Diskussionen opstår med jævne mellemrum: Kan man adskille sport fra politik?
Det spørgsmål kommer et nyt studie af tennisverdenen med en klar konklusion på:
»Det er umuligt for tennis ligesom alle andre sportsgrene at være apolitisk,« siger hovedforfatteren Kristin Anabel Eggeling til Videnskab.dk. Hun er adjunkt ved Københavns Universitet og gæsteforsker på DIIS.
»Alle de store politiske spørgsmål dukker også op i tennisverdenen. Om det så er racisme, homofobi, klimaforandringer eller klassespørgsmålet,« siger hun.
Jörg Krieger, der er lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, hvor han laver humanistisk forskning om sport, har ikke været med til at lave studiet. Han kalder det »et rigtig godt studie«, der er spændende, fordi det kommer fra en forsker uden for det traditionelle studie af sportsverdenen.
»Sport og politik kan ikke adskilles. Det gør det her studie også klart,« siger Jörg Krieger, som dog også forholder sig kritisk til forskningen.
»Men hvordan tennis adskiller sig fra andre sportsgrene, det synes jeg ikke står klart ved studiet.«
Hvorfor lige undersøge tennis?
Kristin Anabel Eggeling, der normalt forsker i diplomati og international politik, fik først ideen til studiet, da hun under coronanedlukningerne sad derhjemme på sofaen og så tennis i fjernsynet.
Foran de tomme stadioner fortsatte tennisverden for fuldt tryk. Her kunne Kristin Anabel Eggeling se japanske Naomi Osaka vinde US Open i 2020. Igennem hele turneringen havde hun båret mundbind med navnene på sorte amerikanere, der var blevet dræbt af politifolk i USA.
»’Hold da op’ tænkte jeg. Det var en meget direkte måde, hun brugte mundbindet på som en form for protest,« siger Kristin Anabel Eggeling.
Med ét så Kristin Anabel Eggeling politik overalt, når hun fulgte med i tennisverdenen. Hun så, hvordan ukrainske tennisspillere nægtede at give hånd til deres russiske kolleger, og hvordan serbiske Novak Djokovic under French Open i 2023 skrev på telelinsen, at Kosovo lå i hjertet af Serbien.
Et udsagn, der pustede til spændingerne mellem Serbien og Kosovo, som har eksisteret, siden Kosovo i 2008 løsrev sig fra Serbien, uden at det er blevet anerkendt af sidstnævnte.
Det førte til, at den franske sportsminister kritiserede Djokovic og brugte hændelsen som en anledning til at sige, at der blev nødt til at være et »princip om neutralitet på banen«.
»Det var så åbenlyst, at der er så mange forbindelser mellem tennisverdenen og den politiske verden. Men der findes næsten ikke noget politisk litteratur om tennis,« siger Kristin Anabel Eggeling.
Tennisverden er et kredsløb
Så Kristin Anabel Eggeling begyndte at studere, hvordan tennisverdenen blev omtalt i de internationale medier.
Til at analysere medierne brugte hun de gængse teorier fra international politik, som man typisk anvender på mere traditionelle politiske kilder som for eksempel politiske taler og udtalelser.
»Her kunne jeg se, hvordan den internationale tennisverden udgjorde et kredsløb med de store tennisturneringer og tennisstjerner, ligesom den økonomiske verden eller kunstverdenen også har deres faste aktører.«
Og i dette kredsløb, hvor alle tennisstjernerne og deres entourage flyver verden rundt hver uge for at spille en ny turnering med medierne i hælene, berører det uundgåeligt politik. Som da kvinderne skulle spille i Saudi Arabien, og spørgsmålet om kvinders rettigheder blev det store samtaleemne.
Men du er ikke den første til at sige, at sport og politik ikke kan adskilles. Hvordan adskiller tennis sig fra andre sportsgrene?
»Tennis er en af de mest internationale sportsgrene, vi har. I tennis-touren spiller de hver uge i et nyt land. Hvis man sammenligner det med fodbold, så spiller de primært i nationale ligaer, selvom der også er Champions League. Men tennis er international hele tiden,« siger Kristin Anabel Eggeling.
Derudover pointerer hun, at tennisspillerne er individuelle atleter, der ikke repræsenterer en klub, men kun dem selv og dermed også det land, de kommer fra.
»De er jo ikke nationale atleter, men de ser på mange måder sig selv som at være det. Djokovic er et tydeligt eksempel på det,« tilføjer Jörg Krieger og fortsætter:
»De er superstjerner, der får meget opmærksomhed og har kæmpe følgerskarer, hvilket gør, at deres udtalelser har meget magt.«
\ Læs også
Altid nogen, der bestemmer, hvad der er i orden
Ligesom så mange andre sportsgrene udtrykker tennisverden også et mål om at være apolitisk. Men det er praktisk taget umuligt, mener Kristin Anabel Eggeling.
For mens Djokovic blev revset for at udtrykke sig om forholdet mellem Kosovo og Serbien, fik Naomi Osaka uhindret lov til at vise sin støtte til Black Lives Matter-bevægelsen, og ukrainere fik lov til ikke at give hånd til russere.
»Det betyder jo, at der er visse værdier, man godt må udtrykke, og andre, som man ikke må. På den måde skelner lederne af tennisturneringerne mellem, hvad der er god og dårlig politik,« siger Kristin Anabel Eggeling.
»Mange sportsgrene siger, at de ikke er politiske. Men det er ikke muligt at være, hvis man tillader nogle udtalelser og ikke tillader andre.«
Og det bør man som borger og tilskuer være bevidst om, når man ser tennis, lyder det fra adjunkten fra Københavns Universitet. Hvilken politik er det, der bliver udpeget og udskældt, og hvad bliver stiltiende accepteret som normalt og uproblematisk?
»Der ligger en enorm magt i at sige, hvad der er normalt, og hvad der ikke er.«
Det er Jörg Krieger enig i.
»Man skal være opmærksom på, hvad det er, man følger. Det, vi bliver eksponeret for, er ikke kun sport, men også politik.«
