Året er 1765, og Carsten Niebuhr er den eneste overlevende på Christian V’s ekspedition til Det Lykkelige Arabien.
Niebuhr er kommet til ruinerne ved Persepolis i det nuværende Iran, som han rider til hver morgen ved daggry på et æsel. Ved ruinerne opmåler han grundplaner, aftegner relieffer og kopierer indskrifter af kileskrifter.
Men kileskrifterne er placeret så højt oppe på en mur, at han kun kan skrive af efter dem, mens solen stråler direkte ind på den marmoragtige stenvæg. Solens lys reflekterer i den glatte overflade og brænder direkte ind i øjnene på ham. Når han tager hjem om aftenen, har han ondt i øjnene.
Niebuhr fortsætter dog ufortrødent. En dag vågner han på sit kammer og kan intet se. En hel dag ligger han i sengen i landsbyen.
Men dagen efter er synet tilbage, og han drager igen op til ruinerne på sit æsel.
Det er først, da hans tjener dør af strabadserne på ruinerne, at Niebuhr beslutter sig for at stoppe arbejdet, der nær havde kostet ham synet permanent.
Sådan beskriver den danske forfatter Thorkild Hansen Nieburhs stædige vanvid. Et vanvid, som assyriologen Troels Pank Arbøll i dag kan være taknemmelig for.
Kopierne fra Persepolis fik nemlig enorm betydning for afkodningen af kileskriften i 1800-tallet, før assyriologi overhovedet var et videnskabeligt fag.
Og så lagde det også grundstenen til en stolt dansk forskningstradition i assyriologi på Københavns Universitet, hvor Troels Pank Arbøll i dag er adjunkt.
»Uden at blive for nationalistisk så har dansk assyriologi en særstatus. Hvor nogle amerikanere knap ved, om vi er et land eller en by, kender alle i vores fag Danmark,« siger Troels Pank Arbøll, der er adjunkt på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.
I dag er Københavns Universitet det eneste sted i Skandinavien, hvor man kan tage en fuld uddannelse i assyriologi.
\ Hvad er assyriologi?
Assyriologi beskæftiger sig med Mesopotamiens sprog, historie og kulturer i oldtiden på grundlag af kileskrifttekster.
Skriften, der oftest blev presset ind i lertavler som små kiler, deraf kileskrift, består af standardiserede billeder eller symboler, som oprindeligt mindede om de egyptiske hieroglyffer. De kan repræsentere hele ord samt lyde.
Størstedelen af kilderne er fundet i det nuværende Irak (Assyrien og Babylonien), men også i Syrien, Tyrkiet og Iran.
Kilder: Videnskab.dk og Lex – Danmarks Nationalleksikon
Men anerkendelsen af dansk assyriologi kan Carsten Niebuhr ikke alene tage æren for. Gennem tiden har Københavns Universitet været en talentfabrik for assyriologer, der har haft stor indflydelse på faget internationalt.
»Københavns Universitet var involveret i dechifreringen af kileskriften og har siden haft forskning og uddannelse af højeste internationale kvalitet,« skriver Olof Pedersén, professor i assyriologi på Uppsala Universitet i Sverige, i en e-mail til Videnskab.dk.
»Dimittenderne har fået stillinger i Danmark og er ved flere lejligheder også blevet professorer ved førende udenlandske universiteter som Chicago, Harvard, Oxford og Amsterdam.«
Et digt fra Agatha Christie
I hjørnet af Troels Pank Arbølls kontor hænger et stort billede af Otto Emil Ravn.
Med den tidstypiske glatte sideskilning fra 1920’erne kigger han med autoritet ud på det lille kontor på Københavns Universitet. Universitetet, hvor han i 1926 blev den første docent i assyriologi, som separat fag.

Det er ikke det eneste, Troels Pank Arbøll har samlet ind fra fagets historie. I bogreolen fisker han et billedalbum ud fra en dansk udgravning i 1957 i Irak, og i et plastikchartek har han en kopi af et digt, som den verdensberømte krimiforfatter Agatha Christie skrev til Jørgen Læssøe, der var lektor og sidenhen professor i assyriologi på Københavns Universitet.

»Alt, vi laver her på assyriologi, bygger på dem, der kom før os. Hvis vi ikke var os det bevidst, ville vi blive rodløse,« siger Troels Pank Arbøll, inden han fortsætter sin gennemgang af assyriologiens historie.
\ Temaserie på Videnskab.dk: Oldtid for altid?
Fra Niebuhrs rejser til ‘Det Lykkelige Arabien’, Rasmus Rasks vid om alt fra islandsk til sanskrit, Ole Worms studier af runer i 1600-tallet til Carl Jacobsens imponerende arkæologiske samlinger.
I Danmark har vi en stor tradition for forskning i oldtiden. Men har oldtidsforskningen også en fremtid herhjemme?
I en tid, hvor interessen for humaniora og de smalle sprog- og kulturfag er dalende, hvor universiteterne undergår store forandringer, og hvor videnskaben forventes at være samfundsnyttig, verdensvendt og aktuel.
- Hvad går vi glip af, hvis vi om 50 år ikke længere får ny viden om runer, assyriologi og det gamle Egypten fra danske universiteter?
- Hvorfor bør vi og generationer efter os interessere os for forskning i oldtiden?
- Hvordan forsker man overhovedet i de ældgamle sprog- og kulturer?
Det er nogle af de spørgsmål, som Videnskab.dk’s nye serie om dansk forskning i oldtidssprog og -kultur ‘Oldtid for altid?’ tager afsæt i.
Serien er støttet af Carlsbergfondet og løber fra september 2024 til august 2025. Videnskab.dk har fuld redaktionel frihed.
En mand med stærke meninger
Efter Niebuhrs udgivelse af ’Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande’ cirkulerede hans optegnelse af kileskrifterne fra Persepolis i hele Europa, hvor sprogdetektiver forsøgte at afkode og forstå kileskriften.
Blandt sprogdetektiverne var de to danskere Friederich Münter og Rasmus Rask, som hver især var med til at kortlægge elementer af kileskriften.
Dechifreringen af kileskriften var afgørende for, at assyriologi løsrev sig fra de andre orientalske fag og blev sit eget afgrænsede forskningsområde.
På Københavns Universitet havde faget ligget sammen med ægyptologi siden 1883. Men i 1926 blev det sit eget selvstændige fag med Otto Emil Ravn i spidsen.
Det nye fag må have været en succes. For studieordningen lagde også grundlag for dele af assyriologi på det prestigefyldte amerikanske Chicago University, som blev det førende universitet inden for assyriologi.
»Ravn skulle have været en fantastisk underviser,« siger Troels Pank Arbøll.
En af hans første elever hed Thorkild Jacobsen. Han rejste til USA efter uddannelsen og blev ansat ved netop Chicago University, hvor han siden skulle blive professor og medredaktør til et af assyriologiens store hovedværker, Chicago Assyrian Dictionary.
Værket var den første komplette ordbog over det akkadiske sprog, og den var skelsættende for, at man kunne udføre forskning hurtigere, nemmere og med større præcision.
»Men Thorkild Jacobsen blev uvenner med universitetet og flyttede til Harvard. Han var vist en mand med meget markante meninger,« fortæller Troels Pank Arbøll.
To undervisere til 3.000 år
Ravns anden fremtrædende elev hed Jørgen Læssøe. Han blev i 1953 ansat som lektor på Københavns Universitet efter en række år i USA. Det var under Læssøe, at assyriologi blev et moderne videnskabeligt universitetsfag på Københavns Universitet.
I blandt andet USA havde han lært de nyeste landvindinger inden for faget, som han tog med tilbage, og som stadig er metoden i dag.
»Det er den grundige forskningsdybde, hvor man går igennem alle lagene fra original kileskrift til endelig oversættelse,« siger Troels Pank Arbøll.
Derfor er det også vigtigt for ham at kende og viderelevere fagets historie. I 2023 udgav Troels Pank Arbøll en oversættelse af en samling kileskrifter, som blev udgravet i 1936 af danske forskere.

Men fagets historie tjener også en politisk rolle, fortæller han. For ved at vise kontinuiteten i fagets historie på Københavns Universitet gør man det også tydeligt, hvad man river ned, hvis nogle af de »skiftende politiske vinde«, som han kalder det, skulle finde på at spare yderligere på faget.
I dag er de kun to undervisere på assyriologi, og Troels Pank Arbøll er den eneste af de to, som også forsker som en del af stillingen. På uddannelsen er der kun indskrevet syv elever.
Men på trods af fagets beskedne størrelse ser Troels Pank Arbøll optimistisk på fremtiden.
»Faget har solid opbakning, da det har en klar kulturarvsrelevans. Det er civilisationens vugge, og vores fag dækker over mere end halvdelen af den periode, som man har nedskrevet historie fra,« siger han.
»Skærer man os fra, giver man også afkald på 3.000 år af vores historie.«
































