Hvordan bliver jeg et bedre menneske?

Det ér svært for et menneske alene at løse verdens klimaudfordringer eller for den sags skyld give alle sultende børn i Afrika mad i munden. Ene mand kan det føles, som om vores handlinger ikke tæller ret meget. Om noget overhovedet.

Men måske rykker det alligevel lidt, hvis vi er tilstrækkeligt mange enkeltindivider, der gør gode ting?

I denne udgave af Spørg Videnskaben dykker vi ned i, hvordan vi mennesker hver især kan blive bedre versioner af os selv. Vores læser Jill Enquist har nemlig en ide om, at det er der, det hele starter.

»Jeg har læst, at Videnskab.dk har lavet et tema om at redde verden. Det vil jeg gerne være med til! Hvordan redder jeg verden, hvis jeg gerne vil starte med mig selv – altså: Hvordan bliver jeg et bedre menneske?« skriver Jill i en mail.

Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig

Pointen, lyder det fra Brian Degn Mårtensson, er, at man ikke kan lave en praktisk anvendelig og færdig tjekliste for det moralsk rigtige. Det til trods for, at flere igennem filosofihistorien har forsøgt sig med det.

Det gælder eksempelvis den berømte, tyske filosof Immanuel Kant, som i 1785 formulerede to epokegørende principper for menneskelig handling i et af etikkens hovedværker med titlen 'Grundlæggelse af sædernes metafysik'.

Principperne bliver kaldt ’kategoriske imperativer’ – det vil sige almengyldige love – og lyder:

1. »Handl sådan, at din viljes grundsætning til enhver tid tillige kan gælde som princip for almengyldig lov.«

2. »Handl således, at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.«

I daglig tale kan Kants tanker lidt forsimplet oversættes til det gode gamle ordsprog: Vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig.

»Men en sådan definition er stadig så generel, at man bliver nødt til at overveje i hver eneste handling, om den er rigtig eller forkert,« siger Brian Degn Mårtensson.

Du kan selv deltage i debatten om, hvordan vi gør Jorden til et bedre sted, i Videnskab.dk's Facebook-gruppe Red Verden.

Du er ikke så vigtig endda

Det handler derfor først og fremmest om villigheden til at se ud over sig selv, mener Brian Degn Mårtensson.

Det vil sige at tro på, at der er noget, der er vigtigere end en selv og anerkende det gennem sine handlinger. Det kan være andre mennesker, men det kan også være klodens eller naturens overlevelse:

»Jeg kan ikke sige, at hvis du vælger det ene frem for det andet, er du nødvendigvis et godt menneske. Det er selve handlingen – det at definere noget som værende vigtigere end en selv – der er vigtig,« siger han.

Hvordan man konkret kan lære sig selv at tænke ud over sin egen næsetip, har Brian Degn Mårtensson nogle håndgribelige råd til. Dem kan du læse i fakta-boksene, der optræder i resten af artiklen.

Pligtetik: Forhold dig til at være god - og utilstrækkelig

I teorien kunne nogen med stor magt, en politiker for eksempel, godt lave et regelsæt for det gode menneske, som alle arbejdede ud fra, og så var den ged barberet. Men i en etisk kontekst er der to problemer i dén handling, forklarer Brian Degn Mårtensson:

1. Idet man gør det, sætter man sig selv over andre og definerer det gode på deres vegne. Og så er man allerede gået væk fra ideen om at sætte andre over sig selv.
2. Hvordan skal man selv vide, hvornår man er et godt menneske, når man kun selv er et menneske? I etikkens univers er mennesker ufuldstændige, og vores svar er derfor begrænset af vores egen utilstrækkelighed.

»Der er ikke nogen, der kan definere, om vi handler godt – men alle skal diskutere det. Det er et kulturelt, politisk anliggende at have en konstant diskussion om, hvad der er en god handling. Det er menneskets lod ikke at have det svar på forhånd,« siger Brian Degn Mårtensson og tilføjer:

»Det ypperste må være, at man forholder sig til det at være et godt menneske. Det gode menneske er med andre ord et menneske, der, i erkendelse af sin egen utilstrækkelighed, forholder sig til det at være et godt menneske.«

Nytteetik: Det er resultatet, der tæller

For at opsummere, vil det ’gode’ altså i princippet være en ad hoc-beslutning. Men så længe du forholder dig til det at være et godt menneske og samtidig erkender, at du trods alt kun ér et menneske med fejl og mangler, er du godt på vej.

Der findes dog forskellige strømninger inden for filosofiens og etikkens verden. Immanuel Kant, som vi tog hul på før, var den største fortaler for den såkaldte pligtetik, som også Brian Degn Mårtensson arbejder med.

Pligtetikken er en type etik, der bedømmer en handling som god og rigtig, ikke ud fra om dens resultat er godt, men ud fra om den i sig selv er god og i overensstemmelse med det godes princip. Pligtetik kaldes også for moralfilosofi.

En anden type etik er nytteetik, som også går under navnet utilitarisme eller nyttefilosofi. Ud fra denne opfattelse er en handling først moralsk god, når den forøger summen af velfærd. Det vil sige, at det først og fremmest er handlingens konsekvenser – om den bringer noget godt med sig – der definerer, hvorvidt den er god eller ej. Du kan læse mere om nytteetik, som vi ikke går yderligere ind i denne omgang, i denne artikel, som blandt andet handler om dyreforsøg.

Og sidst, men absolut ikke mindst, findes dyds-etikken.

Dydsetik: Øvelse gør mester

Dydsetikken fokuserer på det idealt gode menneske gennem såkaldte ’dyder’, som er et begreb for gode dispositioner eller karaktertræk. Heldigvis fokuserer dydsetikken samtidig på de træk, som det står i vores magt at forandre, og bruger altså ikke tid på egenskaber som eksempelvis boldøje eller sprogøre.

Dydsetikerne tror med andre ord på, at man bliver et bedre menneske, hvis man øver sig på at være det.

Gode dyder kan eksempelvis være ærlighed og mod, forklarer Anne-Marie Søndergaard, som er en af Danmarks førende dydsetikere. Men, tilføjer hun, heller ikke her er der en færdig opskrift at hente:

»Det, jeg selv godt kan lide ved dydsetikken, er, at selvom vi kan sige noget generelt om at være et godt menneske, vil det i praksis altid komme an på, hvem du faktisk er,« siger Anne-Marie Søndergaard, som er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

Ransag dig selv: Stikker du en hvid løgn?

Dydsetikerne vil nemlig sige, at man kun behøver at øve sig på de karaktertræk, der halter. Mens nogle mennesker i udgangspunktet for eksempel er temmelig ærlige, er de måske samtidig frygtsomme, eller det en dydsetiker vil kalde ’fej’. Andre er måske ret modige, men har problemer med at få sagt sandheden.

Dydens modsætning kalder etikerne for en last.

»De fleste har nogle sider af sig selv, som de er lidt flove over, og som de skal arbejde på at forbedre. Så er der til gengæld andre områder, hvor de allerede agerer rigtig godt, og hvor de ikke behøver at lægge en stor indsats,« forklarer Anne-Marie Søndergaard.

Du skal altså i gang med lidt selvransagelse, for det er ikke givet på forhånd, hvilke dyder lige netop du skal øve dig på: Er du lidt for god til at stikke en hvid løgn? Har du mod til at se projekter til ende, eller bakker du ofte ud før tid? Bruger du for meget tid på dit arbejde og for lidt tid på dine børn?

Og her handler det vel at mærke ikke kun om at kunne sætte et flueben ud for ’evigt ærlig’ eller ’konstant modig’, understreger Anne-Marie Søndergaard. Du skal også overveje måden, du gør det på – omgår du altid sandheden på den bedste måde, eller bliver du nogle gange for ærlig? Er du modig, når det er hensigtsmæssigt, eller skal du lære at fare med lempe?

'Den gyldne middelvej'

Dydstankegangen opstod oprindeligt hos de klassiske græske tænkere, og ifølge den berømte græske filosof Aristoteles ligger dyderne netop ofte imellem to forskellige, uhensigtsmæssige måder at omgå sine følelser på, eksempelvis fejhed versus overmod.

Dyden er altså ifølge Aristoteles både et ideal og en 'mellemting,' og det var på den baggrund, at den romerske digter Horats senere fandt på det berømte udtryk 'Den gyldne middelvej.'

Men dyderne har også været en måde at tænke etik på i kristendommen – husk bare på de tre af de mest berømte dyder i verdenshistorien: ’Tro, håb og kærlighed’.

Selvom der gennem tiden har været mange bud på de vigtigste dyder, er vi dog alligevel konstant nødt til at diskutere, hvad der er gode dyder i dag, understreger Anne-Marie Søndergaard.

»Det skal være nogle karaktertræk, som kan få os til at trives som mennesker, og som fremmer et godt liv for alle. Men de skal også være relevante i vores tid og kontekst, og det vil sige, at det kan forandre sig over tid, hvad der er en dyd,« siger hun.

Etikerens bud på gode dyder

Det er altså ikke op til én person at afgøre, hvad der er gode dyder. Men Anne-Marie Søndergaard vil alligevel gerne give nogle bud som inspiration:

• Ærlighed og at omgås sandheden på en god måde. Skal du eksempelvis overbringe din ven en ubehagelig nyhed, er det måske ikke en god ide at bralre op med det midt i bussen.
• Mod, at kunne stå fast i modgang og se livsprojekter til ende. Det kunne for eksempel være at tage en uddannelse, færdiggøre en svær praktiktid eller bare holde et oplæg.
• Retfærdighed og at tildele andre det, som tilkommer dem.
• Mådehold og at styre sine behov på bedste vis. Er det eksempelvis altid vigtigt at få nyt tøj eller at komme afsted på den rejse, når man tænker på Jordens enorme klimaproblemer?
• Tålmodighed og evnen til at kunne give andre den tid, de har brug for. Eksempelvis at kunne høre andre til ende, når de taler, uden at afbryde.
• Empati. Men om empati er en dyd, er omdiskuteret, understreger Anne-Marie Søndergaard. Du kan læse mere om diskussionen i artiklen ’Kan vi redde verden med empati?’

Vigtigst: Brug din sunde fornuft

Den mest overordnede dyd, Anne-Marie Søndergaard kan komme i tanke om, er dog hverken ærlighed, mod eller retfærdighed, men slet og ret: Praktisk fornuft. Det kræver nemlig din opmærksomhed og sunde fornuft at se, hvad der er på spil, og hvordan andre mennesker omkring dig føler.

Det er en helt grundlæggende præmis for at kunne bringe dyderne i spil på bedste vis, forklarer hun:

»Mange konflikter opstår, fordi man ser en situation på vidt forskellige måder, også selvom alle vil det godt. Hvis man vil hjælpe en anden person, kan det eksempelvis være med de bedste intentioner, men det kan virke utroligt nedladende og sårende at blive opfattet som en, der har brug for hjælp.«

»Der må man bruge sin forestillingsevne til at tænke på, hvordan den her person vil opfatte det. Og så må man øve sig på at bruge den evne igen og igen og igen, indtil man er blevet rigtig god til det,« siger hun.

Den tyske filosof Hannah Arendt sagde det så simpelt: Det at handle etisk handler om at kunne gå på opdagelse og forstå andres perspektiv og syn på verden.

Filosoffer: Mennesker har særligt ansvar

Mange filosoffer mener faktisk, at vi mennesker har et særligt ansvar for at handle etisk – ikke bare over for hinanden, men over for hele kloden – fordi vi er den eneste dyreart, der er i stand til at tage og reflektere over et ansvar, der går ud over vores egne nærmeste slægtninge.

Den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas argumenterer eksempelvis for, at fordi mennesker har mulighed for enten at fremme eller hindre livsudfoldelsen for dyr, planter og økosystemer – som selv er handlingslammede og derfor ansvarsløse – har vi også et ansvar for at tage vare på denne livsudfoldelse.

Ifølge Hans Jonas skal vi orientere os ud fra et forsigtighedsprincip, hvor vi hellere skal være på den sikre side end fortryde. Vi bør med andre ord vælge det sikre alternativ i de tilfælde, hvor vi er usikre på, hvilke konsekvenser vores handlinger vil få.

Derfor er vi nødt til at tale om ansvar på en ny måde, der også indbefatter at bruge vores forestillingsevne og tage ansvar for de følgevirkninger af vores handlinger, som kan være svære at overskue nu og her; eksempelvis ved at begrænse vores udledning af drivhusgasser så meget som overhovedet muligt.

Du kan læse mere om dette emne i artiklen 'Med stor magt følger stort ansvar', som er skrevet af lektor Ulrik Nissen, som arbejder med systematisk teologi ved Institut for Kultur & Samfund, Aarhus Universitet

Psykolog: Oplysning er vejen frem

Hvis vi gerne vil være bedre mennesker, skal vi altså lære at sætte os ud over os selv, at sætte andre og andet over os selv og at identificere vores svage sider, så vi kan øve os på at blive bedre. Ikke for vores egen, men for andres skyld.

Og så skal vi udfordre os selv og vores verdenssyn, lyder opfordringen fra denne artikels sidste forsker. Det kommer måske ikke bag på dig, men vi mennesker er nemlig i udgangspunktet temmelig egocentrerede, lyder det fra Hana Malá Rytter, som er lektor i kognitionspsykologi ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

»Vi er fra naturens side indrettet sådan, at vi tror, at vi kan og ved mere, end vi reelt kan og gør. Vores hjerner snyder os og leder efter løsninger og viden, som kan bekræfte os i det, vi allerede ved. Det bringer os helt naturligt til en selvoptagethed,« forklarer Hana Malá Rytter og fortsætter:

»Jeg er helt enig i, at for at blive et bedre menneske skal man gøre sit bedste for at sætte sig ud over sig selv og anerkende, at man selv kun er en lillebitte brik i det store hele. Og for at gøre dét, skal man udfordre sig selv og sine egne forestillinger ved at søge ny information – helst fra både det nære og det fjerne. Man skal altså være åben over for det, der går imod ens forventninger og forudindtagethed. Oplysning er vejen frem.«

Fej foran egen dør

Én måde at udfordre sit eksisterende verdensbillede er gennem uddannelse, lyder det fra Hana Malá Rytter. Med uddannelse kommer viden og oplysning, og med dé ting kommer refleksion, påpeger hun.

»Vi bliver det, vi bliver, gennem vores opvækst, gennem erfaringer og gennem uddannelse, som ikke bare handler om at tilegne sig mere viden, men om at lære at agere bedre i forhold til verden. Det er her, vi lærer at stille spørgsmål, som er en central del af den banale refleksion, der ligger i, hvordan vi hver især kan gøre tingene bare en lille smule bedre,« siger Hana Malá Rytter.

Der ér mange ting, vi mennesker ikke kan kontrollere – men hvorfor ikke starte med de ting, vi faktisk kan?

»Jeg er stor tilhænger af, at man fejer foran egen dør. I stedet for altid at spørge, hvad omverdenen kan gøre, kan man jo spørge sig selv: Hvad kan jeg selv gøre, for at tingene bliver bedre?« siger hun.

Konklusion: Kig udad, og vær noget for andre

Summa summarum:

Selvom vores erkendelsesapparat i udgangspunktet gerne vil have os til at være meget optagede af os selv, er vi i virkeligheden kun en lille bitte brik i det store hele. Heldigvis er der masser af øvelser, vi kan gøre, for at blive bedre til at kigge udad og være noget for vores omverden.

Med de ord slutter vi af for denne gang. Vi håber, at Jill og andre læsere er blevet klogere på, hvordan vi hver især kan blive lidt bedre. For hvem ved – måske kan nogle små skridt hos os allesammen tilsammen ende med at gøre hele forskellen.

Vi takker for spørgsmålet og sender en flot abe-T-shirt afsted til Jill. Hvis du er nysgerrig på at læse flere artikler i vores store Red Verden-tema, kan du klikke her, og hvis du selv sidder med en god undren til Spørg Videnskaben, kan du sende den afsted til sv@videnskab.dk.