209 lande med hver én stemme, vælger 26. februar en ny præsident til FIFA, det internationale fodboldforbund, som blandt andet står bag verdensmesterskaberne i fodbold.
En organisation med en demokratisk styreform, som umiddelbart afspejler den vesteuropæiske, og dermed danske, måde at tænke idræt på.
Som frivilligt, lidenskabeligt og udenfor politisk påvirkning.
Virkeligheden er dog en anden.
I takt med at FIFA er vokset, og i dag tæller omkring 100 afrikanske og asiatiske lande, er fodbolden blevet lig med big business, korruption og købte stemmer.
Den hvide mands byrde
Jørn Hansen er forskningsleder og professor i idrætshistorie på Syddansk Universitet.
I filmen her på siden fortæller han om, hvorfor det er så svært at få styr på FIFA og gøre fodbolden ren.
»Jeg kalder det den hvide mands byrde. Efter kolonimagternes fald er en masse lande blevet selvstændige, og er kommet med i FIFA. Her skal de deltage i et demokrati, som for dem betyder noget helt andet end for os europæere,« fortæller Jørn Hansen.
»De kommer fra lande, hvor vennetjenester er noget helt naturligt. Det strider totalt imod den vesteuropæiske opfattelse af demokrati, hvor disse vennetjenester er lig med korruption,« fortsætter han.
En grim historie
Korruption i FIFA er for alvor kommet i offentlighedens søgelys, efter afsløringen af præsident Sepp Blatters mulige deltagen i ufine handler om værtsskab, TV-rettigheder og lyssky pengetransaktioner.
»Men Sepp Blatter var i virkeligheden et produkt af sin forgænger Joao Havelanges måde at drive FIFA på,« mener Jørn Hansen.
»Selvom han er europæer, er han så at sige opdraget i den 'nye verdensorden' fra Afrika og Asien, som Joao Havelange var ambassadør for. Hvor korruption blot anses for at være helt almindelge vennetjenester,« tilføjer han.
FIFA's FBI-forbindelse
Selvom korruptionen i FIFA først for nylig er blevet afsløret, har den sandsynligvis været en del af fodboldverdenen længe.
Sepp Blatters fald fra tronen skyldtes nemlig, at et amerikansk medlem af FIFA, Chuck Blazer.
Chuck Blazer indgår en handel med FBI om selv at slippe for straf for korruption, hvis han afslører Sepp Blatter.
»Inden da var det umuligt at få nogen til at gå imod Blatter. Gennem tiden har mange stærke personer i stedet forladt FIFA, og alt er blevet dysset ned,« mener Jørn Hansen.
Fodbold er big business
At fodbolden er blevet en arena for langt større kræfter end den, der sparker bolden i mål, skyldes de massive økonomiske interesser, der er i sporten.
Siden 1970'erne, hvor Joao Havelange med Sepp Blatter i kulissen har fået antallet af deltagerlande ved VM øget fra 16 til 32, er fodbold blevet big business.
I takt med af fodbolden moderniseres og organiseres i Afrika og Asien, vokser markederne for reklamer og events.
Store virksomheder som Coca-Cola, Adidas og McDonalds kom med på Havelanges vogn, og fik sammen med FIFA gjort fodbold til en 'virksomhed' med en omsætning på 250 milliarder kroner i 1998.
Den demokratiske spændetrøje
»Med store penge følger korruption, eller i hvert fald mistanken. Det er ikke kun i FIFA, det er sådan. Derfor nytter det ikke at moralisere. Fodbold er storpolitik, fordi der er så mange penge i det,« fortæller Jørn Hansen
»Vi kan ikke forvente, at FIFA fungerer anderledes end andre demokratiske samarbejder, hvor nye lande, nye interesser og nye magtstrukturer kommer til. Tværtimod kan demokratiet være en spændetrøje,« fortsætter han.
Han er skeptisk i forhold til mulighederne for, med en ny præsident, af få udryddet korruptionen i FIFA.
Demokratiet driver korruptionen
Præsidentvalget er et opgør mellem de gamle og de nye lande i FIFA. Omkring 100 lande ventes at stemme på Sheikh Salman fra Bahrain, mens kun lidt flere ventes at stemme på den italienskfødte schweizer Gianni Infantino.
»Selvom Gianni Infantino løber med sejren, er det ikke nødvendigvis slut med korruption i FIFA. For han og alle vi andre må forlige os med, at omkring halvdelen af FIFAs medlemslande repræsenterer den nye verdensorden,« siger Jørn Hansen.
»Vi risikerer, at det demokrati, vi idealiserer, fører til mere korruption i fremtidens FIFA. Og at sporten bevæger sig endnu længere væk fra den skandinaviske model, hvor idræt er styret af frivillige ildsjæle og fair play,« afslutter Jørn Hansen.
