Millioner af mennesker verden over har gennem generationer gyset, grædt og jublet over naturens utrolige dramaer og vidundere sammen med den legendariske eventyrer og tv-vært, Sir David Attenborough, som fylder 100 år 8. maj 2026.
Fødselarens rolige stemme og karakteristiske britiske accent har siden 1950’erne guidet børn og voksne gennem fabelagtige filmoptagelser i enhver afkrog af Jorden - fra frodige jungler til kold indlandsis, fra golde ørkener til dybe oceaner.
Stemmen har tryllebundet og spredt viden om et utal af fascinerende arter, der lever, dør, kæmper og parrer sig overalt på kloden.
Og den fungerer stadig: I anledning af hundrede års fødselsdagen lancerer BBC en ny serie, hvor Attenborough fortæller om britiske haver.
»Han er en mester i at bruge stemmen og sproget til at dele viden og skabe begejstring,« siger Hanne Smith Pedersen, der er ekstern lektor på Københavns Universitets Institut for Kommunikation.
For ti år siden lavede Hanne Smith Pedersen en analyse af den ikoniske naturformidlers fortælleteknik til Retorikmagasinet i anledning af hans 90 års fødselsdag. Attenborough – naturens legendariske stemme
Herunder giver hun tre tips til, hvordan du kan bruge Attenboroughs retoriske greb til at brænde igennem, når du formidler mundtligt.
\ Om David Attenborough
- Født 8. maj 1926 i Isleworth, London
- Britisk naturformidler, tv-vært og naturhistoriker
- Har i over 70 år formidlet videnskab om naturen til et globalt publikum
- Startede på BBC i 1952 - var senere med til at udvikle moderne naturdokumentarer
- Kendt for serier som 'Life on Earth', 'The Blue Planet' og 'The Private Life of Plants'
- Har været med til at bringe videnskabelig viden om dyr, planter og økosystemer ud i millioner af hjem
- Har udforsket fjerntliggende områder og dokumenteret arter – nogle for første gang på film
- Over 50 arter (dyr og planter) er opkaldt efter ham
- Blev slået til ridder i 1985
- Har rejst ekstremt meget - bl.a. 256.000 miles for én serie
- Startede tidligt sin interesse for naturen – som barn samlede og solgte han salamandre
- Har ikke kørekort - dumpede til køreprøven
- Fascineret af dyr hele livet - men bryder sig ikke om rotter
- Foretrækker breve frem for e-mails
- Havde ikke selv et tv, da han begyndte at arbejde med tv
Sir David har ikke mindre end 32 æresdoktorgrader fra universiteter over hele Storbritannien - flere end nogen anden. Blandt universiteterne er:
- University of Cambridge – Doctor of Science
- University of Oxford – Doctor of Philosophy
- Queen’s University Belfast – for sit bidrag til videnskaben
- Durham University – Doctor of Science
Kilder: natgeokids.com/ Live Science/ BBC/ discoverwildlife.com
1. Grib øjeblikket, og improviser
Et af de mest mindeværdige øjeblikke i Attenboroughs tv-karriere er fra 1978, hvor en ung gorilla kravler op på ham. Han og filmholdet er i Rwanda for at lave optagelser til en serie om livet på Jorden. De er kommet tæt på en flok bjerggorillaer.
»Der er mere mening og gensidig forståelse ved at udveksle blikke med en gorilla end noget andet dyr, jeg kender,« siger Attenborough på et tidspunkt til kameraet, mens den unge hun-gorilla observerer ham få meter derfra.
Gorillaen kommer faretruende tæt på. Den kravler op på ham, lægger sig til ro på hans mave, lukker øjnene og ser ud til at nyde livet.
Scenen er ifølge Hanne Smith Pedersen et pragteksempel på, at Attenborough er en mester i at bruge et retorisk begreb, der kaldes ‘Kairos’.
Kairos henviser til en situation, hvor en taler tilpasser sig øjeblikket, improviserer og gør en uventet hændelse til en del af den overordnede fortælling.
»Attenborough er virkelig dygtig til at gribe nuet og reagere på det uforudsete, der konstant sker i naturen, så det bliver nærværende for modtagerne. Han smelter sammen med det, der sker, og formår at gøre det relevant,« siger lektoren.
Foredragsholdere, undervisere og andre, der holder mundtlige oplæg, kan med fordel lade sig inspirere af Sir David Attenboroughs evne til at improvisere og inkorporere uforudsete hændelser i det overordnede budskab, anbefaler hun.
»Hvis en dør smækker under et foredrag, kan foredragsholderen gribe det og flette det ind, så det bliver relevant og sjovt. Så bliver publikum og foredragsholder fælles om det, der sker lige nu. Men det kræver, at man tør improvisere og ikke er for bundet af sit manuskript.«
2. Brug stemmen og sprogets melodi
Sir David Attenborough er desuden ekspert i at bruge hele toneskalaen, når han taler. Hans stemme er aldrig monoton. Han bruger den aktivt til at skabe liv og nærvær i fortællingen ved at variere tone og tryk.
»Hans begejstring og engagement for naturen afspejles i sprogmelodien. Han formidler stemninger og følelser med tonelejet, som svinger op og ned inden for hver sætning og nogle gange endda hvert enkelt ord,« siger Hanne Smith Pedersen.
Fødselaren har her den fordel, at hans modersmål er britisk.
»Den britiske accent lægger mere op til variation i tryk og toneskala end eksempelvis amerikansk, som ofte er mere fladt og ensformigt. Men uanset hvilket sprog man taler, kan man bruge tonelejet til at fremhæve det vigtige og gøre sin formidling stemningsfuld,« siger Hanne Smith Pedersen.
Sir David Attenborough laver musik med sproget blandt andet ved at bruge disse greb:
- Tryk: Han lægger tryk på nøgleord og stavelser i hver sætning, så modtageren forstår, hvad der er vigtigt at lægge mærke til.
- Artikulation: Han mumler ikke. Hvert ord udtales tydeligt. Han er særligt omhyggelig med nøgleord, som modtageren skal huske og forstå.
- Pauser: Pauser mellem ord og sætninger giver modtagerne tid til at forstå, hvad der er blevet sagt, så de er klar til at tage imod det næste.
3. Keep it simple: Drop fremmedord, og frygt ikke gentagelser
Sir David Attenboroughs sprog er aldrig akademisk og abstrakt. Han fletter måske et enkelt essentielt fagord ind, så seerne lærer det. Men derudover er hans sprog konkret og nemt at forstå.
»Hvis man ser hans manuskript på skrift, ligner det en pixibog,« siger Hanne Smith Pedersen.
Enhver, der formidler mundtligt, kan med fordel gøre det lige så enkelt som Sir David Attenborough, anbefaler hun.
»Generelt bør man holde det helt enkelt. Lange, snørklede sætninger fungerer ikke, for modtagerne skal lynhurtigt kunne afkode det, der bliver sagt. Øvelsen er at plukke det allervigtigste ud,” siger Hanne Smith Pedersen og uddyber:
»Mundtlig formidling skal huskes nu og her, mens man bliver talt til, så det nytter ikke, at det er for komplekst. Det gælder altid - uanset hvad man formidler, og hvem man formidler til.«
Hanne Smith Pedersen har lagt mærke til, at Sir David Attenborough ofte gentager vigtige ord. Det kan for eksempel være et fagord, der er essentielt for temaet i en film eller program. Retorisk er gentagelserne en god idé, siger hun.
»Når man formidler mundtligt, skal man ikke være bange for at gentage vigtige ord og pointer. Gentagelser er en fordel, fordi de fastholder fokus, så modtagerne nemmere husker det vigtigste budskab,« siger hun og gengiver en retorisk hovedregel:
»Sig, hvad du vil sige. Uddyb det, og sig så, hvad du lige har sagt.«
Fødselaren er en eminent historiefortæller
Sir David Attenborough er en retorisk mester i at fastholde modtagernes opmærksomhed med Kairos, toneleje og gentagelser.
De retoriske greb har han brugt i syv årtier til at fortælle medrivende historier om livsbekræftende og dødbringende dramaer, der udspiller sig blandt alle de fascinerende arter, vi mennesker deler denne klode med.
Sprog, stemme og ordvalg er dog ikke i sig selv nok, understreger retorikeren.
Manuskripterne til de naturfilm og tv-serier, fødselaren medvirker i som vært eller speaker, er også en del af successen. Manuskripterne er altid gode historier, som følger en klassisk fortællestruktur. Strukturen er bygget op over fortælle-modellen STARK, der står for Situation - Task - Action - Result - Knowledge.
Du kan finde modellen og lade dig inspirere: STARK-modellen kan også bruges til taler, jobsamtale, eksamener, undervisning, foredrag eller andre mundtlige oplæg, ifølge Hanne Smith Pedersen.
\ STARK-modellen
Sæt ord på dine kompetencer med STARK
- S = Situation: Hvad var rammerne eller udfordringen?
- T = Task (opgave): Hvad var din rolle eller dit ansvar?
- A = Action (handling): Hvad gjorde du konkret?
- R = Resultat: Hvad kom der ud af din indsats?
- K = Kompetence: Hvilke kompetencer brugte du undervejs?
I denne video kan du se et eksempel på, hvordan Attenborough bruger modellen - første video i denne serie af klip:
- Situation: Leopard skal nedlægge et byttedyr for at overleve
- Opgaven: Leoparden skal gemme sig i en åben grøft
- Handling: Leoparden sniger sig gennem grøften, kigger hurtigt op over kanten og springer pludselig op.
- Resultat: Leoparden nedlægger (næsten) en impala
- Kompetence: Snu, listig og hurtig

































