Kan en arkæolog nogensinde vide noget som helst med sikkerhed?

Enhver arkæolog vil stejle over at blive beskyldt for at ’gætte’.

Men hvis du nogensinde har læst nogle af Videnskab.dk’s artikler om nye, opsigtsvækkende fund og teorier fra arkæologiens verden, har du formentlig også på et tidspunkt spurgt dig selv: Hvordan ved de det?

Eksempel: Hvordan ved arkæologerne, hvornår noget skal tolkes som et religiøst ritual – og ikke bare en tilfældig handling? De mennesker, som engang udførte handlingen, lever af gode grunde ikke længere og vil derfor aldrig kunne sige, om de havde en særlig hensigt eller måske bare kedede sig bravt den dag.

»I princippet er det rigtigt, at vi ikke kan vide, hvad folk tænkte i fortiden. Vi kan se spor efter en praksis, som har været baseret på tanker, men vi kan ikke spørge dem selv,« siger Tim Flohr Sørensen, som er lektor i samtidsarkæologi ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.

I denne artikel dykker vi ned i, hvordan man skaffer evidens, når man arbejder med et felt, hvor præmissen er, at alle førstehåndsvidner for længst er døde og borte, og genstande ikke kan snakke.

LÆS OGSÅ: Rollespil i stenalderen? Ekstraordinært arkæologisk fund i Høje Taastrup

Universelle sandheder findes ikke

Evidens er et ord, der ofte bruges i videnskaben, og samtidig et ord, man kan bruge utroligt mange flere ord på at forklare. Men overordnet set kan man sige, at evidens er viden, og stærk evidens er en sikker grad af viden. For eksempel har vi en stærk grad af evidens for, at global opvarmning i høj grad er menneskeskabt.

Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at evidens kan være noget meget forskelligt, alt efter hvilket fag man beskæftiger sig med, forklarer Felix Riede, som er professor i arkæologi ved Aarhus Universitet.

»I fysik og kemi kan du lave forsøg, som kan gentages af andre, som så skal kunne nå frem til samme resultat. Der kan være små forskelle, men i bund og grund gælder det om at finde universelle sandheder,« siger Felix Riede, som forsker i menneskers forhold til naturen og Jordens skiftende klima og miljø.

I arkæologi handler det først og fremmest om at afdække mønstre og processer over tid, mener Felix Riede. Og de kan ikke repliceres, ligesom en udregning eller et forsøg kan inden for de ’hårde’ videnskaber som matematik, fysik og kemi, påpeger han:

»Derfor arbejder vi i stedet altid med hypoteser og sandsynlighedsvurdering.«

LÆS OGSÅ: Arkæologer til genetikere: Vi skal i parterapi

Arbejder som en strafferetsadvokat

Med andre ord: For arkæologer som Felix Riede, der arbejder i et krydsfelt mellem arkæologi og naturvidenskab, består arkæologernes viden af hypoteser og/eller fortolkninger. Der findes dog andre tilgange til, hvad viden er og bør være i arkæologiens verden, som vi vender tilbage til.

Hvis vi et øjeblik bliver ved hypoteserne, handler det for arkæologerne først og fremmest om at vurdere sandsynligheden for, at en hypotese er sand. Det videnskabsteoretiske ord for den tilgang er ’abduktion’, som du kan læse mere om i artiklen ‘Abduktion: Metoden til at finde den bedste forklaring‘.

En hypotese er sandsynlig, hvis den bakkes op af mange observationer. Knap så sandsynlig, hvis den er baseret på én enkelt af slagsen, forklarer arkæolog Mads Ravn, som er forskningsleder på VejleMuseerne.

»Har du fundet én pilespids fra neandertalere, kan du sige: ’Nå, hvor interessant’, men du kan ikke konkludere, at der har levet neandertalere i Danmark. En samler i nutiden kunne have tabt den. Men hvis du finder mange, flere forskellige steder, begynder du at have et stærkere grundlag,« siger Mads Ravn.

Lidt ligesom når en advokat fremlægger sin sag i en retssal og ud fra indicer skal overbevise en jury om, at hans klients alibi for mordnatten er vandtæt. Jo flere indicer, des bedre.

LÆS OGSÅ: Oldgamle tænder: Mennesket delte Europa med neandertalere i mindst 1.000 år

Fletværk af observationer bliver til data

Ifølge Mads Ravn skal man tænke arkæologernes arbejdsproces i tre stadier:

• Første stadie er en observation, som kan knytte sig til tid, sted, kontekst og omstændigheder omkring fundet (se eksemplet i faktaboksen herunder). Den kan også knytte sig til type eller form, som eksempelvis størrelsen på eller udsmykningen af førnævnte pilespidser.
• Andet stadie er flere observationer, som har samme specielle mønster. Eksempelvis pilespidser, som er fundet i samme velafgrænsede jordlag, der tilhører samme tid. Tilsammen bliver de til data.
• Tredje stadie er, når data sammenholdes og analyseres og bliver til en hypotese eller teori.

»Hvis du afleverer en masse flintøkser, vil vi først spørge, hvor de er fundet, og om de lå samlet eller spredt. Var de samlet, peger det på en depotnedlægning, og hvis de var spredt, kan det have været en boplads,« siger Mads Ravn og fortsætter:

»Så kigger vi på, om vi kan genkende deres form fra tidligere fund, eller om de er unikke, og om der er noget, der peger på en tidsmæssig eller øvrig kontekst. Det hele lagt sammen skaber et fletværk af observationer og data, som i sidste ende kan blive til evidens.«

LÆS OGSÅ: Alken Enge: Massegrav fra jernalderen »får hårene til at stritte«

Noget, men ikke alt, kan testes

Arkæologer kan styrke deres argumenter på forskellige måder. Eksempelvis findes der en gren af arkæologien, eksperimentel arkæologi, som arbejder med at rekonstruere dele af fortiden og på den måde teste styrken af hypoteserne.

Sådan har danske arkæologer eksempelvis fundet ud af, at det er plausibelt, at folk i jernalderen kunne lave brynjer af dansk myremalm, at vikingerne brugte deres skjolde til aktivt at afværge sværdslag, og at der var 12 grader ’varmt’ i et jernalderhus.

Det er dog ikke alt, der kan rekonstrueres: Agerbrugets indførelse i Skandinavien eller Egtvedpigens rejse til Danmark eksempelvis.

Der vil derfor altid være huller og uklarheder. Og det er faktisk en præmis, som arkæologi har tilfælles med en del andre videnskaber, påpeger Tim Flohr Sørensen.

»Når en antropolog har siddet et sted ude i verden i 16 måneder, er der altid nogle informanter, som hun ikke har snakket med, og nogle aspekter af samfundet, hun ikke har fået adgang til. Det gør ikke den viden, hun har opnået, dårligere,« siger han.

LÆS OGSÅ: Arkæologer brænder pattegrise for at undersøge historisk mysterium

Arkæologisk viden vil altid have huller

I arkæologien er tomrum og usikker viden bare mere håndgribelig og tydeligere end i mange andre fag, lyder det fra Tim Flohr Sørensen.

»Det gør ikke faget ringere. Det udfordrer bare arkæologien til at turde acceptere sine særlige vilkår for, hvad det vil sige at vide noget,« siger han.

Og når det hullede nu netop ér en præmis, er der ingen grund til at blive ved med at slå sig selv oven i hovedet med det. Eller forsøge at overbevise sig selv og andre om, at det kan ændres. Det mener arkæolog Anna S. Beck, som arbejder ved Museum Sydøstdanmark.

»Så længe man synes, at ens videnskab skal fortælle alt, kommer man til kort. I stedet synes jeg, at man skal vælge at sætte pris på, at hver videnskab kan komme med hver sin vinkel,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Din lejr på Roskilde Festival minder om et jernalderhus

»Forvirring er nogle gange et empirisk faktum«

Som tidligere nævnt findes der forskellige idealer for viden inden for arkæologiens verden, og Tim Flohr Sørensen og Anna S. Beck repræsenterer en lidt anderledes tilgang end Felix Riede og Mads Ravn.

I stedet for at arbejde med forskningsdesign, der er bygget op om hypoteser og sandsynlighedsvurderinger, arbejder de med at bruge usikkerheden aktivt. Det lyder måske lidt højpandet, men det handler egentlig bare om at acceptere, at der kan være mere end én sandsynlig forklaring, forklarer Tim Flohr Sørensen.

»Hvis man påstår noget andet, er det fordi, man forestiller sig, at den ene udlægning udelukker den anden. Sådan behøver det ikke nødvendigvis være,» siger han og fortsætter:

»Det burde ikke være urimeligt at acceptere, at man ikke ved, hvilken forklaring der er den mest sandsynlige. Forvirring er nogle gange et empirisk faktum.«

Tim Flohr Sørensen påpeger, at man i et retssalsdrama heller ikke skal vælge mellem den ene eller den anden morder:

»Hvis man ikke kan finde ud af, hvem der gjorde det, må man jo lade dem begge slippe.«

LÆS OGSÅ: Forskere: Verden hungrer efter humanistisk forskning

Skriftlige kilder taler ikke altid sandt

Uanset usikkerheder og tomrum kan arkæologi sige noget om såvel fortiden og samtiden, som andre videnskaber ikke kan. Lige så vel som de andre videnskaber kan sige noget, som arkæologien ikke kan. Fagene bidrager med viden og indsigter på hver sin måde, lyder det fra Anna S. Beck.

Der har dog været – og er stadig i nogen grad – en tendens til at se lidt ned på arkæologiens konklusioner, påpeger hun. Måske på grund af en historisk bias, en skævvridning, som har eksisteret i flere hundrede år.

Ifølge Anna S. Beck betyder det for eksempel, at der er en tilbøjelighed til at vægte arkæologiske observationer lidt lavere end historiske kilder og bruge de arkæologiske fund som en illustration af de skriftlige kilder. Fremfor at betragte arkæologien som en videnskab i sin egen ret.

Men det siger sig selv, at bare fordi noget er skrevet ned, er det ikke nødvendigvis sandt: Biskop Absalon grundlagde ikke København, bare fordi historieskriveren Saxo Grammaticus påstod, at han gjorde.

»Tit er det skriftlige og det materielle i konflikt med hinanden, og det er jo i virkeligheden super interessant, fordi sandheden, hvis man endelig skal snakke om den, vil ligge midt imellem,« siger Anna S. Beck.

LÆS OGSÅ: Forsker: Myte, at humaniora ikke er ‘rigtig videnskab’

Skriftkilder tillægges mere vægt

Den humanistiske bias til fordel for skriftkilder opstod allerede, da videnskaberne i deres grundvorden blev til, forklarer Tim Flohr Sørensen. I 1600-tallet beskrev filosoffen René Descartes eksempelvis et hierarki, hvor det immaterielle – det vil sige sjælen, tanken og ånden – havde forrang over det materielle.

»Selvom der er sket en udvikling, hersker der stadig en hierarkisering af tanken over tingen. Det kommer for eksempel til udtryk ved, at en enkelt skriftlig kilde nogle gange tillægges meget større vægt end tusindvis af andre former for materielle levn,« siger Tim Flohr Sørensen.

Andre grundstrukturer blev også lagt for mange hundrede år siden og har fortsat meget at sige for, hvordan vi tænker de forskellige videnskaber i dag, lyder det fra Felix Riede. Det gælder eksempelvis, hvordan videnskaberne er grupperet, som du kan læse mere om i boksen under artiklen.

En anden, og ifølge Felix Riede bedre, måde at inddele videnskaberne på er ved at kigge på deres såkaldte ’erkendelsesteoretiske’ rammer. Altså de strukturer som erkendelse og ny viden kan optræde i.

»Data i sig selv giver ikke meget mening, medmindre den har en systemisk ramme, den kan sættes ind i, og for nogle fag minder rammerne mere om hinanden end andre,« siger han.

LÆS OGSÅ: Filosofi er også videnskab

Arkæologi: En »altædende« disciplin

Erkendelsesteori kaldes også epistemologi, og hvis man kigger på arkæologiens epistemologi, har den i virkeligheden rigtig meget tilfælles med netop palæontologi og geologi, mener Felix Riede.

Palæontologi er studiet af fortidens dyr og mennesker og livets udvikling på Jorden og er derfor en historisk videnskab ligesom arkæologi, forklarer han. Det samme gælder geologi, som beskæftiger sig med Jordens fysiske historie.

Epistemologisk set minder de om hinanden, fordi de alle tre har så bredt et arsenal af strategier og teknikker, forklarer Felix Riede. I bogen ’Rock, Bone, and Ruin’ skriver videnskabsfilosoffen Adrian Currie ligefrem, at de er »metodisk altædende«:

Arkæologer kan ligesom biologer studere enkelte genstande i stor detalje. De kan arbejde geografisk med at sammenligne deres fund med andre dele af egnen, landet eller verden. De kan trække på analogier fra antropologiens verden, de kan arbejde med historiske og skriftlige kilder, de kan måle og veje, og de kan analysere proteiner og DNA. Listen fortsætter næsten ud i det uendelige.

»Arkæologi er et enormt bredt fag og kan praktiseres på mange, mange måder,« udpensler Felix Riede.

LÆS OGSÅ: Hvad er videnskabelig metode?

Evidens, men ingen endelige sandheder

Vi er ved at være ved vejs ende, og en kort opsummering er nok på sin plads. Vi har lært, at:

• Evidens i arkæologiens verden kan handle om at udvikle hypoteser baseret på observationer og sandsynlighedsvurderinger. En meget sandsynlig hypotese baseret på rigtig mange, gode observationer er lig med en stærk grad af evidens. Men ikke den endelige sandhed.
• Den endelige sandhed findes ikke. Der vil altid være huller i arkæologernes viden, men det er altså ikke nødvendigvis en svaghed. Det er bare en anden måde at vide noget på.
• Det kan også være et vidensideal at acceptere, at der er flere forskellige sandsynlige forklaringer, og man kan finde evidens ved at bruge usikkerheden og konflikt mellem kildematerialet aktivt.
• Det fragmenterede materiale er noget, arkæologien har tilfælles med en del andre videnskaber. Fremfor at se det som en udfordring, skal man se det som en præmis. Videnskaberne kan supplere hinanden og bidrage med forskellige dele af puslespillet.

Opfordring: Mere metode og kommunikation

På falderebet en lille opfordring fra Felix Riede, som mener, at arkæologerne godt kunne være endnu bedre til at vise resten af verden, hvorfor deres hypoteser ikke bare er rent gætværk.

»Vi skulle jo gerne være i stand til at verificere vores fortolkninger, og det kan være svært, når arbejdet er enormt kvalitativt. Humanvidenskaberne er ikke altid gode til at kommunikere og dele deres data. Det skal vi blive bedre til, og det kræver, at vi arbejder efter nogle mere generelle metodestandarder,« siger han.

Tim Flohr Sørensen mener også, at der skal mere metodeteori på banen. Men han efterlyser først og fremmest metoder til at håndtere usikkerhederne:

»Når vi på forhånd ved, at vi aldrig kan vide alt, skal vi selvfølgelig også have en metodeteoretisk bevidsthed om, hvordan vi håndterer det forhold. I stedet for altid at stræbe efter at lukke hullerne og eliminere usikker viden, ville jeg ønske, at vi blev det fag, der turde omfavne og acceptere usikkerheden,« slutter han.

LÆS OGSÅ: Arkæologer undersøger hærværk på Holmegaard Glasværk

LÆS OGSÅ: Sådan redder vi humaniora