Hvorfor kan vi bedre lide nordmænd end svenskere?

De norske fans synger, hopper og ror i takt. Tribunerne gynger, stemningen smitter, og pludselig sidder danske fodboldfans og hepper med.

Når Danmark ikke selv er med ved VM, falder mange danskeres sympati næsten helt automatisk på Norge. Langt sjældnere på vores nabo Sverige.

Det har fået Lasse til at sende et spørgsmål ind til Videnskab.dk’s læserbrevkasse, ‘Spørg Videnskaben’:

»Måske er det bare noget, jeg fornemmer, men jeg synes, det virker, som om vi danskere generelt bedre kan lide nordmænd end svenskere. Er der noget om det - og hvorfor i så fald?«

Spørgsmålet lyder måske som klassisk nabo drilleri. Men ifølge Rasmus Glenthøj, som er professor i historie ved Syddansk Universitet, er den god nok. Og det handler om langt mere end sport.

For vores syn på de to lande er formet af århundreders fælles historie, kultur og forestillinger om, hvem vi selv er.

Vi kan godt lide svenskerne også

Inden vi dykker ned i de historiske krige og sproglige finurligheder, er det vigtigt at slå én ting fast: Danskerne har ikke et intenst had til svenskerne. Det handler snarere om en uskyldig rangordning af vores nærmeste naboer.

Som Rasmus Glenthøj forklarer:

»Sverige ville komme ret langt op ad en positiv liste. Det er blot, at nordmændene er over.«

Når vi sammenligner de to, står Norge bare i et særligt varmt lys for de fleste danskere.

Fra brødre til rivaler

En stor del af forklaringen findes i de historiske arkiver. Danmark og Norge delte nemlig adresse i svimlende 434 år fra 1380 til 1814.

I den periode var Danmark og Norge i union - ofte kaldet tvillingrigerne - hvor Danmark var ‘storebroren’, og København var Norges hovedstad.

Det skabte utroligt tætte bånd, der fortsatte længe efter adskillelsen i 1814.

I løbet af 1800-tallet fortsatte Danmark og Norge med at være kulturelt forbundne, og ifølge Rasmus Glenthøj kan man næsten tale om en form for ‘forsinket opløsning’ af det gamle fællesskab.

»I hele 1800-tallet kan vi tale om en fortsat kulturel union, som først for alvor begyndte at gå i opløsning i de første årtier af det 20. århundrede,« siger han.

Forholdet til Sverige har derimod udviklet sig i en anden retning. Hvor der i høj grad har været en fælles dansk-norsk kultur, har Sverige historisk været den primære modpart.

Danmark og Sverige er blandt de nationer i Europa, der har været i konflikt flest gange, og ifølge Rasmus Glenthøj er det en central del af forklaringen på det mere ambivalente forhold i dag.

»Det er ikke mange, der i ramme alvor kræver Skåne tilbage,« siger han med et smil.

»Men historien lever videre som en form for kulturel erindring.«

På den måde står de to relationer i kontrast: ét naboskab præget af fælles historie og et andet præget af gentagne konflikter og rivalisering.

‘Storebror’ Sverige skaber ambivalens

Hvor vi førhen var storebror for Norge, har magtforholdet til Sverige altid været mere jævnbyrdigt, og ofte med svenskerne som den mægtigste part. Sverige har traditionelt haft en større befolkning, stærkere industri og en mere fremtrædende politisk rolle, forklarer Rasmus Glenthøj.

Ifølge ham er det netop denne forskel, der kan være med til at skabe en mere ambivalent relation.

»Det kan nogle gange gøre ting mere ambivalente, når der er nogen, der opfører sig som en storebror. Det kan lillebror ikke altid nødvendigvis lide.«

Det gælder for eksempel, når Stockholm markedsfører sig selv som ‘Skandinaviens hovedstad’, hvilket sjældent vækker begejstring i København, der i århundreder selv var centrum for et mægtigt imperium.

Nordmændene er det folkefærd, der ligner os mest

Man kan også finde en mulig forklaring på danskernes forkærlighed for nordmændene inden for psykologiens verden: Vi har en tendens til at kunne lide dem, der ligner os selv - både i sprog, humor, kultur og måde at være på.

Og i det skandinaviske spektrum er det især nordmændene, der rammer tæt på danskernes eget spejlbillede, påpeger Rasmus Glenthøj.

»Nordmændene er nok det folkefærd, der ligner os allermest overhovedet,« siger historikeren og tilføjer med et smil i stemmen:

»Da vi gennemgående godt kan lide os selv, så kan vi sikkert nok også godt lide dem, som minder mest om os.«

Det handler altså ikke om, at nordmændene er ‘bedre’ end svenskerne, men om, at de kulturelt og sprogligt ligger tættere på danskernes egen hverdag.

Sprog og humor spiller ind

Sproget og humoren spiller også en central rolle i, hvordan danskere forholder sig til deres to nordiske naboer, påpeger Rasmus Glenthøj.

Hvor svensk i dag kan opleves som mere distanceret og mindre umiddelbart forståeligt, ligger det norske skriftsprog - især bokmål - så tæt på dansk, at historikeren beskriver det som »dansk stavet logisk.«

Samtidig har historien sat sig tydelige spor i sproget og de gamle forestillinger, vi stadig kan finde rester af i dag.

I ældre dansk sprogbrug optræder svenskerne oftere som modbillede i faste udtryk og vittigheder. Et eksempel er udtrykket »at gøre svensk af sig,« som betød at være fej eller flygte fra en situation.

Selvom den slags formuleringer i dag mest hører til i sproghistorien, peger Rasmus Glenthøj på, at de viser, hvordan konflikter og rivalisering tidligere har været indlejret i både sprog og humor.

Som jalousi mellem søskende

Men! Selvom mange danskere hurtigt får sympati for Norge, når Danmark ryger ud af VM, betyder det ikke nødvendigvis, at vi ønsker, at nordmændene ender med at løfte trofæet.

Ifølge Rasmus Glenthøj kan der opstå blandede følelser, fordi fodbold længe har været den sportsgren, hvor Danmark har haft overtaget.

»Nordmændene er ekstremt gode til sport, især vintersport. Men de har traditionelt ikke klaret sig særlig godt i verdens største sportsgren, nemlig fodbold. Her har Danmark traditionelt været langt bedre end Norge,« forklarer han.

Han sammenligner det med et søskendeforhold.

»Det er lettere at leve med, at ens bror eller søster er ekstremt god til én type sportsgren, hvis man selv har succes inden for en anden. Men hvis ens søskende så lige pludselig overgår én i den sportsgren, kan det skabe ambivalente følelser.«

Historikeren peger også på, at en lignende - om end langt mindre - ambivalens nogle gange kan spores, når danskerne ser mod Norges enorme olierigdom. Norge er ikke længere kun den hyggelige lillebror, men også et land, der på flere områder har overhalet Danmark.

Vi er en tæt familie

Selvom vi driller svenskerne og har en særlig forkærlighed for nordmændene, understreger Rasmus Glenthøj, at relationen i bund og grund handler om tre lande, der stadig er tæt forbundne - historisk, kulturelt og socialt.

Sverige ville ifølge ham stadig placere sig højt på listen over de lande, danskerne har et positivt forhold til. Forskellen er ikke et spørgsmål om enten-eller, men om grader af nærhed.

Han beskriver derfor også Skandinavien som en slags familie, hvor relationerne bare har udviklet sig i forskellige retninger.

Hvor Norge i højere grad opleves som en ‘tvilling’, vi spejler os i, har Sverige ofte rollen som den mere dominerende storebror i regionen. En position, der både skaber respekt og rivalisering.

Og netop derfor kan noget så simpelt som en fodboldkamp vække historiske og kulturelle ekkoer.

Næste gang du sidder i sofaen og jubler over et norsk mål, er det altså ikke kun nutidens sport, der spiller ind. Ifølge Rasmus Glenthøj er det også et langt historisk bagtæppe, der gør sig gældende - fra fælles unioner og sproglig nærhed til århundreders rivalisering i Norden.

Vi siger tak til Lasse for det gode spørgsmål - der er en t-shirt på vej til dig. Også tak til Rasmus Glenthøj for de gode forklaringer.

Hvis du sidder derude med et godt spørgsmål til videnskaben, så må du endelig tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.