110 år efter ødelæggende Tunguska-asteroide: Jordens forsvarsplan er lagt

I det østlige Sibirien var det stadig morgen. I området nordvest for Baikalsøen boede der kun få mennesker – området var stort set dækket af den uendelige skov, som russerne kalder for Taigaen, så det, man kunne leve af, var jagt og rensdyrhold.

Det var 30. juni 1908. Pludselig dukkede en ildkugle op på himlen, som efter beretningerne lyste stærkere end Solen. Lidt senere kom et stærkt lysglimt efterfulgt mange minutter senere af en lyd, som var det kanoner, der blev affyret.

Folk blev kastet omkuld af et stærkt lufttryk, og vinduer blev knust over et stort område. Tusinder af kilometer borte målte seismometre et jordskælv af styrke 5 på Richterskalaen, og i London kunne man måle en pludselig ændring af lufttrykket.

Knækket som tændstikker

Først i 1927 nåede den russiske geolog Leonid Kulik frem til selve det sted, der var udgangspunktet for hændelserne, og det han fandt, forbløffede ham:

Over et enormt område var alle træer knækket som tændstikker, lagt ned af et ufatteligt stærkt tryk fra en eksplosion højt oppe i atmosfæren.

Gradvist blev man klar over, hvad der var sket.

En lille asteroide, eller et stykke af en komet, var eksploderet højt over Tunguskafloden i Sibirien. Det var en eksplosion på 5-10 Megaton, svarende til en stor brintbombe. Størrelsen af asteroiden er skønnet til mellem 40 og 60 meter.

Det er tankevækkende, at hvis nedslaget var sket over en storby som Skt. Petersborg, var resultatet blevet en million døde i stedet for nogle få rensdyr.

Og det er også en af grundene til, at vi siden 2015 har fejret Den Internationale Asteroidedag – vi skal nemlig minde os selv om, at faren fra asteroider stadig er der.

Washington juni 2018

I Washington D.C. er Tunguska-hændelsen ikke glemt, for selv om det skete for 110 år siden, er vi blevet klar over, at en sådan begivenhed let kan ske igen.

Derfor har en særlig arbejdsgruppe nu lagt en plan for, hvordan vi kan forsvare Jorden mod faren fra asteroidenedslag. Det er sket ved, her i juni, at offentliggøre et 18 sider langt dokument med titlen ’The National Near-Earth Object Preparedness Strategy and Action Plan’.

Det vil nok overraske mange, at der næsten hver dag passerer en asteroide tæt forbi Jorden.

Helle og Henrik Stub

Arbejdsgruppen hedder National Science and Technology Council (NSTC), og planen er udarbejdet i samarbejde med Department of Homeland Security (DHS), and Department of Energy (DOE) – så den menes alvorligt.

Skal man beskrive planen meget kort, så er den grundlæggende ide at finde de farlige asteroider, før de finder os. Men det vil kræve et globalt samarbejde at løse dette globale problem.

Vejrudsigten for asteroider

For at kunne lægge en plan om asteroideforsvar, er det nødvendigt at vide noget om, hvor stor truslen er. Derfor har NASA skabt en slags vejrudsigt for asteroider, som fortæller om, hvilke asteroider der i den nærmeste tid kommer nær på Jorden.

Det vil nok overraske mange, at der næsten hver dag passerer en asteroide tæt forbi Jorden. Af to grunde skal vi dog ikke bekymre os alt for meget:

• Begrebet ’nær på’ er fortolket ret liberalt, nemlig som en afstand på mindre end 7,5 millioner km, eller næsten 20 gange Månens afstand fra Jorden.
• Jorden fylder meget lidt i det store verdensrum, så alene af den grund er det usandsynligt, at en asteroide har kurs mod vor klode

Listen opdateres jævnligt. For at give et indtryk af trafikken i nærheden af Jorden er her udsigten for 27. juni-1. juli:

Denne udsigt er baseret på de godt 18.000 nærjordsasteroider, vi kender. Vi kan se, at der er en trussel, men næppe nogen overhængende fare.

Millioner ‘skjulte’ asterioder

Det virkelige problem er, at antallet af asteroider, som kan komme tæt på Jorden, er langt større end 18.000.

Regner vi de meget små asteroider på helt ned til en diameter på omkring 20 meter med, så skal tallet nok tælles i millioner.

Så små asteroider er meget vanskelige at observere, men en asteroide behøver ikke at være mere end 40-50 meter i diameter for at kunne anrette betydelige lokale skader. Derfor er faren fra asteroider større end man umiddelbart kan læse af ’vejrudsigten’.

Sker der i det 21. århundrede et asteroidenedslag med skade på personer, så er det næsten helt sikkert, at det vil komme fra en af de mange små asteroider, som vi endnu ikke har opdaget.

De store asteroider er der godt styr på, og desuden er der ingen, der har kurs mod Jorden i de næste godt 100 år.

Den store plan

Den store asteroide-plan omfatter fem hovedpunkter:

1. En bedre kortlægning af antallet af nærjordsasteroider, især de små. Der er stadig tusinder af små nærjordsasteroider, som endnu ikke er opdaget, og hvor vi derfor ikke kan beregne en bane og dermed risikoen for et sammenstød.
2. Bedre og mere nøjagtige beregninger af, hvornår og hvor vi kan forvente et nedslag. Bedre beregninger af konsekvenserne af et nedslag.
3. Finde anvendelige metoder til at forhindre nedslag ved at ændre en asteroides bane. Her arbejdes på forskellige metoder, men fælles for dem er, at de først vil være klar om adskillige år, og at de vil kræve en meget lang varslingstid for at virke. Det er nemlig svært at flytte rundt med selv en meget lille asteroide.
4. Udbygge det internationale samarbejde om faren fra nærjordsasteroider. Det er jo oplagt et globalt problem, der vil kræve globale løsninger. Det er nødvendigt, at alle regeringer i verden er klar over faren, og at det er nødvendigt med en international handlingsplan.
5. Udarbejde en plan for hvad man skal gøre, hvis vi kan forudse et sammenstød. Især, hvis varslingstiden er kort, kan det være rart at kunne tage en fuldt færdig plan frem fra skuffen.

Det er jo såre fornuftige punkter alle sammen, især den bedre kortlægning af de små asteroider. For sandheden er jo, at vi ikke behøver at gå rundt og bekymre os meget om de helt store nedslag.

Det er andre, og meget mindre hændelser, der er en risiko for at komme ud for – og her begynder historien i det sydafrikanske land Botswana.

Botswana i juni

Søndag 3. juni så tusinder af mennesker i det afrikanske land Botswana en meget klar ildkugle på himlen. Ingen kom til skade, og man kunne bare tage ildkuglen som en oplevelse.

Men dagen forinden, altså lørdag 2. juni, havde amerikanske astronomer observeret den bare to meter store asteroide fra et observatorium i Arizona. Det skete, da asteroiden var lige så langt borte fra Jorden som Månen.

Nu var nedfaldet i dette tilfælde helt ufarligt, men alligevel var der en varslingstid på godt en dag. I et andet tilfælde blev en fire meter stor asteroide observeret i så god tid, at varslingstiden var 19 timer. Den brændte op over Sudan.

Men selv om NASA er stolte over, at de har kunnet varsle nedslagene, så er både Botswana og Sudan så absolut undtagelser. Det kræver jo både store teleskoper og en omfattende overvågning at holde øje med få meter store asteroider. Derfor vil de mindste nedslag stort set altid vil være uvarslede – men det er normalt heller ikke noget problem, da de sjældent gør mærkbar skade.

Knuste ruder

15. februar 2013 eksploderede en 20 meter stor asteroide over den russiske by Chelyabinsk med en kraft på 20-30 gange Hiroshima-bomben.

Det skete heldigvis i meget stor højde, men skabte et lufttryk, som knuste stort set alle ruder i byen, og derfor kom til at såre over 1.000 mennesker på grund af de mange glassplinter.

Det er den slags nedslag, vi skal være virkelig på vagt overfor. De vil normalt være uvarslede, og normalt finde sted over øde områder. Men de er ganske almindelige. Chelyabinsk eksplosionen var på cirka 0,5 Megaton eller 500 kiloton. I perioden 2000-2016 er der registreret ikke mindre end 26 nedslag, som udløste eksplosioner mellem 1 og 600 kiloton.

Eksplosionerne sker normalt højt oppe i atmosfæren over havet eller et øde område, men hvis uheldet virkelig er ude, så kan det ske over en storby, hvor alene lufttrykket kan udrette betydelig skade.

Hvor går grænsen?

Chelyabinsk-asteroiden var kun på 20 meter og skabte heldigvis kun en begrænset skade. Til gengæld skønner man, at der findes op mod 10 millioner nærjordsasteroider større end 20 meter.

Man sætter undertiden grænsen for, hvornår vi skal regne et asteroidenedfald for lokalt farligt til omkring 40 meter. Således mener man, at Tunguska-hændelsen blev skabt af en asteroide på mellem 40 og 60 meter.

Det skønnes, at der er op mod 300.000 nærjordsasteroider, der kan skabe en Tunguska-hændelse, men langt de fleste har vi endnu ikke opdaget.

Det samlede antal kendte nærjordsasteroider er kun omkring 18.300, så der er et enormt behov for at observere især de små asteroider

Andre eksempler på vort enestående held

Tunguska var et usædvanligt stort nedslag, men det er ikke enestående. Bare siden 1930 har der været to store nedslag, vi kender til, heldigvis over øde områder.

• I 1947 ramte et omkring 100 ton tungt jernmeteor Sikhote-Alin bjergene i det sydøstlige Rusland. Da det var næsten rent jern, overlevede store dele af meteoret turen ned gennem atmosfæren. Beboere nær nedslagsstedet 440 km fra Vladivostok kunne se en ildkugle, som lyste stærkere end Solen, efterfulgt af et enormt brag, da meteoret eksploderede i en højde på kun godt 5 km.

Der blev senere fundet op mod 70 ton af meteoret, spredt ud over et stort område. Over et beboet område havde det skabt en betydelig ødelæggelse.

• I 1930 har der muligvis været et asteroidenedfald over den vestlige del af Brasilien. Det blev først opdaget, da en engelsk astronom faldt over en beretning fra en katolsk munk, der havde indberettet hændelsen til Vatikanet.

En ekspedition i 1997 fandt svage tegn på et omkring en kilometer stort krater (Det er jo midt ude i junglen), men man mangler de kraftige seismiske rystelser, dannelsen af krateret ville skabe. Måske har der været tale om en eksplosion i luften, sandsynligvis med en styrke på under en megaton – men trods alt af brintbombestørrelse.

Størrelsen af den lille asteroide, som (muligvis) har skabt krateret er skønnet til mellem 1.000 og 25.000 ton.

Udsigt til masseuddøen?

Det, vi hører mest om, er naturligvis de store nedslag, og mange tænker straks på den 10 km store asteroide, som for 65 millioner år siden udryddede dinosaurerne.

Dem skal vi heller ikke bekymre os om. Det kan ske, men risikoen er utrolig lille, for statistisk kan der godt gå 100 millioner år mellem nedslag af denne størrelse.

Det, vi skal være opmærksomme på, er nedslag, der er store nok til at rydde et land eller et kontinent, men for små til at skabe en masseuddøen af liv som det skete for dinosaurerne. Sådanne nedslag kan skabes af asteroider fra 140 meter og op til måske et par hundrede meter.

Asteroide kan ændre biosfære

Antallet af nærjordsasteroider på over 140 meter er skønnet til omkring 25.000, selv om der kun er observeret næsten 8.200 – og derfor vil der normalt være tusinder eller titusinder af år mellem så store nedslag. Og opdager vi en asteroide af denne størrelse, vil der ret sikkert være en varslingstid, som giver gode muligheder for på en eller anden måde at afbøje asteroidens bane.

Kommer asteroidens størrelse op over godt en kilometer, vil konsekvenserne være meget voldsomme. Vor civilisation vil helt sikkert ikke kunne overleve et sådant nedslag, som kan udløse enorme tsunamier, jordskælv og sandsynligvis også klimaændringer. Hele jordens biosfære vil blive påvirket med uddøen af en masse arter af dyr og planter.

Antallet af nærjords asteroidermed en diameter over en kilometer er omkring 900, så der kan gå millioner år mellem, at vi vil opleve et sammenstød af den størrelse.

Vi regner med, at vi i dag kender stort set alle nærjordsasteroider større end en kilometer.

Hvor længe vil vi være heldige?

Så ser vi på vore erfaringer fra de sidste godt 100 år, så har vi ikke haft de meget store ‘Hollywood’-nedslag, hvor Bruce Willis redder verden.

Astronomisk set har der været tale om meget små nedslag, som vi ikke har haft de store muligheder for at varsle.

At den værste skade har været snitsår på omkring 1.000 mennesker i Chelyabinsk, må siges at være meget billigt sluppet. I fremtidens stadig mere tætbefolkede verden er det ikke sikkert, vi vil slippe lige så godt gennem de næste 100 år.

Men det understreger, at den populære opfattelse af faren fra asteroider er ret langt fra virkeligheden. Dommedagsnedslag, hvor tapre astronauter (eller avancerede robotter) skal forsøge at ændre kursen på en stor asteroide for at redde Jorden, er meget, meget sjældne.

Vi skal i virkeligheden være ret uheldige for at opleve et dommedagsnedslag inden år 3000, men indrømmet: Det kan ske, og så er det jo godt at være forberedt.

Hvad gør vi?

Det vigtigste er at blive endnu bedre til at finde de små asteroider. De vil i sagens natur først kunne opdages, når de allerede er tæt på Jorden.

Der vil ikke være tid til at ændre kursen på selv en lille asteroide, der nærmer sig Jorden med en fart på måske mere end 50.000 km i timen.

Men selv nogle få timers eller måske et par dages varsel, vil kunne redde mange menneskeliv, hvis kursen er mod et beboet område. Selv i dag er der heldigvis stadigvæk flere ubeboede end beboede områder på Jorden, så vi kan godt være heldige igen.

Den store plan er god nok, men det ville være en fordel, om vi holdt op med at tænke i Hollywood-hændelser. Selv et lille nedslag, der ender i en eksplosion på et par megaton kan dræbe eller såre mange, selv om verden ikke går under. Og det er den slags begivenheder, vi skal være forberedte på.