Rumkapløb: USA og Kina sigter efter samme krater på Månen

Der er travlt både på Cape Canaveral og på det kinesiske rumcenter Wenchang, som ligger på øen Hainan ud for Kinas kyst.

For begge steder er man ved at forberede nogle meget store rumsonder, der skal sendes til Månen måske så tidligt som august eller september, hvis alt går godt.

Det ganske særlige er, at de to sonder skal lande samme sted, nemlig på randen af Shackleton-krateret, der er opkaldt efter den berømte, engelske polarforsker Ernest Shackleton (1874-1922), som på flere ekspeditioner udforskede Antarktis.

Heldigvis er krateret stort nok til både Kina og USA: Der er plads til det meste af København i krateret, og selv kraterranden, hvor landingerne skal foregå, er mere end 65 km lang.

Alligevel kommer de to sonder til at lande tæt på hinanden.

Derfor går rejserne til Shackleton-krateret

Der er naturligvis en grund til, at både Kina og NASA har valgt netop Shackleton-krateret som mål: Muligheden for her at finde is.

Is er afgørende for muligheden for at bygge en base på Månen. For is kan ikke bare smeltes til vand, men også spaltes i ilt og brint, som kan bruges som brændstof til en raket og dermed gøre det muligt at optanke rumskibe på Månen.

Det 21 km store krater er meget tæt på Månens sydpol, og det betyder, at Solen året rundt står meget lavt i horisonten. På selve sydpolen står Solen aldrig helt op eller går helt ned.

Tre punkter på kraterets rand forbliver samlet set solbelyste i mere end 90 procent af året, og det sikrer jo en stabil adgang til solenergi.

Med Solen i en så lav vinkel kan den aldrig nå bunden af ​​nogle dybe kratere. Shackleton-krateret er meget dybt, da der er ikke mindre end 4 km fra kraterranden og ned til bunden af krateret.

Netop denne dybde betyder, at store dele af krateret henligger i et konstant mørke, med det resultat at temperaturen her kan komme ned på -230 grader, hvilket stort set svarer til temperaturen på Pluto.

Hvis nu en isholdig komet rammer krateret, er her så koldt, at den vanddamp, der frigøres ved nedslaget, øjeblikkeligt fryser til is igen. Denne is kan nu ligge på Månen i millioner af år, og bare vente på at blive gravet op.

Astronauter kan dog ikke klare hverken kulden eller mørket, så det bliver helt sikkert en opgave for robotter udstyret med AI.

Der er dog et problem ved Shackleton-krateret, nemlig at set fra krateret er Jorden kun synlig cirka halvdelen af tiden, hvilket vil forhindre en konstant kontakt.

Men bare 120 km fra krateret ligger et 5 km højt bjerg kaldet Malapert, og herfra kan man se Jorden hele tiden, hvilket vil sikre en uafbrudt kommunikation.

Så hvis man på den ene eller anden måde kan sikre en konstant kontakt - måske med kabler - mellem Shackleton og Malapert, er problemet løst.

Et uofficielt kapløb

Officielt er der ikke noget kapløb mellem Kina og USA, selv om begge lande håber at landsætte astronauter på Månen i perioden 2028-2030.

Men det er ingen hemmelighed, at præsident Trump er meget ivrig efter, at amerikanerne lander før kineserne, og at det sker, endnu mens han er præsident. Kina ser ud til at have et mere langsigtet syn på deres måneprojekt.

Når de to sonder opsendes mod Shackleton-krateret, vil det nok af mange blive opfattet, som at et månekapløb er i gang mellem Kina og USA.

Kinas rumsonde

Kinas rumsonde hedder Chang’e 7 og er opkaldt efter den kinesiske månegudinde Chang’e.

Kina begyndte at sende sonder til Månen i 2007, og et berømt højdepunkt var landingen af Chang’e 4 på Månens bagside i 2019, for det var både første – og stadig eneste gang – at en rumsonde er landet på Månens bagside.

Så Chang’e 7 har noget at leve op til, og planerne for den er da også ambitiøse. Rumsonden består af fire dele:

• En orbiter, der kredser om Månen
• En lander
• En rover, der kan køre omkring på kraterranden
• En ’mini-hopper’ der er udstyret med en lille raketmotor, så den kan flyve fra sted til sted og i princippet søge ned i de mørke og kolde områder nede i krateret

Der er 21 videnskabelige instrumenter, lige fra kameraer, seismometre og en radar, der kan se ned i undergrunden, til instrumenter, der kan undersøge overfladens mineraler. Seks af de videnskabelige instrumenter er internationale, altså ikke bygget i Kina.

Mest spændende er dog minihopperens instrumenter, for de kan lede efter spor af vand eller is.

Minihopperen har seks ben, så den kan både kravle og flyve – og den kan bevæge sig langt væk fra landeren, måske flere kilometer. Den har et meget avanceret navigationsudstyr, så den kan navigere langt ned i krateret, også selv om der både er mørkt og meget koldt, og terrænet sikkert er meget ujævnt med store sten.

Minihopperen er et varsel om den helt centrale rolle, AI vil få for udforskningen af Månen. Men det er en robot, og der kan godt gå et stykke tid, før Kina vil sende mennesker til Shackleon.

Den første bemandede landing skal nemlig finde sted i et område ved navn Rimae Bode, der ligger nær ækvator. Det er valgt, fordi terrænet her er meget mere fladt og let at lande på end sydpolsområdet, der er fuld af store kratere og bjerge.

Vi vil vende tilbage til Kinas mere langsigtede planer for sydpolsområdet i slutningen af artiklen. Men først en gennemgang af den amerikanske rumsonde.

Amerikanernes Blue Moon

Det er måske lidt misvisende at kalde den amerikanske Blue Moon for en rumsonde, for det er i virkeligheden en ubemandet udgave af et landingsfartøj, som til sin tid skal sende astronauter til Månen.

Så Blue Moon skal slet ikke udforske Månen – her er succeskriteriet simpelthen, at den lander pænt på kraterranden og ikke ender med at trimle ned ad de stejle kratervægge for at ende på bunden af krateret.

Blue Moon er bygget af firmaet Blue Origin, der ejes af internetfirmaet Amazons grundlægger, Jeff Bezos, som i dag er en af verdens rigeste mænd – men dog ikke helt så rig som Elon Musk.

Ligesom Musk har Bezos startet sit eget rumfirma ’Blue Origin’, hvor navnet er en hentydning til, at vi kommer fra den blå Jord, som vi skal passe på.

Blue Origin er nu ved at komme på markedet, og firmaet håber på at blive en stor konkurrent til SpaceX.

Med raketten New Glenn og månelanderen Blue Moon er Blue Origin godt på vej, for Blue Moon er en af de to månelandingsfartøjer, NASA har bedt industrien om at udvikle til Artemis-projektet. Det andet er Starship fra konkurrenten SpaceX.

Da Blue Origin er et nyere og mindre firma end SpaceX, er det utrolig vigtigt for Blue Origin at vise, at deres landingsfartøj fungerer, og det skal altså ske ved en landsætning på Shackleton, da Artemis-projektet direkte sigter på at bygge en base i området.

På den anden side har SpaceX heller ikke landsat noget på Månen, men de er bare så meget mere kendte.

I alle tilfælde er det dristigt, at den første landing skal finde sted på en kraterrand og ikke på en flad slette. Blue Moon vejer nemlig over 20 ton og er 8 meter højt – nok en del vanskeligere at landsætte end Chang’e 7. Og så er det ikke engang den endelige udgave. Den udgave af Blue Moon, som skal landsætte mennesker på Månen, bliver større.

Et uheld for nyligt

Det var bestemt ikke en god nyhed, at den 3. flyvning med New Glenn, som skal opsende Blue Moon, desværre ikke gik helt efter planen.

Starten 19. april gik fint, men andet trin endte med at sende en satellit ind i en så skæv bane, at man ikke havde andre muligheder end at sende satellitten tilbage til Jordens atmosfære for at brænde op.

Man kan håbe, at årsagen til uheldet er en lille fejl, som er let at rette. Det er netop, hvad ingeniørerne nu undersøger, for man vil meget gerne gennemføre en landing før den næste store prøve med Artemis 3 til næste år. For her skal både Blue Moon og Starship afprøve en sammenkobling med Orion-rumskibet i bane om Jorden.

Vi kan kun komme med det gamle citat fra Apollo 13: »Failure is not an option.«

USA’s base på Månens sydpol

En ting er fælles for Kina og USA, nemlig, at det endelige mål er at bygge en base nær Månens sydpol, hvor der som nævnt er mulighed for at finde is.

Den Amerikanske base har allerede fået navnet ’Artemis Base Camp’, og den er næsten selve begrundelsen for Artemis-projektet.

Det vil tage måske 10 år og koste op mod 30 milliarder dollar at bygge basen, og projektet er delt i flere faser:

• Fase 1: Stedet for basen vælges på de første Artemis-flyvninger
• Fase 2: Man begynder at bygge basen ved at installere strøm, overfladekommunikation, mobilitet og andre systemer, der vil give mennesker mulighed for at bo og arbejde på Månen i uger – eller potentielt måneder. Man vil i denne fase søge at kunne gennemføre to Artemis-landinger om året. Man håber på, at det kan ske i perioden 2030-2032, og basen vil i denne periode næppe være permanent bemandet
• Fase 3: I den sidste fase, der varer indtil 2036, vil se en overgang til en permanent base og muligvis starten på at udvinde ressourcer på Månen.

Kinas base på Månens sydpol

Det Kinesiske projekt hedder ILRS, hvilket står for – International Lunar Research Station. Projektet skal altså være internationalt med Rusland og muligvis andre lande som partnere.

Man vil starte med en robotbase og så gradvist udvikle den til en bemandet base. Tidsskalaen er lang, men man håber på at have en permanent bemandet base omkring 2035.

Man starter dog i god tid, for allerede i 2029 skal rumsonden Chang’e 8 skal et vigtigt skridt mod en sådan base, da en af opgaverne bliver at undersøge muligheden for at bygge mursten af ’månejord’.

Alt tyder derfor på, at der i perioden 2030-2040 bliver en voldsom byggeaktivitet ved sydpolen. Vi har derfor helt sikkert ikke hørt det sidste til Shackleton-krateret.

Det bedste vil være, hvis udforskningen af Månen viser, at der er mange isholdige kratere – det giver bedre plads til alle og gør det lettere at undgå konflikter.