efter Ben Corson og Roger Stoughton; to amerikanske kemikere, der udviklede det syntetisk fremstillede stof i 1928.
Tåregas, som siden er blevet brugt mange gange rundt omkring i verden, blev i 1959 det amerikanske militærs officielle kemikalie-valg til styring af protestaktioner.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hvordan virker tåregas?
Kemikalierne reagerer med sensoriske receptorer, der kan udløse smerter og ubehag på huden og i øjne og slimhinder.
Det sker næsten øjeblikkeligt, og irritationen varer som regel 30 minutter til et par timer.
Kan tåregas forårsage varige skader?
Hvis kemikalierne bliver brugt i små mængder og ved uregelmæssig eksponering, er det usandsynligt, at de gør kronisk skade. Kemikalierne er blevet brugt i militæret i flere år til træning i brug af gasmasker.
Der er noget human evidens for længerevarende effekter, hovedsaglig i forbindelse med eksponering for store mængder ved indendørs situationer og gennem længere perioder.
Der er imidlertid kun lidt data om specifikke sårbare populationer.
Er tåregas et kemisk våben?
Konventionen om kemiske våben (CWC) fra 1993 forbyder brug af kemiske eller biologiske våben såsom gift- og tåregas i en væbnet konflikt.
Alligevel er det i en række lande, eksempelvis USA, tilladt at bruge tåregas mod civilbefolkningen i forbindelse med uro og protestaktioner samt som magtmiddel til at styre eller opløse menneskemængder.
Øger tåregas risikoen for COVID-19?
Da tåregas forårsager akut lungeirritation, og fordi COVID-19 hovedsaglig er en åndedrætssygdom, har man så større risiko for at få COVID-19, hvis man bliver udsat for tåregas?
Coronavirussen, der er ansvarlig for den nuværende pandemi, er ny og uden fortilfælde, der kan fortælle os noget om, hvorvidt eksponering for tåregas kan øge modtageligheden over COVID-19.
Hvis eksponeringen for tåregas er kortvarig, og personen ellers er rask, og den resulterende irritation hurtig går i sig selv, er modtageligheden for coronavirus formentlig ikke større, baseret på den lange historiske brug af tåregas, der har forårsaget forholdsvis få langvarige effekter.
Men - som sagt - vi har hverken en historie eller fortilfælde, der kan afgøre det med sikkerhed.
Janice Chambers modtager støtte fra National Institutes of Health og CounterACT research program. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
