Det var en stor skuffelse, da den danske anfører, Simon Kjær, undlod at bære regnbuearmbånd ved VM i Qatar i 2022, og uden tvivl bidrog denne skuffelse også til det danske landsholds chokerende ringe sportslige indsats. Hvad er læren?
Denne artikel tager udgangspunkt i flere europæiske landsholds dans på en knivsæg ved VM i Qatar i spørgsmålet om kritiske markeringer vendt mod værtsnationens krænkelse af menneskerettigheder.
Meget tyder på, at den hurtige exit ved VM af europæiske sportshold som det tyske og det danske var influeret af den store skuffelse ved, at holdenes anførere ikke som varslet turde bære regnbuearmbånd under kampene.
Der er kort sagt forvirring på landsholdene om, hvordan de bør håndtere situationer, hvor de af den nationale befolkning forventes at markere sig politisk og vise, at de er imod værtsnationens brud på menneskerettigheder.
I denne artikel vil jeg derfor præsentere en række nøglebegreber, som både organisationer og atleter kan bruge, når de store events uundgåeligt rummer en politisk konflikt.
Hold og trænere ved ikke, hvad de skal stille op
Den danske landsholdstræner, Kasper Hjulmand, har flere gange efterspurgt retningslinjer for, hvordan Dansk Boldspil-Union (DBU) skal forholde sig til politisering af fodboldevents.
Ønsket er forståeligt, for hver eneste gang et VM i fodbold eller et OL nærmer sig, opføres det samme teaterstykke med diskussion af sammenhængen mellem sport og politik, uden at der tages ved lære af historiske erfaringer.
I det følgende vil jeg med fodbold-VM i Qatar som case undersøge hvilke begreber, der kan anvendes af nationale sportsforbund, som for eksempel DBU, der ved sportslige megaevents ønsker at markere støtte til menneskerettigheder.
De centrale nye begreber, som vil blive præsenteret i det følgende, er:
- Politikmonopol: En værtsnations (FIFA/IOC) legitime ret til politisering.
- Overpolitisering: Værtsnationens eller nationale forbunds politisering ud over den ovenfor nævnte legitime politisering.
- Modpolitik: Andre aktører, som eksempelvis nationale forbund/landshold/atleter, manifesterer legitime politiske protester mod ’overpolitisering’.
En illusion at skille politik og sport
At forlange at sportslige mega-events og politik helt adskilles beror på en illusion.
Ingen værtsnationer ville nogensinde afholde et sportsligt mega-event som VM i fodbold eller OL primært af sportslige grunde. Det er de politiske gevinster, der udgør den vigtigste motivation.
En sportslig megaevent giver værtsnationen mulighed for en diplomatisk anerkendelse fra det internationale samfund af flere grunde:
- For det første ved at være udtaget til arrangementet, og ved at afholde en form for nationernes sportsfest.
- For det andet ved som vært at være placeret i det internationale rampelys.
- En tredje grund er at kunne fremvise det niveau af teknisk og økonomisk modernisering, der er nødvendig for at kunne afholde en megavent.
- Dertil kommer værtsnationens ret til at deltage i turneringen uden at have kvalificeret sig samt retten til at deltage i åbningskampen umiddelbart efter åbningsceremonien.
\ Læs også
Retten til at udøve politisk propaganda
Til gengæld for, at værtsnationerne påtager sig et stort økonomisk og logistisk ansvar tildeler FIFA eller IOC dem et ’politikmonopol’.
Det vil sige, at værtsnationerne tildeles en ret til at udøve nationalpolitisk propaganda inden for visse rammer. En ret, som ingen af de øvrige deltagende nationale sportsforbund har.
Politikmonopolet består af den suveræne ret til at udforme otte af mega-eventens elementer:
- Arkitekturen
- Æreslogen
- Åbningstalen
- Åbningsceremonien
- Afslutningsceremonien
- Maskotten
- Den officielle VM-sang
- En overdragelsesceremoni i relation til det foregående VMs finale.
I det følgende vil jeg vise, hvordan åbningsceremonien og -talen samt æreslogen blev udnyttet som led i Qatars politikmonopol ved VM i 2022.
Åbningsceremonien blev et politisk statement i Qatar
Åbningsceremonien ved VM i Qatar fandt sted for øjnene af 60.000 mennesker på Al Bayt Stadion, der er et af de syv ud af otte stadions i Qatar, der blev nybygget i anledning af VM.
Via den officielle transmission af åbningsceremonien og den drejebog, der blev udsendt til alverdens mediehuse, kan vi få indsigt i de qatarske arrangørers hensigt.
Traditionelt har det politiske potentiale i åbningsceremonien ved VM i fodbold været en uopdyrket mark.
Det ændrede sig ved VM i Qatar, hvor arrangørerne tydeligvis havde ladet sig inspirere af de nationalpolitiske åbningsceremonier ved de olympiske lege.
En modreplik til vesten
Drejebogen ligger ikke offentligt tilgængeligt, men jeg har modtaget den fra TV2 i forbindelse med min forskning i VM i Qatar.
Her bliver Mellemøsten historisk fremhævet som stedet for »de ældste husholdningsgenstande, der nogensinde er fundet,« idet: »Forskere har fundet gamle mortere og stødere i Sydvestasien, der dateres tilbage til omkring 35.000 f.Kr. «
Åbningsceremoniens vigtigste budskab var, at Qatar er et land præget af tolerance, inklusion og en kosmopolitisk indstilling.
Denne fremstilling kan ses som en bevidst modreplik til den vestlige kritik, der i anledning af VM især fokuserede på de manglende rettigheder i landet især for emigrantarbejdere og personer med LBGT+-orientering.
Denne modpolitik viste sig allerede i den officielle VM-sang med titlen ’Hayya Hayya’, der betyder ’Better Together’.
Skulle vise Qatar som åben og inkluderende
Åbningsceremoniens positionering af Qatar som et åbent og internationalt orienteret mødested for alverdens folk blev fra start tydelig i den amerikanske stjerneskuespiller Morgan Freemans indledende episke ord under ceremonien:
»Jeg begav mig ud på en rejse gennem et land med både jord og hav […]«
»[…] Fra dette land hørte vi et kald til verden om at forbinde os, om at vende tilbage, om end bare for et øjeblik, til det, der kan bringe os sammen.«
Morgan Freeman blev mødt af Qatar-2022 VM-ambassadøren Ghanim al Muftah, der er studerende ved Loughborough University i Storbritannien og lider af Caudal Regression Syndrome, en sjælden sygdom, der hæmmer udvikling af rygsøjlen.
Herved understregede åbningsceremonien, at også de handikappede er inkluderede i det qatarske samfund.
Som taget ud af et Michelangelo-maleri
Tanken blev ledt bort fra de mange rapporter, der viser, hvor farlige VM-byggerierne har været for migrantarbejdere med risiko for invaliderende arbejdsulykker, der har medført store menneskelige og økonomiske tab for deres familier.
Det visuelle højdepunkt i ceremonien udspillede sig, da Morgen Freeman med sin finger pegede ned mod Ghanim al Muftah.
En gestus, der var modelleret efter Michelangelos maleri i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom, Hvor Guds og Adams fingre næsten mødtes.
Der var tale om en teatralsk gestus, der skulle give ceremonien et ophøjet skær, for det forekommer ikke logisk at Morgan Freeman skulle kunne fortolkes som Vorherre, der giver Ghanim al Muftah liv.
Æreslogen giver vigtige politiske point
Æreslogen fungerer ved nutidens VM og OL som et sted, hvor statsledere og royale viser sig frem for verdensoffentligheden, mens de rige sponserende firmaers repræsentanter ofte befinder sig i særlige VIP-afsnit på tribunerne eller i en særskilt VIP-lounge.
Frem for alt kan kameraerne under åbningsceremonier gang på gang søge mod værtslandets præsident og dermed forbinde ham – som den store mæcen og folkets velgører – med begivenheden.
Qatar hentede et vigtigt politisk stik hjem ved at både den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og den franske præsident, Emmanuel Macron, var til stede i æreslogen.
Begge var der i relation til deres landsholds kampe – og for Macrons vedkommende til trods for, at afsløringerne af Qatars korruption i Europaparlamentet var dukket op.
Det var dog hverken Blinken eller Macron, der skabte den største udenrigspolitiske triumf i Qatars politiske brug af æreslogen.
Den helt store gevinst for Qatars ’bløde magt’ viste sig ved, at Qatar’s Emir Tamim bin Hamad Al Thani sad placeret tæt på den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman.
Æreslogen brugt til uformelt diplomati
For Qatars diplomati var det af central betydning, at Salman – samt den ægyptiske præsident Abdel Fattah el-Sissi – var til stede i æreslogen ved åbningsceremonien.
Begge de lande, de repræsenterer, havde bare halvandet år forinden været med i en boykot, der var ved at tvinge Qatar i knæ.
Gennem den saudiske kronprins’ tilstedeværelse i æreslogen gav han en uformel diplomatisk anerkendelse af Qatars nationale suverænitet.
Salman og el-Sissi var dog i høj grad også til stede for at gøde jorden for en fælles ansøgning om sammen med Grækenland at afholde VM i 2030 – med Saudi-Arabien som den ledende stat.
Fra politikmonopol til overpolitisering
VM-værterne fra Qatar overskred tydeligt deres politikmonopol.
Det skete ved præmieoverrækkelsen, da FIFA’s præsident, Gianni Infantino, og emiren hyldede anføreren for det vindende argentinske hold, Lionel Messi, ved at iføre ham en pragtkåbe i silke med guldborter, en såkaldt ’bisht’.
I den arabiske verden er den et traditionsrigt statussymbol, som har royal klang, som bæres ved særlige begivenheder af højtstående personligheder, og som også blev båret af emiren selv.
Gennem denne gestus blev Messi symbolsk adlet og udtrykte herved en hyldest til magtforholdene under emiren og hans familiedynasti.
Dermed skete der en overtrædelse af FIFAs regler, der forbyder spillere at bære symboler med nogen form for politiske, religiøse eller personlige slogans, ytringer eller billeder.
En kåbe med stærk symbolværdi
Alt var tilsyneladende aftalt med Messi, der lod sig iføre kåben med et stort smil og klappede i hænderne, og som frem for alt fortsat bar kåben under pokal-ceremonien.
Også da han, mens konfetti regnede ned ovenfra og fyrværkeri blev affyret hele vejen rundt langs stadion, løftede pokalen i vejret, hvilket blev bemærket overalt i den internationale presse.
Naturligvis kan værtsnationen under afslutningsceremonien, der finder sted inden finalekampen, markere sig med nationalpolitiske indslag, men noget andet er at gøre det midt i den sportslige præmieceremoni, der afrunder hele VM.
En blanding af propaganda og aktivisme
Faktisk kan det, at Messi bar en bisht, ses som en blanding af statspropaganda, hvor emiren udtrykker en hyldest til eget magtkoncept, og en atlet-aktivisme, hvor Messi med stor velvilje tilslutter sig emirens værdier.
Ikke underligt, eftersom Messis arbejdsgiver, Paris Saint-Germain (PSG), er ejet af Qatar Sports Investments.
Skønt det qatarske landshold som forventet klarede sig dårligt ved VM, fik den qatarske magtelite alligevel fuld valuta for pengene, idet ikke kun Messi, men også sølv-vinderen Frankrigs store profil Mbappé var stjerne hos PSG.
Regnbue-armbind var overpolitisering
Umiddelbart virker det for moderne vestlige mennesker progressivt, at flere europæiske forbund ved VM i Qatar annoncerede, at deres anfører ville bære LGBT+-armbind med titlen ’One Love’.
Som bekendt fik FIFA forpurret dette initiativ med trusler om uddeling af et gult kort til de respektive landsholds anførere.
I FIFAs afvisning kunne organisationen med rette både henvise til sit regelsæt om ikke at bære politiske symboler og til sit monopol på at forsyne anførerne med armbånd med organisationens eget kosmopolitiske budskab: ’Football Unites the World’.
Kan det heroverfor indvendes, at regnbuearmbåndet ikke er et politisk, men blot et inkluderende menneskerettighedssymbol? Næppe.
\ Læs også
Regnbuesymbolet er politisk
For regnbuesymbolet er historisk tæt forbundet med en kønsideologi, der hviler på værdier om flydende køn og kritik af binære kønsidentiteter og hetero-normativitet, hvorom der er stærk politisk uenighed selv inden for LGBT+-miljøerne.
I Danmark er der eksempelvis stiftet ’Dansk Regnbueråd’ og ’LGBT Danmark’, der er i politisk opposition til den herskende normkritiske LGBT+-ideologi, og som blandt andet fremhæver betydningen af biologiske køn.
Hvis der under VM i Qatar foregik diskrimination af LGBT+-personer direkte på stadion eksempelvis på tilskuerrækkerne, var sagen derimod en anden, for så ville der være god grund til politiske modaktioner med fremhævelse af regnbuesymbolet.
Hvornår er modpolitik legitimt?
Der er altså tidspunkter, hvor nationale forbund og atleter kan markere sig politisk på banen.
Det er faktisk fuldstændig legitimt at politisere som led i en ’modpolitisering’. Når kræfter på stadion politiserer, kan det være ikke bare en ret, men også en pligt at markere modstand.
Eksempelvis i 2019, da fans fra den toneangivende københavnske forstadsklub Brøndby råber ned mod FC Københavns angriber Viktor Fischer: »Fischer, han er gay, allez allez «.
Her er det absolut berettiget, at Dansk Boldspil-Union aktiverer sin kampagne mod homofobi og sanktionerer de involverede fans og deres klub.
Det samme gælder ved racistiske tilråb, hvor UEFAs kampagne ’No to Racism’ kan intensiveres.
Black Lives Matter-markering er overpolitisering
Derimod må tendensen blandt europæiske klub- og landshold til at udføre Black-Lifes Matter-knælen inden kampe, hvor sympatisk det end er, ses som en overpolitisering.
Der er i udgangspunktet tale om en amerikansk indenrigspolitisk konflikt, der ikke er relateret til europæisk fodbold.
Derimod er der god grund til modpolitisering over for en værtsnation, der politiserer i relation til en megaevent.
Det afgørende er her, om spillerne risikerer at indgå i propaganda for en nation, der uhæmmet blander sport og politik ved at overskride sit politikmonopol.
Den politiske konflikt er bygget ind i stadion i Qatar
I relation til VM i Qatar springer det i øjnene, at de kulisser, som det qatarske og det internationale publikum i Qatar var placeret i, var skabt af migrantarbejdere under stærkt menneskeretskrænkende vilkår.
Hermed er der indbygget en politisk dimension direkte i VM-arkitekturen, som der frem mod begivenheden burde aktioneres tydeligt imod.
Det kan derfor undre, at for eksempel det danske landshold som protestform i marts 2021 under opvarmningen forud for en VM-kvalifikationskamp mod Moldova nøjedes med at bære bluser med det tandløse slogan ’Football for Change’.
De tyske, norske og hollandske forbund bar trods alt træningsbluser med en ordlyd med en mere direkte adresse til Qatar: ’Human Rights’ .
Er fodboldspillere de rette talspersoner?
For mange vesterlændinge virker det som et slag for ytringsfriheden, at deres landsholdsspillere fremkommer med allehånde politiske budskaber på banen, men, hvis ikke der er tale om modpolitik, er der i virkeligheden tale om en demokratisk forvridning.
Naturligvis er spillerne ligesom alle andre i deres fulde ret til at ytre holdninger uden for banen i pressen og på de sociale medier.
Men hvorfor skal fodboldspillere, der har kvalificeret sig gennem deres særlige kropslige kunnen, men som ikke har et særligt vælger-mandat og heller ikke en særlig politisk dannelse, tildeles en megafon og et millionpublikum til deres politiske holdninger?
En sådan ret har eksempelvis journalister eller skolelærere heller ikke.
Pandoras æske er åbnet – og svær at lukke igen
Mange vestlige mennesker ønsker deres politiske holdninger repræsenteret på fodboldbanen. Men problemet er, at har man først åbnet Pandoras æske, så er den svær at lukke igen.
Hvis man åbner for en uhæmmet politisering af sporten, er det ikke kun vores universelle vestlige værdier, der vil blive hyldet i arenaen, men også markeringer, der bryder med disse værdier.
Den ubegrænsede ytringsfrihed på banen vil også gælde dem.
Hvordan vil man undgå, at polske spillere og tilskuere markerer modstand mod fri abort? Eller at serbiske spillere markerer deres eventuelle støtte til Putins krig i Ukraine?
Det klassiske eksempel på politisering på tilskuerrækkerne fandt sted, da den moderne fankultur med sange, slogans og bannere i 1970’erne for alvor brød igennem.
Det skete ved, at den italienske venstrefløj under kampene slog til lyd for fællesskab, arbejderrettigheder og kapitalismekritik, men efterhånden og frem til i dag er det især den ekstreme højrefløj, der præger tribunerne.
Fascistiske hilsner og droner med stornationale flag
Et markant eksempel herpå er den tidligere professionelle italienske fodboldspiller i S.S. Lazio Paolo di Canio.
I sin karriere for klubben Lazio fra 1987-1990 og 2005/06 løb han efter fodboldkampen ud til de højreradikale tilskuere, ’ultras’, og gav den fascistiske hilsen med hævet højre arm, håndfladen ned og fingrene samlet.
Stadig i dag løfter mange af Lazios tilskuere højre arm ikke mindst under afsyngelsen af klubbens slagsange.
Blandt andre eksempler kan nævnes den serbiske guldmedaljevinder Milorad Cavic, der blev udvist fra europamesterskaberne i svømning i Eindhoven i marts 2008, da han ved sejrsceremonien bar en T-shirt med sloganet ’Kosova er serbisk’ .
Det modsvaredes af en kvalifikationskamp mellem Serbien og Albanien i 2014, da en drone med et albansk flag, der viste Storalbanien inklusive Kosova, blev styret ind over Belgrads Partizan Stadion, hvilket udløste tumult både blandt spillere og tilskuere.
Jørgensens støtte til tyrkisk offensiv mod kurdere
Endnu et eksempel er den tyrkiske klub Fenerbahce med flere udlændinge, herunder den danske Mathias ’Zanka’ Jørgensen, på holdet.
I oktober 2019 lod Jørgensen sig sammen med resten af holdet forevige på fotos iført T-shirts til støtte for en tyrkisk offensiv mod kurdere i Syrien.
På T-shirten var et billedet af en soldat, der gør honnør og påtrykt: ’Fædrelandet takker jer’.
Ved VM i Qatar var der også politiske manifestationer fra ikke-vestlige nationer.
I de serbiske spilleres omklædningsrum var ophængt et banner med omrids af et Storserbien, der omfattede den selvstændige stat Kosovo, og det marokkanske landshold fremviste et palæstinensisk flag på grønsværen efter sejren over Spanien.
Idrætspolitiske anbefalinger
Det er derfor min anbefaling, at nationale sportsorganisationer som DBU opkvalificerer sig i forholdet mellem sport og politik blandt andet. ved brug af eksperter i idræt og international politik.
Det vil gøre dem i stand til at reagere på en passende måde, når de møder internationale sportsorganisationers overpolitisering og til selv at undgå at politisere ud over det, der er motiveret i modpolitik.
