Filosoffer: Kampen for kloden kræver, at vi alle tager et fælles ansvar

Vi står over for en række alvorlige problemer; det gælder i forhold til klima, ufrivillig migration, øget økonomisk ulighed og spredning af misinformation på nettet, der risikerer at sætte verden i brand.

Ændrer vi ikke vores levevis markant i de kommende år, kommer vi til at overdrage en klode til vores børn og børnebørn, der er i langt værre forfatning end den, vi selv overtog fra vores forfædre.

Selvom mange virksomheder, politikere og forskere allerede har engageret sig i kampen for en mere bæredygtig udvikling, har indsatsen indtil videre ikke været tilstrækkelig koordineret. Alt for ofte ender de velmenende intentioner i tilfældige og symbolske tiltag.

Derfor er det nødvendigt, at samfundets mest centrale aktører for alvor træder i karakter og tager opgaven på sig.

Et samlet ansvar for samfundets ledende aktører

I vores nye bog ’Kæmp for kloden’ lancerer vi i den forbindelse et nyt ansvarlighedsbegreb – Unified Social Responsibility (USR) – som opfordrer erhvervslivet, politikerne og forskningssamfundet til at forene og koordinere deres indsats.

Kort fortalt indeholder USR tre grundlæggende elementer:

• en pluralistisk tilgang til ledelse
• en verdensmålslinse
• et princip om at forhindre dårligdomme

Kombinationen af disse tre elementer, der stammer fra henholdsvis den berømte politiske filosof John Rawls, FN’s nyligt oprettede Business and Sustainable Development Commission og moralfilosoffen Peter Singer, udgør i vores optik den indholdsmæssige fællesmængde mellem Corporate Social Responsibility (CSR), Scientific Social Responsibility (SSR) og Political Social Responsibility (PSR), som leder til USR.

Som det fremgår af bogen, foregår operationaliseringen af USR i tre trin: først må problemerne erkendes, dernæst må man holde orden i eget hus, og slutteligt må man lægge pres på de andre involverede aktører, hvad enten de er fra erhvervsliv, videnskab, politik eller andre i civilsamfundet, inklusiv den almene borger.

Nedenstående uddrag fra bogen illustrerer første trin i operationaliseringen af USR – erkendelsen af problemerne – i forhold til FN’s verdensmål 16, der handler om at opbygge retfærdige og inkluderende samfund.

Behov for radikal forandring

Verdensmål 16 kan promoveres på mange måder, men her er fokus på international handel med naturressourcer. Politikerne, erhvervslivet og forskningssamfundet skal erkende, at der er behov for radikale ændringer af den nuværende internationale praksis inden for køb og salg af naturressourcer.

Den nuværende praksis modarbejder udviklingen af retfærdige og gennemsigtige institutioner i mange af de lande, hvor befolkningerne i dag undertrykkes af et despotisk regime, der sælger flittigt ud af landets naturressourcer.

De forbandede ressourcer

Inden for politisk teori har man i en årrække talt om ’ressourceforbandelsen’. Udtrykket dækker over den paradoksale kendsgerning, at mennesker overalt på kloden lider under, at de lever i lande med mange naturressourcer.

Ifølge økonomen Daniel Kaufmann, der er leder af the Natural Resource Governance Institute, lever over halvdelen af de afrikanere, der bor i ressourcerige lande, i dyb fattigdom, det vil sige for under to dollar om dagen. Og det er ikke kun deres økonomi, der halter.

\ Læs mere

Forsker: Tænk på Jordens ressourcer som en bankkonto

Eksempelvis kan ingen af de 14 medlemmer af OPEC, der sidder på over 80 procent af verdens oliereserver, ifølge den amerikanske ngo Freedom House betegnes som frie. Og lægger man Rusland oveni, findes blot omkring en sjettedel af verdens oliereserver i lande, der ifølge Freedom House respekterer basale frihedsrettigheder i en sådan grad, at de bør betegnes som frie.

Dyrt at være diktator

Umiddelbart er det ellers nærliggende at tro, at naturressourcer er en god ting. Men forekomsten af olie og kostbare mineraler fører mange steder til dyb elendighed. Og forklaringen er ualmindelig simpel – naturressourcer betragtes af despoter og tyranner som pengetræer, der kan plukkes og herefter bruges til at holde fast i magten.

Det er nemlig dyrt at være diktator.

Der skal investeres i sikkerhedsstyrker og regeringsvenlige domstole. Uden disse undertrykkelsesredskaber ville mange af verdens despotiske regimer næppe overleve. To helt centrale elementer i ligningen er imidlertid de virksomheder, der indkøber naturressourcerne, og de regeringer, der tillader disse transaktioner.

Ifølge filosoffen Leif Wenar, der har forfattet bogen ’Blood Oil’, foregår international handel med despotiske regimer i praksis ud fra devisen om, at magt giver ret.

Kan der opnås kontrol med et land, er der ret til at sælge dets naturressourcer. Og det skaber et kapløb mod alverdens våbenhandlere. Den nemmeste måde at overtage og kontrollere et område på er nemlig ved trusler og vold.

Magt giver stadig ret, når det kommer til naturressourcer

Afskaffelse af slaveriet og kolonitidens ophør er klassiske eksempler på opgør med princippet om, at magt giver ret. Dengang blev regioner og hele befolkningsgrupper invaderet og tilegnet ved magt.

I dag forekommer det nærved absurd, at slavehandlere og koloniherrer dengang blev betragtet som retmæssige ejere af de mennesker og lande, de kontrollerede. Selvom slaveri og territoriel krig mellem lande stadig findes, er det i dag hverken juridisk eller moralsk acceptabelt at tilegne sig mennesker eller andre lande med magt.

\ Læs mere

Forskere præciserer: Så meget global opvarmning har vi i vente

Det er således umuligt at åbne en butik på Strøget i København eller Banegårdspladsen i Århus, hvor man sælger mennesker eller udbyder koloniserede jordlodder. I handlen med naturressourcer forholder det sig anderledes. Her giver magt stadig ret. Så længe der ikke er tale om koloniale krigseventyr, hvor eksempelvis vestlige stater tilegner sig diamantminer med våbenmagt for herefter at sælge ædelstenene til højestbydende, er der betragteligt frit spil for tyranner og despoter.

Verdensordenen fremmer fattigdom

I bogen ’World Poverty and Human Rights’ fra 2008 kritiserer filosoffen Thomas Pogge den nuværende globale institutionelle orden, som han tillægger en stor del af skylden for verdens fattigdom.

Pogges centrale påstand er, at vi i den velstående og magtfulde del af verden skader verdens fattige, fordi vi påtvinger dem en uretfærdig verdensorden, der modsat gennemførlige alternativer forudsigeligt fører til udbredt fattigdom.

I den forbindelse fremhæver han de såkaldte ressourceprivilegier, der tillader tyranner og despoter at sælge naturressourcer på vegne af de lande, som de regerer.

Ressourcerøveri ved højlys dag

Disse privilegier bidrager til, at korrupte ledere er i stand til at tilegne sig og fastholde magten, samt at svage demokratier bliver udsat for kup.

Da korrupt regeringsførelse er en af de væsentligste årsager til fattigdom, er det vigtigt at gøre op med ressourceprivilegierne, da det vil reducere antallet af korrupte regeringer markant og således resultere i mindre fattigdom i verden.

Pogge præsenterer et efterhånden berømt eksempel med en gruppe bevæbnede mænd, der indtager et indkøbscenter. De bevæbnede mænd tilegner sig derved en række goder, men da de ikke er de retmæssige ejere, har de ikke ret til at sælge varerne.

Således kan man undre sig over, at det internationale samfund tildeler korrupte regeringsledere ret til at sælge naturressourcer på vegne af de lande, hvor de har tilegnet sig magten.

Umiddelbart er der jo ikke nogen relevant forskel på disse despotiske regimer og på kriminelle bander, der plyndrer det lokale varehus.

Hvert eneste produkt kan bygge på stjålet olie

Leif Wenar er enig. Mange lande drives i dag som kriminelle organisationer, der handler med tyvekoster:

»Nu om dage styres store regioner og hele nationer som kriminelle organisationer. Naturressourcer tilegnet ved magt anvendes til at producere varer, der ender på hylderne i vores lokale butikker (…) Et sted plyndrer stærkt bevæbnede grupper ædelsten og mineraler, som bruges i vores smykker og elektronik. Et andet sted sælges landets olie for at finansiere og opretholde landets undertrykkende regime (…) Olie bruges til fremstilling af legetøj, sko, parfume osv. Hvert eneste produkt i vores butikker kan indeholde eller være transporteret ved at bruge stjålet olie.« (Wenar, Blood Oil, 2016, s. 246)

Og netop derfor er der behov for, at erhvervslivet, politikerne og forskningsmiljøet erkender, at det er på tide at gøre op med den nuværende praksis i forhold til international handel med naturressourcer. Det er første trin i operationaliseringen af USR.

\ Læs mere

‘Fuldstændig absurd’: Industrien betaler danske universiteter for at finde olie

\ Læs mere

DTU: Derfor forsker vi i olie og gas

\ Læs mere

Fra biomasse til benzin på den mest effektive måde