Opfindelser, der fejlede: Kviksølvskur til kønsorganerne var lige giftig nok

Lidenskaberne havde frit spil, når middelalderens lykkeriddere med stor hengivenhed og udholdenhed kastede sig over opfindelsen af alt fra livseliksirer til vise sten.

Det var de såkaldte alkymister.

Drømmen om at skabe en opfindelse, som kunne sikre dem evig berømmelse, overgik alt andet i tilværelsen. Det ultimative mål for mange i de år var at skabe det ædleste af alle metaller: guld. Hvis man kunne skabe det, besad man al den rigdom, man overhovedet kunne drømme om.

Alkymisterne sammenblandede forskellige metaller og kemiske opløsninger og stod bøjet over gryder og glas i svovlstank og kviksølvsdampe. De fleste blev bittert skuffede, når de opdagede, at de aldrig blev genstand for den opmærksomhed, som de så brændende ønskede sig.

Og så alligevel. Alkymien fik nemlig enorm betydning for udviklingen af kendskabet til den moderne kemi.

Særlig stor var fascinationen af kviksølvet, der med sit ædle udseende måtte have ædle egenskaber. Ikke mindst hos 1500-tallets førende alkymist, en schweizisk læge, som gik under navnet Paracelsus – for hvem orker at sige Theophrastus Bombast von Hohenheim – og som lancerede en række teorier om dets vidunderlige egenskaber.

Eksotisk middel duede ikke, men hvad med kviksølv?

Det skulle få betydning. En helt ny sygdom, syfilis – eller ’pokker’ som den hed i samtiden – var netop i de år kommet til Europa fra Sydamerika og spredte sig med lynets hast.

Alkymisterne blev straks sat ind i forsøget på at finde et vidundermiddel, der kunne kurere sygdommen.

De fandt først et eksotisk middel udvundet af et træ fra Amerika, for hvis Gud havde skabt et middel mod lidelsen, så havde han jo nok placeret det i nærheden af sygdommens arnested.

Problemet var bare, at en enkelt købmand havde monopol på handlen med den gavnlige træsort, og som om det ikke var nok, var han tilmed katolik. I det protestantiske Nordeuropa var det mere, end mange på den tid kunne klare.

Derfor var man nødt til at tænke alternativt. Og så foreslog Paracelsus, at man i stedet tyede til kviksølv. Det måtte være den oplagte modgift mod den gift, som syfilissen var.

Kvalsalverens behandling: Kviksølv, arsenik, bly og stryknin

Kviksølvet viste sig da også hurtigt effektivt mod sygdommen. Tungmetallet helbredte måske ikke, men med den rette dosis kunne sygdommen holdes i dvale og ikke uden grund.

Kviksølv er nemlig et meget giftigt metal og i stand til at dræbe bakterier. Ved at indtage det og smøre det på huden, hæmmede det straks syfilissen.

Men det måtte gøres i de rette mængder, for overdosering dræbte også patienten, og bivirkninger var der masser af: Stinkende mundbetændelse, blodmangel, diarré, misfarvning, hårtab og afmagring.

Da Paracelsus var protestant, fandt hans idé mest tilslutning i Nordeuropa, men dér lykkedes det så også lægerne at holde sygdommen stangen og bekræfte kirken i, at den var et særligt katolsk onde.

Rygtet om kviksølvets ædle egenskaber fik folk i hobetal til at opsøge kvaksalvere – altså kviksølvssalvere – for at få del i mirakelkuren.

De delte da også rundhåndet ud mod betaling; præcis som de gjorde med bly, arsenik og stryknin og andre vidundermidler i deres besiddelse. På den måde blev kviksølvet næsten lige så værdifuldt som det pureste guld.

\ Læs mere

Kviksølv – Det farlige, flydende metal

Patienterne spyttede det onde ud

I flere hundrede år efter var kviksølv den førende kur og kunne købes af alle og enhver uden recept på det nærmeste apotek, og i begyndelsen af 1800-tallet benyttede man kviksølv overalt og i store mængder mod syfilis.

Det var da også mirakelmidlet, da den danske konge i 1806 udsendte en befaling om, at der skulle oprettes sygehuse overalt i landet i kølvandet på en større syfilisepidemi.

Ankommet på sygehuset fik patienterne som det første et varmt bad, ikke sjældent det første i deres liv, og herefter begyndte den langvarige kur.

Først tvang man patienten til at drikke kalomel – en særlig kviksølvmikstur. Midlet fik munden til at svulme op, og tænderne til at bløde og falde ud, men kuren var central i behandlingen.

Det var nemlig en såkaldt spyttekur i følgeskab med en sultekur. Målet var at fremkalde spytflåd, så patienterne i en lille måneds tid udskilte tre til seks pund sejt spyt i døgnet. For når den syge var besat, gjaldt det om at få det ’onde’ ud.

Dagligt blev den sårede krop indsmurt i kviksølvsalve. Det mest populære middel til smørekuren var den såkaldte gråsalve – kviksølv blandet med oksetalg og svinefedt.

Lægerne var allerede vant til at gnide den ene penis efter den anden ind i salven, men også på andre dele af kroppen trængte midlet ind og gjorde huden grå og olieglinsende.

\ Læs mere

Hvordan kom syfilis til Europa?

Rene kviksølvskure blev først forbudt i 1857

Smørekuren stoppede kun udbruddet. De helbredende virkninger viste sig først efter 15 til 20 år. Hvis kuren blev afbrudt for tidligt, cirkulerede smitstoffet stadig i organismen og arbejdede sig ind i hjerte, blodkar og nervesystem og passerede ud i hjernehinderne, hvor den syfilistiske betændelse i værste fald gav sig udslag hjernelammelse og forskellige former for sindssyge.

Den slags var man kun alt for godt bekendt med rundt om på sindssygeanstalterne, hvor den gav sig udslag i storhedsvanvid, sløvsind og kraftesløshed. Bivirkningerne af kviksølvet var ofte præcis de samme.

Kviksølv i sin rene form blev først forbudt til behandling for syfilis i 1857 på grund af bivirkningerne. I stedet gik man nemlig over til jod, som netop virkede, fordi det indeholdt… kviksølv.

\ Læs mere

Kviksølv afslører elite-munke fra middelalderen

\ Læs mere

Hvordan reagerer kroppen på ubehandlet syfilis?