For cirka 600.000 år siden delte menneskeheden sig i to:
- Én gruppe blev i Afrika og udviklede sig til os, Homo sapiens.
- Den anden gruppe drog ud i verden, til Asien, så Europa, og blev til Homo neanderthalensis - neandertalerne.
Neandertalerne var med andre ord en søsterart, som udviklede sig parallelt med vores primære forfædre.
Neandertalere fascinerer os, fordi de fortæller os noget om os selv - hvem vi var, og hvem vi måske var blevet.
Neandertalerne var langt fra fredelige
Det er fristende at se dem i et idyllisk lys som personer, der levede i fred med naturen og hinanden - som Adam og Eva i Paradisets Have.
I så fald er menneskehedens mange onder - især vores territorialitet, voldelighed, vores krige - ikke medfødte, men moderne påfund.
Biologien og palæontologien tegner et mørkere billede: Neandertalerne var langt fra fredelige.
De var højst sandsynligt dygtige og farlige krigere, og kun det moderne menneske kunne måle sig med dem på den front.
Rovdyr øverst i fødekæde
Rovpattedyr på land er territoriale. Især dyr, der jager i flok. Ligesom løver, ulve og Homo sapiens samarbejdede neandertalerne, når de jagtede storvildt.
Disse rovdyr, som befinder sig øverst i fødekæden, er ikke selv byttedyr, så overbefolkning kan blive årsag til territoriekonflikter om jagtmarkerne.
Neandertalerne stod ansigt til ansigt med det samme problem. Hvis andre arter ikke selv kunne styre deres antal, så skulle konflikterne nok mindske deres antal.
Territorialitet har dybe rødder i mennesket
Denne territorialitet har dybe rødder i mennesket. Territoriale konflikter er også intense blandt vores nærmeste slægtninge, chimpanserne.
Hanchimpanser rotter sig regelmæssigt sammen for at angribe og dræbe hanner fra rivaliserende grupper. Det er en adfærd, der minder påfaldende meget om menneskelig krigsførsel.
Det indikerer, at samarbejdende aggression udviklede sig i chimpansens og menneskets fælles forfader for cirka syv millioner år siden.
I så fald har neandertalerne arvet den samme tilbøjelighed til kooperativ aggression.
Alt for menneskelige
Krisførelse er en iboende del af at være menneske. Krig er ikke en moderne opfindelse, men en forhistorisk, fundamental del af vores menneskelighed.
Historisk set har alle folkeslag ført krig.
Vores ældste skriftlige kilder er fyldt med krigshistorier. Arkæologien afslører forhistoriske fæstninger, kampe og steder for forhistoriske massakrer, som går mange tusinde år tilbage.
Krigsførelse er menneskelig - og neandertalerne lignede os meget.
Begravede de døde
Vi har bemærkelsesværdig ens kranier og skeletanatomi, og vi deler 99,7 procent af vores DNA. Også adfærdsmæssigt lignede neandertalerne os forbavsende meget.
De lavede ild, begravede deres døde, skabte smykker ud af strandskaller og dyretænder, de producerede kunstværker og mindesmærker af sten.
Og fordi neandertalerne delte så mange af vores kreative instinktinter, delte de sandsynligvis også mange af vores destruktive instinkter.
Voldsomme liv
Arkæologiske optegnelser bekræfter, at neandertalerne var langt fra fredelige.
Neanderthalensis var dygtige storvildtjægere, som ved hjælp af spyd nedlagde hjorte, stenbukke, elge, bison og endda næsehorn og mammutter.
Det er utænkeligt, at de ville have tøvet det mindste ved at bruge våben, hvis deres familie eller territorie var truet. Arkæologien indikerer, at sådanne konflikter ofte fandt sted.
Forhistorisk krigsførsel efterlader tydelige spor. En kølle mod kraniet er en effektiv måde at dræbe.
Køller er hurtige, voldsomme, præcise våben, så forhistoriske mennesker har ofte hovedtraumer, og det har neandertalerne også (Se her, her, her og her.)
Masser af brækkede arme og hovedtraumer
Et andet tegn på krigsførsel er frakturer (knoglebrud, red.) på underarmen forårsaget ved at afværge slag.
Neandertalerne har også en masse brækkede arme. Mindst én neandertaler, fundet i Shanidargrotten i Irak, blev spiddet på et spyd i brystet.
Skader, såvel som dødsfald, var særlig almindelige blandt unge mandlige neandertalere.
Visse skader stammer muligvis fra jagt, men mønstrene stemmer overens med dem, man kan forvente at se blandt folk, der fører stammekrige – små, men intense, længerevarende konflikter, krige domineret af guerillaangreb og bagholdsangreb med sjældnere forekommende slag.
Neandertalernes modstand
Krig efterlader knap så tydelige spor i form af territoriale grænser.
Det bedste bevis på, at neandertalerne ikke bare kæmpede, men udmærkede sig i krig, er, at de mødte os, og at de ikke øjeblikkeligt blev slået tilbage.
Neandertalere modstod det moderne menneskes udbredelse i cirka 100.000 år. Hvorfor tog det ellers så lang tid for os at forlade Afrika?
Ikke fordi miljøet var fjendtligt, men fordi neandertalerne allerede trivedes i Europa og Asien.
God evolutionær strategi
Det er højst usandsynligt, at de moderne mennesker mødte neandertalerne og bare besluttede sig for at lade dem leve i gensidig fred og fordragelighed.
Om ikke andet tvang befolkningstilvæksten os at erobre mere land for at sikre et tilstrækkeligt stort territorie til jagt og til at søge føde.
Men en aggressiv militær strategi er også en god evolutionær strategi.
I stedet testede vi deres krigere i flere tusinde år, og i mange tusinde år blev vi ved med at tabe.
Overvældende modstandere i nærkamp
I forhold til våben, taktik og strategi var vi ret jævnbyrdige.
Neandertalerne havde sandsynligvis taktiske og strategiske fordele. De havde besiddet Mellemøsten i flere årtusinder og uden tvivl fået indgående viden om terrænet, årstiderne, og om hvordan man levede af de lokale planter og dyr.
Deres enorme, muskuløse kroppe betød, at de var overvældende modstandere i nærkamp.
Deres store øjne gav sandsynligvis neandertalerne et overlegent syn i svagt lys og gjorde dem i stand til at manøvrere i mørket ved bagholdsangreb og kamp.
Sapiens sejrede
Til sidst endte dødvandet, og verden ændrede sig. Vi ved ikke, hvad der skete.
Det er muligt, at opfindelsen af overlegne våben - buer, spydkatapulter, kastekøller - gjorde den letbyggede Homo sapiens i stand til gentagne gange at angribe de tætbyggede neandertalere på afstand ved hjælp af 'hit-and-run'-taktikker.
Eller måske kunne sapiens brødføde større stammer gennem bedre jagt- og fødesamlingsteknikker, hvilket gjorde dem overlegne i kamp.
Ikke blitzkrig, men en lang udmattelseskrig
Selv efter primitive Homo sapiens forlod Afrika for 200.000 år siden, tog det dem mere end 150.000 år at erobre neandertalernes territorie.
I Israel og Grækenland indtog forhistoriske Homo sapiens terræn, men blev så slået tilbage af neandertalernes modangreb, før de moderne Homo sapiens' sidste offensiv, som startede for 125.000 år siden, til sidst eliminerede neandertalerne.
Det var ikke en blitzkrig, som man ellers kunne forvente, hvis neandertalerne enten var pacifister eller underlegne krigere, men en lang udmattelseskrig.
Til sidst vandt vi, men det var ikke, fordi de ikke kæmpede. Vi blev sandsynligvis bare bedre til at føre krig end dem.
\ Forskeren uddyber
På mediet The Conversation, hvor denne artikel oprindeligt er bragt, er forfatteren bag artiklen blevet mødt af en række gode læserspørgsmål i kommentarfeltet under artiklen.
En læser kommenterer, at de fleste moderne mennesker ikke er 100 procent Homo sapiens, men også har 1-2 procent DNA fra neandertalere. Læseren foreslår derfor, at det var den genetiske blanding af Homo sapiens og neandertalere, der førte til, at det moderne menneske var overlegent i forhold til krig og overlevelse.
Til det svarer Nicholas R. Longrich:
»Vi er kun en lille procentdel neandertalere, så det lader til, at assimilation (blandingen af arterne, red.) var undtagelsen og ikke reglen. Men der var nogen assimilation. Det virker også sandsynligt, som ved mange konflikter, at de stridende parter lærte fra hinanden. Det er meget muligt, at de tidlige mennesker tog neandertal-teknikker til sig for bedre at kunne klare sig imod neandertalerne.«
Andre læsere spørger ind til, hvorvidt datidens kampe virkelig kan defineres som krig.
Blandt flere svar skriver Nichlas R. Longrich blandt andet:
»Jæger-samler- og stammekulturer kæmper nødvendigvis på andre måder end stater. De mangler specialiserede soldater, enheder og en stærk hierakisk organisering, som ses i det gamle Grækenland, romerske legioner eller det moderne luftvåben. De har tendens til ikke at udkæmpe store slag. Men ikke deste mindre kæmper de, og historisk kæmper de rigtig godt.«
»Jæger-samler-kulturer og stammekulturer har tendens til at følge en strategi svarende til moderne guirillakrig med mange små bagholdsangreb og plyndringstogter. Over tid kan det nedkæmpe modstanderen. Det er beskrevet i Lawrence Keeleys bog 'War Before Civilization'.«
»Disse taktikker er endda ekstremt effektive mod en stat: Comanche-indianere var for eksempel exceptionelt dygtige til krig og var i stand til at holde udbredelsen af USA tilbage indtil sent i 1800-tallet. De havde militær overlegenhed mod USA i store dele af Texas og Oklahoma, selvom de manglede sådan noget som organiserede hære.«
Læs flere spørgsmål og svar i kommentarfeltet på The Conversation.
Nicholas R. Longrich hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
