De seneste udbrud af Ebola og hantavirus i henholdsvis Den Demokratiske Republik Congo og Uganda samt på et krydstogtskib i Atlanterhavet er en påmindelse om, at en ny sundhedskrise kan opstå når som helst.
Udbruddene illustrerer også Verdenssundhedsorganisationens (WHO) centrale rolle i global koordinering og betydningen af internationalt samarbejde for mere effektive indsatser.
WHO erklærede ebolaudbruddet for »en folkesundhedsmæssig krise af international betydning«, hvilket hævede det globale alarmberedskab og signalerede, at udbruddet kan kræve »en koordineret international indsats«.
I tilfælde af hantavirus støttede WHO medicinsk behandling, evakueringer og risikovurdering, som sammen med samarbejde mellem mange lande har været afgørende for at iværksætte en effektiv indsats.
Alligevel er forudsætningerne for rettidig og effektiv varsling og indsats under pres.
Øger risikoen for mere alvorlige kriser i fremtiden
Vores forskning peger på, at det øger risikoen for mere alvorlige kriser i fremtiden.
I januar trak USA, som er WHO's største bidragyder, sig formelt ud af organisationen. Få uger senere fulgte Argentina trop.
Andre lande, blandt andet Ungarn og Israel, har offentligt signaleret, at de muligvis vil forlade organisationen.
Udmeldelserne falder sammen med en bredere nedskalering af udviklingsbistanden.
Store vestlige donorer som USA, Storbritannien og EU har iværksat markante nedskæringer: USA lukkede USAID, som indtil for nylig var verdens største bistandsorganisation.
Det har skabt et globalt finansieringsunderskud på 54 milliarder dollars, hvilket er mere end seks gange Somalias BNP.
Storbritannien reducerer bistanden fra 0,5 procent af BNI i 2021 til 0,3 procent i 2027, og EU omfordeler 2 milliarder euro fra bistandsmidler til »andre prioriteter«.
14 millioner ekstra dødsfald inden 2030
WHO har været nødt til at reducere sit budget for 2026-27 med 1,1 milliard dollars (et fald på 21 procent), oven i et tidligere fald på 30-40 procent i global sundhedsbistand fra 2023 til 2025.
For at gøre det hele endnu værre har nedskæringerne især været markante for støtte til institutioner og civilsamfund.
Afviklingen af USAID har eksempelvis medført en anslået reduktion på 100 procent i bistand til civilsamfund og 97 procent i støtte til god regeringsførelse i organisationens portefølje.
Nedskæringerne rammer ikke kun sundhedsbistanden direkte, men også andre centrale områder inden for folkesundhed.
Et nyligt studie forudser, at nedlukningen af USAID samlet set kan føre til over 14 millioner ekstra dødsfald inden 2030.
Men en del eksperter hævder, at et svækket samarbejde og nedskæringer i bistand på længere sigt vil gøre verden bedre rustet til at håndtere sundhedskriser.
Malplaceret optimisme
Ifølge en ekspert har afrikanske lande hurtigt vist stor modstandsdygtighed ved at finde forskellige måder at tilpasse sig nedskæringer i finansieringen på. Denne opfattelse af bistandsnedskæringer som en mulighed går også igen i visse faglige diskussioner.
»Vi har besluttet, at vi skal tænke større,« fortalte en NGO-leder.
Vi frygter, at denne optimisme er malplaceret: Erfaringerne fra COVID-19 peger på det modsatte.
Det internationale samarbejde og institutionel kvalitet, forstået som en kombination af statslig kapacitet, legitimitet og autoritet, var afgørende for, hvordan lande i det globale syd reagerede på pandemien.
Lav kapacitet skabte udfordringer for en effektiv indsats, men høj kapacitet alene (altså statens evne til at få ting gjort) var ikke en garanti for succes. Det krævede typisk også legitimitet og autoritet, som er afgørende for at omsætte kapacitet til positive resultater.
\ Læs også
Internationalt samarbejde bidrog yderligere med såkaldt latent kapacitet gennem samarbejde og koordinering på tværs af landegrænser.
Svækket samarbejde og nedskæringer i bistand risikerer at reducere både den institutionelle kvalitet og det internationale samarbejde, som er de to vigtigste faktorer for bedre håndtering af pandemier i det globale syd.
I stedet for at øge modstandsdygtigheden er det derfor mere sandsynligt, at disse tendenser vil svække beredskabet over for fremtidige sundhedskriser. Casestudier fra vores bog How States Respond to Crisis (Oxford University Press, 2025) viser dette i detaljer.
COVID-19-indsats i det globale syd afslører ujævnt beredskab
Filippinerne, Nicaragua og Tanzania illustrerer konsekvenserne af svag legitimitet og autoritet.
I disse lande brugte de politiske ledere pandemien til at styrke autoritær magt ved yderligere at undertrykke oppositionen, manipulere antallet af dødsfald eller helt benægte krisen med alvorlige konsekvenser for folkesundheden.
Vietnam viser derimod, hvordan legitimitet og autoritet kan kompensere for begrænset kapacitet.
Statens autoritet gjorde det muligt hurtigt at indføre omfattende sundhedstiltag, mens legitimiteten især lokalt øgede borgernes vilje til at følge dem.
Centralregeringens klare budskab om »menneskers sikkerhed først«, som blev accepteret som national konsensus, samt regler om karantæne, social afstand, rejserestriktioner mellem provinser, gratis test og behandling og støtte til personer i karantæne og dem, der blev ramt af pandemien, blev bredt forstået og fulgt af både lokale myndigheder og befolkningen.
Det hjalp Vietnam med at holde de første bølger af COVID-19 på et relativt lavt smitteniveau og muliggjorde en stærk økonomisk genopretning, hvilket styrkede tilliden til regeringen. Denne høje tillid gjorde igen myndighedernes indsats mere effektiv.
Ghana understreger betydningen af internationalt samarbejde.
Selvom landet ikke anses for at have høj kapacitet, formåede Ghana under pandemien at handle mere effektivt end forventet takket være erfaring og ressourcer opbygget gennem samarbejde på tværs af lande og tidligere sundhedskriser.
For eksempel aktiverede Africa Centres for Disease Control and Prevention (Africa CDC) hurtigt sine nødmekanismer og udviklede en fælles strategi baseret på teknisk ekspertise og erfaring fra tidligere epidemier. Strategien styrkede opsporing og inddæmning og bidrog til at øge antallet af testlaboratorier i Afrika fra 2 til 43 på få uger.
Hvad er de vigtigste konklusioner?
Erfaringerne fra, hvordan lande i det globale syd håndterede COVID-19, viser, at en kombination af institutionel kvalitet og internationalt samarbejde er afgørende for en succesfuld krisehåndtering.
Statens kapacitet gjorde en effektiv indsats lettere, mens legitimitet og autoritet øgede borgernes efterlevelse og tillid til myndighederne.
Internationalt samarbejde muliggjorde samtidigt koordinering på tværs af grænser og gjorde det muligt for lande at dele ressourcer og viden, hvilket styrkede deres evne til at håndtere pandemien ud over deres egne kapaciteter.
Hverken en svækkelse af det globale sundhedssamarbejde eller nedskæringer i bistanden vil styrke nogen af disse faktorer. Det vil tværtimod sandsynligvis underminere beredskabet over for fremtidige sundhedskriser.
Der er stadig mulighed for at vende udviklingen, men det kræver en prioritering af langsigtede strategier frem for kortsigtede politiske hensyn.
Udviklingsbistanden har aldrig udgjort enorme beløb; officiel udviklingsbistand (ODA) har for eksempel kun sjældent været over 1 procent af et lands BNP.
Det er derfor både kortsigtet og uhensigtsmæssigt for både lande i det globale syd og nord at svække strukturer, der har vist deres værdi i håndteringen af folkesundhedskriser.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
