Vi mennesker deler klode med et utal af andre dyrearter. Nogle flyver, andre svømmer. Nogle lægger æg, andre føder. Nogle vejer flere ton, andre er mindre end et støvfnug.
Forskelle er der mange af, men en ting har vi og alle andre dyrearter tilfælles: Vores art overlever, fordi vi formerer os og sørger for, at vores unger kommer godt på vej i livet.
I anledning af mors dag har Videnskab.dk fået to forskere til at udpege dyremødre, der ligesom menneskemødre fortjener en særlig hyldest for deres indsats.
Mads Frost Bertelsen er Zoologisk direktør i København Zoo, og lektor Lars Vilhelmsen er ansvarlig for hvepsesamlingen på Statens Naturhistoriske Museum. Her er nogle af deres udvalgte dyremødre i vilkårlig rækkefølge.
Isbjørnemor æder sig fed og sulter i månedsvis for sine unger
I modsætning til kvinder har isbjørne-hunner intet problem med at tage fedt på, mens de er drægtige. Tværtimod: Når en isbjørnemor venter sig, er det en fordel, at hun bliver så fed som muligt. Jo tykkere hun er, desto større er chancen for, at hun og hendes afkom overlever.
»Hun skal have sul på kroppen, for når hun har født, får hun intet at spise i op til fire måneder, mens ungerne dier. Hendes fedt skal omdannes til deres mælk,« fortæller Mads Frost Bertelsen, som også er adjungeret professor på Københavns Universitet.
Isbjørnemoren føder alene i en trang snehule. I det lydtætte mørke ligger hun helt tæt med sine unger i månedsvis uden at komme ud.
»Sneen ligger helt tæt om bjørnene, lige når den fede mor har født. Efterhånden som hun taber sig, og sneen smelter, bliver der plads til, at ungerne kan tumle lidt i hulen. De vejer 10-15 kilo, når de kommer ud,« siger Mads Frost Bertelsen.
Tasmanske djævle har fire dievorter og føder over tyve unger
Du kender helt sikkert kænguruen, der hopper rundt med sin ene unge i en pung på maven. Kender du også kænguruens kusine, den tasmanske pungdjævel? Pungdjævle-hunner føder op til 30 unger, som er på størrelse med majskorn, når de kommer til verden.
Lige efter fødslen skal djævleungerne selv klatre 10-12 centimeter op i morens pung.
»De fleste klarer den ikke. De falder af og dør. Men naturen har indrettet det sådan, at pungdjævle-hunnerne føder tilstrækkeligt mange unger til, at alle deres fire dievorter bliver besatte,« fortæller Mads Frost Bertelsen.
Ungerne bliver i pungen i 10-12 uger, indtil de bliver store nok til, at moderen kan efterlade dem i en hule, mens hun søger føde.
Høne bygger rugehule med radiator og skrider
Tallegalahøner, som lever i Sydøstasien og Australien, har udviklet en helt særlig metode til at udruge deres kyllinger, uden at de selv behøver ligge på dem.
Hønerne samler planterester og op til flere ton jord i store bunker, fortæller Mads Frost Bertelsen. Bagefter graver de et hul i kompostbunken til hvert af deres æg. Når planteresterne rådner, stiger temperaturen i ruge-hullerne. Varmen udruger æggene.
Når kyllingerne kommer ud af æggene, er de allerede selvkørende og flyvedygtige. Heldigvis for dem, for deres mor er skredet. Tallagalahønen forlader sine æg, før de klækker, og hun ser aldrig sine unger, som selv graver sig ud.
Næsehornsfugles mødre ruger i et fængsel
Mødrene hos en anden tropisk fugleart, den farverige næsehornsfugl, flyver ingen steder. De bliver spærret inde af deres mage, indtil de har udruget deres æg.
»Hannen murer hunnen inde i reden. Der er kun en smal sprække, hvor hun kan få næbbet ud. På den måde er æggene beskyttet, men hunnen er til gengæld 100 procent afhængig af, at hannen kommer og lægger mad i hendes næb,« siger Mads Frost Bertelsen.
Fisk opbevarer sine æg i munden
Mødrene hos en række fiskearter, blandt andre ciklider, gør en ekstraordinær indsats for, at deres unger overlever: De bærer deres befrugtede æg i mundhulen, indtil de klækker.
»Nogle gange bliver ungerne endda inde i mundhulen, indtil de er store nok til at klare sig selv. I starten, efter de er svømmet ud, smutter de tilbage i sikkerhed i deres mors mund, når der er fare på færde,« fortæller Mads Frost Bertelsen.
Hos nogle fiskearter får fiskemor hjælp af sin mage, som bærer æggene i munden.
Tudsemor udruger unger i huden
I sydamerikanske søer og vandhuller lever et andet dyr, der også bruger sin egen krop på en underfundig måde til at opbevare sine æg, indtil de klækker.
Pipatudse-mødre udruger deres æg i huden.
»På ryggen danner tudserne et slimlag, som æggene ligger under. Det er nærmest en hule i huden. Det ser helt bizart ud, når æggene klækker og haletudserne kommer ud af ryggen på deres mor,« siger Mads Frost Bertelsen.
Hos nogle arter af pipatudser bliver ungerne endda helt færdigudviklet inde i æggene, så de kommer ud af morens ryg som små tudser.
Enlige mødre giver hver larve sit eget værelse
Blandt insekter og andre smådyr er der også mødre, som arbejder særligt hårdt for, at deres unger trives og overlever.
Det gælder for eksempel arter af enlige bier og gedehamse.
»De har et bo, hvor de bygger celler af papir eller mudder, der fungerer som reder. De lægger et æg i hver celle og fylder den med mad til deres kommende unger,« fortæller Lars Vilhelmsen.
»Så lukker de cellen til, lægger et æg i en ny celle, fylder den med mad, for eksempel insektlarver og edderkopper, forsegler den og gentager processen i en ny celle. Hunnerne klarer det hele selv som enlige mødre,« fortsætter han.
Ørentviste rengør deres æg og bliver ædt af ungerne
Hvis du har været på telttur, har du helt sikkert mødt ørentviste, små, aflange insekter med en tang på bagkroppen.
Ørentvisterne ser måske ikke specielt søde ud, men hunnerne er virkelig gode til at passe på deres æg.
»De bliver på reden og passer dem, indtil de klækker. Ørentvistemødrene holder rovdyr væk og slikker på æggene, så der ikke kommer svamp på,« fortæller Lars Vilhelmsen.
Almindelig ørentvist, den mest udbredte art i Danmark, stopper sin yngelpleje, når æggene klækker, men hun bliver hos ungerne. Efter et stykke tid dør hun, og ungerne æder hende.
Tak til naturens mødre for at holde økosystemet i gang
Du har nu fået et lille udpluk af naturens vidunderlige mødre, men der er mange flere. Der er for eksempel elefantmødre, som dier deres unger i et år ligesom mennesker. Der er udspekulerede gøgemødre, der lægger æg i andre fugles reder og stikker af.
Der er myreslugere, dovendyr og aber, som bærer rundt på deres unger, indtil de kan klare sig selv. Der er myreslugerens byttedyr, bittesmå myredronninger, som kun parrer sig én gang i deres liv. Sæden, de får, holder de på resten af livet og bruger den til løbende at befrugte æg.
Og sådan kunne vi blive ved. Videnskab.dk sender en stor tak til alle dyremødre, der beriger Jorden og holder økosystemerne i gang ved at formere sig.
