Mælkebøtter, valmue, pileurt og tusindfryd - hvornår er noget 'ukrudt'?

Har du nogensinde slået blikket ned, mens du stod og ventede på bussen, toget eller bare gjorde holdt på fortovet og har kigget på, hvad der rent faktisk gemmer sig dernede mellem flisernes sprækker?

Det har Trine måske. Eller måske hun har ligget på knæ i haven og været frustreret over, hvor svært det er at finde ud af, hvad der skal luges ud eller beholdes i bedene i haven.

Hun har i hvert fald skrevet ind til Spørg Videnskaben med spørgsmålet:

»Jeg elsker planter. Store som små, gule, grønne, blå. Men nu har jeg fået min egen lille have og ved ikke, hvordan jeg skal passe den. For hvordan ved jeg, hvad der er ukrudt, og hvad der ikke er?«

Spørg Videnskaben har taget havehandskerne på og ringet til planteguruen Michael Broberg Palmgren. Han er professor i plantefysiologi og kigger ned mellem fliserne med jævne mellemrum, mens han venter på morgentoget på vej på arbejde.

»Dér, hvor jeg står af og på, findes der vejpileurt mellem fliserne, Polygonum aviculare, der på svensk kaldes ‘trampört’, fordi du kan trampe på den, uden at det gør den noget. Den kan vokse i den mindste lille sprække. Alle mennesker ser den i princippet hver dag uden at lægge mærke til den,« lyder det fra professoren fra Københavns Universitet.

Hvad nogle vil kalde uønsket plantevækst, kalder Michael Palmgren fascinerende. Men hvornår er noget ukrudt?

Den definition kan Michael Palmgren hjælpe os med at finde frem til.

Hvad er ukrudt?

Og svaret kommer sådan set prompte:

»Ukrudt er planter, der vokser, dér hvor vi ikke vil have dem til det,« lyder det resolut fra Michael Palmgren.

Og så er det i princippet ligegyldigt, om det er den smukke tusindfryd eller en solsikke. Og modsat er skvalderkål eller japansk pileurt ikke ukrudt, hvis du rent faktisk gerne vil have dem til at pryde i haven.

I princippet. For selvom ukrudt ikke er en botanisk betegnelse, dækker ordet altså over de planter, som vi ofte helst vil være fri for. Og de har ofte, men ikke altid, nogle genstridige egenskaber tilfælles.

»I naturen taler man om nicher, og her har planter specialiseret sig til at leve under bestemte forhold, hvor de klarer sig godt. Ukrudtet har tilpasset sig til at leve sammen med os, og for planterne er byen natur, selvom vi måske ikke opfatter det sådan,« siger han.

Faktisk trives nogle af de planter, vi ofte betegner som ukrudt, ligefrem i modgang.

Et eksempel er skvalderkålen, som mange haveejere højlydt forbander. Den formerer sig med jordstængler, der løber ud under jorden med knopper på, som normalt er i dvale.

Men når en ihærdig haveejer forsøger at få kål på skvalderkålen, gør vedkommende faktisk planten en tjeneste.

For hvis man forsøger at grave den op og klipper en af dens stængler over, så vil knopperne selv på den allermindste stump aktiveres og spire. Og så er der faktisk potentiale for, at kålen spreder sig mere end før, og haveejeren har gjort sig selv en bjørnetjeneste.

»Skvalderkål er jo herligt ukrudt,« lyder det fascineret fra professoren.

Svært at udrydde helt

I regn, tramp, lugning og slud holder mange af de planter, vi betegner som ukrudt, altså ud. Måske er det ligefrem deres ihærdighed, der gør, at de kan blive en plage, og vi vil af med dem.

Men ud over hårdførhed hvad kendetegner så de standhaftige planter?

»Almindelig vejbred, Plantago major, kan man også trampe på, og den har frø, som klæber til fodsålerne. I Nordamerika eksempelvis fandtes den ikke oprindeligt, men så tog nybyggerne den med sig på deres sko. Derfor blev den af indianerne kaldt den hvide mands fodspor, for hvis de så vejbred, vidste de, at den hvide mand havde været der.«

Ukrudtsplanter har i kampen for at leve – og overleve – os mennesker fundet alverdens opfindsomme måder at formere sig på.

Professorens eget ’yndlingsukrudt’ er firlingen.

Almindelig firling, eller Sagina procumbens, kribler også frem mellem fliser og brosten. Og ud over at have fundet sin egen lille niche, så har den også fundet en snedig måde at formere sig på.

Når vi træder på den, ryster dens bittesmå frø sig nemlig løs og drysser ned i den mindste sprække, og glider videre ned og gemmer sig mellem jordpartiklerne. Dér ligger de i dvale indtil nogen, for eksempel en ihærdig ukrudtsbekæmper, forstyrrer jorden og får de små frø op i lyset, hvor de hurtigt spirer.

»Den er så lille, at ingen ser den. Men den har sådan nogle meget tynde blade, der sidder i en stjerneformet roset, og meget små blomster. Hvis du rigtig får øje på den, så er den faktisk meget smuk. En meget diskret lille plante, som kan klare sig på trods,« siger Michael Palmgren.

»Den kan du kun holde nede. Du kan ikke udrydde den, og den findes overalt, hvor der er mennesker. Så længe den ikke er et sted, der er for varmt.«

Da den uberørte ø Gough Island, som lå befriet for menneskers trængsel og alarm midt ude i Atlanterhavet mellem Afrika og Sydamerika, kom på UNESCOs Verdensarvsliste, var den kendt for at være et af de økosystemer i verden, der var mindst påvirket af mennesket.

Lige bortset altså fra de biologer, der havde udforsket øen i forbindelse med udnævnelsen.

Da de kom tilbage til den isolerede ø et par år senere, gæt så, hvad de fandt: firling. Den havde de selv bragt med sig, lyder det fra Michael Palmgren.

»Ukrudt følger mennesket, fordi det simpelthen har tilpasset sig et liv med os. Det vil ikke ud i skoven eller på en eng eller en strand. Det vil være med os, og når vi så prøver at få det væk, jamen, så synes det faktisk, det er godt,« siger han.

Vi kan udnytte ukrudtet til egen fordel

Den snu taktik har gjort, at ukrudt kan sprede sig hæmningsløst på tværs af landegrænser og økosystemer.

Det er derfor ofte, men ikke altid, invasive arter. Som den japanske pileurt eller armensk brombær, der kan give haveejere hovedpine og rifter.

De upopulære planter, vi ofte betegner som ukrudt, trives faktisk allerbedst, der hvor de kan have territoriet for dem selv, lyder det fra Michael Palmgren.

Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

De er såkaldte pionerplanter, der helst erobrer land og åben jord. Hvis de forsøger at komme frem i et dække fyldt med andre planter, har de svært ved at gå ind og overtage pladsen.

Derfor pibler det frem i grøftekanter, mellem brosten og i sirligt lugede bede, hvor der er plads til, at det kan vinde frem. Til gengæld kan det så risikere at stjæle næring og udkonkurrere naboplanterne.

Spørgsmålet er så, om vi bare skal give fortabt?

Måske vi i stedet skal høste ukrudtets fordele, opfordrer Michael Palmgren.

»Hvis man nu som tænkt eksempel kunne forædle skvalderkål og lave den spiselig, så ville det være en dejlig plante, for den er robust. Det er meget af det, vi dyrker, jo ikke, det skal have gødning, sprøjtes eller plejes. Så kunne man have en mark med skvalderkål, som du bare skulle køre over med en plæneklipper engang imellem for at få den til at skyde op igen.«

På Michael Palmgrens institut, Institut for Planter og Miljøvidenskab, sidder nogle af hans kollegaer og kigger på hvidmelet gåsefod, Chenopodium album. De forsøger netop at forædle ukrudtsplanten, der ofte findes i marker, og hvis frø man spiste i jernalderen.

»Idéen er at prøve at se, om man kan udnytte, at den er så robust og kraftig, og forædle den til at give et større udbytte og kerner. Så i stedet for at slå den ihjel kunne man prøve at arbejde med den.«

Trives i modgang

Det er i det hele taget svært at få Michael Palmgren til at tale grimt om ukrudt.

For en biolog er det »fin natur, der ingen grund er til at bekæmpe,« lyder det fra professoren. Medmindre det altså udkonkurrerer andre planter, som vi gerne vil have til at vokse.

Det er vejpileurten, der har specialiseret sig i, at man kan trampe på den. Firlingen, der har specialiseret sig i, at det kun gavner den, hvis man kradser i dens jord. Og skvalderkål, der har specialiseret sig i, at det gavner den, når man forsøger at luge den.

Hvad er det, der er så fascinerende ved ukrudt?

»Det fascinerende er, at det har tilpasset sig til at leve med os og til at blive bekæmpet. Det stimuleres af, at du prøver at fjerne det,« lyder det afslutningsvist fra Michael Palmgren.

»Men det gør egentlig ikke noget, at vi forsøger at gøre det, for det kommer bare igen. Vi skal derfor lære at leve med det på den eller anden måde.«

Således opløftet.

Vi håber, at Trine har fået svar på sit spørgsmål om, hvad ukrudt egentlig er for en størrelse. Vi takker hende i hvert fald for det gode spørgsmål og sender en Videnskab.dk-T-shirt i hendes retning.

Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.