Var der en vikingetid i Skandinavien – 2.000 år før vikingerne?

De seneste år har forskere, som forsker i bronzealderen i Norge, fundet ud af meget nyt.

Flere af dem ser nu på denne tid med helt andre øjne. Det samme gør mange af deres kolleger i Danmark og Sverige. De ser sporene efter en første vikingetid. For 3.000 år siden.

På denne tid var Norges indbyggere langt mindre primitive, end mange forestiller sig. De var ikke jægere, som stadig levede på stenaldervis.

Skibene, som blev bygget af nordmænd, svenskere og danskere i bronzealderen, kunne fragte en besætning på mere end 50 mand. Med disse skibe drog man fra Skandinavien til England og nåede angiveligt langt ned ad de store floder i Europa.

De kan have sejlet helt op til Finnmarken i det nordlige Norge og måske helt ned til Italien i syd.

Knyttet til havet

På hele 90 procent af alle helleristninger i Norge fra bronzealderen kan man se store og små skibe, og det er noget, arkæologerne nu har fået øjnene op for.

Hvorfor var man så optaget af skibe i Norge for 3.000 år siden?

Mange husker nok, hvordan vi i skolen i historietimerne fik fortalt, at der nok var tale om mytologiske afbildninger af skibe på vej til dødsriget. Altså en slags religiøse billeder.

Er det for fantastisk at tro, at skibene skulle være virkelige?

Bronzetidens indbyggere i Norge, Sverige og Danmark drog langt omkring. De var mobile mennesker.

De nåede muligvis helt ned til Spanien og Italien. Ja, måske endda til Grækenland og faraonernes Egypten. Det kan i hvert fald ikke udelukkes.

Verden blev globaliseret for 3.000 år siden

»Verden blev globaliseret for første gang i bronzealderen,« forklarer Kristian Kristiansen.

Han er forsker ved Universitetet i Göteborg og bliver anset for at være noget af en 'grand old man' inden for bronzealderforskningen.

Kristian Kristiansen har de seneste år glædet sig over at være en del af et forskningsfelt, hvor forskerne har fundet meget ny og spændende viden.

»De mennesker, som levede i Skandinavien for cirka 3.000 år siden, var helt klart en del af datidens globalisering,« konstaterer han.

I Norge er arkæologen Lene Melheim ved Kulturhistorisk museum ved Universitetet i Oslo en central person i bronzealderforskningen.

»Jeg mener, det er sandsynligt, at nordboerne drog med skib helt ned til Middelhavet for 3.000 år siden,« siger Lene Melheim til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

»Jeg har kolleger, som er uenige med mig, men jeg anser det altså for sandsynligt. Vi ved, at nordboerne fik varer fra det sydlige Europa, og at de var utrolig dygtige søfolk. Derfor er det lige så sandsynligt, at de selv rejste ud i verden, som at alle varerne skulle finde vej gennem mellemmænd.«

Både bronzealderen og vikingetiden var maritime samfund

Bronzealderen var angiveligt en helt særlig tid i Norge, Sverige og Danmark. Men hvornår var bronzealderen egentlig?

Lidt forenklet kan man sige, at bronzealderen var for 3.000 år siden, ligesom man lidt forenklet kan sige, at vikingetiden var for cirka 1.000 år siden. Men bronzealderen varede i mere end 1.000 år – i Norge fra cirka 3.700 år siden frem til for cirka 2.500 år siden.

Vikingetiden varede kun nogle få århundreder. I dag ved arkæologerne, at både skibe, huse, våben, beklædning og meget andet dengang for længe siden ligner det, vi forbinder med 'vikingetiden'.

Metallerne, som man brugte dengang, var hovedsagelig bronze og guld. Vikingerne havde også jern.

Både søfart, handel, husdyr, gårde, vold og plyndring samt magtdemonstration gennem opførelse af store og monumentale gravhøje og storstilet ofring af smykker og våben – alt det fra bronzealderen for 3.000 år siden ligner det, vi forbinder med vikingetiden, overraskende meget.

Det er i hvert fald det billede, som begynder at danne sig nu.

»Her i Norden var bronzealderen og vikingetiden to meget lignende samfund,« mener Kristian Kristiansen.

Han påpeger den måske mest slående lighed:

»Begge var maritime samfund.«

En påfaldende pointe er, at de første norske forskere, som begyndte at interessere sig for skibene på helleristningerne, mente, at det måtte være vikingerne, som havde lavet dem. Skibene lignede jo nærmest vikingeskibe til forveksling.

Skibe med 50 personer om bord

»På helleristningerne med skibe fra bronzealderen ser vi markerede mandskabsstreger. De findes om bord på de fleste af skibene,« siger Lene Melheim.

Hun er helt overbevist om, at hver streg er et menneske. I Norden i bronzealderen blev skibene hverken roet eller sejlet, men padlet med lange padleårer.

Stregerne på helleristningerne viser os antallet af personer om bord. Men måske er hver streg to personer, påpeger Lene Melheim, for besætningen sad to og to ved siden af hinanden i løbet af sejladsen.

Fartøjer bygget af planker

Skibene var altså langtfra de udhulede træstammer, som man ellers brugte i Norge for 3.000 år siden, selvom sådanne fartøjer fandtes i bronzealderen. Skibene var bygget af planker. Det ved vi i dag.

Bronzealderfartøjerne blev altså bygget efter samme hovedprincip som vikingeskibene og som nutidens træfartøjer.

Således blev både og større skibe, som lå langs kysten ved Finnmark, Nordland, Trøndelag, Vestlandet, Rogaland og Sørlandet samt Oslofjorden, til lette og smidige fartøjer.

Bronzealderskibene blev padlet. De første spor efter robåde i Norge er fra det nordlige Norge og fra begyndelsen af jernalderen et par hundrede år senere. Det var først i 700-tallet, at man begyndte at bruge sejl på skibene.

Hvor stor var besætningen?

Hvor stor en besætning havde et skib almindeligvis i bronzealderen?

Johan Ling er bronzealderarkæolog ved Universitetet i Göteborg. I Bohuslän syd for Østfold i Norge har man registreret ikke færre end 10.000 skibe afbildet på helleristninger, og Johan Ling har set nærmere på cirka 1.700 af dem.

Når vi ser en helleristning med en stor besætning, kan vi selvfølgelig ikke uden videre slå fast, at det forestiller et virkeligt skib med et stort mandskab.

Johan Ling mener dog, at mange af de andre ting, vi ser afbildet på helleristninger - plove, økser, sværd, vogne og dyr - altsammen præsenterer virkelige ting, som fandtes i Sverige og Norge for 3.000 år siden.

Mytologiske fantasibilleder?

Er det så rimeligt at antage, at de store skibe bare er mytologiske fantasibilleder?

Johan Ling, som igennem mange år har sammenlignet helleristningerne, er kommet frem til, at man oftest finder mellem 6 og 13 'besætnings-streger'.

Hvis mandskabet sad dobbelt, bliver det til mellem 12 og 26 personer. Men der var langt større skibe end dette.

Stregerne fortæller os, at de største skibe - som Bjørnstadskibet du kan se øverst i artiklen - muligvis havde en besætning på flere end 50 personer.

De allerstørste skibe i Norge og Norden havde 60 til 70 personer om bord, hvis vi skal tro helleristningerne - og endnu flere hvis mandskabet er afbildet dobbelt.

De ældste skibe er størst

Det er fascinerende, at nogle af de ældste skibe, vi kan se på helleristningerne i Norge og Sverige, er fra den den ældste del af bronzealderen.

Hen imod slutningen af bronzealderen skrumper mandskabet ombord i antal, og i jernalderen, hvor vi nærmer os romertiden, bliver besætningen endnu mindre.

Johan Ling fandt desuden, at afbildningerne fra den nyere bronzealder langt oftere viste mennesker i konflikt i forhold til den ældre bronzealder.

Hvis du ser på skibe fra forskellige århundreder, som vist i nedenstående figur, så læg mærke til krigerne med økser og sværd om bord på skibet, som angiveligt er fra mellem 2.800 til 2.900 år siden.

Var det en tid med mange krige?

I den senere del af bronzealderen kan Johan Ling se ud fra afbildningerne, at der er opstået større forskel på personerne ombord på skibene; nogle er store og udviser styrke, andre er små og anonyme. Tidligere i bronzealderen var figurerne mere ens.

Johan Ling påpeger også, at der ofte er krigere rundt omkring skibene imod slutningen af bronzealderen, og sammen med krigerne ser man både lurblæsere og akrobater, som slår saltomortaler i luften.

Der findes også helleristninger med mennesker, som fisker fra både i bronzealderen; dog kun ganske få.

Faconen på skibene er stort set hele tiden den samme, så forestillingen om, hvordan et skib bør se ud, var tilsyneladende nok så fastlagt i bronzealderen.

Johan Ling gjorde endnu en opdagelse, da han systematiserede afbildlingerne af de 1.700 skibe: Den markante forstavn og agterstavn på vikingeskibe fra slutningen af bronzealderen har ofte form som noget, der kan minde om dyrehoveder.

En ægte båd, som næsten er fra bronzealderen

Den danske Hjortspringsbåd er knap 2.500 år gammel. Den blev fundet i Hjortspring Mose på Nordals i 1921 og ligner de fartøjer, man kan se på helleristningerne, meget.

Hjortspringsbåden er det hidtil eneste eksempel i Norden på en næsten komplet båd, som er fra så langt tilbage i tiden, at vi næsten befinder os i bronzealderen.

Hjortspringsbåden blev fundet sammen med våben og andet grej til mange krigere, så vi kan konkludere, at det var et krigsfartøj.

Hjortspringsbåden havde plads til en besætning, som sad på hver side på smalle, formskårne bænke og padlede. I alt var der plads til ti padlere i hver side samt en styreåre i hver ende.

Fartøjet, som havde en styreåre i hver ende, havde altså angiveligt en besætning på 22 mand.

Et let fartøj

Det er et let fartøj, og størstedelen af dets styrke ligger i selve skallen.

Hjortspringbåden består af en bundplanke og to brede planker i hver side, som er syet sammen med bast. Bådens ender er holdt sammen af to stævnklodser.

Det er tydeligt, at Hjortspringbåden bygger videre på en lang bådebyggertradition, der strækker sig mere end 2.500 år tilbage.

Visse dele af konstruktionen kan vi endda se i norsk bådebygning helt frem til i dag. Båden blev padlet med lange, smalle årer, og en kopi af båden nåede helt op på 8 knob.

Kontakt mellem folk

Der er hidtil ikke blevet fundet fartøjer fra bronzealderen i Norge, men både i Troms i Nordnorge og i Nordland har man fundet padleårer, som er mellem 3.000 og 4.500 år gamle.

Padleårerne ligner nutidens kanoårer. De fungerede formentlig fint i de lette både på lange turer langs Nordnorges kyst, mener arkæologen Stephen Wickler ved Norges arktiske universitetsmuseum i Tromsø.

Lignende padleårer fra bronzealderen er blevet fundet i det sydlige Skandinavien, Tyskland og de baltiske lande.

De fortæller os om kontakt mellem folk i det allernordligste Norge og længere sydover på kontinentet.

Bronzealderens store langhuse

Norske arkæologer er blevet langt bedre til at udgrave bronzealderens bopladser i løbet af de seneste år.

Vi skal ikke mange årtier tilbage, før en del arkæologer troede, at bronzealderens mennesker i Norge var en slags nomader, fordi de fandt så få spor efter dem.

I dag ved vi, at husene i Norge for 4.000 år siden lignede de langhuse, som blev bygget helt frem til vikingetiden for 1.000 år siden. Husene i den ældre bronzealder var helt op til 40 meter lange og mindst dobbelt så lange som brede.

De var opdelt i to eller tre afdelinger. Da norske arkæologer først satte sig for at lede efter de oldgamle huse, begyndte de at dukke op. Men der er lang vej endnu, og bronzealderarkæologerne har brug for ressourcer for at kunne fortsætte.

Bondegården

I dag ved arkæologerne, at gårde med gårdsplads, indmark og udmark allerede fandtes i den yngre stenalder for 4.000 år siden, altså længe før vikingetiden.

Dyrene på gården i bronzealderen var stort set de samme, som vikingerne havde, og som vi holder dem dag i dag.

Man holdt kvæg, får, geder, grise og heste. En hund løb helt sikkert rundt på gårdspladen.

På Forsand i Rogaland har man genopbygget mindre dele af en norsk bronzealderlandsby. Her fandt aekæologerne nemlig en hel landsby med mere end 100 huse fra bronzealderen og den ældre jernalder.

Bronzen kom fra Europa

Da bronze blev opdaget i Mellemøsten eller det sydøstlige Europa for knap 4.000 år siden, blev livet lettere.

Det blev meget lettere at fremstille avancerede og solide våben. Også redskaberne blev forbedrede, og smykkerne blev flottere.

»I bronzealderen blev man for første gang meget afhængig af metal,« fortæller Kristian Kristiansen.

Men kobber og tin, som bronze består af, blev kun udvundet få steder i Europa. Og det var ofte ved helt forskellige lokationer på kontinentet.

Nyere forskning har for eksempel vist, at bronzeøkser fundet i Danmark indeholdt metal fra så forskellige steder som malmbjergene i Slovakiet, minerne på De Britiske Øer og i Inndalen ved Alperne. Det kan du læse mere om i artiklen 'Nyt studie afslører, hvordan bronzealderen kunne opstå i metalfattige Danmark'.

»Der opstod et behov for et omfattende distributionsnet,« forklarer Kristian Kristiansen.

Det belyser, hvor afhængig man var af skibsfarten i bronzealderen. Og i skibene blev der uden tvivl gjort plads til andet end lige bronze. Måske var mennesker en handelsvare, eller noget man kunne bytte med.

DNA fortæller os om de afdøde

Forskningen i DNA har set store fremskridt de seneste år.

DNA-forskningen i mennesker, som døde for cirka 3.000 år siden, har gjort forskerne i stand til at afdække, over hvor lange afstande man bevægede i bronzealderen; hvor mobile bronzealdermenneskerne var.

Adskillige kvinder fra bronzealderen, som er blevet udgravet i Danmark, kom langvejs fra, mens mændene ofte var lokale.

Hvorfor det var sådan, ved forskerne ikke, men de tør godt udlede, at kvinderne må have spillet en vigtig rolle i at viderebringe viden og traditioner over store afstande i Europa.

Handlen accelerede

Helle Vandkilde er en velrenommeret dansk bronzealderforsker og forhistorisk arkæolog.

I 2004 blev hun forskningsrådsprofessor og i 2009 professor i forhistorisk arkæologi ved Aarhus Universitet, den først kvindelige professor inden for dette felt. Hun står bag et interessant indspil om bronzealderen.

Helle Vandkilde lancerede for nogle år siden begrebet 'bronzization' (bronzifisering), et begreb der refererer til nutidens globalisering.

Begrebet beskriver, hvordan bronze skabte nye netværk og nye samfundssystemer, hovedsagligt fordi metallet bliver fremstillet af to forskellige metaller, kobber og tin, som sjældent optræder sammen.

Fordi de to metaller måtte anskaffes helt forskellige steder, accelerede handlen.

Leverer den nye forskning det korrekte billede?

Kristian Kristiansen fra Universitetet i Göteborg lægger ikke skjule på, at bronzealderen har givet anledning til store diskussioner eksperterne imellem. Sådan bør det altid være, hvis et forskningsfelt bliver stillet over for en stor mængde ny viden på ganske kort tid.

For viser de nye forskningsresultater egentlig et korrekt billede af de mennesker, som levede i det nordlige Europa for 3.000 år siden?

Tidligere lagde bronzealderforskerne stor vægt på lokalsamfundet og på de steder, hvor folk boede. De gravede og ledte efter ting, hvor folk opholdt sig, måske uden at bekymre sig så meget om den omkringliggende verden.

Fund som skatte, våben og smykker blev anset for at være de vigtigste, men nu handler forskningen mere om menneskerne, og hvordan de levede og boede.

De seneste år har forskerne som Kristian Kristiansen, Lene Melheim, Helle Vandkilde og mange andre lagt mere vægt på, hvordan nye videnskabelige undersøgelsesmetoder afdækker et billede af en meget mobilt bronzealdersamfund med kontakter over store afstande.

De nye videnskabelige metoder

»Nye videnskabelige metoder har revolutioneret vores forskningsfelt,« siger Kristian Kristiansen og fortsætter:

»Nu ved vi for eksempel, hvor kobberet i de genstande, vi har fundet, stammer fra. Vi ved, at det blev transporteret over store afstande.«

Kristian Kristiansen refererer til metoder, der kan afdække kobberets oprindelsessted.

I dag kan forskerne nemlig måle sporstoffer i kobberet, som sammen med bly-isotoper i kobberet afslører, hvilken slags malm der er tale om, samt hvor gammelt kobberet er. Sammenholdt skaber det en slags fingeraftryk, der afslører metallets alder og oprindelsessted.

»Lige så spændende er DNA og kemiske markører, som vi finder blandt de afdøde fra bronzealderen, specielt kvinderne.«

I Norge har man desværre ikke bronzealdergravfund, hvor hår eller beklædning er bevarede. Det nærmeste, man kommer, er de smukke smykker fundet i den såkaldte Regekvinde i Rogalands grav.

I Danmark har man gjort tre helt fantastiske fund af bronzealderkvinder: Egtvedpigen, Skrydstrupkvinden og Ølbykvinden.

Uld fra Italien til Norge?

Lene Melheim fra Kulturhistorisk museum i Oslo fortæller, at noget af de seneste, vi har fået mere viden om, er bronzealderens tekstiler.

»Ny forskning viser, at der foregik meget handel med tekstiler i Europa. For eksempel blev der produceret store mængder uld i Terramare-kulturen i Italien. Måske blev uldtekstilerne importeret til Skandinavien.«

Lene Melheim er helt bevidst om, at det kan være farligt at drage for mange konklusioner på grundlag af de nye forskningsfund fra bronzealderen.

Hun understreger, at mange af de nye metoder, som forskerne nu benytter, endnu ikke er færdigudviklede.

»En del af de fortolkninger, som bliver præsenteret i dag, vil ændre sig i løbet af de kommende år, når vi får flere data og et større sammenligningsgrundlag.«

Klimaet var varmere end i dag

I starten af bronzealderen for 3.500 år siden var det i gennemsnit helt op til tre grader varmere i Norge, end det er i dag.

Så blev det koldere, og for cirka 1.500 år siden blev det rigtig koldt.

For cirka 1.000 år siden - i vikingetiden - blev det igen varmt.

Men lad os skrue tiden 3.000 år tilbage: Forestil dig den norske kyst med store egetræer. Hvis du sejlede med skib ind i Altafjorden i Finnmark, blev du måske mødt af skove med høje løvtræer. Indlandsområder som Hedmark, Oppland og Buskerud var også dækkede af store løvskove. Store dele af fjeldområderne var også skovdækkede.

I slutningen af stenalderen begynder man at rydde meget af skoven i Norge, og det fortsætter man med i bronzealderen. I Vestlandet begynder lynghedelandskabet at brede sig.

Både langs kysten og længere inde i landet er der jordbrug og græsgange. De første sætere dukker op. Klimaet er så mildt, at husdyrene kan gå ude hele året.

Kultur fra Europa

Norge er et land i udkanten af Europa, men for 3.000 år siden følte nordmændene angiveligt ikke, at de boede i et dødvande; man fulgte med i den kulturelle udvikling i Europa.

Fund fra bronzealderen fortæller os, at folk i Norge opfangede impulser udefra lige så hurtigt, som man gjorde længere sydpå i Skandinavien.

Om bord på handelsskibene, som drog sydover fra datidens Norge for 3.000 år siden, var der formentlig meget skind.

Vi ved, at danskere eksporterede meget kostbart rav til det sydlige Europa. Arkæologerne har endda fundet ravsmykker fra Østersøen i grave fra faraoernes tid.

Skindene, som angiveligt blev fragtet fra Norge, er dog for længst rådnet op.

Bronzen kunne genbruges

Vi ved ikke, hvem der fremstillede bronze allerførst.

Måske var det folk i Syiren i Mellemøsten. Eller måske var det mennesker, som levede i det nuværende Tjekkiet (Aunjetitz-kulturen). Måske i Spanien (El Argar-kulturen) eller i Storbritannien (Wessex-kulturen).

Måske blev metallet opfundet flere steder, uafhængigt af hinanden. Måske var der flere forskellige folkeslag, som fandt ud af, at blandingen af kobber og tin producerede et helt nyt metal, som var meget bedre end ren kobber.

Bronze kunne formes på måder, som før var helt utænkelige, og så kunne den bruges igen og igen, hvilket var meget vigtigt, for hvis noget gik i stykker, kunne man genbruge metallet.

Fordi bronze blev genbrugt så ofte, finder arkæologerne kun sjældent større mængder af det, når de udgraver bopladserne, men indimellem finder de en hel del bronze, som de afdøde har fået med i graven eller er blevet ofret i vådområder, i søer eller under stenblokke.

Da bronze først var opfundet og taget i brug, blev metallet meget eftertragtet.

Efterspørgslen på kobber og tin i Europa var større end udbuddet, og der var formentlig allerstørst mangel på det sjældne tin.

Kobber fra Italien til Norge

Man ikke kunnet slå fast, om der blev udvundet kobber eller tin i Norden i løbet af bronzealderen.

Men måske er spørgsmålet bare ikke blevet undersøgt nok? For man kan jo finde kobber i Norge både på Røros, Karmøy og andre steder, og tin findes der lidt af i Telemark.

Indtil for få år siden mente bronzealderforskerne nærmest enstemmigt, at kobber i sværd og smykket fundet i Norge kom fra miner i Centraleuropa.

Konklusionen var baseret på noget, alle let kunne se: Der var stor lighed mellem de norske og de centraleuropæiske bronzealdersværd.

»En del bronze kom helt sikkert, fra det vi i dag kalder Tjekkiet og Slovakien. Men nu ved vi også, at meget af kobberet i Skandinavien faktisk kom fra en mine i Wales i Storbritannien,« siger Lene Melheim.

»Meget stammer måske også fra Italien,« fortsætter hun og refererer til et studie af næsten 100 danske bronzefund. I studiet konkluderer Lene Melheim og hendes medforfattere, at 40 procent af kobberet i fundene kom fra kobberminer i Sydtyrol i det nuværende Italien.

I Sverige stod forskeren Johan Ling i fjord bag et nyt studie om i alt 118 bronzesværd fra Skandinavien. Studiet konkluderer, at en kobbermine i Italien allerede for 3.500 år siden var den vigtigste kilde for sværd, som blev støbt både i Italien og her i Skandinavien.

Tinnet i norsk bronze er forskerne straks mere usikre på, men Storbritannien kan være oprindelsesstedet, fortæller Lene Melheim, som skrev sin ph.d. om netop bronzealderens metalproduktion.

Bronzealdersamfundet

I bronzealderen fik lederne større magt, hvilket også skete i vikingetiden. Lederne styrede både byggeprojekter og handel. De var muligvis også religiøse ledere.

Jordbruget betød, at man kunne brødføde flere personer, end det var muligt i stenalderen, og derfor var der også flere personer, som kunne arbejde.

Men en eller anden skulle jo organisere det hele, og samfundets ledere havde brug for noget, som kunne vise, at de var ledere. Derfor anskaffede de sig angiveligt prestigefyldte våben, klæder og smykker, som demonstrerede magt.

Og så steg efterspørgslen på bronze og tekstiler.

Arkæologiske fund, der er foretaget i de seneste årtier, viser, at metalkulturen fandtes i hele Norge i bronzealderen - fra Varangerfjorden i Finnmark til Kråkerøy i Østfold og fra Sunnmøre i vest til Hedmark i øst.

Fra stensmede til bronzestøbere

I takt med at metalkulturen spredte sig, var stenalderens dygtige norske stensmede nødt til at finde på noget andet at lave.

Nogle af dem blev bronzestøbere, og efterhånden blev de lige så dygtige - hvis ikke dygtigere - end deres kontinentale læremestrer.

De producerede smykker og ornamenterede dolke i bronze, som ikke stod tilbage for noget produceret længere mod syd i Europa.

Moden og motiverne på smykker og våben var de samme i Norge som i resten af det sydlige Skandinavien og Nordtyskland.

Det fortæller os, at folk tilhørte den samme kultur, selvom de boede langt fra hinanden.

Hvad skete der efter bronzealderen?

Imod slutningen af bronzealderen blev klimaet koldere i Norge. Det ændrede formentlig meget. En lige så dramatisk ændring var jernet.

Opfindelsen kom til Norge cirka 600 år før vores tidsregning, og det førte til, at man ikke længere behøvede at have helt så meget kontakt med andre folk rundt omkring i verden.

Myremalmen til jernfremstilling lå jo lettilgængelig lige under overfladen i moser og enge. Man skulle bare hive malmen op, så kunne man smede sine egne jernvåben, jernredskaber og jernsmykker.

Jern var uden tvivl et stort fremskridt, men det svækkede formentlig de norske bronzealdermenneskers kontakt med Europa.

På samme tid blev det koldere. Det var en udvikling, som gradvist tog til i løbet af hele bronzealderen. Livet blev sværere for mennesker, dyr og agerland.

På gårdene måtte man bygge stalde, hvor dyrene kunne overvintre. I skovene begyndte grantræerne at tage over.

Arkæologerne kan se, at man ofrede flere kostbare genstande til guderne, i takt med at bronzealderen nærmede sig sin afslutning.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.