Kileskrifter om hekseritualer samlede støv, indtil Troels fik fingrene i dem

Flammerne i bålet var blå.

For helbrederen havde smidt svovl på bålet, og lugten må have bredt sig på taget af paladset i den syriske handelsby Hama.

»Du har lavet en figur af mig og overdraget den til en død mand,« sagde helbrederen på vegne af regenten.

Det var en direkte tale til heksen, som havde kastet forbandelser over regenten.

»Du har trolovet figurer af mig til en død mand. Du har lagt figurer af mig i skødet på en død mand.«

Den slags forbandelser var farlige, mente man. De bandt folk tættere til underverden og dermed døden. En form for voodoo-magi, som dem, der var ofre for den, svarede tilbage på med samme medicin.

Helbrederen og hans hjælpere kastede nemlig voksfigurer af heksene og troldkarlene på bålet som en modforbandelse. Og så bad de til nattens guder, stjernerne, om at beskytte deres leder.

Ritualet, der hed Maqlû, stødte Troels Pank Arbøll, adjunkt i assyriologi ved Københavns Universitet, på, da han arbejdede med en samling kileskrifter fra byen, der også bliver omtalt i Det Gamle Testamente.

Kileskrifter er babyloniske oldtidsskrifter fra perioden omkring 3200 f.v.t. til omkring 80 e.v.t., hvis tegn ligner kileformede streger, deraf navnet.

Kileskrifterne, som man fandt på byhøjen i Hama, var blevet udgravet af et dansk forskerhold i årene 1931 til 1938. Men efter at kileskrifterne dengang blev sendt med skib til Nationalmuseet i København, var der ingen, der havde taget dem frem igen.

Ikke før Troels Pank Arbøll i 2019 gjorde det til sit projekt at få oversat kilderne og udgivet dem.

En møjsommelig proces, som blev afsluttet i 2023, hvor bogen med oversættelsen af kileskrifterne blev udgivet.

Et vigtigt stykke arbejde, fortæller hans svenske kollega Olof Pedersén, der er professor emeritus i assyriologi ved Uppsala Universitet i Sverige.

»Bogen kan give nutiden et historisk kildemateriale om et område af Syrien, hvor der i mange tilfælde ikke er andre historiske kilder, fordi kilderne på papyrus ikke er bevaret,« skriver han i en e-mail til Videnskab.dk.

Kileskrifter, der samlede støv

Byen Hama var et vigtigt knudepunkt i oldtidens Syrien med dets placering ved Orontesfloden, som udgjorde en handelsrute. I byen mødtes mange kulturer, og man har eksempelvis fundet hieroglyffer fra Tyrkiet og skrifter på armensk.

»Det vil sige, der var en masse skriftsystemer, som blev brugt overlappende og på samme tid i det her samfund,« siger Troels Pank Arbøll.

Men i 720 f.v.t. blev byen ødelagt af den nyassyriske kong Sargon, der under hans etablering af historiens første verdensimperium fik nok af urolighederne i området.

Det kunne have været enden på historien om Hama, hvis ikke det var, fordi byen blev nævnt i Det Gamle Testamente.

For det skulle mere end to årtusinder senere gøre den unge danske arkæolog Harald Ingholt interesseret i byen. Og i 1931 fik han støtte fra Carlsbergfondet til at foretage udgravninger i byen.

Det blev til en syv år lang udgravning, som var en af de første i Syrien. Det gav en helt ny viden om egnen, da man hidtil havde baseret det meste viden om området på græske tekster.

Hiver mennesker op af historiens dyb

De uudforskede kileskrifter var en oldtidsskat, tænkte Troels Pank Arbøll, da han i 2019 fik lov til at rode i kasserne, hvor kileskrifter lå omsluttet af blødt syrefrit papir.

For en ung assyriolog som ham ville det være et svendestykke at få lov at oversætte dem.

»Det er grundforudsætningen for vores fag at gøre de svært tilgængelige kilder tilgængelige,« siger Troels Pank Arbøll.

Så med en bevilling i ryggen gik han i gang med det møjsommelige arbejde på Nationalmuseets arkiv. Skridt for skridt:

Først skulle han i hånden foretage aftegninger af kileskrifterne på lertavlerne, der er på størrelse med gamle Nokia-mobiltelefoner.

Dernæst fulgte en analyse af, hvordan hvert tegn skal læses.

For til sidst at skabe en oversættelse til et moderne sprog. I dette tilfælde engelsk.

»Jeg tror, der er rigtig mange, der tænker, at det er enormt tørt. Men jeg synes, det er fantastisk,« siger Troels Pank Arbøll og kommer med et af sine lange, rullende grin.

»Det her kildemateriale er ikke blevet læst, siden den person, der skrev det, eller den person, der modtog det, læste det for 3.000 år siden. Det er dybt fascinerende at have den kontakt med oldtiden.«

Som da han afkodede anti-hekseritualerne på regentens palads eller de ørelidelser, der bliver beskrevet, hvor pus løb ud af ørene på folk. Her var helbrederens råd at bede til guderne og stoppe ørene med uld dyppet i olie.

Troels Pank Arbøll sammenligner det med at kaste fiskestangen ned i historien og hive mennesker op til overfladen igen.

»Det er det mest fascinerende: at lade de her folk og deres forståelse af verden komme til live igen.«

Forskning til gavn for de næste 100 år?

Men hvad kan vi bruge kilderne til? Hvilken værdi har det, at kasserne med kileskrifterne ikke samler støv på Nationalmuseet?

For Troels Pank Arbøll handler det om at flytte hegnspælene for, hvad vi ved om vores fortid. Kaste lys over alt det, der kan kastes lys over.

Det var derfor, han fattede kærlighed til assyriologi som ung studerende. Fordi der er så meget af oldtidens Irak og Syrien, man endnu ikke har opdaget.

»Der er så mange uopdagede tekster, som giver helt nye perspektiver på samfundene dengang og de folk, der levede der.«

En vild tanke når man tænker på, at faget assyriologi dækker over 3.000 ud af de cirka 5.000 år, hvor vi mennesker har efterladt os historiske kilder.

Så går det jo ikke, at kilderne bare ligger og samler støv.