Langt de fleste mennesker underlægger sig, uden større protester, et samfunds normer og handler derefter – men hvorfor?
I den moderne vestlige verden er demokratiske valg, hvor alle borgere har mulighed for at lade deres stemme blive hørt, svaret på det spørgsmål, men historisk set er det mest udbredte svar teorien om, at der eksisterer en naturret.
Naturretten er uafhængig af menneskelige meninger og befalinger og fungerer som sådan som et moralsk korrektiv til den menneskeskabte ret.
Der har ikke altid været enighed om, hvordan man erkender naturrettens indhold, men traditionelt har der været to grundlæggende bud: troen og fornuften.
Konge ‘af Guds nåde’
Første gang vi støder på tanken om, at retten kan legitimeres i noget, der ligger uden for mennesket, er i den ældste skriftlige retskilde, vi har overleveret.
Nemlig i kong Hammurabi af Babylons (1792-1750 f.v.t.) cirka 4.000 år gamle lov, hvor fortalen fortæller, at guderne har givet ham til opgave at udøve retfærdighed i byen Babylon og sikre, at de stærke ikke gør skade på de svage.
Derfor har guderne hjulpet ham med at formulere 282 bestemmelser, der for fremtiden skal følges af indbyggerne, så retfærdigheden sker fyldest.
Det er helt klart den guddommelige indblanding i udformningen af lovbestemmelserne, der sikrer bestemmelsernes autoritet og – i et samfund, hvor religionen spiller en anselig rolle – giver kongen legitimitet i sin magtudøvelse. Indtager kongen sit embede med gudernes støtte, kan man jo ikke argumentere imod.
\ Læs mere
Der er normer, der gælder alle mennesker
Den grundlæggende ide bag Hammurabis lov er, at der er en tæt forbindelse mellem magt og guddommelighed. Loven/retten er givet med hjælp fra guderne, det vil sige af en højere magt end menneskene, og Hammurabis lov er således et godt eksempel på ideen om, at der er nogle retningslinjer for, hvad der er ret, som mennesket i bund og grund ikke har indflydelse på.
Det er normer, som findes uafhængigt af mennesket og dermed også – i hvert fald ideelt – uafhængigt af og uden hensyntagen til igangværende diskurser og eksisterende magtforhold eller særinteresser i et samfund. Det er altså normer, som har et objektivt ophav og derfor i sagens natur må være objektive i sig selv, fordi de er helt uafhængige af det enkelte menneskes holdninger og interesser.
Det bliver således også normer, som gælder for alle mennesker – ikke kun bestemte grupper og deres interesser. Ligeledes bliver det normer, som ikke sådan lige ændres, blot fordi samfundenes indretning, sammensætning eller grundlag ændres.
De objektive normer har et skær af evighed, af noget givet og forudbestemt, ja, nærmest noget naturgivent, over sig. Den guddommeligt udvalgte konge er således blot et redskab eller en garant for, at gudernes vilje sker.
\ Læs mere
Menneskeskabt lovgivning som supplement
Ideen om en naturlig ret var, indtil for et par århundreder siden, den grundlæggende teori om rettens oprindelse, legitimitet og autoritet. Der var indtil da enighed blandt de førende filosoffer om, at de principielt uforanderlige normer ikke kunne ændres af mennesket.
Filosofferne var imidlertid også enige om, at mennesket qua sin fornuft og qua rationel, metodisk argumentation faktisk kunne afdække, hvori normerne bestod. Det mente den antikke filosof Aristoteles (384-322 f.v.t.), den kristne middelalderfilosof og teolog Thomas Aquinas (ca. 1225-1274) og den tidlige moderne periodes tænkere såsom Thomas Hobbes (1588-1679) og John Locke (1632-1704).
Netop fordi man kunne opnå indsigt i normerne, var der også mulighed for at leve op til de givne normer og eventuelt supplere eller konkretisere dem med menneskeskabt lovgivning.
Det springende punkt i teorierne om en sådan naturret var altså ikke, om der fandtes givne, objektive principper for, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert, men derimod hvad denne ‘natur’ var: Var det forskellige guder, den kristne Gud eller lå de uforanderlige normer i selve menneskets væsen, ganske som tilfældet var med de fysiske naturlove?
Problem med at forklare sammenhæng
De antikke og de kristne naturretstænkeres påstand om, at der er nogle objektive, uforanderlige normer, nogle højere forpligtelser og højere idealer end ‘blot’ at følge statens positive love, findes gentaget i forskellige varianter og med forskellig vægtning i historien.
Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke var indbyggede problemer i selve den grundlæggende tanke.
Fælles for de forskellige naturretlige teorier er nemlig problemet med at forklare og bevise sammenhængen mellem det faktiske og det normative – mellem det konkrete, som kommer til udtryk i menneskeskabt ret, og det abstrakte, men uforanderlige retfærdighedsideal, som ligger et eller andet sted ‘derude’, eller som måske er indlejret i menneskets væsen.
Hvis man forudsætter, at der findes normer, som uafhængigt af tid og sted er givne og fælles for alle mennesker, må man bevise, at det også finder udtryk i den faktiske verden og i den faktiske, praktiserede ret. Hvis alle har en naturlig og ensartet opfattelse af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, må det også udmønte sig i ensartede normer og i ensartede regler i forskellige samfund.
Kan man påvise det, kan man også vise, at den fælles norm, den fælles retsopfattelse eller det fælles retlige princip eksisterer. At det er.
Problemet for naturretsteoretikerne er og har imidlertid altid været at finde noget faktisk om retten, som der er bred konsensus om på tværs af tid og sted – og derfor har det været, og er fortsat, et grundlæggende problem for naturretsteoretikerne at verificere deres ide om en evig og uforanderlig ret.
\ Læs mere
Det er ikke alle mennesker, der får børn
Problemet med at verificere teorien om naturlige principper har da ført til, at teoretikere i højere grad har talt om, at de naturligt givne normer afspejler en bør-tilstand. Det vil sige, at de fællesnormer, som alle mennesker påstås at have, afspejler en fælles forståelse af, hvad man bør gøre, men ikke nødvendigvis gør.
Et eksempel er at påstå, at det er naturligt for mennesker at reproducere sig, hvorfor man bør gøre det – men rent faktisk er det ikke alle mennesker, som får børn.
Der er altså en betydelig forskel på, hvordan tingene bør være, og hvordan tingene faktisk er.
Konstateringen af, at der er forskel på det normative ‘bør’ og den deskriptive ‘er’-tilstand, giver et grundlæggende problem med, hvorledes man så skal bevise eksistensen af evige, uforanderlige normer fælles for alle. Kan man ikke bevise det ud fra rationelle, verificerbare argumenter, vil det nemlig blot være en påstand om, at der må være fælles normer.
Som et indledende argument mod naturretstanken kan man da også spørge, hvorfor det er nødvendigt med positiv ret, med menneskeskabte love, hvis nu alle alligevel har en fælles opfattelse af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
\ Læs mere
De tre udfordrende forhold
Det er i hvert fald et historisk faktum, at naturretten ikke på noget tidspunkt har stået alene, når det kom til den faktiske retsudøvelse:
Historisk set har vi ganske enkelt ingen eksempler på, at det i samfund af en vis størrelse ikke har været nødvendigt for indbyggerne at skabe, vedtage eller formulere ret i ét eller andet omfang, netop fordi man øjensynligt ikke var enige om, hvad der så var ret.
Det har altid været nødvendigt at supplere den antagede naturlige retsforståelse med en ret, som menneskene selv har formuleret. Derfor har naturretsteoretikernes overvejelser ofte også mere handlet om det indbyrdes forhold mellem de påståede naturligt eksisterende normer og principper og den positive ret.
Som led i diskussionen om, hvad der har størst autoritet – naturretten eller den menneskeskabte positive ret – har udfordringen for naturretsteoretikerne mere snævert været at forklare tre forhold.
- Dels hvordan man afklarer, hvornår en menneskeskabt, konkret fokuseret lov er uretfærdig i forhold til de mere abstrakte, som regel uudtalte naturretlige normer.
- Dels hvem der har autoritet til at bestemme, om den menneskeskabte lov overholder de grundlæggende naturretlige principper.
- Og slutteligt hvad konsekvensen er, hvis man afgør, at en menneskeskabt lov ikke skal opfattes som ret i forhold til de grundlæggende naturretlige principper.
Eller sagt på en anden måde: Hvordan afgør man – og hvem er ‘man’? – om en menneskeskabt lov er i overensstemmelse med den uudtalte naturret, og hvad gør man, hvis den ikke er?
Paven som bindeled mellem menneske og Gud
Spørgsmålenes hovedproblem er, hvem der legitimt kan udsige noget om, hvad naturrettens indhold er. Det må nødvendigvis være et menneske, som skal tage stilling til indholdet i de menneskeskabte love, men hvilket menneske har så stor indsigt, at han eller hun kan fælde dom om dette?
I Hammurabis optik var det Hammurabi selv, som havde indsigten til at gøre det, mens det hos de middelalderlige kristne var paven, der agerede bindeled mellem menneskene og Gud.
Hos de tidlige, moderne naturretstænkere som Hobbes og Locke blev spørgsmålene besvaret nærmest nærmest ved en demonstration ved at indføre en ide om, at enhver besad grundlæggende naturlige rettigheder, som al lovgivning skulle beskytte.
Knægtede den menneskeskabte lovgivning disse rettigheder, levede den ikke op til sit formål og måtte derfor afskaffes.
\ Læs mere
En garant for fredelig, fornuftig sameksistens
Skal man forstå, hvorfor teorier som de naturretlige er opstået og udviklet, er det et gennemgående træk, at de antikke, de kristne og de tidlige, moderne naturretsteorier udsprang af overvejelser om verdens indretning og retten i samfundet.
Der er tale om samfund, der var præget af politiske kampe og af ekspansion og dermed mødet med og eventuelt inddragelsen af nye landområder, nye folk og nye kulturer under et hegemonisk styre. De naturretlige teorier udviklede sig altså i samfund, som var præget af en betydelig uenighed og usikkerhed om, hvem der legitimt havde autoritet til at afgøre, hvad der var ret og uret, og hvad der i det hele taget var ret.
Man var yderst bevidst om, at der reelt var en mangfoldighed af muligheder og veje, man kunne bevæge sig ad, når det kom til rettens fastsættelse og virke. Her var der behov for at hævde, at der bag alt det ydre, alt det konkrete, var en fælles og uforanderlig – og indiskutabel – ret, som gjaldt for alle mennesker, og som burde være garant for en fredelig, fornuftig sameksistens.
\ Læs mere
Fokus rykkede over på det individuelle plan
Det er derfor ikke tilfældigt, at naturretstanken udviklede sig i det kulturelt og magtpolitisk mangfoldige antikke Grækenland, at tanken også fandt vej til antikkens ekspansive Rom, og at den havde sin storhedstid i en kristen udformning i middelalderens Europa.
Europa var nemlig kendetegnet ved kulturel, religiøs og geografisk ekspansion samt konstante politiske magtkampe mellem et hav af interesser på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan.
Det var heller ikke tilfældigt, at den fik en særlig afart i den rationelle naturretstænkning, som dog samtidig lagde kimen til ideens afvikling ved at lade det fælles – det uforanderligt normsættende – udspringe af det enkelte individs grundlæggende ret til at være fri for (for meget) indblanding fra andre mennesker.
Dermed rykkede fokus nemlig over på det individuelle plan og væk fra naturrettens grundlæggende antagelse om, at rettens normative fundament lå uden for mennesket.
Fremover kom det til at ligge i mennesket, i menneskets natur og egenværdi.
