Moral og etik bruges ofte i flæng. Det er der en god grund til, for ordene betyder i udgangspunktet det samme. Moral er afledt af det latinske ord ‘mos’, i flertal ‘mores’, som svarer til det græske ord ‘ethos’. Begge betyder ‘skik og brug’. Når man derfor hører personer sætte trumf på ved at tale om, at noget både etisk og moralsk er forkasteligt, er der egentlig tale om dobbeltkonfekt.
Selv om moral og etik betyder det samme, peger de alligevel i hver sin retning. Vi har i Danmark på linje med mange andre lande et organ, man kalder Det Etiske Råd. Hvis man i stedet havde kaldt organet Det Moralske Råd, ville rådets medlemmer nedkalde latteren over sig. Man vil betragte rådet som et panel af ayatollaher m/k, der optræder som dydens sande vogtere.
Noget kunne altså tyde på, at det er finere og mere respektabelt at tale om etik end om moral. Når man taler om etik, befinder man sig på den filosofiske boldbane, mens moralen mere hører hjemme i den sociale sammenhæng mellem mennesker. Etik bliver ofte brugt i betydningen ‘moralfilosofi’, altså som en disciplin, der undersøger principperne for menneskers moralske valg.
Man kan kalde etik for moralens teori og moral for etikkens praksis. Moralen fælder domme om karakteren af menneskers handlinger: Hvad er rigtigt – og hvad er forkert? Etikken ser derimod på grundlaget for de moralske domme: Hvorfor er noget rigtigt – og noget andet forkert?
Begrebet moral er uldent i kanten
Begrebet moral er i modsætning til sin storebror etikken temmelig ulden i kanten. Prøv at sige sætningen ‘Han er meget umoralsk’. Her vil enhver kunne forstå, at der ikke ligefrem er tale om nogen påskønnelse af vedkommende.
Men hvad så med sætningen ‘han er meget moralsk’? Det burde jo i udgangspunktet betyde det modsatte: At her er tale om en sand hædersmand, der aftvinger anerkendelse og respekt fra omgivelserne. Men de fleste kan nok høre, at sætningen betyder noget helt andet.
Der ligger en tydelig undertone af noget afstandtagende: Det antydes, at personen er snerpet, dømmesyg og hersende. Han er kort sagt en kedelig starut, som man nødig vil befinde sig i selskab med i længere tid. Han vil med sin principfasthed og mangel på konduite formentligt hurtigt bidrage til at spolere den gode stemning.
Uden moral vil fællesskabet hurtigt falde fra hinanden
Moral er altså en underlig størrelse. Man kan både have for lidt og for meget. Moralen kan være svær at håndtere, for hvornår optræder den i den rette dosering? Hvad er for lidt og for meget? På den anden side kan man heller ikke undvære moralen i et menneskeligt samvær. Det gælder i det nære forhold mellem to mennesker – »så talrige, som kun to kan være,« som det hedder hos lyrikeren Inger Christensen (1935-2009).
Og det gælder i større sociale fællesskaber lige fra familien til det store internationale samfundsfællesskab. Uden moral vil fællesskabet hurtigt falde fra hinanden som en rådden svamp. For selv om det kan være svært at finde balancepunktet mellem for lidt og for meget, er der noget, der er for lidt, og noget, der er for meget.
Hvor de moralske koordinater skal befinde sig, kan man diskutere, men at de bør kunne findes, er de fleste af os enige om. For når det kommer til stykket, vil langt de fleste mennesker mene, at der er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert.
Selv for christianitter er der en ‘rigtig’ og ‘forkert’
I fristaden Christiania er synet på rusmidler givet et andet end i Ringkøbing. Selvfølgelig gælder den samme lov alle steder i Danmark, men loven bliver systematisk og massivt overtrådt i Christiania. Det betyder ikke, at christianitterne mangler moral. Deres moral er bare en anden end den herskende samfundsmoral.
Den officielle moral, der proklameres i Christiania, opererer med et principielt skel mellem de såkaldt bløde stoffer (marihuana, hash og skunk) og de hårde stoffer (heroin, kokain og amfetamin). De bløde stoffer er acceptable og bør legaliseres, mens de hårde fortsat skal være forbudte. Der er altså også for christianitterne noget, der er rigtigt og forkert eller for meget.
Christianitterne tager ikke nødvendigvis tingene mere afslappet, end man gør i resten af landet. På visse områder er holdningen til andre borgere faktisk mere restriktiv på Christiania end andre steder. For nogle år siden stødte jeg på et hjemmelavet ‘Parkering Forbudt’-skilt i udkanten af fristaden. På skiltet var malet: ‘P = en (tegnet) dolk + et (tegnet) fladt bildæk x 4.’
Budskabet var ikke til at misforstå: En parkering her vil medføre, at alle bilens dæk bliver punkteret. Noget tilsvarende ville være helt utænkeligt i Ringkøbing. Her skal man være usædvanlig uheldig for blot at få en parkeringsbøde.
Regler kan være frisættende for menneskelig adfærd
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen ’50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Man kan betegne moral som et sæt sociale færdselsregler, der er med til at regulere interaktionen mellem mennesker i en gruppe eller et samfund. Mange vil være tilbøjelige til at forbinde moral med forbud og restriktioner, fordi den opererer med en række skrevne og uskrevne forskrifter og regler.
Men det er en misforståelse kun at se regler som restriktive. Faktisk kan regler være direkte produktive og frisættende for menneskelig adfærd. Set i et overordnet sociologisk perspektiv er tilstedeværelsen af et moralsk normsystem med til at nedbringe aggressionsniveauet og konfliktpotentialet mellem mennesker.
Naturligvis har moral noget med den personlige dannelse at gøre. Den er udtryk for den enkelte persons evne til at læse sig ind i en social kontekst. Er man i stand til at knække den sociale kode, kan man agere med langt større adfærdskompetence og suverænitet. Sociale koder har altid eksisteret og er blevet stadig mere raffinerede i civilisationsudviklingen.
Sociale strukturer blev mere sofistikerede
Den tyske sociolog Norbert Elias (1897-1990) har demonstreret, hvorledes de moderne civiliseringsprocesser udspringer af middelalderens europæiske hofkultur. Det sociale rollespil ved hoffet affødte et adfærdskodeks, som har en helt anden kompleksitetsgrad end det simple liv blandt almuen.
I takt med at de sociale strukturer blev mere sofistikerede, udviklede personerne en selvforståelse og en selvkontrol, der banede vejen for den moderne civilisation. Det sofistikerede består blandt andet i evnen til at kunne spille sin rolle i det sociale skuespil, som dengang først og fremmest tog sigte på at opnå og bevare fyrstens gunst.
Adfærden ved hoffet installerede sig i et strategisk perspektiv. Det var nødvendigt at kunne navigere i det tvetydige felt mellem performativitet og autenticitet – mellem at synes og at være. Vi møder denne sondring i en meget markant udgave i William Shakespeares (1564-1616) Hamlet:
»’Seems’, madam? Nay, it is, I know not ‘seems’,« lyder sønnens bebrejdende anklage mod dronningemoderen.
Vi møder den såmænd også hos vores egen H.C. Andersen (1805-1875) i eventyret ‘Kejserens nye klæder’, som er en gendigtning af en historie fra den europæiske folkebog Till Uglspil’ fra senmiddelalderen.
De to vævere i eventyret spiller på tvetydigheden mellem at synes og at være og tager hele hoffet, inklusive kejseren, ved næsen ved at påstå, at deres klæder har den magiske egenskab, at det ikke kan ses af folk, som er uduelige i deres embede.
»Luk øjnene, og tænk på England!«
At begrebet moral er lidt uldent i kanten, hænger blandt andet sammen med, at det rummer en uoverensstemmelse mellem netop at være og at synes. Der ligger i moralsk optræden et element af opportunistisk regulering af adfærden. Hvor dybt stikker moralen egentlig?
Er der sammenhæng og overensstemmelse mellem det, en person siger, og det, han eller hun gør? Er der ikke, taler vi om ‘dobbeltmoral’ og tilføjer med slet skjult sarkasme: »Hvis moral er godt, så må dobbeltmoral være dobbelt så godt!«
Skal man pege på en periode, hvor dobbeltmoralen oplevede sin historiske glansperiode, må det så afgjort være under victorianismen. Her var moralen gennemsyret af forløjethed og neurotiske fortielser – især på seksuallivets område. Dronning Victorias (1819-1901) råd til kvinderne i ægtesengen lød øjensynligt kort og godt: »Luk øjnene, og tænk på England!«
Det var også den victorianske facademoral, der leverede et bugnende eksempelmateriale til Sigmund Freuds (1856-1939) analyser af hysteri og deformeret seksualitet.
Allerværst er det at optræde moraliserende over for andre
Victorianismen illustrerer som et paradeeksempel modsætningen mellem at være og at synes. Jo mere man stiller sig i moralsk positur, desto mere udsætter man sig for beskyldning om hykleri. Hykleriet er på sin vis lasternes offergave til dyden. Man ved godt inderst inde, at man ikke er, som man burde være, men man vil i det mindste gerne lade som om.
I mangel af oprigtig vilje til at gøre det rigtige, gør man sig bedre, end man er. Allerværst er det selvfølgelig at optræde moraliserende over for andre – at blande sig i, hvad de burde eller ikke burde gøre. Her risikerer man at komme under beskyldning for moralsk hovmod – og hovmod står for fald.
Én ting kan man nemlig være forvisset om: Sætter man sig op på den høje, moralske hest, skal man ikke vide sig for sikker i sadlen. At føre sig frem med høj moral gør én sårbar.
Det er forbandet dumt at slække på sin moralske standard
Det gælder selvfølgelig i særlig grad, hvis man befinder sig i offentlighedens søgelys, og politikere er et særligt udsat folkefærd. Med jævne mellemrum diskuteres det i medierne, om de bør have en højere moral end resten af befolkningen. Svaret er for mig at se ganske ligetil. Hvis man som politiker eller et andet offentligt fruentimmer lever af sit omdømme, skal man vogte sig for at træde ved siden af.
Det er ganske enkelt forbandet dumt at slække på sin egen moralske standard. Man lider et værdighedstab og står tilbage i mediernes gabestok til spot og spe. I værste fald har man ødelagt sin karriere og sin mulighed for at spille en rolle som seriøs politiker i fremtiden.
Jamen, er det ikke at forvandle moral til et element i en magtpolitisk strategi? Jovist er det så! Men det er vigtigt at forstå, at moral ikke bare består af normer og forskrifter, men også af klogskabsregler. Hvis man vil være politiker, er det klogt og hensigtsmæssigt at skrive sig bag øret, at man ikke skal lade sin personlige adfærd stå i vejen for ens politiske projekt.
Moralen optræder som hypermoral
Noget kunne imidlertid tyde på, at moralen optræder som et spejlkabinet uden udgang. Er det overhovedet muligt at gøre sig til talsmand for en bestemt moral uden samtidig at optræde moraliserende på andres vegne? Eller sagt på en anden måde: Rummer ikke enhver moralsk kritik en moraliserende tendens?
Lige før har jeg kritiseret nogle for at moralisere. Men rummer selve dette at kritisere andre for at moralisere ikke selv en moraliserende tendens? Også kritikken af victorianismen som en forløjet moral er af moralsk karakter. Moralen optræder nu blot som hypermoral – en moralsk kritik af andres moralske kritik.
Moral. For lidt. For meget. Dobbeltmoral. Hypermoral. Klogskabsregler. Det er svært at få fast grund under fødderne.
En moderne Moses ville ikke finde fodfæste i dag
Problemet er, at ingen af os har adgang til den ultimative sandhed om os selv og vores virkelighed. Den kræver nemlig en instans uden for os selv, som sætter os på plads og fortæller os, hvad vi skal gøre. Altså en lovreligion med forbud og påbud, der er hævet over enhver diskussion. En sådan lovreligion har vanskeligt ved at finde fodfæste i moderniteten.
En moderne Moses, der bevæger sig ned fra Sinai-bjerget med lovtavlerne under armen, ville ikke finde fodfæste i dag. Og hvis nogen påtog sig rollen, ville næste stop være en psykiatrisk anstalt: Moderniteten er ikke for fastholdere.
Moderniteten er gennemsyret af en dynamisk transformation af samfund og kultur, hvor de faste holdepunkter er relativeret og sat i bevægelse. Vi er overladt til os selv og hinanden i afklaringen af, hvordan livet skal leves.
Vi skal finde et rimeligt balancepunkt
Dybest set er det grunden til, at moral – spørgsmålet om, hvordan vi skal opføre os – er en problematisk størrelse. På den ene side er moralen afkoblet sin ultimative fundering i en guddommelig lovtekst og henvist til en sekulariseret kultursammenhæng, hvor man må argumentere rationelt for sin adfærd.
På den anden side vægrer vi os ved at acceptere, at moralen skulle være aldeles tilfældig. Vi befinder os et sted mellem den absolutte fordring og den rene relativisme og skal samtidig finde frem til et rimeligt balancepunkt, mens vi lader som om, moralen er andet og mere end et praktisk postulat.
Måske er det derfor, begrebet forekommer uldent. Når man taler om moral, er man som oplyst moderne menneske på gyngende grund. Måske er dobbeltmoralen et realistisk karaktertræk ved det moderne menneske. For har vi ikke alle sammen lidt i klemme?
