Det dristige træk: Første gang mennesket forlod Jordens kredsløb, var det med Apollo 8

Apollo blev det største teknologiske projekt i USA nogensinde. Det kom til at overgå Manhattan-projektet fra anden verdenskrig, der som formål havde at bygge den første atombombe.

På sit højdepunkt arbejdede 400.000 mennesker på Apollo, og det beslaglagde ikke mindre end 4,4 procent af det nationale budget.

Den samlede pris i vore dages penge har været næsten 220 milliarder dollar, hvilket betyder, at hver af de seks landinger har kostet omkring 37 milliarder dollar.

De store omkostninger blev naturligvis diskuteret, men NASA havde ret i at understrege, at pengene blev brugt her på Jorden og ikke ude i rummet. I virkeligheden styrkede Apollo den amerikanske økonomi, fordi mange af pengene blev brugt på teknologisk forskning og udvikling, som ikke kunne undgå at styrke industriens konkurrenceevne.

Den dobbelte udfordring

Det viste sig hurtigt, at det, at opbygge et så stort projekt som Apollo, rummede to udfordringer.

Den første udfordring var, at tusinder af embedsmænd i NASA skulle lære, hvorledes man styrer en så stor opgave.

Det krævede, at man skulle koordinere arbejdet blandt de 20.000 firmaer og universiteter, som hver havde ansvaret for en lille, men vigtig del af projektet. Den del af Apollo hører man normalt ikke meget om, men den var lige så vigtig som den rent tekniske udfordring.

Den anden udfordring var så den rent tekniske, nemlig at bygge raketter og rumskibe, som kunne løse opgaven med at rejse til Månen.

Desuden var det også nødvendigt at udforske Månen med rumsonder, før man sendte mennesker derop – for kunne man overhovedet lande på denne øde og kraterdækkede klode?

LÆS OGSÅ: »One small step for man«: Førstehåndsvidner til Apollo 11 tager dig med tilbage til den første månelanding

Ingeniørens hede drøm

Der var teorier om, at Månens overflade var dækket af et tykt støvlag, så et rumskib simpelthen ville synke ned i støvet.

Man kunne også forestille sig, at der var så mange sten og revner i overfladen, at det ville være næsten umuligt at landsætte et rumskib.

Men er der noget, som ingeniører elsker, så er det en stor teknisk udfordring koblet sammen med penge nok til at løse opgaven – og det var netop nøglen til, at Apollo kunne gennemføres på bare de otte år, Præsident Kennedy havde afsat.

Inden amerikanerne kunne gå i gang med at bygge raketter og rumskibe, skulle der træffes en helt afgørende beslutning: Hvordan rejser man til Månen?

Der var tre muligheder, og valget mellem dem var ikke let.

Samles på Jorden eller i rummet?

For at flyve til Månen var det nødvendigt bygge en langt større raket, end man allerede havde. Da Kennedy igangsatte månekapløbet i 1961, havde de største raketter i USA en startvægt på mellem 100 og 120 ton. Det var Atlas og Titan, som det havde taget flere år at udvikle og bygge.

En måneraket måtte have en startvægt på et par tusinde ton, og efter nogle få prøveflyvninger skulle den være i stand til at medføre mennesker.

Igen var der tre muligheder:

• Man kunne vælge den direkte vej, lige som i de science fiction-film, der dengang blev vist i biograferne. Sagt med andre ord: der skulle bygges en raket stor nok til at sende et rumskib hele vejen til Månen, landsætte det, og derefter flyve direkte hjem.

Det betød, at man skulle landsætte et stort og tungt rumskib med varmeskjold, og det ville kræve en masse brændstof. En hurtig beregning viste, at raketten ville få en startvægt på ikke mindre end 5.000 ton, og en så stor raket ville det være umuligt at bygge på bare otte år.

• Den næste mulighed var at samle månerumskibet i bane om Jorden. Denne mulighed blev støttet af Wernher von Braun. Fordelen var, at man nu kunne nøjes med at bygge mindre raketter med en startvægt på omkring 1.000 ton. Til gengæld ville det kræve mange opsendelser at få samlet månerumskib og raket og fyldt dens tanke med brændstof.

Denne mulighed var en overgang den foretrukne, men den havde det store problem, at man dengang ikke havde nogen erfaring hverken med at sammenkoble rumskibe eller arbejde ude i rummet.

Den dristige idé

• Tilbage var den tredje mulighed, som ingen troede på i starten, og som krævede en meget stædig ung ingeniør ved navn John Houbolt, som virkelig måtte kæmpe for sin ide i NASA.

Hans ide var både genial og meget dristig.

Hans forslag var, at man ikke skulle landsætte hele rumskibet på Månen, men lade selve det tunge Apollo rumskib med varmeskjold blive i bane om Månen og så nøjes med at landsætte et meget mindre fartøj.

Fordelen var, at man kunne nøjes med at bygge en raket på 3.000 ton.

Ulempen var, at landingsfartøj og Apollo skulle sammenkobles i en bane om Månen – 384.000 km fra Jorden.

Og på det tidspunkt havde man jo endnu ingen erfaring med at sammenkoble to rumskibe ude i rummet.

En pinlig episode

Naturligvis foregår en sådan diskussion ikke bare rent akademisk, og det førte til en ret pinlig episode, da Kennedy i september 1962 besøgte Marshall rumcentret, hvor von Braun nu arbejdede. Han holdt da stadig fast ved sit forslag om at samle rumskibet i bane om Jorden, og forsøgte at få Kennedy med på ideen.

En af Kennedys videnskabelige rådgivere, Jerome Wiesner, brød ind og sagde, at von Brauns metode ikke duede. Det førte til et skænderi, hvor en vred Kennedy til sidst brød ind og gav NASA’s leder James Webb ordre om at skære igennem og få truffet en afgørelse.

Det skete så kort tid senere, og det blev et gennembrud for Houbolt, da von Braun skiftede mening og støttede hans plan. Men Houbolt udtalte senere, at »afgørelsen om, hvordan vi skulle flyve til Månen, var viklet ind i en masse intriger, som aldrig er kommet frem.«

Men i sidste ende viste NASA sin styrke. Da afgørelsen blev endeligt truffet i november 1962, sluttede alle op om den. Her har James Webbs faste hånd på roret i NASA haft en uvurderlig betydning for gennemførelsen af Apollo-projektet.

LÆS OGSÅ: Sådan vil USA vende tilbage til Månen

Mange tekniske udfordringer

På forbløffende kort tid kom USA i gang med det store projekt, og der var virkelig noget at tage fat på.

Der skulle opsendes rumsonder mod Månen for at finde ud af, om man overhovedet kunne lande på denne lille kraterdækkede klode. Der var en del uheld undervejs, men man blev ved og nåede i god tid inden Apollo 11 at finde nogle egnede landingspladser.

Der blev bygget et nyt rumskib ved navn Gemini til to astronauter. Der blev gennemført 10 flyvninger på bare to år, fra 1965-1966. Det vigtigste resultat var, at Gemini viste, at det var muligt at sammenkoble rumskibe ude i rummet. Man fik også de første meget vigtige erfaringer med rumvandringer.

Det store gennembrud

Det helt store gennembrud for Apollo-projektet kom bare fem dage efter attentatet på Kennedy i november 1963. Her lykkedes det for første gang at opsende en Atlas Centaur raket, hvor det øverste trin var drevet af det bedste kemiske brændstof som findes, nemlig flydende brint.

Det er en meget overset bedrift, men uden flydende brint i de øvre trin, havde den enorme Saturn 5 ikke kunnet sende Apollo til Månen. Det skyldes, at forbrænding af flydende brint udvikler langt mere energi end forbrænding af et klassisk brændstof som kerosen (En slags petroleum).

Flydende brint er meget vanskeligt at arbejde med, fordi brint koger ved -253 grader, og det betyder at en tank med flydende brint skal være fantastisk godt varmeisoleret – og det er en udfordring, når væggen i brændstoftanken samtidig skal være meget tynd for ikke at gøre raketten for tung.

Det lykkedes at konstruere en tank, hvor væggen kun havde en tykkelse på 0,13 mm. Men da brintmolekyler er meget små, kræver det svejsninger af ekstremt høj kvalitet at holde en tank til flydende brint så tæt, at brændstoffet ikke bare står og koger væk, mens raketten gøres klar til opsendelse.

Der er mange andre problemer, men hvis man var endt med at bruge petroleum og flydende ilt, var man aldrig kommet til Månen.

De ukendte helte

Bygningen af raketter og rumskibe var naturligvis det, som tiltrak den største opmærksomhed, men vi må ikke glemme de ukendte helte fra Massachusetts Institute of Technology. Her byggede en samling unge ingeniører den lille computer, som skulle styre Apollo sikkert til Månen.

Efter vore dages standard kunne den næsten ingenting, og der var bestemt ikke plads til en flot grafik. Man kunne ikke andet end at indlæse nogle tal, og så var der et lille program, der gjorde det muligt ud fra stjerneobservationer at undersøge, om rumskibet var på ret kurs. Let at betjene var den ikke, men den kunne – lige akkurat – løse sin opgave.

Der var ingen chips i computeren, men i stedet små magnetiserbare kerner af jern og nikkel, der var forbundet med kobbertråde og indkapslet i plastik. Denne teknik betød, at computere skulle specialbygges til hver enkelt Apollo-flyvning. Hukommelsen var på 38 k !!!

IT-udfordringen var på mange måder næsten den største, men måske også den, som har givet amerikansk industri det største skub fremad.

LÆS OGSÅ: Rumfartens fremtid er fuld af fysiske grænser og uendelige muligheder

Kapløbet til Månen

I dag huskes Apollo jo for at have vundet månekapløbet, men i dag ved vi, at kapløbet først begyndte næsten tre år efter Kennedys store tale. Amerikanerne pustede godt til ilden, for de havde brug for myten om et rumkapløb for at sikre sig opbakning til det enormt dyre Apollo-projekt.

Den bedste kommentar til månekapløbet er kommet fra rumhistorikeren John Logsdon fra George Washington Universitetet i Washington. Han skriver på Space.com:

»Vi gik ind i et kapløb til Månen uden at vide, hvad Sovjetunionen gjorde, så vi opfandt den kendsgerning, at de kunne bygge en måneraket lige så hurtigt som os. Det viste sig, at de først begyndte på deres måneprojekt to et halvt år efter os, og at de aldrig for alvor havde en chance.«

I dag ved vi nemlig, at Sovjetunionens ledere dengang var ret tøvende over for tanken om at skulle konkurrere med amerikanerne om at komme først til Månen.

Ikke alene var det en meget sen beslutning, men der var fra starten tre andre faktorer, som skulle føre til, at Sovjet tabte månekapløbet – et kapløb, som Sovjet benægtede i mange år. Det var organiseringen, økonomien og teknikken.

Opgøret mellem Glushko og Korolev

I forhold til USA var Sovjet et ret fattigt land, som slet ikke kunne afsætte de samme resurser til et måneprojekt som USA. Det er svært at få præcise tal, men sandsynligvis har det Sovjetiske måneprogram selv på sit højdepunkt haft et budget på 10-20 procent af Apollo.

Desuden havde Sovjet dengang slet ikke en højteknologisk industri, som man umiddelbart kunne trække på. Der var enkelte virksomheder, der kunne levere varen, men de leverede især til militæret, som i høj grad så en måneflyvning som en direkte konkurrent.

Det afgørende problem var, at Sovjet på det tidspunkt ikke havde et rumagentur som NASA. Det kom først længe efter i 1992 og fik navnet Roskosmos. Men da var månekapløbet jo for længst forbi.

I rumalderens tidlige år havde russerne et system med ’chefkonstruktører’, som hver havde ansvaret for enkeltprojekter. De var næsten enevældige, men der var en konstant kamp mellem dem om de forholdsvis få resurser, der var til rådighed.

Den mest berømte chefkonstruktør var Sergei Korolev (1907-1966), som havde udviklet den R-7 raket, der opsendte den første Sputnik og senere det første menneske i rummet. Han har en heltestatus, også i det nuværende Rusland.

Det var derfor et meget naturligt valg at lade Korolev konstruere den raket, som skulle sende kosmonauter til Månen. Korolev var udmærket klar over, at flydende brint var så langt det bedste brændstof, hvis man skulle sende et stort rumskib til Månen.

Derfor henvendte han sig til verdens dengang nok bedste konstruktør af raketmotorer, Valentin Glushko. Men Glushko ville ikke begynde at arbejde med flydende brint. Han ville hellere bruge et meget giftigt brændstof som hydrazin, fordi det i modsætning til den superkolde flydende brint kunne opbevares ved stuetemperatur.

Det gjorde det muligt at affyre en raket meget hurtigt, noget militæret havde et stærkt ønske om. Det kom til et større opgør mellem Glushko og Korolev, og det endte med, at Korolev dels måtte finde en anden til at bygge raketmotorerne, og dels at han nu var henvist til at bruge det langt mindre effektive Kerosen og flydende ilt.

LÆS OGSÅ: Kig på fjerne galakser og astronauter ‘bag scenen’ i NASA’s store rumarkiv

Problemerne vokser

Derfor blev det nødvendigt for Korolev at konstruere sin måneraket N1 med hele 30 motorer i første trin, og det viste sig at være en alt for stor udfordring i forhold til, hvad der var muligt dengang.

Men inden den første opsendelse af N1 havde Korolev fået andre problemer. Selv om N1 var af omtrent samme størrelse som den amerikanske Saturn 5, så kunne den slet ikke sende et så stort rumskib til Månen som Apollo. Det var netop forskellen mellem at bruge kerosen og ikke flydende brint.

Alligevel havde Korolev valgt at bruge den samme fremgangsmåde som amerikanerne:

Et rumskib skulle sendes i bane om Månen og derfra skulle en mindre lander sendes ned mod Månen.

Men hvor amerikanerne havde mulighed for at sende to astronauter til Månen, måtte russerne nøjes med at sende en mand alene ned, mens en kollega blev tilbage i bane om Månen.

Amerikanerne havde god brug for to mand til at styre sikkert ned på Månen, og det er nok tvivlsomt, om en enkelt mand kunne have klaret opgaven.

Men så langt nåede man aldrig, fordi N1-raketten præsterede at eksplodere kort efter opsendelsen i de fire forsøg, der blev gjort for at opsende den enorme raket.

Ved den første opsendelse i februar 1969 var der endnu håb om at slå amerikanerne – det ville blot kræve et stort uheld for amerikanerne, og at N1 virkede perfekt. Men sådan skulle det ikke gå. N1 eksploderede gang på gang, mens de amerikanske Apollo-forsøg gik godt.

Men man skal jo aldrig give op, så i juli 1969 forsøgte russerne endnu en gang at opsende N1, bare to uger før Apollo 11 skulle sendes til Månen. Men igen gik det galt, da raketten eksploderede få sekunder efter starten.

Man opgav dog ikke helt N1. Selv om amerikanerne var kommet først til Månen, blev der gennemført to nye opsendelser i 1971 og 1972, men da de også endte i enorme eksplosioner kort efter start ,blev projektet endeligt opgivet.

Plan B til Månen

Plan B gik i al sin enkelhed ud på, at hvis man ikke kom før amerikanerne med en landing på Månen, så kunne man i stedet prøve at komme først med at sende en kosmonaut i et sving rundt om Månen.

Det ville have en stor propagandaværdi, som måske kunne tage lidt af glansen fra en amerikansk landing nogle måneder senere.

Den opgave kunne løses med en langt mindre raket end den enorme N1 og med en ombygget udgave af Soyuz-rumskibet. Den vigtigste ændring var naturligvis at forsyne rumskibet med et nyt varmeskjold, så det kunne tåle at vende tilbage til Jordens atmosfære med en fart på 40.000 km i timen.

Dette rumskib gik under kodenavnet Zond, og afprøvningerne af Zond kom til at påvirke månekapløbet, også selv om det endte med, at Plan B aldrig nåede at blive gennemført.

LÆS OGSÅ: Bliver man ramt af meteorer på Månen?

En dristig beslutning

I 1967 var der fuld fart på Apollo, kun forsinket af en tragisk ulykke på Cape Canaveral, hvor tre astronauter brændte ihjel under en rutineafprøvning af Apollo her på Jorden. Apollo brugte ren ilt i kabinen, og lugen var svær og langsom at åbne.

Så mens man forberedte den første opsendelse af Saturn 5, var man i Californien i gang med en større ombygning af Apollo-kabinen.

Den første opsendelse af Saturn 5-raketten med den ubemandede Apollo 4 fandt sted i november 1967, og den forløb sådan set planmæssigt, men helt så heldigt gik det ikke ved 2. prøveopsendelse i april 1968.

Trykkraften fra raketmotorerne i første trin fik hele raketten til at ryste, mens brændstofrørene i de to øvre trin blev beskadigede, så to af fem raketmotorer i andet trin satte ud før beregnet. Endelig ville tredje trin ikke genstarte, hvilket jo er helt nødvendigt for at nå til Månen.

Og set fra astronauternes synspunkt var problemet med rystelserne så voldsomt, at de umuligt kunne have aflæst instrumentpanelerne under opsendelsen.

Hvor langt var russerne?

Det var alvorligt nok i sig selv, men hertil kom, at der var stor usikkerhed om, hvor man havde russerne i kapløbet. CIA holdt, så godt de kunne, undervejs amerikanerne orienterede, og man mente, at russerne på det tidspunkt havde planer om at opsende en kosmonaut i et sving rundt om Månen med et Zond-rumskib.

I august 1968 fik lederen af Apollo-projektet George Low så en ide. Der var planlagt en bemandet flyvning i bane om Jorden med Apollo 7 i oktober, og månelandingsfartøjet var forsinket og ikke klar før i marts 1969.

Det var lidt længe at vente på næste forsøg, men der var jo en mulighed for at sende Apollo 8 rundt om Månen allerede i december – forudsat, at alt gik godt for Apollo 7.

Chefen for astronauterne på den tid, Deke Slayton har fortalt herom:

»På det tidspunkt havde vi endnu ikke fløjet Apollo 7 eller overhovedet haft en bemandet flyvning med Apollo, og sidste gang vi fløj Saturn 5 var den lige ved at falde fra hinanden på grund af vibrationer. Vi havde ikke engang udviklet det nødvendige software til at flyve Apollo rundt om Jorden – for slet ikke at tale om at flyve den til Måne.«

Skildpadder i rummet

I september og november 1968 opsendte russerne så Zond 5 og 6, der blev sendt i et sving rundt om Månen. Der var ovenikøbet levende dyr om bord, blandt andet et par skildpadder, der dermed blev de første levende væsner, der kom i nærheden af Månen.

Disse forsøg blev af russerne fremstillet som en stor succes, selv om skildpadderne på Zond 5 ved en forkert ordre under landingen blev udsat for en tyngdepåvirkning på 16 g – og at der opstod en utæthed i landingskapslen på Zond 6, så luften sivede ud og alle dyrene ombord døde.

I Vesten vidste vi ikke, hvor galt det var gået, så Zond 5 og 6 blev set som et tegn på, at Sovjet måske var meget tæt på at sende en kosmonaut rundt om Månen – måske så tidligt som december 1968.

NASA følte derfor, at kapløbet om at komme først til Månen nu var så intenst, at det var en god ide at løbe en betydelig risiko og sende Apollo 8 rundt om Månen. Meget senere skulle det vise sig, at russerne på grund af de ikke så heldige flyvninger med Zond 5 og 6 slet ikke var klar til en flyvning rundt om Månen i julen 1968.

LÆS OGSÅ: Prygl til konspirationsteorier om månelanding

Verdens første månerejse

Det var kun den tredje opsendelse af den store Saturn 5-raket, der sendte Apollo 8 afsted mod Månen 21. december 1968. Det var i sig selv dristigt, for som vi har nævnt, havde Saturn 5 haft alvorlige problemer under den anden prøveflyvning.

Ingen af de tre astronauter havde dog betænkeligheder ved at stige ombord, og Lovell har senere beskrevet Apollo 8-færden som den bedste og mest problemfri af hans i alt fire rumflyvninger.

På forhånd kendte han Frank Borman rigtig godt, for de to havde tidligere tilbragt 14 dage sammen på snæver plads på en Gemini-flyvning. Den fem år yngre William Anders var på sin første rumtur.

Opsendelsen gik helt planmæssigt. Apollo 8 gik først ind i en lav bane om Jorden og efter et par timer fik astronauterne følgende besked fra Jordkontrollen:

»Apollo 8, you are go for TLI.«

TLI står for Trans Lunar Injection, og det betyder, at Apollo 8 nu forlader kredsløbet om Jorden, idet rakettens tredje trin genstartes for at sende rumskibet mod Månen.

Apollo 8 på vej mod Månen

Det var første gang, Verden hørte denne ordre til et bemandet rumskib. Tredje trin brændte i 5,5 minut og sendte dermed Apollo 8 videre med en fart på 39.000 km i timen – det hurtigste noget menneske dengang havde fløjet.

For første gang i historien oplevede astronauter nu at se Jordkloden blive mindre og mindre i løbet af de tre dage, det tog at flyve til Månen.

Astronauternes første opgave var at frigøre Apollo-rumskibet fra Saturn 5-rakettens tredje trin og vende det rundt, så Apollo-kabinen pegede mod raketten. Denne manøvre skulle på senere flyvninger bruges til at sammenkoble Apollo-rumskibet med månelandingsfartøjet, der befandt sig i toppen af tredje trin.

Denne gang var der ikke nogen månelander ombord, så det var blot en øvelse forud for de rigtige månelandinger.

Svær navigation

Undervejs mod Månen skulle astronauterne navigere efter stjernerne, men det var ikke altid helt let, fordi små mængder af frossent brændstof kom til at virke som falske stjerner.

Jordkontrollen foreslog så, at de i stedet kunne sigte efter Jorden. Det udløste megen latter i Jordkontrollen, da Borman svarede, at det ville man gøre, »så snart vi har fundet Jorden.«

Det var ikke uden grund, for Jorden fyldte efterhånden meget lidt på himlen, og der gik da også over en time, før astronauterne kunne meddele, at de havde fået øje på Jorden fra det ene af deres i alt fem små vinduer.

Opkast og diarre

På flyvningens anden dag begyndte Borman at føle sig utilpas, og pludselig kastede han op, samtidig med at han fik et anfald af diarre.

Nu kendte Lovell Borman ret godt fra deres Gemini-flyvning, hvor han også havde haft problemer med utilpashed og kvalme. Så han så det egentlig blot som et tilfælde af rumsyge, som man senere kom til at kalde det. Han vidste også, at Borman nok hurtigt ville komme sig.

I dag fortryder Lovell, at han ikke bare fortalte Jordkontrollen, at Borman blot havde et anfald af rumsyge, og at han snart ville være på plads igen. I stedet var han meget vag i sine beskeder. De tre astronauter var simpelthen bange for, at man ville forsøge at afkorte Apollo 8-flyvningen på lægernes opfordring, og det ville de ikke risikere.

Dengang havde man ikke meget erfaring med rumflyvningens virkninger, og al form for utilpashed bekymrede naturligvis rumlægerne. I dag ved vi, at omkring 1/3 af alle astronauter stadig i større eller mindre grad oplever rumsygens kvaler i begyndelsen af et ophold i rummet.

Flyveturen tog tre dage, og juleaftensdag, 24. december, nåede astronauterne Månen.

I artiklen ‘Julerejsen til Månen: Flyv med 50 år tilbage i tiden til Apollo 8-missionen’ kan du blandt andet læse om, hvordan astrinauterne fordrev tiden med at læse højt af skabelsesberetningen under en historisk tv-transmission.

Et sort hul i himmelen

Astronauterne bemærkede først et stort sort område uden spor af stjerner på himlen. Det blev astronauternes første møde med Månen, som viste sig fra natsiden.

Men nu måtte de i gang med rejsens mest kritiske opgave med at bringe rumskibet ind i bane om Månen ved at affyre servicemodulets raketmotor. Det skulle ovenikøbet finde sted, mens de var på Månens bagside og dermed ude af radiokontakt med Jorden.

Men Jordkontrollen sendte en sidste opmuntrende bemærkning:

»Apollo 8, you are riding the best bird, we could find.«

Hvortil astronauterne svarede:

»Thanks a lot, we’ll see you on the other side.«

Raketmotoren brændte i fire minutter præcis som den skulle, og sendte hermed Apollo ind i aflang bane mellem 100 og 300 km over Månen. Astronauterne syntes, at måneoverfladen mest mindede om en grå strandbred. Det var NASA ikke så begejstret for, da de nok havde håbet på en mere spændende beskrivelse.

De fotograferede naturligvis Månens overflade som forberedelse til den første landing – men det er nu ikke de endeløse billeder af Månens kratere og bjerge, der huskes mest.

LÆS OGSÅ: Det nye rumkapløb: Derfor skal der mennesker på Mars

Earthrise – Når Jorden står op over Månen

Det billede, der står tilbage, er synet af den blå og hvide jordklode, der var stået op over den øde og grå Måne. Det blev Anders, der tog dette berømte billede, som gik over i historien som ikon for, hvor enestående vores planet er i et stort univers.

Han fortalte senere herom, at »vi kom hele den lange vej for at udforske Månen, og den vigtigste ting, vi opdagede, var vores jordklode.«

Billedet fik stor betydning for miljøbevægelserne, der opstod i de følgende år.

Efter tyve timer og ti omkredsninger rundt om Månen var det tid til at indlede hjemrejsen. Der blev igen tændt for raketmotoren – endnu engang mens Apollo 8 var over Månens bagside.

Alt forløb planmæssigt, og nu ventede blot en tre dage lang returrejse mod Jorden til den forestående landing i Stillehavet 27. december.

LÆS OGSÅ: Sådan tog NASA’s astronauter det mest ikoniske billede af Jorden

Ender med et plask

Kort tid før deres indtræden i atmosfæren frigjorde Borman servicemodulet fra Apollo-kabinen. Og snart derefter begyndte kabinen at blive oplyst af skæret fra den flere tusinde grader varme luft, der omgav rumskibet. Astronauterne beskrev det som at flyve i et neonrør, og set fra Jorden lignede Apollo 8 mest af alt et glødende meteor.

Til sidst foldede faldskærmene sig ud og månerejsen endte med et ordentligt plask ned i Stillehavet – og endda med en Apollo-kapsel der vendte på hovedet. Da de samtidig blev ramt af en tre meter høj bølge, blev Borman igen dårlig, denne gang ramt af alle søsygens kvaler.

Knap en time senere var Borman, Lovell og Anders sikkert ombord på USS Yorktown, et af flådens skibe fra anden verdenskrig.

En seksdages rumfærd var vellykket fuldført og ville fra da af gå over i historien.

Næste skridt var selve landingen på Månen, der lå godt et halvt år ude i fremtiden.

LÆS OGSÅ: Fra Newton til Einstein og Hawking: Sådan tænkte fysikerne om de gådefulde sorte huller

LÆS OGSÅ: Rumfarten fylder 60 år – hvad har vi lært?

LÆS OGSÅ: Få et overblik over rumfartens historie