Opfindelser, der fejlede: Volapük – sproget som selv tilhængerne ikke forstod

I dag er ordet ’volapyk’ alene bevaret i det danske sprog i betydningen vrøvl eller uforståelig tale.

Men engang var det – volapük – et kunstsprog udset til at forene mennesker og skabe fred på tværs af landegrænser, sproggrænser og klasseskel.

Spurgte man en volapükist, som det hed, ville han eller hun straks svare: »Volapük binom pon kel balom netis« eller på dansk: »Volapük er den bro, som forener nationerne.«

Volapük kom nemlig af ordet ’vol’, som betyder ’verden’ og ’pük’, som betyder ’sprog’.

Kunstsproget blev skabt af den katolske præst Johann Martin Schleyer i Baden i Tyskland. De første grammatiske retningslinjer så dagens lys i 1879, og ordforrådet var hentet fra de store europæiske sprog – engelsk, tysk, fransk, russisk, italiensk og spansk – men var ændret til uigenkendelighed, så ingen sprog blev forfordelt.

For eksempel stammede vol og pük fra de engelske ord ’world’ og ’speak’.

Voksede med lynets hast

Den første internationale volapükkongres fandt sted i 1884 i Friedrichshafen i det sydlige Tyskland og siden fulgte andre i München og Paris. I Danmark kom kritikken af volapükken til gengæld forud for selve kunstsproget.

Det skete, da den senere sprogforsker Otto Jespersen som student i april 1885 holdt et foredrag om kunstsproget i Det Historisk-Filosofiske Samfund i København og affejede det som noget forunderligt skidt.

Det hindrede nu ikke hans landsmænd i at slutte sig til bevægelsen. Samme sommer fattede den pacifistiske gårdejer J. Svanholm Hansen i Bælum i Himmerland som den første interesse for sagen og lod sine børn undervise i volapük.

Særlig fra sommeren 1886, hvor en fransk-hollandsk sprogprofessor begyndte at beskæftige sig med sproget og udgav lærebøger, tog bevægelsen fart. Den voksede med lynets hast og samme år stiftedes Volapükforeningen i København og forsikringsmanden og kunstsamleren Wilhelm Hansen skabte nogle af de første dansksprogede lærebøger.

Foreningen stod bag den internationale volapükkongres, der løb af stablen i København i juli 1888.

Et problem: Volapük forblev volapyk

Blandt foreningens mest aktive medlemmer fandt man pastor Rasmus Malling-Hansen, der i det daglige beskæftigede sig med døvstumme-undervisning og var berømt som opfinder af den såkaldte skrivekugle – verdens første kommercielt producerede skrivemaskine.

I kunstsproget fandt han forklaringen på, hvorfor døvstumme børn havde så svært ved at lære dansk korrekt. Det skyldtes, at de levende sprog gennem tiden var blevet udstyret med en mængde afvigelser fra reglen, mens det planlagte sprog – i dette tilfælde volapük – var helt fri for undtagelser.

Malling-Hansen var snart var i stand til at oversætte tekster fra dansk til volapük og omvendt, og som noget af det første kastede han alt ind på oversættelsen af H.C. Andersens eventyr til volapük.

Samtidig drog han omkring og holdt foredrag om verdenssprogets store værdi for international fredsskabelse og inviterede folk fra alle lande med til volapükmiddage. Det vides for eksempel, at den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson deltog i en af dem.

Det lykkedes efterhånden at skabe hele to danske volapük-tidsskrifter. Men ofte beherskede bidragyderne ikke sproget godt nok, og man måtte have fat sprogmanden Carl Adolph Nissen, som så oversatte.

Tilbage var der kun et problem: Læserne havde ofte svært ved at afkode indholdet.

Volapük var i princippet let at lære, da sproget var konstrueret så simpelt som muligt og reglerne få, men i praksis forholdt det sig anderledes. For ordene virkede så fremmedartede, at de var svære at huske og ingen kendte den korrekte udtale.

Af samme grund var omgangssproget på de første verdenskongresser ikke volapük, men tysk.

Fra storhed til fald

Som tiden gik, var der dog stadig flere, der beherskede sproget. Blandt andet en urmager i Rødby, som skrev til en urmager i Kina, der også kunne volapük, og spurgte til priserne på ure i Kina, hvilket blev indledningen til en årelang korrespondance.

I året 1889 blev det opgjort, at der fandtes hele 283 klubber, 25 tidsskrifter og 316 lærebøger om volapük på verdensplan, og det anslås, at sproget i sin storhedstid havde over 100.000 tilhængere.

Interessen i Danmark kulminerede i august måned 1890. Da arrangerede Foreningen til Opfindelsers Fremme en udstilling i Industriforeningen i København med nyere danske og udenlandske nyskabelser.

Volapük-foreningen var selvfølgelig med og foreningens stand var større end nogen af udstillingens øvrige og var fyldt til bristepunktet med dens frembringelser af bøger og blade fulde af volapük.

Men så skete det værste, der kunne ske. Bevægelsens drivende kraft, Rasmus Malling-Hansen, døde pludselig og uventet i slutningen af september måned i en alder af blot 55 år.

Volapükforeningen i København holdt i de følgende måneder forsat lidt baller med aftenunderholdning – det var det hele – og snart ebbede interessen ud.

Nutidens volapükister er… få

Sådan gik det også internationalt. Ifølge sprogets opfinder, Schleyer, var det ganske vist Gud, der havde bedt ham om at skabe kunstsproget. Men noget tyder på, at selv Vorherre gav fortabt eller mistede interessen.

I hvert fald forsvandt tilhængerne lige så hurtigt, som de var kommet.

Forklaringen skal nu nok snarest findes i det forhold, at tilhængerne skiftede volapükken ud med esperanto – et nyt kunstsprog fra 1887, som var lettere at lære. Mange volapük-klubber konverterede derfor til det, og der var ikke mange volapük-tilhængere tilbage, da man nåede århundredskiftet.

Så sent som efter 2. verdenskrig diskuterede FN seriøst at gøre esperanto og ikke volapük til et officielt verdenssprog som et aktivt led i fredsskabelsen. Særorganisationen for videnskab, uddannelse og kultur, UNESCO, blåstemplede afløseren. Men heller ikke det blev nogen udpræget succes.

Den dag i dag findes der såmænd volapükister. Men kunstssproget, som aldrig blev et verdenssprog, beherskes i dag kun af lidt under hundrede mennesker.