En lille, brun natsværmer har gjort min verden uendelig stor

Vi er i det østlige Australien, ved Brisbane i Queensland, og det er september og forår.

Solen er lige ved at gå ned, og dagens sidste solstråler rammer en græsslette med blomster, der vajer i den blide vind mellem duftende eukalyptustræer.

En lille brun natsværmer trækker langsomt vingerne ud af sin puppe under jorden.

Den er på størrelse med en valnød, sitrer med de brune vinger for at varme sin krop. Den ser ikke ud af meget.

Men der bor en udlængsel i den. Den drages instinktivt mod sit mål tusind kilometer sydpå. Og vi skal med på dens helt utrolige rejse.

Det er den scene, lederen af min forskergruppe, Eric Warrant, maler for mig i en af de mange fortællinger, jeg under mit ph.d.-arbejde har hørt om hans yndlingsdyr og landsfælle, bogong-natsværmeren.

Det lille insekt har fået mig til at se verden på en ny måde. Måske kan det gøre det samme for dig.

Målet er en helt bestemt hule 1.000 kilometer borte

Millioner af bogong-natsværmere migrerer hvert år 1.000 kilometer fra Queensland, Victoria og New South Wales til de australske alper, der ligger i sydøst-spidsen af landet, tæt ved hovedstaden Canberra.

De over 2.000 meter høje toppe i Snowy Mountains er sneklædte om vinteren og bølgende grønne, blomstrende alpeskråninger om sommeren.

Granitblokke ligger spredt mellem søer i den vilde natur; det er et landskab formet af fordums istider.

I nogle få, helt bestemte huler og sprækker lander millioner af natsværmerne hver sommer for at gå i dvale. De skal undslippe den sikre død i lavlandets ulidelige hede, hvor temperaturerne oftest er over 30 grader celsius.

Det er her, vores natsværmer skal hen.

Insektet har en hjerne på størrelse med en knappenål, men den kan alligevel på sin allerførste flyvetur tilbagelægge en enorm afstand til et sted, den aldrig har været før.

Den kommer frem til lige præcis den hule, som dens forældre forlod sidste efterår, da de migrerede ned til lavlandet for at yngle. Det lyder som en helt fantasifuld og umulig opgave. Hvordan finder den vej?

Bogong-natsværmeren bruger alle sine sanser

Et andet insekt, der også begiver sig ud på en lang rejse, er monarksommerfuglen. Den flyver langs hele Nordamerika over generationer og bruger Solen som kompas.

Bogong-natsværmeren er anderledes.

Den migrerer om natten, så den kan ikke bruge Solens lys som guide. I stedet kan den se i mørket og bruger nattehimlens lysende stjerner og kendetegn i landskabet som sit kompas. Men ikke nok med det: Hvis der er overskyet, kan den følge jordens magnetfelt.

Det ved vi blandt andet, fordi Eric Warrant og hans forskerhold har studeret nataktive insekters sanser i mange år.

Jeg forsker selv i insekters lugtesans, og derfor ved jeg, at en natsværmer kan følge duften af sin mage over flere kilometer.

Men selv om jeg allerede ved meget om insekternes særlige sanser, er historien om bogong-natsværmeren en helt særlig øjenåbner. Den lille brune natsværmer gemmer på evner langt ud over det, vi kunne forestille os. Og den ved det ikke engang. Den bruger bare sine sanser og stoler på sit instinkt til at nå et mål, der er uendelig stort.

Det får mig til at tænke over min egen måde at være i verden på og over, hvordan vi mennesker bruger vores sanser.

Som mange andre er jeg ofte fortabt i mine tanker, og det giver mig stress. Jeg tror ikke, vi får udnyttet den mulighed vores sanser giver for at finde øjeblikkelig glæde og afslapning.

Stop lige, og kig-lyt-lugt omkring dig, siger jeg til mig selv.

Et lille insekt, der kan navigere efter stjernerne, ligesom os

Lad os vende tilbage til vores lille bogong-natsværmer, der nu er godt i gang med sin rejse sydpå. Den er ikke alene. Den følges med flere hundrede artsfæller.

Når der er en favorabel vind, kan den flyve over 100 kilometer på en nat. Den spiser nektar fra forskellige blomster og hviler sig i skyggen af træerne i løbet af de varme dage.

Indtil et stormvejr blæser natsværmerne ud af kurs og sender dem mod østkysten og Sydneys evige lys.

I storbyen gemmer de sig for lyset om dagen såvel som om natten mellem de skinnende hvide tagsten på operahuset.

Lyset sætter deres sanser ud af kraft. De er fanget.

En natsværmer kom uanmeldt til OL

Bogong-natsværmeren er velkendt i den australske kultur. Det har været en vigtig del af de indfødte australieres kultur at følge de trækkende insekter op i bjergene. En social fest, hvor flere stammer mødtes og spiste bogong-natsværmere.

Ved den olympiske afslutningsceremoni i Sydney i 2000 troede meteorologerne, at en kæmpe regnsky var på vej ned over stadion. Det viste sig at være en invasion af bogong-natsværmere, blæst på afveje, der nu blev kendt over hele verden, da et enkelt insekt satte sig som prydelse på sangeren, der højtideligt var ved at fremføre OL-hymnen.

Parlamentet i Canberra har også været lukket flere gange, når der blæser mange natsværmere ind over byen, hvor de forstyrrer ventilationssystemer og elevatorer.

Fanget på toppen af operahuset

På taget af operahuset i Sydney prøver vores natsværmer desperat at komme videre på sin rejse, væk fra byens lys og videre på sin færd. Og den er heldig!

En vind blæser den ud på mørkere kanter, så den igen kan følge sit indre kompas og bruge sit ekstremt følsomme syn. Slet ikke alle dens artsfæller er så heldige. Hvert år går truede natsværmere til på grund af lysforurening.

Selv om dens øjne kun er få millimeter store, kan den se, at Mælkevejen bliver lysere på himlen mod syd. Det er den vej, den skal.

Rejsen bliver afbrudt – igen

Insekter har små hjerner, men et sanseapparat, der ofte er mere følsomt end det, vi finder hos andre dyr.

Bogong-natsværmeren kan for eksempel genkende toppene i Great Dividing Range – bjergkæden, der går langs hele Australiens østkyst – selv om den aldrig har set dem.

Den opfatter sideløbende formationer i landskabet, lugte fra planterne omkring sig og temperaturen, der ændres. Den følger stjernerne og bjergene og ved præcis, i hvilken retning den skal flyve.

Vores bevingede ven nærmer sig målet i Snowy Mountains.

Men rejsen bliver igen afbrudt af lys i mørket. Eric Warrant og de andre forskere på holdet har lokket den til sig med et hvidt lagen og en lampe.

De fanger den, men den vil ikke sidde stille. Den har steder den skal hen.

Først skal den dog hjælpe forskerne med at blive lidt klogere på dens art.

De sætter en snor i natsværmeren og lukker den ind i en specialbygget flyve-arena.

Det er en tromle på størrelse med en 10-liters spand, hvor natsværmeren hænger i midten, mens de omkringliggende landskabsformationer vises på indersiden af tromlen. Imens holder en forsker øje med, i hvilken retning natsværmeren gerne vil flyve.

Den ekstremt fascinerende forskning viser, at natsværmeren holder sin oprindelige kurs, når bjergtoppene bliver vist i deres faktiske retning.

Den flyver også i retning af sit mål, hvis den får vist den australske stjernehimmel i loftet af tromlen. Men den bliver forvirret og flyver tilfældigt rundt, hvis stjernehimlen bliver vendt 180 grader eller er kunstigt genereret.

Mennesker lærte at bruge stjernerne til at navigere efter for 4.000 år siden, men en lille natsværmer har kunnet det siden slutningen af sidste istid, for mere end 10.000 år siden.

Det er nærmest ikke til at fatte.

Dyret, der mærker jordens magnetfelt

Vi ved imidlertid, at vores natsværmer også kan holde kursen, hvis der er tåget og overskyet.

Hvordan kan den det?

Eric Warrant har en idé, der kan afsløre den hemmelighed.

Jordens magnetfelt kan vi måske ikke mærke, men med et kompas kan vi se det. Og nogle dyr – blandt andet trækfugle og havskildpadder – har en magnetsans, der lader dem følge jordens magnetfelt.

Det er nemlig konstant i al slags vejr, og styrer dem nord-syd over kolossale afstande og på tværs af kontinenter.

Kunne det samme være tilfældet for bogong-natsværmeren?

Vores lille rejsekammerat er stadig bundet i en snor i forskernes flyve-arena. Den skal lige demonstrere én ting mere for os, det mest utrolige af alt, inden den kan komme videre.

Rundt om flyve-arenaen er der et særligt konstrueret metalbur, hvor der løber strøm igennem. Strømmen laver et magnetfelt, hvis styrke og retning forskerne kan kontrollere og bruge til at modvirke jordens eget magnetfelt.

Forskerholdet jubler af begejstring, da de ser, at natsværmeren ændrer sin flyveretning, når de skifter magnetfeltets retning til det modsatte af jordens magnetfelt.

De ved med det samme, at opdagelsen var en af de helt store, har Eric Warrant fortalt.

Natsværmeren mister sin retning, når de laver et antimagnetfelt, der ’slukker’ for jordens magnetfelt. Dog finder den sin retning igen, når stjernehimlen udenfor bliver vist i tromlens loft.

Forskerne har nu vist, at bogong-natsværmeren kan navigere ved hjælp af jordens magnetfelt alene. Eller efter mælkevejens stjerner alene. Den bruger mange sanser og kombinerer information fra flere ressourcer for at finde den rigtige retning.

At have flere systemer klar, hvis ét skulle fejle, er naturens løsning på robust navigering.

Med præcision lugter natsværmeren sig frem til sine forfædre

Eric Warrant slipper vores lille brune natsværmer fri.

Den flyver videre opad i bjergene, følger sine instinkter mod et helt bestemt sted, den aldrig har været før.

Det bliver koldere og landskabet ændrer sig. Den er på vej op af de blomsterklædte bjergskråninger af Mount Kosciuszko, Australiens højeste bjerg.

Endelig ser den en formation af klippeblokke i bjergsiden og føler instinktivt, at det er lige præcis der, den skal hen. Der lugter nemlig helt rigtigt.

En hel måned har den været på vej, og nu er den endelig fremme. En sprække i klipperne. Hulen er smal, men der er meget vægplads, og natsværmeren flyver ind i det kølige mørke og sætter sig ved siden af en anden, der allerede er kommet.

Faktisk er klippevæggene øverst i hulen dækket af natsværmere, og den kravler lidt op og sætter hovedet ind under vingen på den, der sidder lige ovenfor. Nu skal den hvile efter sin lange, spektakulære rejse.

Kom med ind i natsværmerens hule

Vores rejse er imidlertid ikke helt slut endnu. For lad os først se nærmere på, hvordan i himlens navn en lille natsværmer kan finde præcis den samme hule, som dens forældre søgte tilflugt i for varmen, før den overhovedet blev født.

Vi kender omkring 25 helt bestemte huler og sprækker i samme område af Australien, hvor bogong-natsværmerne går i sommerdvale.

Her er temperaturen 12 grader, og det er helt perfekt for de millioner af insekter, der hver sommer kommer for at undslippe den ulidelige og farlige hede i lavlandet. De sidder taglagt på væggene, hele 17.000 individer på hver kvadratmeter.

Eric Warrant og hans forskerhold arbejder netop nu på at finde ud af, om det er lugtesansen, der får natsværmeren til at finde de præcise huler i det enorme bjergområde.

Indledende undersøgelser, som endnu ikke er publiceret, viser, at de nok kan genkende duften af efterladenskaber fra deres egen koloni og døde familiemedlemmer, der ikke var robuste nok til at starte trækket tilbage til yngleområderne sidste år.

Og nu er vi helt inde i kernen af mit eget forskningsområde.

Natsværmere har en utrolig lugtesans og kan opfange ved hjælp af vinden opfange dufte flere kilometer væk. Det gælder også dem, du møder hjemme i haven i skumringen, og det er en sans, der har udviklet sig over millioner af år hos insekter.

Lugt er faktisk deres allervigtigste sans. Det er sådan, de finder en mage, finder føde og finder de bedste steder at lægge æg. Det virker derfor oplagt, at det er den sans, bogong-natsværmeren bruger, når den skal pejle sig ind på en helt bestemt hule.

Og så skal vores natsværmer afsted igen

Efter fire måneder i hulen ryster vores natsværmer igen sine vinger, før den igen sætter ud på træk – tilbage til det sted, den kom fra, og hvor den skal yngle ligesom sine forældre.

Så er dens livscyklus fuldendt. Den dør. Og det bliver dens afkom, der næste år vender tilbage til hulen.

Insekter kan forekomme små og ligegyldige i en verden, hvor vi mennesker dominerer og beslutter, hvad der er vigtigt.

Men mange af dem gemmer på en ufattelig livshistorie og ubegribelige evner. Ikke mindst evnen til at åbne vores øjne for, hvor kraftfulde og ubegribelige instinkter kan være.

Bogong-natsværmeren har mindet mig om, at der sker fantastiske ting, som vi mennesker ikke kan se, og som vi skal være ganske fantasifulde for at kunne bevise – som Eric Warrant og hans forskerhold.

Vores lille natsværmer ser virkelig ikke ud af meget. Men dens evne til at finde vej har gjort min verden større. Og forhåbentlig også din.