Tobias forsøger at løse gåden om oldtidens sproglige problembarn: »Det lyder ret syret«

Tobias Søborg har aldrig bandet og svovlet så meget, som siden han begyndte sit forskningsprojekt om det mystiske sprog lydisk.

Et sprog fra kongeriget Lydien, der havde stor indflydelse på den antikke græske verden. Men også et sprog, man ved meget, meget lidt om.

For med et forsvindende lille kildemateriale med et nærmest uforståeligt sprog, har lydisk fået sig et ry som et af lingvistikkens helt store problembørn.

For at prøve at forstå lydisk er som at gå rundt i en labyrint.

»Der er så mange gange, hvor man prøver at gå ind et sted, og så er der bare en mur, som man ikke kan komme igennem. Det kan være ekstremt frustrerende.«

Og labyrint er et passende ord at bruge. Det stammer nemlig fra lydisk. Måske. For som alt andet, der har med lydisk at gøre, så ved vi det ikke. Endnu.

Det er det, der også fascinerer Tobias Søborg ved sproget. At der faktisk er mulighed for at finde noget helt nyt. For mens mange af de andre sprog fra jernalderens Tyrkiet blev opklaret for 100 år siden, er lydisk stadig en gåde.

En gåde som Carlsbergfondet har givet ham en sæk penge til at opklare på det hollandske universitet i Leiden, hvor Tobias Søborg er gæsteforsker.

For lydisk kan vise sig at blive en vigtig del af forståelsen af den indoeuropæiske sprogstamme, som også omfatter blandt andet dansk, russisk og hindi. Sagt med andre ord: Et enormt puslespil, der tilsammen fortæller en historie om vores forhistorie.

»Der er lydisk jo bare en lille brik. Men en brik, som er rimelig essentiel,« siger Tobias Søborg.

Og der er en del brikker, der stadig mangler i den lydiske puslespil. Tobias Søborg mener, at man lige nu kender bare under en fjerdedel af de ord, man har overblik over.

Og det samlede overblik stammer kun for et meget lille kildemateriale. Altså er der lang vej endnu.

Forsvindende lille kildemateriale

Det lydiske sprog blev talt i Lydien, der ligger i det, der i dag er Tyrkiet.

Et kongedømme, der var indflydelsesrigt i det antikke Grækenland, og som under sin storhedstid regerede over halvdelen af det i dag tyrkiske territorium.

Kongedømmet bliver blandt andet beskrevet af den første græske historieskriver Herodot, som bliver kaldt historiens fader (men også løgnens fader på grund af de kildekritiske friheder han tog sig).

Herodot fortæller blandt andet, at det var i Lydien, at man opfandt mønter som en statsstyret valuta, og kongedømmet var berømt for dets rigdom.

Men selvom sproget i hvert fald er blevet talt i mere end fem århundreder, er der i dag kun omkring 120 kilder tilbage. Det er nemlig kun kilder, der er skrevet på sten eller mønter, som har overlevet til i dag, mens eventuelle kilder på papyrus, træ eller voks for længst er gået bort. Og som om det ikke var slemt nok, så er det kun en lille del af de 120 kilder, der kan bruges.

»Det allerførste kildemateriale er noget graffiti, som bare består af tre bogstaver, som ikke danner et ord. Det kan man ikke bruge til noget,« siger Tobias Søborg.

Derfor er det i virkeligheden kun omkring 30 kilder, man kan bruge. De fleste af dem er gravsten. En lille håndfuld er dekreter hugget i sten.

»Det lyder ret syret«

Med det meget begrænsede kildemateriale prøver Tobias Søborg at afkode sproget ved at forsøge at tyde alle de ord, som sprogforskere endnu ikke har forstået. Det gør han ved at sammenligne ordene med sprog, der er beslægtede med lydisk.

Det kunne være luvisk, lykisk og karisk, som man sammen kalder lyvisk. Det er en gruppe sprog, som har deres egne sproglige innovationer, som har gjort dem til en selvstændig afstikker fra den større anatolske gren, som igen er en gren af indoeuropæisk.

Og det er altså det her arbejde, som Tobias Søborg beskriver som at gå ind i blindgyde efter blindgyde. Et nidkært arbejde, som kræver systematik, kreativitet og en god portion tålmodighed.

Men hvor andre drømmer sig langt, langt væk, når arbejdet driller, så er Tobias Søborgs græsgange ikke så fjerne.

»Så kigger jeg over på nogle af de andre sprog, hvor det er meget nemmere at komme frem til ting,« siger Tobias Søborg.

Men det er også det fede ved lydisk; hans lille problembarn, som kun en håndfuld mennesker i verden - som han alle er på fornavn med - beskæftiger sig med.

»Da der ikke rigtig er blevet fundet ud af noget endnu, er det et sted, hvor man kan finde ud af noget helt nyt.«

Det er Birgit Anette Rasmussen, sprogforsker og professor ved Københavns Universitet, enig i.

Hun kalder lydisk for »det pokkers lydisk«, fordi det ikke vil lade sig placere. Hvor andre anatolske sprog som hittitisk, der blev placeret i 1917, længe har været sat ind i det større system, er lydisk stadig en gåde i dag.

At prøve at forstå lydisk er som at komme til et fremmed land, siger hun. Et land, hvor der næsten intet er skrevet ned, og hvor der ikke er nogen tilbage til at spørge om hjælp.

»Det lyder ret syret. Men det er det faktisk også,« siger Birgit Anette Rasmussen.

Et problembarn har også værdi

Og hvorfor så overhovedet gøre det? Hvorfor giver det mening at prøve at forstå et dødt sprog, som ikke vil forstås?

For Tobias Søborg personligt er det et spørgsmål om systematik – ifølge ham skal man have et særlig behov for at sætte ting i system, for at arbejde med det han gør.

Her er lydisk brikken i puslespillet, som de ikke kan få til at passe. Brikken, der driver folk til vanvid, og som de fleste nok ville kyle ad hekkenfeldt til.

Men som Tobias Søborg i stedet tålmodigt vender og drejer hver dag på sit kontor i den hollandske universitetsby Leiden.

Hvor vigtig den lydiske brik så egentlig er i den indoeuropæiske sprogstamme og vores allertidligste fælles historie, det vil tiden vise. Måske afslører den noget helt nyt. Måske ikke. Derfor kræver det også et særligt temperament, mener Tobias Søborg.

»For at gøre det her skal man synes, at det har en værdi i sig selv at prøve at finde ud af noget nyt om menneskets fortid.«

Selv hvis det kun handler om et irriterende, lille problembarn.