Sensationelt fund: Homo sapiens levede længe før troet

I en hule i Marokko har et internationalt hold forskere fundet fossile levn af vores art, Homo sapiens, der med en alder på omtrent 300.000 år slår alle rekorder.

Der er tale om delvise kranier, tænder og lange lemmeknogler fra mindst fem individer, som, trods den høje alder, er tydeligt genkendelige som mennesker.

»Deres ansigter er virkelig spændende – man ville kunne finde et lignende ansigt hos moderne menneske i dag. Hvis man så dem i bussen, ville man ikke opdage det,« siger palæoantropologen ved Max Planck Instituttet i Leipzig, Tyskland, Phillip Gunz, der har ledet analysen af kraniernes form.

Opdagelsen er netop offentliggjort i to artikler i det videnskabelige tidsskrift Nature (links under artiklen).

100.000 år ældre end hidtil ældste fossiler

Fundene ændrer grundlæggende ved billedet af vores oprindelse:

• Dels fordi de er 100.000 år ældre end de hidtil ældste Homo sapiens-fossiler.
• Dels, fordi de er fundet i Marokko, nord for Sahara, langt fra det hjørne af Østafrika, som forskere i årtier har peget på som ‘menneskehedens vugge’.

»Vi plejede at tænke, at der var en menneskehedens vugge for ca. 200.000 år siden, hvor alle mennesker af i dag opstod. Men de nye fossiler og nye dateringer viser, at Homo sapiens ikke bare er en ældre art, end vi troede, men også at den er en art, som udviklede sig over hele kontinentet. Hvis man vil sige, at der er en vugge, så er det hele Afrika‚« siger Phillip Gunz.

LÆS OGSÅ: Fossiljæger i menneskehedens vugge

Homo sapiens har en kompleks historie

De nye fossiler får nemlig samtidigt andre gådefulde fossiler til at falde på plads og tegner til sammen et billede af, at Homo sapiens allerede var udbredt over hele Afrika for 300.000 år siden.

Så forskerne mener nu, at vores art, i stedet for at udspringe for nyligt i Østafrika, har meget dybere rødder og en kompleks historie, hvor forskellige grupper i isolation har udviklet unikke træk rundt omkring i Afrika og siden er mødtes igen og blevet til os i dag.

»Det her er stort. Vi har nu fat på et af de mest enigmatiske og underbelyste, men helt centrale øjeblikke i vores umiddelbare forhistorie: Hvor kom Homo sapiens fra? Disse fund åbner døren til at forstå den historie,« siger professor i evolutionshistorie og direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Peter Kjærgaard, som ikke har deltaget i studiet.

LÆS OGSÅ: DNA bringer os tæt på menneskets forfader og ryster stamtræet

Kranium fundet i gammel mine

De nye fund er gjort i det nordvestlige Afrika i en udgravning i Marokko, kaldet Jebel Irhoud, der blev berømt, efter at minearbejdere i 1960’erne stødte på et fossilt kranium.

Dengang udgravede forskerne de første seks menneskelevn, som man, i begyndelsen, antog, var afrikanske neandertalere, men i 1970’erne viste nærmere analyser, at der var tale om tidlige Homo sapiens. Det lykkedes også at datere et af levnene til at være omkring 160.000 år gammelt.

»Det gjorde fundene til en gåde, fordi de egentlig så mere arkaiske ud end de endnu ældre Homo sapiens-fossiler fra henholdsvis Omo Kibish [195.000 år] og Herto [160.000 år] i Etiopien, som, man mente, repræsenterede de ældste på vores linje. Så folk mente, at Jebel Irhoud-fossilerne kunne være levn fra en efterladt population, eller måske endda blandinger med neandertalere,« siger Phillip Gunz.

Derfor har fossilerne i Marokko været forvist til en perifer, gådefuld plads i vores udviklingshistorie.

LÆS OGSÅ: ‘Menneskehedens vugge’ fundet med Google Earth

Med en ny datering falder tingene på plads

I 2004 begyndte den nye udgravning, hvor forskerne fra Max Planck Instituttet, i samarbejde med marokkanske palæoantropologer, besluttede sig for at få en bedre beskrivelse af stedets geologi og datere jordlagene.

»Det var meget vanskelige forhold, fordi mineudgravningen havde ødelagt den oprindelige hule. Men vi var heldige allerede det første år at finde nye fossile levn,« siger Jean-Jacques Hublin, som er palæoantropolog ved Max Planck Instituttet i Leipzig og har ledet udgravningen.

Så udgravningen blev hurtigt udvidet til ikke bare at datere jordlagene, men også at udgrave flere menneskelevn.

LÆS OGSÅ: Hvornår blev hvide mennesker hvide?

MSA-teknologi markerer et nybrud

Fra gulvet af, hvad der engang har været, en hule nær toppen af bakke, kan de nu præsentere rige fund af dyreknogler, hvoraf nogle er forkullede, hvilket tyder på

• brug af ild
• masser af stenredskaber
• og, ikke mindst, 16 nye menneskelevn fra mindst 5 individer, inklusiv et nyt delvist kranium og en underkæbe, komplet med hele tandsættet.

Dyreknoglerne vidner om, at den nuværende ørken engang var savanne med gazeller, zebraer og gnuer, som menneskene jagede. Særligt er der mange gazellelevn, som tyder på, at der ofte stod gazellesteg på menuen.

Stenredskaberne er flækker af en teknologi kaldet MSA (mellemste stenalder), der vinder frem for 2-300.000 år siden og markerer et nybrud fra store stenøkser, som arkaiske mennesker har brugt gennem 1,5 million år.

De nye MSA-redskaber er små, lette stenflækker, der forarbejdes til spidser, som formentlig har været hæftet på spyd.

»MSA ændrer jagtformen til at kunne nedlægge dyr på afstand – så jagten bliver mere effektiv og mindre farlig‚« siger arkæologen Shannon McPherron ved Max Planck Instituttet.

LÆS OGSÅ: Stenkniven er ældre end hidtil troet

Raffineret metode daterer flinten

Redskaberne er fundet i samme lag som menneskene, og det er lykkedes forskerne at datere flinten direkte med en metode kaldet thermoluminescens-datering.

Det er en meget raffineret metode, som udnytter, at krystaller som flint over tid ophober energi fra radioaktivitet som kosmisk stråling. Den energi kan frigives bl.a. ved opvarmning, og da forskerne er så heldige, at menneskene brugte ild, kan de finde flinteredskaber, som tilfældigvis har ligget under bålet og så at sige er blevet ‘nulstillet’.

Ved at frigive og måle, hvor meget energi der siden er ophobet, kan forskerne datere flinten til omtrent 300.000 år.

De daterer også en mennesketand og viser, at med nye kalibreringer og en forbedret metode (elektron spin resonans) ændres den oprindelige datering på 160.000 år også til omkring 300.000 år.

»Med de nye dateringer bliver Jebel Irhoud-fossilerne de ældst kendte fund af Homo sapiens, og de før så gådefulde fossiler giver nu meget bedre mening,« siger Phillip Gunz.

LÆS OGSÅ: Én lillefingerknogle kan kaste lys over den tidligste redskabskultur

Ansigtets er som et moderne menneskes

For at placere menneskene i vores stamtræ har Phillip Gunz og kollegerne lavet en udførlig analyse af kraniets form. De har rekonstrueret en digital 3D-version af kraniet med mikro-CT-skanninger og brugt statistisk analyse til at sammenligne med en bred vifte af mennesketyper de sidste 1,5 million år, inklusiv neandertalere og tidlige og nutidige former af Homo sapiens.

Det afslører, at ansigtets form er stort set som et moderne menneskes lille, graciøse ansigt og helt forskelligt fra det store, robuste ansigt, der tilhørte tidligere arkaiske mennesketyper.

De har lidt kraftige øjenbrynsbuer, men ifølge Phillip Gunz er de slet ikke noget at tale om og falder inden for noget, man kan se i dag.

Forskerne ser også en antydning af et af moderne menneskers mere sære kendetræk – hagen. Dertil kommer et moderne tandsæt, og interessant nok afslører vækstlinjer i tænderne fra et 7-8 årigt barn, at de allerede har haft den forlængede barndom, som er et af de kendetegn, der blandt andet adskiller os fra neandertalere.

LÆS OGSÅ: Helt ny menneskeforfader fundet i Sydafrika

Kraniets form er ikke fuldt moderne

Men ser man kraniet fra siden, er det tydeligvis ikke fuldt moderne endnu.

Analysen afslører en hjernekasse, som er mere langstrakt à la arkaiske mennesker og ikke høj, rund og hvælvet som hos os, men sådan omtrent midt mellem neandertal og nutidsmennesker.

»Det er virkelig spændende, fordi hjernekassens form afspejler hjernens form, og det viser os, at mens ansigtet er udviklet tidligt i vores linje, er ændringerne, der fører til den unikke form af det moderne menneskes hjerne – og potentielt hjernefunktioner – udviklet inden for Homo sapiens’ linje,« siger Philip Gunz.

Der finder forskerne endda støtte i nylige studier af fossilt DNA fra neandertalere og denisovaer, som afslører, at ændringer i nogle af vores gener har med nervesystemets og hjernens udvikling at gøre.

»Det her kan give et fingerpeg om, at kognitive forskelle er udviklet mellem neandertalere og Homo sapiens i løbet af de sidste omtrent 400.000 år,« skriver de to eksperter i menneskets evolution Chris Stringer og Julia Galway-Witham ved Natural History Museum, London, i en perspektivartikel i Nature.

LÆS OGSÅ: Fra menneskeabe til menneske

Omskriver menneskets historie

Den sidste virkelig spændende ting ved de nye fund er, at de og dateringerne giver en dramatisk omskrivning af den fortælling om vores arts historie, der har været udbredt i de seneste årtier.

Ikke bare rykker forskerne nu de ældste Homo sapiens-fund til Marokko, de kan også trække et gådefuldt 260.000 år gammelt delvist kranium fra Florisbad i Sydafrika ind i vores historie, fordi de nu kan vise, at det ligner de marokkanske fossiler så meget, at man med sikkerhed kan sige, at det også er Homo sapiens.

Det betyder med andre ord, at Homo sapiens må antages at have være udbredt over hele Afrika, fordi man nu har fossiler fra nord (Marokko ca. 300.000 år), syd (Sydafrika ca. 260.000 år) og øst (Etiopien ca. 195.000 år).

Dertil kommer mange arkæologiske fund af MSA-teknologien over hele Afrika, som sjældent er tilknyttet menneskefossiler, men som, forskerne nu mener, afslører en spredning af Homo sapiens ud over hele Afrika.

LÆS OGSÅ: Vi var ét med neandertalerne indtil for 1 mio. år siden

Klimaændringer har skabt forskellige populationer

Hvor langt tilbage i tiden, man skal gå for at finde Homo sapiens’ oprindelse, er endnu uvist, men det må være efter splittet med neandertalernes linje for 6-700.000 år siden, og fossilrækken er desværre temmelig hullet i perioden fra 200-600.000 år.

Men Phillip Gunz og kolleger kan nu tegne en ny model for vores arts historie, hvor Homo sapiens for måske 400.000 år siden spredte sig ud over det enorme afrikanske kontinent, fra nord til syd.

»Den ‘Moses’-lignende fortælling om, at det moderne menneske opstod i Østafrika for 200.000 år siden og derfra bredtes ud til hele verden, er forkert,« siger Phillip Gunz.

Den fysiske barriere, som Sahara er i dag, har nemlig periodevis været forvandlet til frodig savanne pga. klimaforandringer, og menneskene har som dygtige jægere ganske enkelt fulgt dyreflokkene over savannen til Marokko.

Klimaet har igen skabt ørkendannelse, som lukkede ‘porten’ bag dem, og gennem mange årtusinde har de tilpasset sig de lokale forhold, isoleret fra andre populationer. Indtil klimaet igen gjorde Sahara grøn og gjorde det muligt at krydse tilbage til den anden side af Afrika.

»De har stadig været tæt beslægtede og haft mange kulturelle ligheder som f.eks. MSA-teknologierne, så når de mødtes igen, kunne de få børn, og i sidste ende blev de til os,« siger Phillip Gunz.

Giver nyt, komplekst billede af menneskets udvikling

De nye fund giver med andre ord et meget mere komplekst billede af vores historie end den traditionelle fortælling om en stadig mere sofistikeret menneskeart, der til sidst erobrer hele kloden.

Med de nye dateringer kommer Homo sapiens ikke bare til at overlappe med mange forskellige populationer af vores egen art, men også med mange arkaiske mennesketyper, inklusive Homo erectus, neandertalere, denosiva, Homo floresiensis og den primitive Homo naledi, der levede i Sydafrika indtil for 300.000 år siden.

LÆS OGSÅ: Abelignende menneske levede samtidig med Homo sapiens

Det peger på en ny, og meget mere kompleks, historie, hvor vores art er opstået i en smeltedigel af mange mennesketyper.

»Det går helt vildt hurtigt i human evolution-forskningen lige nu. Man kan bare se på evolutionstrappen på Moesgaard Museum – den er ikke særlig gammel, men vi har allerede været nødt til at ændre historien for tre af rekonstruktionerne: Koelbjergmennesket har fået kønsskifte. Homo floresiensis er 30.000 år ældre. Og nu er Jebel Irhoud-Homo sapiens blevet rigtig meget ældre end noget andet,« siger Peter Kjærgaard.

»Det er vildt. Og fantastisk spændende at være forsker, ja, at være menneske, fordi vores historie ændrer sig hele tiden.«