Straffefanger i oprør: Arkæologer dykker ned i et af danmarkshistoriens mest dramatiske mytterier

Det er daggry 20. januar 1683.

Skibet Havmanden befinder sig i udkanten af Den Engelske Kanal mellem England og Flanderns kyst, og danmarkshistoriens nok mest spektakulære mytteri er ved at tage sin begyndelse.

Utilfredsheden har længe ulmet ombord på skibet, som er på vej til den danske koloni Skt. Thomas i Caribien. En af de mange vrede mænd ombord er straffefangen Jochum Gulliksen.

Ligesom cirka 100 andre straffefanger fra København er han ufrivilligt blevet sendt afsted til Skt. Thomas for at arbejde som slave i den unge og uroplagede danske koloni.

Gulliksen har imidlertid en særlig fortid på Havmanden. Før han blev dømt til et liv som straffefange, var han højtstående sømand på selvsamme skib, hvor han nu sidder i fangenskab.

Men selvom han er fange, har han konspireret med besætningen ombord om at gøre oprør, og nu skal det være alvor.

Hævntørsten er stor, og der er blod, drab og skud i vente.

Dykker ned i dramaet

Historien om fregatten Havmanden har igennem århundreder givet anledning til både gys og fascination, og nu dykker Nationalmuseet bogstavelig talt ned i historien endnu en gang.

11.-15. maj drager et hold marinarkæologer på ekspedition til Björkö i den svenske skærgård nord for Göteborg, hvor vraget efter Havmanden befinder sig.

Her skal arkæologerne blandt andet kortlægge vraget og tage prøver af træværket for at fastslå, hvor og hvornår skibet er bygget.

»Hele historien om Havmanden er så vanvittig og voldsom, at den ville passe perfekt til et tv-drama,« fortæller Andreas Kallmeyer Bloch, som er marinarkæolog ved Nationalmuseets Center Njord – Center for maritim og submarin kulturarv og en af de dem, der skal dykke ned til Havmanden.

»Det gør det selvfølgelig kun ekstra spændende at skulle dykke deroppe, når der ligger en så vild historie bag det hele.«

Eller som hans kollega, søfartshistoriker Asger Nørlund Christensen, formulerer det:

»Der har været flere andre mytterier i dansk skibshistorie, men det her er klart det mest voldsomme og spektakulære eksempel. Det er ren ’Pirates of the Caribbean’.«

Kaptajnen trygler for sit liv

Ombord på Havmanden er stemningen intens.

En gruppe mænd under ledelse af straffefangen Jochum Gulliksen og bådsmanden Hans Biermann truer kaptajnen, som beder for sit liv.

»Min kære Hans,« trygler den hollandske kaptajn Jan Blom.

»Jeg er egentlig gammel nok til at dø, men for Guds og min arme kones og små børns skyld; lad mig beholde livet. Jeg vil give eder (jer, red.) 100 rigsdaler.«

Kaptajn Blom har igennem hele den to måneder lange sørejse fra København været usædvanlig hård, og han har blandt andet plaget sin besætning ved at give dem alt for lidt mad og drikke.

Så kaptajnens bøn om nåde preller af på de ophidsede mænd.

»Det er for silde (sent, red.),« lyder det fra bådsmanden Hans Biermann.

»Det skulle du have gjort noget før. Der er ingen nåde hos mig, men hos Gud er der nåde.«

Historien lå gemt og glemt i en kasse

Hele dramaet og replikkerne fra de medvirkende er skrevet ned af et underordnet besætningsmedlem ombord, Simon Braad. 

Hans beskrivelser er ifølge historiker Johan Heinsen den bedste kilde, vi har, til det spektakulære mytteri på Havmanden.

Han fandt selv Simon Braads tekst i en kasse på Rigsarkivet, som ifølge Heinsen ikke havde været gennemgået, før han i 2017 skrev et prisvindende forskningsværk om mytteriet på Havmanden.

»Simon Braads tekst er klart den mest pålidelige og detaljerede beskrivelse, vi kender. Han har ikke noget i klemme og har blot observeret forløbet fra sidelinjen,« fortæller Johan Heinsen, som er professor og historiker ved Institut for Samfund og Politik på Aalborg Universitet.

Kaptajnen flygter ud på roret

Der opstår klammeri ombord på Havmanden, hvor kaptajn Blom uden held har bedt for sit liv.

Kaptajnen får barrikaderet sig i sin kahyt bagerst i skibet. Med Gulliksen og Biermann i spidsen stormer oprørerne ned til kahytten og får flået døren op.

Kaptajn Blom forsøger at flygte ud gennem et vindue, og derfra springer han ud på skibets ror. Her knuger han sig fast med bølgerne under sig. Men oprørerne vil ikke lade ham slippe.

»Slå død, slå død,« råber bådsmanden Hans Biermann ophidset.

Gennem vinduet skyder oprørerne deres kaptajn, og han falder ned i havet og forsvinder.

Og nu er turen kommet til en anden upopulær leder ombord: guvernøren Jørgen Iversen Dyppel.

Begyndelsen på den Dansk Vestindiske koloni

Historien om guvernør Iversen Dyppel er tæt vævet sammen med begyndelsen på et dystert kapitel i danmarkshistorien; vores fortid som slavenation og kolonimagt.

Øen Skt. Thomas var den første af de tre caribiske øer – senere kendt som Dansk Vestindien - som Danmark fik fingrene i. Og Iversen Dyppel var den første guvernør, som i 1672 gjorde et vellykket forsøg på at kolonisere øen.

»Især i værkerne fra 1800-tallet bliver guvernøren fremstillet som en nationalhelt, der forsvarer den danske koloni og bliver dræbt af de skrækkelige straffefanger,« siger Johan Heinsen.

»Der er bare den hage ved historien, at guvernøren er en virkelig skidt fyr, så han er en lidt uheldig nationalhelt at have.«

I de otte år, hvor Jørgen Iversen Dyppel var guvernør og stod i spidsen for kolonien på Skt. Thomas, florerede der blandt andet historier om, hvordan han drev ulovlig privat handel og tæskede folk ihjel, fortæller Johan Heinsen.

»I de første år havde man ikke så mange slavegjorte afrikanere på Skt. Thomas, for de var svære at få fat på, men straffefanger fungerede i stedet som slaver. Guvernøren var meget voldelig, især imod straffefangerne,« siger han.

Kriminelle stuvet sammen ombord

Egentlig var det slet ikke meningen, at Jørgen Iversen Dyppel skulle have befundet sig på Havmanden.

Guvernøren var draget hjem til Danmark for ikke at vende tilbage til Skt. Thomas.

Men kort tid efter sin hjemkomst bliver han alligevel overtalt til at tage af sted til den danske koloni igen sammen med sin gravide kone, sin søn, tjenestepige samt sin søster og hendes familie.

Iversen Dyppel skal igen være guvernør og få styr på kolonien, som er plaget af uro.

Med sig har han de omkring 100 straffefanger, som skal arbejde i kolonien - de fleste af dem mænd, som har været spærret inde på Holmen i København.

Men der er også omkring 20 kvinder ombord, som kommer fra Børnehuset – en slags fængsel for datidens kvinder og børn i København, som har begået tyverier og lignende.

Med andre ord er omkring 100 kriminelle mænd og kvinder blevet stuvet sammen på Havmanden og er ufrivilligt på vej mod et nyt liv som slavearbejdere under vildtfremmede himmelstrøg.

Guvernøren bliver dræbt

»Fat guvernøren,« råber oprøreren Hans Biermann.

»Og kast den skælm og sjælesælger overbord.«

Mytteristerne får fingrene i guvernør Jørgen Iversen Dyppel, og han bliver kastet overbord på styrbord side af skibet. Det lykkes guvernøren at få fat på noget tovværk – mesanvantet – og i nogen tid hænger han fast og beder for sit liv.

Men forgæves. Han ryger i vandet og drukner.

Ni af de øvrige overordnede på skibet lider samme skæbne og bliver også kastet overbord i løbet af de kommende dage. Det samme gør en lille barnekiste, som indeholder guvernørens dødfødte datter.

»I flere historier kan man læse, at det var guvernørens levende barn, som blev smidt i vandet og druknede, men der var tale om kisten med hans døde barn, som var blevet født flere uger forinden,« fortæller Heinsen.

»I standardværker om mytteriet kan man også læse, at guvernørens hustru blev voldtaget, men der er intet i Simon Braads beskrivelser, som tyder på, at det er rigtigt.«

Druk, bordel og et liv i spåner

Mytteristerne har overtaget skibets kommando.

Ifølge Braads beskrivelser bliver bådsmanden Hans Biermann gjort til skipper, mens straffefangen Jochum Gulliksen bliver udnævnt til skibets kaptajn.

For anden gang i sit liv er det lykkedes Gulliksen at flytte sig helt fra bunden til toppen af hierarkiet på skibet Havmanden.

Få år forinden havde Gulliksen som fri mand været underofficer på en anden rejse med Havmanden til Vestafrika (1680-81). Her var det meningen, at skibet skulle købe afrikanere og tage dem med over Atlanten til et liv som slaver.

Men en række ting gik galt under rejsen, og besætningen ombord på Havmanden blev én efter én taget af døden – ligesom så mange andre europæiske slavehandlere, der rejste til Afrika og blev ramt af sygdom.

»Det ender med, at Havmanden rejser hjem igen med uforrettet sag. Der dør så mange besætningsmedlemmer undervejs, at Gulliksen går fra at være underofficer til at få en toppost,« fortæller Heinsen.

Hjemme i Danmark - efter den ulykkesramte rejse med Havmanden - får Gulliksen ansvar for skibets inventar og indretning, mens skibet ligger i havn. Men der begynder tilsyneladende at mangle ting på skibet i Gulliksens afrapportering.

»Det lader til, at han konstant er på druk og muligvis også bordel. Konen er derhjemme, og der er nogle formuleringer, som indikerer, at han banker hende,« fortæller historikeren Heinsen.

»Så Gulliksen er kommet hjem efter en kaotisk rejse, hvor folk er døde som fluer omkring ham, og han er tilsyneladende gået i spåner, og alt er faldet sammen omkring ham.«

»Han er for retten to gange og bliver til sidst dømt til et liv som straffefange.«

Smider mennesker af på Azorerne

Efter mytteriet ombord på Havmanden har skæbnen givet Gulliksen genrejsning. I hvert fald for en stund.

Gulliksen og de øvrige mytterister sørger nu for, at skibet sejler ind ved øen Flores, som er en del af Azorerne midt i Atlanterhavet.

Her sætter de et større antal mennesker af. Overladt til en uvis skæbne på øen, som ligger langt borte fra Danmark og resten af Europa.

»Vi ved ikke præcis, hvor mange der bliver sat af, men formentlig ret mange,« fortæller søfartshistoriker ved Nationalmuseet Asger Nørlund Christensen.

»Alle dem, der ikke har kunnet arbejde eller klare endnu mere sejlads er blevet sat af. Nok de fleste fanger og nogle besætningsmedlemmer.«

Præcis hvad der sker med de mange mennesker på øen ude midt i Atlanterhavet står hen i det uvisse. Nogle slår sig formentlig ned på øen, nogle kommer måske med skib videre derfra.

Går på grund i Sverige

Imens sætter Havmanden kursen tilbage mod øst.

Oprindeligt er planen blandt mytteristerne tilsyneladende at sejle til Irland - som dengang har ry for at være hjemsted for pirateri – for at sælge skibet og dele pengene imellem sig.

Men der opstår uenigheder undervejs, planerne ændrer sig, og i stedet ender Havmanden med at sejle tilbage mod Danmark.

»Det er lidt af et mysterium, hvorfor de vender om og sejler tilbage mod København. Når man ser på det i dag, virker det ualmindelig naivt, hvis de har troet, at de kunne slippe afsted med et mytteri,« siger Asger Nørlund Christensen.

Efter at have rundet Skagen bliver mytteristerne ramt af dårligt vejr. Vind og strøm fører dem langt østover, og 30. marts 1683 rammer de ind i endnu en ulykke: skibet hamrer ind i klipperne ved Risøen i den svenske skærgård lidt nord for Göteborg.

Snart efter dukker de svenske myndigheder op. Havmanden synker, men besætningen og en del af lasten når at blive reddet.

»Mytteristerne bliver taget til fange af den svenske kommandant i Marstrand, som skriver til København. Og så kommer et dansk skib og sejler dem hjem til København,« fortæller Asger Nørlund Christensen.

Mytterister tortureres og henrettes

I København venter endnu et blodigt kapitel i fortællingen om Havmanden. Ni mytterister ender med at blive dømt til døden.

De voldsomme henrettelser foregår på en sommerdag på Østerbro i København 3. juli 1683.

»Vi kan se, at Hans Biermann bliver betragtet som hovedmand bag mytteriet, så han bliver voldsomt tortureret. Han bliver først knebet to gange med gloende tænger på brystet og får hugget sin højre hånd af. Så bliver knoglerne i hans arme og ben smadret,« fortæller Asger Nørlund Christensen.

Til slut bliver resterne af Hans Biermanns krop lagt på Hjul og Stejle – en særlig vanærende straf, som tidligere blev brugt efter henrettelser. Her bliver hovedet sat fast på en pæl – en stejle – mens kroppen parteres og lægges op på et hjul.

Efter Biermann bliver de fire næstværste mytterister – heriblandt Gulliksen - radbrækket og får knust deres knogler, inden de blev henrettet.

De sidste fire dødsdømte får blot hovedet hugget af, og alle mytterister bliver til sidst lagt på hjul og stejle.

Til skræk og advarsel for alle københavnere. Eller som det hedder i et skillingstryk – en slags sladderblad - fra samtiden, »da er dette, andre ugudelige mennesker til afsky og advarsel«.

Dykker ned til Havmanden

Efter århundreder på bunden af den svenske skærgård, bliver Havmanden i 1999 genfundet af en forening af svenske amatørarkæologer.

Dengang bliver en mindre bevarings- og undersøgelsesindsats udført af det lokale museum, Bohusläns museum, og herefter bliver vraget dækket til for bedre at kunne bevare det.

I de kommende dage skal den mørke historie bag vraget endnu engang frem i lyset, når marinarkæologerne fra Nationalmuseet i samarbejde med svenskerne og Vikingeskibsmuseet i Roskilde skal dykke ned til Havmanden.

Målet med den arkæologiske undersøgelse er at opnå en bedre og mere dybdegående viden om skibets konstruktion, leveforholdene ombord, begivenhederne omkring forliset samt de bjærgninger, der fulgte efter.

Dermed kan endnu et kapitel blive føjet til historien om det ulykkesramte skib.

»En af de ting, vi håber på at finde, er kauri-muslingeskaller, som kommer fra Østafrika. Det er muslingeskaller på størrelse med en 25-øre, som blev brugt til at handle slaver i Vestafrika,« fortæller skibshistoriker Asger Nørlund Christensen.

Fra historiske dokumenter ved forskerne, at muslingeskallerne var med ombord, fordi den oprindelige plan var, at Havmanden skulle sejle videre til Vestafrika og handle med mennesker efter at have sat straffefangerne af på Skt. Thomas.

»Det kunne være spændende, hvis vi fandt nogle af muslingeskallerne. De er et tydeligt symbol på hele det komplicerede system af verdensomspændende handel, som gjorde slavehandelen mulig. Og som Danmark og Havmanden var en del af.«

Når forskerne er færdige med deres undersøgelser, bliver vraget endnu engang dækket til for at blive beskyttet.

Men selvom vraget bliver mørklagt, vil historien om Havmanden med garanti leve videre over havets overflade.