Fjeldskred udløste gigantisk tsunami i Alaska – nu efterlyser forskere varsling

Om aftenen den 9. august 2025 var passagererne ombord på ekspeditions-yachten Hanse Explorer færdige med at tage selfies og videoer af South Sawyer-gletsjeren, og skibet satte igen kurs ned gennem fjorden.

De var heldige. Bare 12 timer senere sendte et uvarslet fjeldskred enorme mængder materiale ned i fjorden og udløste den næsthøjeste tsunami, der nogensinde er registreret.

Vi forsker i jordskælv og tsunamier ved Alaska Earthquake Center, og en af os, Michael E. West, er Alaskas delstatsseismolog.

I et nyt studie beskriver vi, hvordan fjeldskredet kastede vand og materiale 481 meter op på den modsatte side af fjorden, hvilket næsten svarer til højden på den 508 meter høje Taipei 101-skyskraber i Taiwan.

Så fortsatte tsunamien ned gennem Tracy Arm-fjorden, hvor de enorme mængder jord og vand skrællede bevoksningen med sig fra skrænterne i fjorden helt ned til den bare klippegrund.

Langt fra unikke forhold

Fjeldskredet skete lidt over klokken fem om morgenen på en gråvejrsdag, hvor fjorden heldigvis var tom for krydstogtskibe. I månederne efter begyndte en del krydstogtselskaber at undgå Tracy Arm-fjorden, som ellers er et yndet sted for krydstogtturisme.

Men de forhold, der førte til hændelsen, er langt fra unikke for denne fjord.

Jordskred er almindelige i Alaskas fjorde, der er kendetegnet af stejle bjerge og gletsjere, og hvor hurtig landhævning, som er forårsaget af tektoniske kræfter og langvarigt tab af is, møder de nedbrydende kræfter fra nedbør og gletsjere i bevægelse.

Men der er i de senere år opstået et interessant mønster: Flere store jordskred er sket præcis ved randen af en gletsjer, der er ved at trække sig tilbage.

Selvom mekanismerne stadig er dårligt forstået, ser det ud til, at bjergene bliver ustabile, når isen forsvinder. Når et fjeldskred rammer vandet, overføres bevægelsesenergien, også kendt som kinetisk energi, fra millioner af tons klippe til tsunamibølger.

Det samme fænomen ses fra Alaska til Grønland og Norge, nogle gange med dødelige konsekvenser.

I hele Arktis forsøger landene at finde et svar på, hvordan de skal håndtere denne voksende risiko.

Det er ikke et reelt valg:

• enten er man nødt til at undgå store kystområder
• eller også må man leve med en risiko, som endnu er dårligt forstået

Vi mener, at varslingssystemer kan spille en oplagt rolle, men kun hvis forskere får en bedre forståelse af, hvor og hvornår fjeldskred sandsynligvis vil ske.

Tegn på, at et skred er på vej

Fjeldskreddet i Tracy Arm-forden er et vægtigt eksempel.

Det fandt sted i august, hvor varmere havvand og kraftigere nedbør fyrer op under både gletsjernes tilbagetrækning og skråningskollaps.

Gletsjeren under skredområdet havde oplevet hurtig kælvning, hvor store isstykker brækker af og falder i vandet.

Den havde trukket sig mere end en halv kilometer tilbage i de to foregående måneder. Kraftig regn var faldet, og så trænger regnvand ind i sprækker i bjerget og øger trykket.

Mest opsigtsvækkende er de tusindvis af små seismiske rystelser, der udgik fra området, i dagene før bjergsiden kollapsede.

Vi mener, at denne kombination af advarselstegn ville have været tilstrækkelig til at udsende trinvise varsler mindst et døgn før hændelsen, hvis der havde eksisteret et overvågningsprogram. Både til skibe i området, men også til hjem og virksomheder, der risikerer at blive ramt af en tsunami.

Trinvise advarselssystemer bruges allerede til alt fra terrorberedskab og sikkerhed ved atomkraftværker til laviner og vulkansk aktivitet. De fjerner ikke risikoen, men gør det lettere for mennesker at leve sikkert med farer.

For eksempel bliver folk stadig dræbt i laviner, men varslingssystemer har spillet en afgørende rolle i at gøre vinterfærdsel i bjergene mere sikker for flere mennesker. Hændelsen i Tracy Arm-fjorden viser, hvad der kunne være muligt for fjeldskred.

Sådan kan et varslingssystem se ud

Vi vurderer, at samspillet mellem vejret og den hastige gletsjertilbagetrækning i begyndelsen af august 2025 sandsynligvis var tilstrækkeligt til at udløse en tidlig advarsel om, at risikoen midlertidigt var forhøjet i et større område.

På en skala fra gul over orange til rød ville dette svare til et gult beredskabsniveau.

I timerne op til fjeldskreddet blev signalerne endnu tydeligere. Antallet af seismiske hændelser steg markant, og aktiviteten udviklede sig til det, der kaldes seismisk tremor – en vedvarende, lavmælt 'brummen' af energi i undergrunden.

Disse tegn var tilstrækkelige til at udsende en tidskritisk advarsel for et afgrænset område.

Disse observationer, som i øvrigt blev registreret som et biprodukt af det regionale jordskælvsovervågningssystem, berettigede et 'orange' varselsniveau med umiddelbar bekymring.

Tegnene var uden tvivl så tydelige, at man kunne have anbefalet at holde både og skibe ude af fjorden.

Vores forskning i de seneste år har vist, at når et stort fjeldskred først er begyndt, er det muligt at opdage og måle hændelsen inden for få minutter.

På den tid kan seismiske bølger i området give et fingerpeg om fjeldskreddets omtrentlige omfang og størrelse og om, hvorvidt det er sket tæt på åbent vand.

Et overvågningssystem, der hurtigt kan formidle disse oplysninger, vil kunne udsende en rød alarm som et signal om, at hændelsen er i gang.

Det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) har brugt flere årtier på at finjustere hurtig udsendelse af varsler om tsunamier.

Et sådant system vil have haft begrænset effekt for skibe i umiddelbar nærhed, men det kunne have givet op mod 10 minutters varsel til skibe, der befandt sig længere væk og oplevede den voldsomme tsunami.

Der findes endnu ikke et jordskredsovervågningssystem i denne skala i USA. Det vil kræve samarbejde mellem delstatslige og føderale myndigheder samt stærkere overvågnings- og kommunikationsnetværk at opbygge et. Selv da vil det ikke være fejlfrit.

Forstår risikoen, men fjerner den ikke

Varslingssystemer fjerner ikke risikoen helt, men det er langt bedre end slet ingen advarsel. Over tid øger de også bevidstheden, efterhånden som lokalsamfund og besøgende vænner sig til at tage højde for disse farer.

Mange af verdens mest fascinerende steder indebærer også betydelige risici, og det gælder også de arktiske fjorde.

Netop de processer, der skaber faren – gletsjertilbagetrækning, stejlt terræn og dynamisk geologi – er også det, der gør landskaberne så fascinerende. Kombinationen af gletsjere, isfyldte farvande og stejle bjergformationer er præcis det, der tiltrækker mennesker.

Spørgsmålet er derfor ikke, om man helt skal undgå disse steder, men hvordan man kan hjælpe folk til at træffe mere oplyste valg. Vi mener, at stærkere geofysisk og meteorologisk overvågning, kombineret med ny forskning og bedre kommunikation, er første skridt.

9. august bevægede besøgende sig uvidende gennem et landskab på randen af kollaps.

Et varslingssystem kunne have givet turarrangører og mennesker i området den nødvendige information til at træffe bedre beslutninger – og undgå at blive taget på sengen.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.