På Københavns Universitet står utrolig samling oldtidsmanuskripter og samler støv: »En yngleplads for mug«

Kenneth Zysk havde en plan med sin enorme samling af indiske manuskripter, som han havde hjemme i kælderen i Gentofte.

Amerikaneren havde siden 1997 været ansat som lektor og siden professor i indologi på Københavns Universitet. Men det engang så respekterede fag var i slutningen af hans karriere under afvikling. Og i 2016 besluttede Københavns Universitet sig for at lukke faget. Men Kenneth Zysk havde sit es i ærmet. Måske kunne manuskriptsamlingen redde faget.

»Idéen var at vise, at faget stadig var i live på Københavns Universitet.«

Så i 2020 donerede han samlingen til Københavns Universitet i en aftale, hvor manuskripterne skulle opbevares sikkert og under opsyn og udvikling af en ansat forsker.

Samlingen var med sine omkring 3.000 manuskripter en af de største uden for Indien og indeholdt tekster inden for filosofi, religion, poesi og matematik. På den måde kunne Københavns Universitet stadig være vigtig for den internationale forskning i indologi.

Men trods aftalen står samlingen af manuskripter i dag uden den beskyttelse og opmærksomhed, som Zysk blev stillet i udsigt, da han donerede den. Han er i fortsat dialog med universitetet, hvor de prøver at finde en løsning. Kristian Boye Petersen, der er fakultetsdirektør på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, fortæller, at man gør sit bedste »med de ressourcer, der kan allokeres«.

»Men en fuldrensning og digitalisering af manuskriptsamlingen løber op i seks millioner kroner. Midler i den størrelsesorden har TORS (Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, red.) ikke i sit budget.«

Der skal dog snart ske noget, hvis manuskriptet og den danske tradition i indologi, der kan spores tilbage til den berømte kartograf Carsten Niebuhr i 1700-tallet, skal overleve, siger Kenneth Zysk. Og det er Jacob Schmidt-Madsen, der er tidligere postdoc på universitetet og en af Kenneth Zysks sidste studerende, enig i.

»Hvis der ikke bliver gjort noget, ender samlingen med at stå på et lager, og der vil ikke være nogen på Københavns Universitet, der har kompetencer til at arbejde med dem.«

En antikvar i Varanasi

Kenneth Zysk kom på sporet af manuskriptsamlingen i 1997. Han var netop begyndt på et toårigt forskningsophold i Indien, da han blev kontaktet af »en ven af en ven«. En antikvar fra den hellige by Varanasi i det nordlige Indien, som floden Ganges løber igennem, spurgte, om Zysk kunne være interesseret i samlingen.

Kenneth Zysk rejste til byen sammen med sin ven, der var mellemleddet til boghandleren. Da de nåede frem til den lille antikvitetsboghandler, viste boghandleren dem ind bagerst i lokalet, hvor der stod stablet en bunke papkasser.

De to akademikere begyndte at kigge i materialet.

»Det her er godt materiale,« sagde vennen.

»Ja, det ser sådan ud,« svarede Kenneth Zysk.

Det, der var særligt godt ved manuskripterne, var, at der var indsamlet udførlig viden om manuskripternes ophav. Det, som man kalder proveniens, der gør, at man ikke kun kan læse teksterne isoleret set, men kan sætte dem ind i en bredere historisk kontekst.

Fra det hellige Indien til en kælder i Gentofte

Efter at Kenneth Zysk havde vundet boghandlerens tillid, som er en forudsætning for at indgå sådan en handel i Indien, købte han manuskripterne. Kort efter blev Kenneth Zysk tilbudt et lektorat på Københavns Universitet, og han tog manuskripterne med sig til Danmark.

»Jeg ville gøre dem til fokusset i mit eget studie, og så ville jeg tage dem med ind i klasseværelset og lære de studerende, hvordan man læser manuskripterne.«

I Danmark opbevarede han samlingen i kælderen i den villalejlighed i Gentofte, han boede i sammen med sin kone. Så da Kenneth Zysk gik på pension, donerede han manuskripterne til Københavns Universitet.

Samlingen skulle opbevares ordentligt på Københavns Universitet, og der skulle ansættes en til at forske og udbrede samlingen og gøre den tilgængelig for andre forskere. På den måde kunne indologi-traditionen leve videre på Københavns Universitet, trods lukningen af faget.

Og Kenneth Zysk havde en helt bestemt i tankerne, nemlig Jacob Schmidt-Madsen, en af hans tidligere elever, der var ansat som postdoc. Jacob Schmidt-Madsen begyndte at udfærdige en oversigtsliste over samlingen. Men da hans postdoc var ovre, blev hans ansættelse ikke forlænget, og han måtte derfor søge til Max Planck Instituttet for Videnskabshistorie i Berlin, uden at kunne gøre arbejdet færdigt.

Uudforsket skatkammer i forfald

Det er så her, vi er i dag. I lokalet på fjerde sal på instituttet på Søndre Campus på Amager. Manuskripterne er pakket i kasser i tre skabe, der er brandsikrede. Men det er ikke alene nok beskyttelse. Flere af manuskripterne er nemlig inficerede af svampe, der risikerer at brede sig til andre manuskripter, hvis ikke de bliver renset af professionelle.

»Det er en yngleplads for mug, som smitter mellem manuskripterne,« siger Jacob Schmidt-Madsen.

»Bare det, at vi sidder her med manuskripterne i et rum uden klimaanlæg, er absurd.«

Han kalder samlingen for et »skatkammer« af tekster, men som lige nu ikke er til nogen gavn. Men hvad er deres gavn, og hvad kan de bruges til? Kort sagt, hvad er deres relevans?

»Det er det spørgsmål, vi altid bliver spurgt om. Hvad er relevansen? Jeg vil ikke sige, at det er et dumt spørgsmål. Men det er det,« siger han.

»Det er som at spørge, hvorfor vores historie er vigtig, eller hvorfor er viden vigtigt? Hvorfor behøver vi overhovedet at vide noget som helst?«

Men særligt Indien har en enorm betydning for verden i dag, pointerer han. I modsætning til alle andre politiske systemer i den del af verden er Indien det eneste politiske system, der har en direkte forbindelse med deres antikke kultur.

Den samme kontinuitet er der ikke fra den kinesiske, egyptiske og mesopotamiske oldtid. Derfor er den indiske oldtid nødvendig for at forstå en af verdens største statsmagter i dag.

»Et andet argument, vi ofte møder, er, at teksterne allerede er blevet studeret til døde. Det er bare ikke sandt. I vores samling har vi unikke tekster, som aldrig er blevet læst eller studeret før.«

Et eksempel på samlingens unikke indhold er et kort, der ligger foldet ud på bordet i lokalet. Det er et mystisk diagram fra oldtidens Indien, som nutidens brætspil ’Slanger og Stiger’ stammer fra. Det her er det eneste eksemplar, der er tilbage.

I samlingen er der også en tekst om yoga, som Jacob Schmidt-Madsen orienterede en af de førerende forskere på området om, som ikke anede, at en sådan tekst eksisterede. Nu er teksten en del af et forskningsprojekt, der har modtaget en af de største forskningsbevillinger i Europa.

»Hver gang vi inviterer forskere til at se på vores tekster, er de interesserede,« siger Jacob Schmidt-Madsen.

»Vi finder hele tiden nye tekster, som ikke er blevet læst eller studeret før. Så idéen, om at alt allerede er blev læst, er ikke sand.«

Derfor frustrerer det også forskerne, at teksterne ikke er beskyttet bedre. Hver gang de åbner æskerne, falder der stykker af teksterne.

Hvad nu?

Kenneth Zysk og Jacob Schmidt-Madsen arbejder sammen med Københavns Universitet om at få et samarbejde stablet på benene med Det Kongelige Bibliotek. Midlerne og kompetencer findes simpelthen ikke på Københavns Universitet længere, fortæller Kristian Boye Petersen.

Men kaster det ikke et dårligt lys over Københavns Universitet, at man sidder inde med en sådan samling uden at drage nytte af den?

»Det er så det, der bliver arbejdet på. Men det er også en samlet vurdering af, hvad universitetet skal bruge sine ressourcer på,« siger Kristian Boye Petersen.

Men Kristian Boye Petersen mener, der er udfordringer. Indiens oldtid nyder ikke den samme prestige og »fondsvillighed« som for eksempel Grækenland, Mesopotamien og Island. Derfor frygter Kenneth Zysk også, at hans mission om at redde dansk indologi slår fejl.

Og når han først er væk, er der ikke længere nogen på Københavns Universitet til at føre traditionen videre.

»Når først et fag lukker, er det næsten umuligt at starte op igen. Derfor er det nødvendigt, at vi ikke smider den stolte tradition væk.«