Tummas Marni Poulsen har skrevet til videnskab.dk og spurgt: »Jeg har læst, hørt og set meget om den fremtidige månebase og synes det hele er meget spændende. Jeg har dog et spørgsmål: Hvad gør man med hensyn til meteornedslag? Månen er jo helt blottet, den har ikke nogen atmosfære.«

Og det er da et godt spørgsmål. I forvejen er der rigeligt med udfordringer for de fremtidige beboere på Månen. De skal beskytte sig mod den kraftige stråling og de meget store temperaturforskelle, der er mellem dag og nat på Månen, men skal de også frygte at få en meteor i hovedet?

Svaret er bekræftende. »Månen er en lille klode uden atmosfære, og det betyder, at selv det mindste støvkorn fra rummet vil nå overfladen,« fortæller astronomerne Helle og Henrik Stub.

»Nu skulle man ikke tro, at små millimeterstore støvkorn ville være ret farlige, men når de rammer Månen med mange tusinde kilometer i timen - faktisk langt hurtigere end en riffelkugle - kan de let punktere en rumdragt.«

250.000 kilometer i timen

Hver dag rammes Jorden af 33 tons meteorer, hvoraf langt størstedelen brænder op i atmosfæren. Månen rammes også af masser af meteorer, men her er der jo ingen atmosfære til at stoppe dem.

Og som Helle og Henrik Stub forklarer, er der fuld knald på rumstenene - de kommer farende med en hastighed på mellem 70.000 og 250.000 kilometer i timen. Og med sådan en fart på kan en meteor skabe store ødelæggelse, når den rammer. En meteorsten på fem kilo kan skabe et krater med en diameter på ni meter og sprede 75 tons materiale.

Men forskerne ved faktisk ikke, hvor mange større meteorer, Månen rammes af om året. Og derfor har NASA da også sat en undersøgelse i gang - Lunar Impact Monitoring - for at blive klogere på dette emne. Man holder simpelthen øje med Månen gennem teleskoper på Jorden for at opsnappe lysglimtet fra eksplosionen, når meteoren rammer.

NASA holder øje

»NASA prøver at få en ide om, hvor stor meteorfaren er. Det sker med en delvis automatisk overvågning af Månen med forskellige - og i øvrigt ikke særligt store - teleskoper,« fortæller Helle og Henrik Stub.

»Men med moderne elektronik er det ikke svært at registrere det lysglimt, et nedslag giver. Lysglimtet opstår, fordi måneklippe ved selv et mindre nedslag opvarmes til et par tusinde grader og derfor smelter og gløder - det har altså ikke noget med ild at gøre.«

Siden november 2005 er der blevet detekteret 188 nedslag, der var store nok til at kunne ses fra Jorden. Hvert nedslag svarer typisk til eksplosionen af et par hundrede kg TNT, hvilket bestemt ikke ville være sundt for en månebase.

På den anden side har Månen et stort overfladeareal på mange tusinde kvadratkilometer, så man skal ikke være bange for at få noget stort i hovedet på en almindelig månevandring. Og Apollo-astronauterne gik jo omkring i op til tre dage uden at være generet af meteornedslag.

Begravet under månestøv

Der er altså en meteorfare, men den er ikke så stor, at det er umuligt at bygge en base. Og NASA er da også i fuld gang med at eksperimentere med forskellige former for indkvartering. Det står endnu ikke klart, om den første månebase skal bygges af faste moduler ligesom en rumstation, eller om den skal være oppustelig.

Her skal fremtidens astronauter måske bo: I et lavarør under Månens overflade. (Foto: JAXA/Selene)

Under alle omstændigheder vil det være nødvendigt at beskytte basen godt. Man kan for eksempel isolere den med månestøv, forklarer Helle og Henrik Stub:

»Ud over meteorer skal astronauterne beskyttes mod den kosmiske stråling og de store temperaturudsving, og begge dele kan klares med at isolere basen med to-tre meter månestøv eller grus.«

Lavarør kan være det perfekte hjem

Det er også muligt, at man kan bruge naturlige huler på Månen som udgangspunkt for en fast bebyggelse. Og her har forskerne store forhåbninger til såkaldte lavarør, der blev dannet af lava fra de vulkaner, der engang var aktive på Månen.

En japansk satellit har faktisk taget billeder af noget, der ligner et lavarør, som måske kan bruges til beboelse. Røret har en cirkulær åbning, der er 65 meter i diameter, og forskerne mener, at det er mellem 80 og 88 meter dybt.

»Lavarør vil lige fra starten give en god beskyttelse,« fortæller Helle og Henrik Stub. »Så må man bare håbe, at det er nogenlunde let at komme ind og ud af en sådan underjordisk base både med køretøjer og astronauter.«

Så meteorer eller ej - det skulle nok være muligt at bo på Månen. Vi ønsker Tummas Marni Poulsen en god tur derop, og sender en t-shirt, han kan iføre sig på turen.