Kviksølv afslører elite-munke fra middelalderen

I Middelalderen var munkene ikke alle lige for Vorherre. Der var en meget lille flok særligt udvalgte munke, der løste klostrets mest dedikerede opgaver, som eksempelvis at være læger på det tilhørende hospital eller at skrive hellige skrifter i klostrets bibliotek og skrivelokale, scriptoriet.

I dag, godt 500 år efter, kan man ikke umiddelbart se hvilke munke, der tog sig af de særlige opgaver. Som munkenes skeletter ligger der, side om side under klostrenes gulve i korsgangene, er der ikke noget, der afslører de enkelte munkes roller, da de var i live.

Og så alligevel. Ved at måle kviksølvindholdet i knoglerne på munkenes skeletter, er det netop lykkedes en dansk kemiker, at finde frem til fire munke, der tydeligvis har haft en særlig status i forhold til alle de andre munke på det danske cistercienser-kloster i Øm i Middelalderen.

Forskningsresultaterne er netop blevet offentliggjort i en artikel i det anerkendte internationale tidsskrift Journal of Archaeological Science.

»Vi er de første i verden, som har haft held med at udpege de munke, der har arbejdet med specielle opgaver på klostrene i Middelalderen. Det giver os en enestående mulighed for at undersøge, hvordan denne særlige gruppe af munke har levet,« siger lektor Kaare Lund Rasmussen fra Institut for Fysik & Kemi, Syddansk Universitet.

Kun to muligheder

Igennem de seneste år har Kaare Lund Rasmussen og hans kolleger målt kviksølvindholdet i knogler fra munke-skeletter, som forskere fra bl.a. Retsmedicinsk Institut i Odense og fra Institut for Arkæologi og Etnologi, Århus Universitet har gravet op fra klostrets gulv. Herefter har han sammenlignet resultaterne med kontrolmålinger på skeletter fra almindelige borgere, der var begravet på den nærtliggende lægmandskirkegård.

Kviksølvindholdet for de almindelige borgere og for de fleste af munkene var stort set det samme og meget lavt. Men blandt munkene fra klosteret i Øm er der fire, der viste markant forhøjede kviksølv-værdier. Mens det gennemsnitlige kviksølvindhold hos alle de andre lå på 20-50 nanogram per gram knoglevæv, lå værdierne for de fire munke i intervallet mellem 200 og 500 nanogram per gram knogle. Værdierne for de fire munke var altså typisk 10 gange højere, end hvad der var normalt i middelalderen, og det har givet forskerne en mistanke om, at disse munke havde særlige roller.

Munkene levede et tilbagetrukket liv på klostrene, men der er alligevel to steder, hvor de kan være blevet udsat for kviksølv: enten kan de have fået det indenbords på klostrets hospital, hvor kviksølvet blev brugt som medicin. Eller også har de indtaget kviksølvet i scriptoriet, klostrets skrivelokale og bibliotek.

Suttede på kviksølv-pennen

Man ved ikke hvor mange munke, der havde adgang til scriptoriet, som indeholdt klosterets samlinger af håndskrevne skrifter og bøger. Men mange af disse håndskrifter er stadig bevarede, og vi ved, at munkene ud over det sorte blæk, anvendte store mængder rødt blæk i de bibelske tekster. Analyser viser, at farvepigmentet i det røde blæk ofte var cinnober eller kviksølvsulfid. »Det er menneskeligt at forestille sig, at munkene i scriptoriet har suttet på pennen for at få en finere streg. Hvis de har gjort det hver eneste dag gennem flere år, kan de nemt have fået betragtelige mængder kviksølv ind i kroppen,« siger Kaare Lund Rasmussen.

En anden forklaring på de markant forhøjede kviksølvværdier kan være, at de fire munke var klostrets læger. Udover at være datidens akademiske højborge, så rådede klostrene også over middelalderens bedste hospitaler. Klostrene var anlagt for at være selvforsynende langt fra klostrenes grundlæggere i Frankrig og Italien. Derfor havde de tidens mest avancerede hospitaler, hvor særligt uddannede munke behandlede de syge med urter og kviksølv.

»Hospitalerne var i første række ikke til for det omgivende samfund, men for munkene selv. Det var vigtigt at holde de højt uddannede munke i live. Specielt i middelalderen tog det lang tid at blive så dygtige, som munkene var, og derfor var det vigtigt for klosterordenen at passe godt på munkene. Ligesom i dag var det dengang en meget betroet stilling at være læge,« siger Kaare Lund Rasmussen.

Kviksølv var lægemiddel

Fra skriftlige kilder ved man, at kviksølv var et populært behandlingsmiddel i den sene middelalder, fordi det var et meget giftigt stof, som yderst effektivt slog bakterier ihjel. Mange af de sygdomme, som var udbredte dengang, kunne derfor slås ned med kviksølv, blot det blev givet i de rette doser.

»Hvis kviksølv blev brugt i små doser, kan det have haft en god effekt på sygdommen - men blev doserne for høje, så blev patienten slået ihjel. Det var en balancegang. Men det svarer ganske til nutidens medicin, hvor eksempelvis kemoterapi godt kan slå en kræftpatient ihjel, hvis den gives i for store doser,« siger Kaare Lund Rasmussen.

Nyt studium af italienske munke

Om de fire munke med højt kviksølv i knoglerne arbejdede i scriptoriet eller hospitalet, ved forskerne endnu ikke. Men de håber at de vil komme sagen nærmere i kommende undersøgelser.

Eksempelvis er det danske forskerhold netop gået ind i et samarbejde med den anerkendte italienske retsmediciner, Marielva Torino fra Napoli, der har gravet 22 middelalder-munke op fra et italiensk Franciskanerkloster i den lille italienske bjergby Montella. Det er et meget kendt kloster, hvor den berømte Frans af Assisi, der stiftede Franciskanerordenen, boede mellem 1221 og 1222.

»Marielva Torino har netop spurgt, om vi vil lave kviksølvmålinger på munkene fra Montella, og det vil vi selvfølgelig meget gerne. Det vil give os en mulighed for at se, om der er tale om en dansk tendens, eller om vi genfinder det samme mønster andre steder i Europa. Og måske vil vi også kunne kaste lys over, hvilken af de to teorier, der er den rigtige,« siger Kaare Lund Rasmussen.

Hvis Kaare Lund Rasmussen kan finde et kloster uden hospitalsfunktion, hvor der er skeletter af munke med et højt kviksølvindhold i knoglerne, så må kviksølvet stamme fra scriptoriet.

Ruinerne af det store Øm Kloster udgør den mest fuldendte plan, som kendes af et dansk cistercienser kloster fra middelalderen. Klostret er grundlagt en forårsdag i året 1172. Området var ideelt for de tretten munke, da det var omgivet af Mossø og Gudensø og var muligt at opdyrke. Klostret havde mange rum (se listen under kortet), og et af de helligste rum var scriptoriet, der både fungerede som skrivelokale og bibliotek.

Kun få munke med særlig status havde adgang til dette skrivelokale. I lokalet kopierede man de hellige bøger eller afskrev bibelske tekster. Lokalet skulle have gode lysforhold og være så lunt, som det var muligt, da åben ild på grund af brandfaren ofte var forbudt. Skrivestuechefen var ofte kantoren, men også en af hans underordnede - fx armarius - blev brugt som leder af skrivestuen.

Til at skrive på brugte munkene pergament, der var lavet af dyreskind. Ofte kunne det tage to til tre måneder at skrive en bog for en trænet munk.

For at kunne fremstille bøgerne, havde klostret ofte en stor bestand af kalve og får, samt munke som var eksperter i at behandle huderne, så de kunne bliver brugt som skindpergament.

Som blæk anvendte man planter og mineraler - enten indsamlet fra området, eller købt i dyre domme fra fjerne lande, hvilket helt sikkert må have været tilfældet med kviksølv, der i middelalderen kun blev udvundet i minerne ved Almaden syd for Madrid. Fjerpenne, knive og børster skulle være i bedste kvalitet - for at kunne leverer de flotte resultater, som munkene krævede af sig selv - alt til Guds ære!