I 1495 kom en ny skrækindgydende sygdom frem i Europa.
Erhvervet gennem seksuel kontakt og med en smitte, der bredte sig ned gennem Europa fra lejesoldater tilknyttet kong Charles VIII af Frankrigs hær, som netop var vendt hjem efter en succesfuld invasion af Italien, var denne sygdom særligt ubehagelig.
Reportager fra den tid beskrev mørkegrønne 'bylder, der stod ud som agern', ledsaget af en så modbydelig stank, at hvis du lugtede den, ville du forestille dig selv smittet, og af smerter så voldsomme, at det var som om, 'at den syge havde lagt sig på et bål'.
Denne nye sygdom gik under en række navne, herunder store pokker, men de fleste mennesker foretrak at give naboerne skylden: Briterne kaldte den 'den franske syge', franskmændene kaldte den 'den italienske' eller 'neapolitanske syge', og italienerne kaldte den 'den spanske syge'.
I dag er den mere kendt under navnet syfilis, en infektion, som er forårsaget af bakterien Treponema pallidum.
Den bredest accepterede teori er, at syfilis kom til Europa fra den Nye Verden med Columbus' rejse i 1492. Men ideer om infektionens oprindelse skaber stadig strid. En af de nyeste påstande går på, at knogler, som er blevet fundet i Kroatien, der viser tegn på syfilisinfektion og er dateret til før Columbus' ekspedition, tyder på, at sygdommen har været til stede siden Romertiden.
Men hvis man ser på de bredere beviser, vi har, peger historien i en anden retning.
Fire mulige forklaringer på syfilis' opståen
Der er fire mulige forklaringer på, hvor store pokker stammede fra:
- At den altid har været til stede i Europa, men fejldiagnosticeret som noget lig spedalskhed før 1495.
- At den udviklede sig fra en mindre ondartet sygdom, som ikke smittede gennem sex.
- At den kom fra Afrika.
- Eller Columbus-teorien - som stadig er den mest overbevisende.
Signifikant evidens, der taler for Columbus-teorien, har bygget sig op, især i løbet af de seneste år. Et vigtigt studie fra 2008 af DNA-sekvens i bakterien, som er skyld i syfilis – og sekvenserne hos dens tætte slægtninge – pegede mod en oprindelse i Amerika for flere tusinde år siden.
Et andet studie med DNA-sekventering og palæopatologisk materiale pegede også på en Ny Verden-oprindelse et sted mellem 16.000 og 5.000 år siden.
Syfilis blev introduceret til en naiv værtsbefolkning
Mærkværdigt nok lader det til, at sygdommen, efter sin hærgen gennem Europas Renæssance, udviklede sig til at være en mindre ondartet (dog stadig meget alvorlig) sygdom. I midten af det 16. århundrede forudsagde nogle kommentatorer (fejlagtigt), at sygdommen snart ville forsvinde helt.
Andre, måske mere med øje for deres egen sundhed, beklagede sig over, at eftersom bylderne og stanken var gået hen og blevet så sjældne, var det svært at se, hvem der var smittet, og hvem der ikke var.
Denne overraskende evolutionære forandring i syfilis' virulens stemmer overens med, at den skulle være blevet introduceret til en naiv og ubeskyttet værtsbefolkning i 1495.
Hvis sygdommen havde udviklet sig til at overvinde immunforsvaret hos mennesker i den Nye Verden i nogle tusinde år, og menneskene i den Nye Verden samtidig havde udviklet bedre immunforsvar, så forklarer det, hvorfor den spredte sig som en steppebrand - med så slemme symptomer – da sygdommen pludselig inficerede europæere, der ikke havde udviklet samme immunforsvar.
Det hurtige fald i virulens efter den indledende hærgen har sandsynligvis fundet sted, fordi den største smittefare sker ved seksuel kontakt, hvilket betyder, at de typer af sygdommen, som ikke gav en modbydelig lugt og kæmpe grønne bylder havde langt bedre chance for at blive ført videre og dermed hurtigt afløste de oprindelige, højvirulente typer.
Andre sygdomme ligner syfilis meget
Hvis DNA-beviserne og andre mere detaljerede argumenter om udviklingen af virulens alle passer med teorien om en oprindelse af sygdommen i den Nye Verden, hvorfor er der så stadig uenighed?
Der er faktisk en tredje linje af tilgængelige oplysninger om syfilis' oprindelse: Den skade, som sygdommen nogle gange forårsager på knoglerne hos de inficerede. Vi kan ofte se dette i arkæologisk materiale: Knoglerne fra kraniet har en karakteristisk grubetæring, og lange knogler kan også blive arrede og deforme.
Med få års mellemrum, lader det til, finder nogle et skelet fra en tidligere periode et sted i Europa, som ser ud til at have syfilitiske ændringer, og vi får en ny historie i nyhederne, hvor det påstås, at syfilis må have været i Europa før Columbus' tid.
Der er det berømte tvillingepar fra Pompeji, og et nyere eksempel er skelettet fundet i Split i Kroatien, som har en misdannet lårknogle. Hvis disse syfilitiske forandringer var indiskutable, ville de så sandelig udfordre den Columbianske hypotese – men hvor nemt er det at skelne syfilis fra anden knoglepatologi?
En del af problemet er, at andre sygdomme, som er forårsaget af bakterien, er tæt relateret til T. pallidum, som bejel og yaws, kan også forårsage lignende forandringer, og det er ekstremt svært at skelne mellem dem.
En gennemgang af alle de påstande om ændringer forårsaget af treponema-bakterien på europæiske knogler fra før Columbus tid fandt ingen tilfælde, som endeligt kunne afkræfte hypotesen – enten var påstandene om treponemal-forandringer ikke godt nok understøttet, eller også var dateringen af materialet tvivlsom. I den seneste sag fra Split, lod det til, at der kun var nogle få lårknogler, som var ramt.
Jeg er ikke ekspert i palæopatologi, men adskillige, som har kommenteret på fundet, mener, at lårknoglen lige så vel kunne være blevet påvirket af en sygdom ved navn fibrøs dysplasi i stedet for syfilis.
Den bedste evidens peger på Columbus-teorien
Vi ved alle, at europæerne tog mange forfærdelige sygdomme med sig, da de ankom til den Nye Verden efter 1492, og infektioner som mæslinger og kopper slog mange indfødte amerikanere ihjel.
Nogle mennesker synes, det er svært at forlige sig med tanken om, at der måske også kom nogle sygdomme med tilbage over Atlanten, til trods for alt den gode evidens som viser, at dette er tilfældet.
Hvis vi kigger på den Nye Verden, før Columbus' tid, er der omfattende beviser fra mange skeletter, som er i kontrast med de påstande, der indimellem dukker op om enkelte syfilitisk-lignende knogler i Europa fra før Columbus' tid. Tager man de molekylære og andre oplysninger, der bakker op om Columbus-hypotesen, i betragtning, vil det kræve mere end en bøjet lågknogle at vælte den.
Rob Knell arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Anna Bestle
