Opfindelser, der fejlede: Evighedsmaskinen blev ved med at gå… i stå

Der er i tidens løb udfoldet store bestræbelser på at fremstille finurlige opfindelser, som kunne gå ved hjælp af fjedre, magneter, dampkraft, petroleum, gas og elektricitet.

Men i 1800-tallet overgik intet drømmen om at skabe den ultimative maskine: evighedsmaskinen.

Evighedsmaskinen havde potentialet til at blive årtusindets opfindelse, et økologisk mirakel, fordi apparatet i ubegrænset tid kunne arbejde uden at blive trukket op eller få tilført energi udefra.

Kunne man tilvejebringe den, ventede evig berømmelse og rigelige pengemidler til at sikre sig selv og sine efterkommere en bekymringsfri tilværelse.

Et medlem af det astronomiske selskab i London, George Biddell Airy, udgav i 1829 en kort afhandling, hvor han forsøgte at føre bevis for muligheden af at skabe evighedsmaskinen – ’en perpetuum mobile’ – og i årene efter udviklede drømmen sig til en mani for mange.

Det er ikke noget beskedent antal rokkedrejere, møllebyggere og urmagere, der satte alt ind på forsøget, og anvendte fritiden på at sammensætte møtrikker og tandhjul til forunderlige mekanismer, som blev ved med at gå… i stå.

For dem var der ingen større skuffelse, end når der indløb efterretninger om, at en eller anden havde løst det uløselige problem før dem, og ingen større forventningens glæde, end når der kort efter kom en melding om, at maskineriet havde tabt sin kraft på grund af friktion og vindmodstand.

To danske skuffelser

Én af dem var den entreprenante dugmagermester Anders Christian Hansen i Adelgade i København, som i de år og gennem det meste af et årti arbejdede på at skabe sin egen maskine, inden han nærmede sig en løsning.

Han benyttede anledningen til at stifte et interessentskab, hvor københavnske medborgere kunne skyde overflødig kapital i projektet. Hans kraftmaskine skulle sættes i gang af mennesker og dyr og derefter drive sig selv ved hjælp af en kæmpe blykugle, der arbejdede imod tyngdeloven.

Han døde som en fattig mand.

En anden, der forsøgte sig var ingeniøren Søren Hjorth. Han havde i forvejen gjort sig berømt ved at stå etableringen af den første sjællandske jernbane og havde skabt sig et navn både ude og hjemme ved at kreere elektromotorer og dynamoer.

Nu kastede han sig over forsøget med at fremstille en maskine til skibe og lokomotiver, der brugte så lidt energi, at den i virkeligheden var en evighedsmaskine.

Mange timer og mange penge senere måtte også han skuffet indse, at han ikke kom videre. Det gjorde hans karriere heller ikke.

H.C. Ørsted: »En evighedsmaskine er umulig«

Som tiden gik, blev flere og flere videnskabsfolk da også skeptiske. En af dem var den banebrydende ingeniør og fysiker Ludvig August Colding, der sammen med et par udenlandske kolleger i 1840'erne sandsynliggjorde, at skabelsen af evighedsmaskinen var en fysisk umulighed, fordi energi hele tiden forplantes i omgivelserne, så den ikke kan genbruges.

Teorien vandt nu ikke noget større publikum. Da fysikerkollegaen H.C. Ørsted i 1845 opholdt sig i Odense, blev han for eksempel opsøgt af den 18-årige urmagerlærling Hans Schjellerup, som forelagde ham prototypen på en evighedsmaskine.

Maskinen gav Ørsted ikke meget for, men knægten gjorde et positivt indtryk, så han blev fluks sendt på Polyteknisk Læreanstalt, hvor han blev sat til fornuftigere opgaver og siden blev professor.

Det blev også netop dansk videnskabs nestor, H.C. Ørsted, der fik sine kolleger til at opgive alt håb, da han i sin store og udbredte lærebog om elementær fysik slog endegyldigt fast, at skabelsen af en evighedsmaskine var skønne spildte kræfter og lige så umuligt som at påvise cirklens kvadratur, antænde vand og sende en mand til månen.

\ Læs mere

Fornuftsfreak, 'ensterlig' og nysgerrig som få: Seks forskere sætter ord på H.C. Ørsted

Håbefulde opfindere lod sig ikke overbevise af Ørsted

Men umuligheden gav bare endnu større håb blandt lægmænd, som betvivlede Ørsted og var skråsikre på, at de nok skulle vise, at de kunne skabe, hvad sagkundskaben ikke kunne.

Så fra nu af blev udfærdigelsen af den selvvirkende maskine et rent folkeligt projekt.

En af de ivrigste var urmager Daniel Andreas Topp, der i de år drog hele vejen fra Viborg til Paris og London for at tage patent på ure, hvoraf det ene kunne gå uden optrækning et helt år, og da patenterne ikke gav ham den gevinst, han havde håbet på, besluttede han at tage skridtet videre.

Han opgav aldrig, og selv på dødslejet efter 40 års forsøg troede han stadig på muligheden og beklagede, at han aldrig havde fået sin maskine færdig.

Professorerne på Polyteknisk Læreanstalt blev konstant opsøgt af opfindere, som ville vide, hvad der var galt med deres evighedsmaskiner, og som allerede i forvejen ville sikre sig patent.

De danske fysikeres kvaler overgik dog ikke kollegernes i den britiske patentkommission i London.

De blev i perioden fra 1855 og frem til 1900 oversvømmet af mere end 500 nye forslag til evighedsmaskiner. Nogle forsøgte sig med tyngdekraften, andre med temperatursvingninger, flydende legemer, lufttryk, elektricitet og magnetisme og alle med begrænset held.

Netop som patentkommissionen var ved at drukne i ansøgninger, opstod der et rygte om, at Det Franske Videnskabernes Selskab havde udlovet en enorm dusør til den, der kunne udvirke miraklet.

Man kan næste mistænke englænderne for at have plantet det, for i hvert fald vendte patentansøgningsstrømmen og gik sydpå. Dusøren havde intet på sig.

\ Læs mere

Ny juleserie: Opfindelser, der fejlede, og idéer, der gik tabt

Nogen nytte kom der ud af jagten

Det var virkelig svært at overbevise de ivrige lægmænd og få dem til at opgive at spekulere mere over sagen.

Det gælder også den senere kendte højskolemand og opfinder Poul la Cour, der som ung mand gjorde store bestræbelser på at opfinde evighedsmaskinen, og gjorde forsøgene ikke anden nytte, så førte de dog til, at han begyndte at læse til ingeniør i stedet for til præst.

Først da han langt om længe indså, at evighedsmaskinen var en umulighed, kastede han sig i stedet over skabelsen af maskiner, der mindede en smule om udgangspunktet. For kunne man ikke skabe det bedste, måtte man nøjes det næstbedste.

Det blev begyndelsen på den danske vindmølleindustri.

\ Læs mere

Vindmøllens historie: Sådan tæmmede danskerne vindens energi

\ Læs mere

Hvorfor drejer alle vindmøllevinger samme vej?