Da økonomerne begyndte at måle verden: I 1940 var verden et »jammerligt fattigt sted«

Når økonomer taler om ulighed – hvordan skal vi så forstå det?

Når World Inequality Lab, Oxfam og alle mulige internationale organisationer udgiver ulighedsrapporter, der fortæller os, at uligheden mellem rig og fattig er stukket af, hvad bygger de så deres rapporter på?

Jeg forsker i global ulighed, og i to artikler går jeg bag om de meget omtalte ulighedsrapporter, og det tankegods, de bygger på.

For ulighed kan forstås på mange måder. I sidste artikel fortalte jeg om, hvordan ulighedsforskere for eksempel skelner mellem national, international og global ulighed.

I denne artikel skal vi på en rejse tilbage i tiden til nogle af de mange tænkere, der gennem århundreder har prøvet at forstå, hvorfor nogle nationer, imperier, regioner eller kontinenter er rige, mens andre er fattige.

Og vi starter i 1700-tallets Frankrig.

Opdagelsesrejser og kolonisering åbnede Europas øjne for ulighed

I den franske Oplysningstid kunne filosoffer som Jean-Jacques Rousseau konkludere, at rigdommen i nogle europæiske lande var langt højere end andre steder i verden.

Det gjorde han blandt andet på baggrund af rejseskildringer i forbindelse med europæisk udforskning og kolonisering af andre dele af kloden.

På samme tid i Skotland var den politiske økonom og moralfilosof Adam Smith dybt optaget af at aflure mekanismerne bag ’nationernes velstand’.

I 1800-tallet fortsatte kampene om at forstå, hvad der forklarede forskelle i national velstand, med alt fra liberale til marxistiske til protektionistiske økonomiske teorier.

Hen imod midten af 1900-tallet skete der dog noget afgørende nyt: en kvantificering af ’international ulighed’ nu forstået som gennemsnitsindkomst per indbygger.

Begrebet international ulighed bliver født

I centrum stod en britisk økonom ved navn Colin Clark.

Bogen The Conditions of Economic Progress markerede kulminationen på Clarks arbejde. Her beregnede han nationale indkomster, kraftigt tilskyndet af den berømte britiske økonom John Maynard Keynes.

Keynes havde hjulpet med at få Clark til Cambridge og gjorde stor nytte af Clarks arbejde i sit eget hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money.

Ved at sammenligne nationale indkomster i forskellige lande markerede Clarks statistik en ny måde at repræsentere international ulighed på.

Et »jammerligt fattigt sted«

Clark observerede, at gennemsnitsindkomsten i USA var mere end seks gange så høj som den var for over halvdelen af jordens befolkning.

Verden var et »jammerligt fattigt sted«, skrev Clark, og tilføjede, at »velgørende handling« var nødvendigt.

Clarks og andre økonomers arbejde vandt frem i efterkrigstiden, hvor udviklingstanken blev central i nye målsætninger om global fattigdomsbekæmpelse.

Der opstod også et mere bredt internationalt udviklingssamarbejde gennem internationale organisationer som FN, der anlagde et globalt, statistisk blik på verden og producerede nye rapporter om verdens økonomiske og sociale tilstand.

Flere udviklingsindikatorer blev tilføjet undervejs, så man kunne sammenligne forskellige landes befolkningers adgang til lægehjælp, kalorieindtag, uddannelsesniveau og meget andet.

I 1990 så FN’s Human Development Report dagens lys, hvor man sammenlignede verdens lande på sundhed, uddannelse og levestandard.

Global ulighed har gamle rødder

Fra efterkrigstiden frem til i dag blev et globalt, statistisk blik på ulighed mellem verdens nationer og individer rodfæstet gennem forskeres og internationale organisationers kontinuerlige vidensproduktion.

Men ligesom studier af international ulighed har rødder langt tilbage i tid, er det samme tilfældet for studiet af global ulighed.

Når økonomer som Branko Milanović og Thomas Piketty taler om global ulighed (som du kan læse mere om i artiklen her), henviser de oftest til studier af indkomst- og formuefordelinger inden for én, global befolkning af individer.

På dén måde er økonomisk global ulighed i virkeligheden en slags fusion af to måder at tænke på:

En national og en global, hvor metoder og begreber, som for eksempel Gini-koefficienten eller indkomstfordelinger, bliver skaleret op fra et nationalt niveau til et globalt perspektiv.

Lad os derfor tage en tur forbi de ældgamle rødder under begrebet ’national ulighed’.

Platon satte ’grænseværdier’ for ulighed

Kigger vi lidt nærmere på ’national ulighed’, kan man hurtigt konstatere, at den intellektuelle beskæftigelse med materiel ulighed inden for et bestemt område går langt tilbage i tid.

Tænkere som Platon og Aristoteles reflekterede allerede et par hundrede år før vores tidsregning over materiel ulighed inden for én politisk enhed, den græske bystat, polis.

Platon mente, at de rigeste i idealstaten højst måtte eje fire gange så meget som de fattigste, og at statens vogtere i øvrigt skulle være uden privat formue.

Også Bibelen rummer advarsler mod rigdommens moralske farer, samtidig med at den ofte lovpriser de fattige.

Når vi kommer frem til oplysningstiden og i tiden derefter, bliver der formuleret nye tanker om gevinster ved markeder og frihandel.

Nye lighedsidealer opstår, og uligheder gøres til skandaler. For eksempel lød der kritik af de uligheder, der var indbygget i monarki, slaveri og patriarki.

Moderne idéer voksede ud af Italien

Debatten om materiel ulighed accelererer op igennem 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Og her bliver den ofte koblet sammen med klasse-, kapitalisme- og imperiebegreberne.

Som i tilfældet med international ulighed sker der noget nyt på grund af kvantificering – altså, at man nu kan måle det, fordi man begynder at få data på folks indkomst og formue.

Det skete med italienske økonomer og statistikere som Vilfredo Pareto og Corrado Gini, der i øvrigt begge var fascisme-sympatisører (Pareto døde dog i 1923, helt i starten af det fascistiske regime).

Pareto, hvis forelæsninger vakte begejstring hos Italiens fascistiske diktator Benito Mussolini, udviklede en eliteteori om hvad der senere blev kaldt en ’jernlov’, hvor samfundet altid er opdelt i en elite og en ikke-elite.

Tidligere havde Pareto også hævdet, at indkomst- og formuefordelinger så ud til at følge en tendens i retning af en 20/80-fordeling, hvor de 20 procent rigeste ejede 80 procent af al formue.

Én teori blev hængende

Paretos studier blev efterfølgende kritiseret blandt andet for manglende empirisk evidens. ’Gini-koefficienten’, som det kom til at hedde i forlængelse af Ginis studier i starten af 1910’erne, er dog stadig et hyppigt anvendt mål.

Ifølge Verdensbanken har lande med en Gini-koefficient på under 0,3 ’lav’ ulighed.

Lande mellem 0,3-0,4 har ’moderat’ ulighed, og lande med en Gini-koefficient på over 0,4 har ’høj’ ulighed.

G20-rapporten finder i øvrigt, at over halvfems procent af jordens befolkning bor i lande, som ud fra dette parameter har høj ulighed.

Idéen om det globale vinder frem

I 1970’erne kommer vi frem til et årti, hvor der bliver endnu mere almindeligt at bruge ordet ’global’.

Verden var én, hvad end det var som én klode set ude fra rummet, ét forbundet globalt økonomisk og teknologisk system eller verden som én etisk sfære af gensidig forbundethed og forpligtelse.

Sociologen og verdenssystemteoretikeren Immanuel Wallerstein skrev i 1975 om én forbundet global kapitalisme og om ’world inequality’, ligesom termen 'global inequality' ser dagens lys i starten af 1970’erne i forbindelse med en global fødevarekrise.

Én verden, én menneskehed, én global ulighed.

Ofte bliver Milanović og Piketty kaldt den globale uligheds førende økonomer. Men der var allerede i slutningen af 1970’erne og begyndelse af 1980’erne økonomer som Francois Bourguignon, der forsøgte at skalere studiet af individuelle indkomstfordelinger op fra ét land til hele verden.

Deres idé var nært beslægtet med senere økonomers, og de byggede på Gini (og på den hollandske økonom Henri Theil).

Men de havde beskedne data, og de brugte andre termer, såsom ‘world inequality’, ‘world income inequality’, ’worldwide income distribution’ og ’total inequality’.

Som Bourguignon og et par andre økonomer observerede i 1983: »Niveauet for verdens ulighed er ekstremt – sandsynligvis højere end for det mest ulige land i verden.«

Et spejl for global ulighed

Siden 1983 er arbejdet med global økonomisk ulighed blevet mere raffineret og adgang til data er blevet markant forbedret, bl.a. understøttet af computeriseringen siden årtusindeskiftet.

Men global ulighed forbliver et komplekst og flertydigt begreb, hvis betydning aldrig er blevet helt fastlåst.

Begrebet er blevet videnskabeliggjort, populariseret, politiseret og ’økonomiseret’, hvor andre væsentlige betydningslag om køn, klima, rettigheder, mobilitet, anerkendelse og andet undertiden skrælles bort.

Det ændrer dog ikke på, at arbejdet med global økonomisk ulighed i dag indgår i en global infrastruktur af viden, hvor internationale organisationer og forskere løbende udgiver nye publikationer om global ulighed – og dermed en viden, som verden kan spejle sig selv i.