Portugal fik succes med afkriminalisering af stoffer. Men nu slår sejren sprækker

Engang var den portugisiske by Lissabon kendt som Europas heroinhovedstad.

I dag fremhæves landet som en rollemodel, som gjorde det umulige og fik bugt med det udbredte stofmisbrug i landet.

Det er derfor netop det sydeuropæiske lands narkopolitik, der bliver henvist til i en nylig kronik i Berlingske, hvor et flertal i Københavns Borgerrepræsentation advokerer for at tage »de første skridt mod at afkriminalisere narkotika« i kommunen.

For siden man i 2001 indførte en reform, hvor man afkriminaliserede hårde stoffer til eget forbrug, har Portugals tilgang fungeret som inspiration for andre lande.

Mens den portugisiske strategi i mange år er blevet kaldt for en dundrende succes, har der de seneste år været rejst kritik, hvor visse stemmer kalder på en gentænkning af afkriminaliseringen ifølge The Washington Post.

Så er Portugals tilgang stadig et lysende eksempel 23 år efter?

En massiv national forandring

Ser man umiddelbart på tallene, taler de i Portugals favør:

Inden reformen blev indført, var der i 1999 369 dødsfald som følge af stofbrug. I 2003 var det tal mere end halveret og nede på 152.

De efterfølgende år steg tallene, men i 2020 var der 63 dødsfald som følge af stofbrug, hvilket er under EU-gennemsnittet — i Danmark var der eksempelvis 280 dødsfald i 2022.

Tallene fra Portugal svarer til 9 overdosisdødsfald per 1.000.000 indbyggere. Sammenlignet var der 44 dødsfald per million i Danmark og 73 per million i Sverige.

Det forklarer antropolog Miguel Moniz til Videnskab.dk.

»For 25 år siden lå Portugal helt øverst, når man ser på antallet af overdosisdødsfald i EU. I dag er landet i bunden af statistikkerne,« siger Miguel Moniz, der er postdoc ved Universidade de Lisboa og har forsket i Portugals narkotikalovgivning.

Med indførslen af afkriminaliseringen bliver stofbrugere ikke længere straffet for at have små mængder stoffer på sig til eget forbrug, hvilket du kan læse mere om i denne artikel.

Men det er ikke afkriminaliseringen, der i sig selv har skabt succesen. Det er en misforståelse, anfører Miguel Moniz:

»Man afkriminaliserede ikke kun stoffer. Man forandrede samfundets respons på stofbrug fra at være en kriminel straffesag til at gøre det til et spørgsmål om folkesundhed.«

.

Derudover havde man inden 2001 skabt et »robust sundhedsøkosystem«, så man var forberedt, når loven trådte i kraft, forklarer Miguel Moniz.

»Man koordinerede en massiv national forandring og tilgang til narkotikapolitikken, såsom uddannelse af politiet og ressourcer til behandling af stofmisbrug. Det er derfor, Portugal har haft de her succesrater,« siger han.

Indsatsens skyggeside

Men trods tallene er kritikken begyndt at pible frem i de seneste år.

I The Washington Post beskrives det, hvordan stofferne er blevet mere synlige i gaden. Sprøjter og affald fra stofbrug, skriver de, ligger og flyder ude foran en folkeskole — det værste, man har set i årtier, ifølge portugisisk politi.

Ligeledes har nyere studier også sat fokus på udfordringerne ved landets narkotikapolitik.

Derudover har reformen ført til en »normalisering af farligt stofbrug« blandt unge mennesker, mener Portos borgmester Rui Moreira. Han har også advokeret for en rekriminalisering af stoffer i visse områder, hvilket imidlertid har affødt et åbent brev fra eksperter og civilsamfundet, som fordømmer forslaget.

Esben Houborg er lektor ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet og har i mange år fulgt med i Portugals narkotikapolitik.

Han vurderer, at kritikken af narkotikapolitikken grundlæggende baserer sig på to ting:

1. Portugal har sparet på indsatser for ‘skadesreduktion’ (at mindske de negative virkninger af stofmisbrug, red.) og behandling — særligt efter finanskrisen.
2. Man havde ikke fulgt op med at lave mere avancerede ‘skadereducerende’ tilbud som stofindtagelsesrum og heroinbehandling.

Kan man så stadig kalde den portugisiske model for en succes?

»Jeg tror godt, man kan sige, at succesen er blevet modificeret med årene, i og med at man ikke har de ressourcer til social- og sundhedstilbud, som man havde før. Men der er jo alligevel nogle, der kommer i behandling, og der er jo alligevel nogle, der modtager noget hjælp,« svarer Esben Houborg.

Derfor er det primære problem ikke selve narkopolitikken, men snarere underfinansieringen af den.

»Det er ikke sådan, at det system, man etablerede, er holdt op med at fungere. Det fungerer bare ikke så godt, som det oprindeligt gjorde,« siger Esben Houborg.

Ofre for deres egen succes

En af årsagerne bag den haltende narkotikapolitik var, at politikerne i årene efter afkriminaliseringen mente, at man med tiltaget nu havde løst problemet med stofmisbrug, anfører antropolog Miguel Moniz.

Derfor mente man, at det ikke var nødvendigt at bruge lige så mange penge på behandlingsprogrammer.

Nedskæringer i 2012 betød også, at meget af arbejdet på gaden blev flyttet fra statslige organisationer til NGO’er, som ikke havde tilstrækkelige ressourcer.

»På nogle måder var Portugal et offer for sin egen succes. Da politikerne følte, at det værste af overdosisproblemet var løst, ændrede finansieringsprioriteterne sig,« siger han.

Derfor har det nationale stofmisbrugsagentur (ICAD) samarbejdet med politikerne om at få genindført nogle af de tidligere behandlingsprogrammer samt genoprettet noget af budgettet, forklarer han. I juli allokerede Portugal eksempelvis 640.000 euro til sikker stofindtagelse.

For succesen kræver ifølge Miguel Moniz en robust statsstøtte.

»Selvom folk stadig dør af overdoser, er der langt færre i dag, for målet med landets tilgang er at finde måder at reducere skaderne på. Det er at hjælpe folk med at finde information og give dem mulighederne for at holde op med at tage stoffer, hvis de ønsker det,« lyder det fra forskeren.

Et fejlslagent forsøg

Ellers kan der ske det, som for nylig skete i Oregon i USA.

Som den første stat i landet igangsatte man et forsøg direkte inspireret af Portugals politik, hvor man afkriminaliserede besiddelse af mindre mængder af hårde stoffer såsom fentanyl, heroin og metamfetamin.

Men blot fire år senere måtte man rulle afkriminaliseringen tilbage, da folk tog stoffer på åben gade, og antallet af overdosisdødsfald steg.

Stofbrugere fra andre delstater havde søgt mod Oregon, hvilket øgede populationen af stofbrugere. Samtidig blev problemet også forstærket af coronakrisen, og af at stoffet fentanyl havde spredt sig til USA’s vestkyst.

Men det grundlæggende problem i Oregon var ifølge Miguel Moniz, at man »spændte vognen foran hesten«.

For modsat Portugal havde man i praksis ikke et systematisk og koordineret svar på problemet, som var på plads, før de implementerede politikken.

De organisationer, der skulle hjælpe med stofmisbrugsbehandling, havde svært ved at finde arbejdskraft. Derudover var der en aktør, som spiller en væsentlig rolle i den portugisiske model, som ikke var helt med på vognen i Oregon:

»Når man gennemfører en afkriminalisering, er det utroligt vigtigt, at man har et godt samarbejde med politiet. Og det tyder på, at politiet ikke har været specielt villige til at implementere det i Oregons tilfælde,« konstaterer Esben Houborg.

Den danske implementering

Det leder os videre til den omtalte forsøgsordning. Sidste år stemte et flertal i Københavns Borgerrepræsentation for, at kommunen skal være forsøgsby for afkriminalisering af narkotika.

I kronikken beskrives det, at stærkt afhængige voksne stofbrugere ikke skal straffes for at have stoffer på sig til eget forbrug, uanset hvor de befinder sig.

Miguel Moniz understreger, at han ikke vil kommentere på, hvorvidt Danmark bør indføre en afkriminalisering af narkotika eller ej. Men hvis Københavns Kommune vil indføre det, bør man undgå at tænke, at afkriminalisering alene er nøglen til at løse problemet.

»Man skal behandle afkriminalisering som en lille del af en bredere systematisk forandring mod at vende afhængighed til et sundhedsproblem og ikke et kriminelt anliggende,« siger Miguel Moniz.

Det kan også være at hjælpe stofbrugerne med at finde et job eller en bolig, som ofte kan være problemet for den socialt udsatte gruppe, uddyber han.

Ligeledes understreger lektor Esben Houborg, at afkriminalisering kan have positive effekter, men det skal være forbundet med andre politiske tiltag, hvis »man vil høste frugterne« af en potentiel afkriminalisering.

Københavns Borgerrepræsentation foreslår også, at unge, der bliver taget i at være i besiddelse af stoffer til eget forbrug, får et påbud om at tale med en rusmiddelrådgiver frem for en bødestraf.

Det er et skridt i den rigtige retning, særligt fordi det henvender sig til unge, mener Esben Houborg:

»Meget af snakken i dag går på dem, der allerede er socialt udsatte, men nogle af de her unge bliver måske også socialt udsatte på et tidspunkt. Hvis man kunne bruge sådan en politik til at give dem ordentlig hjælp, kunne det være rigtig godt.«