Europa står i en ny virkelighed, hvor ekstreme hedebølger ikke længere fremstår som undtagelser.
Varmerekorder er faldet på stribe. I blandt andet Tyskland, Frankrig, Ungarn og Spanien kom temperaturen i den nylige hedbølge over 40 grader, og varmen har kostet hundredvis af mennesker livet.
I Skandinavien er disse temperaturer mere usædvanlige. Alligevel blev der i slutningen af juni målt 37 grader i Beldringe nord for Aarhus.
Det var den varmeste dag i Danmark, siden man begyndte at måle i 1874. Den hidtidige rekord blev overgået med mere end en halv grad.
Tilpasning er ikke nok
Når hedebølgerne rammer, er det for mange oplagt at tale om klimatilpasning. Det kan være offentlige områder med køling, varslinger og beredskab, der skal beskytte befolkningen mod konsekvenserne af klimaforandringer.
Klimatilpasning er vigtigt. Men det må ikke overskygge det endnu vigtigere spørgsmål: Gør vi nok for at reducere de drivhusgasudledninger, som gør ekstreme og farlige somre stadig mere sandsynlige?
Kan vi give klimaforandringer skylden?
Danmarks Meteorologiske Institut har med rette understreget, at man ikke kan forklare en enkelt varmerekord med klimaforandringer alene. Men den globale opvarmning øger sandsynligheden for sådanne temperaturer.
Og forskningen i, om ekstreme vejrhændelser kan tilskrives menneskeskabte klimaforandringer (den såkaldte attributionsforskning) taler et endnu tydeligere sprog: Udledningerne fra fossile brændsler har gjort hedebølgerne i Europa målbart hyppigere og mere intense.
Som forsker i miljø- og klimalovgivning ser jeg den seneste hedebølge som endnu et tegn på, at klimavidenskaben og klimalovgivningen stadig udvikler sig i hvert sit spor.
Klimamodeller, som bruges til at simulere Jordens klima og til at forstå, hvordan det forandrer sig, har ofte ingen klar forbindelse til de klimalove, der former politiske beslutninger.
Denne manglende kobling er ved at blive en alvorlig svaghed. Den svækker det juridiske grundlag for hurtigere klimahandling og øger i sidste ende de menneskelige omkostninger ved klimaforandringerne.
Klimamodeller i lovgivningen
Klimamodeller kan fortælle os, hvor meget mere sandsynlig en dag med 37 graders varme i Danmark er blevet i et varmere klima, hvilket er en præcision, som juraen historisk har manglet.
Men når videnskaben kan pege på en konkret hedebølge og sige, at den er blevet mere sandsynlig som følge af menneskeskabte udledninger, er det ikke længere bare en akademisk øvelse. Så bliver det til bevismateriale.
Hvis retssystemerne begynder at behandle hver vejrrekord, som er blevet knyttet til klimaforandringerne, som dokumentation, der kan bruges til at håndhæve klimamål, vil vi måske se færre ekstreme og dødelige hedebølger i fremtiden.
Og de juridiske redskaber findes allerede.
EU’s klimalov fastlægger for eksempel forpligtende mål, som pålægger medlemslandene at reducere deres udledning med mindst 55 procent inden 2030 og 90 procent inden 2040.
Den danske klimalov forpligter Danmark til at reducere udledningen med 70 procent inden 2030.
Videnskab og jura skal samarbejde
I 2019 fik vi et glimt af, hvad der er muligt, når videnskab og jura faktisk arbejder sammen.
Her pålagde hollandske domstole den hollandske regering at gøre mere for at leve op til statens klimamål, blandt andet med henvisning til videnskabelig dokumentation.
Det skete først på nationalt niveau, men blev i praksis en forløber for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i 2024, hvor domstolen fastslog, at en utilstrækkelig indsats for at begrænse klimaforandringerne kan krænke grundlæggende rettigheder.
Det var første gang, det blev fastslået af en domstol.
Så de juridiske rammer og lovgrundlag mangler ikke. Det, der mangler, er en mekanisme, som kobler klimavidenskaben til juridisk håndhævelse i realtid.
Hvis klimaforskere og lovgivere bliver inddraget i samme proces fra begyndelsen, kan det måske blive hovedreglen frem for undtagelsen.
Hvad nu?
Det, der er brug for nu, er en stabil strøm af solid og standardiseret modelbaseret dokumentation, som domstole, myndigheder og lovgivere kan læne sig op ad.
Danmarks nye varmerekord er netop et sådant eksempel; et nordisk bidrag til en voksende europæisk sag. Så hvad er de næste konkrete skridt?
Klimamodeller bør skrives direkte ind i lovgivningen. CO2-budgetter – altså det loft over udledninger, som regeringer fastsætter – bør behandles som juridisk bindende grænser og ikke som politiske præferencer.
Og videnskabelige institutioner bør have en plads ved det lovgivende bord, ikke kun blive hørt bagefter i en pressemeddelelse.
Først og fremmest er der brug for, at klimaforskere og jurister begynder at arbejde tættere sammen.
Rekorden på 37 grader kommer næppe til at stå længe, for temperaturen bevæger sig kun én vej.
Det afgørende spørgsmål er, om vores retssystem vil behandle hver ny rekord som en isoleret vejrhændelse eller som bevis i en sag, der bliver stærkere for hver sommer
Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.ark.
